39-årige Emilie er brudt ud af Jehovas Kontrol: ''Vi blev født ind i Jehovas kasser, og der skulle vi bare ind, koste hvad det ville''

Det emmer af fred og ro i den yderste del af udkantsdanmark, nærmere præcist Øster Assels på Mors. Her er det eneste, som forstyrrer stilheden fuglekvidder og lange græsstrå, der langsomt slår mod hinanden i takt med vinden. På disse kanter, kender alle mere eller mindre hinanden, og det hele er ude fra at se meget idyllisk. Det minder mest af alt om en gammel Morten Korch-film. 

Alt har dog ikke altid været lige idyllisk i den røde murstensvilla. Her er Emilie Moe bosat med sin forlovede og tre børn. Hun gemmer på en hård livshistorie, der har båret præg af en indoktrinering, som har sat sine spor hos hende efter bruddet med trossamfundet.

En isoleret barndom i Jehovas Vidner

Emilie er oprindeligt fra Hundige, og blev født ind i Jehovas Vidner i tredjegenerationen på sin mors side. Barndommen var fyldt med møder og tid i tjenesten hos menigheden. Det betød samtidig en isolering fra andre sociale relationer udenfor trossamfundet. Legeaftaler med klassekammeraterne hørte sjældenhederne til, og fødselsdage blev fejret uden Emilie som gæst.

‘’Man lærte bare at sætte sig ned og ikke synge med på fødselsdagssangen, og jeg elskede ellers den der mere med instrumenterne, men jeg måtte jo ikke synge med, så det holdt jeg op med.’’

Ifølge hende selv var det således nogle meget ensomme ungdomsår, hvor mobning var en fast del af hverdagen. Samtidig med dette, var det på hjemmefronten også udfordrende at være Emilie. Dynamikken i familien betegner hun som meget disharmonisk og fuld af ufred. Heller ikke her, følte hun sig respekteret eller set.

‘’Jeg tror størstedelen af mine forældres skænderier handlede om mig, fordi de ikke var tilfredse med, hvordan jeg var eller hvordan jeg så ud, eller hvordan jeg snakkede. Men de gjorde heller ikke nogen synderlig indsats, for at lære mig at kende som barn og have en relation til mig. Vi blev bare født, og så blev vi proppet ned i de her Jehovas Vidne-kasser, og der skulle vi bare passe ind, koste hvad det ville,’’ udtaler Emilie om sin opvækst.

Negativ social kontrol sætter sine ar på sjælen

Opvæksten er fra en tidlig alder præget af massiv social kontrol. Ifølge en rapport udarbejdet af Børns Vilkår, som fra 2016 til 2019 har analyseret 459 samtaler om negativ social kontrol fra Børnetelefonen og Børns Vilkårs Bisidning, er denne form for opdragelse ikke ualmindelig i et sekterisk trossamfund som Jehovas Vidner. Ifølge Børns Vilkår, udmønter den negative sociale kontrol sig i, at man går rundt i en frygt for hele tiden at blive overvåget. Det fremgår desuden af rapporten at der i seks ud af ti samtaler fra Børnetelefonen, er identificeret tegn på omsorgssvigt.

Susanne Benderfelt har i sit daglige virke som psykolog mødt en del klienter, der har brudt med Jehovas Vidner. Flere af dem beretter om en opvækst med negativ social kontrol. Den opvækst påvirker dem hårdt mentalt. Hun beskriver påvirkningen ud fra en Sigmund Freud-terminologi.

’’Barnet udvikler et overjeg. Barnet begynder i en tidlig alder at tænke, hvad rigtigt og forkert er. Skam og skyld kommer til at fylde på en måde som det slet ikke skal for et barn. Det er nemlig hæmmende for den personlige udvikling’’, udtaler hun.

Hun udtaler desuden, at det vil gøre skade på barnet i det videre liv, hvis man i en så ung alder får denne opdragelse.

’’Du vil i mange tilfælde enten være handlingslammet i visse situationer, enten pga. af usikkerhed eller tankemylder. Man vil hele tiden tænke, om ens handling er forkert og være fyldt med en gennemgribende usikkerhed, om hvorvidt man skal føle skam over at have gjort noget forkert. Hele tiden vil man tænke at Gud dømmer en’’.

Emilie fortrænger en traumatisk oplevelse

Når Emilie husker tilbage på sin opvækst, er der særligt en episode, hun husker tydeligt. Da hun som 13-årig blev seksuelt forulempet på en ferie i Sydfrankrig med sin familie. En oplevelse, der for størstedelen vil være yderst traumatisk, men på daværende tidspunkt fortalte hun ingen om hændelsen. Hun gik blot med det for sig selv, følte skyld, skam og sig overvåget af Jehova, ganske som førnævnte rapport viser er en af konsekvenser ved negativ social kontrol, og som Susanne Benderfelt også fortæller.

‘’Der ligger den ekstra dimension af skyld og skam oveni, fordi Jehova er der. Jehova ser jo alt. Han har set, hvad jeg har gjort, så nu kan jeg ikke bruges til noget. Nu er jeg bare et lidt oversuttet bolsje nede i rendestenen’’.

Hun gjorde sit ypperste for at glemme hændelsen i de efterfølgende år, hvilket hun også lykkedes med ifølge eget udsagn. 

Det var ikke før, at hun som 19-årig var indlagt på Stolpegården i Gentofte med en depression, at hun kom i tanke om hændelsen igen, da andre indlagte fortalte deres historie om seksuelle overgreb. En hændelse, som hendes psykiater har fortalt hende har medvirket til den bipolare lidelse, hun har i dag.

Det var på samme tidspunkt, at hun første gang fortalte sine forældre om hændelsen. Faren havde godt kunne mærke på hende, at der var adfærdsændringer, men satte aldrig spørgsmålstegn ved det.

‘’Det gjorde de ikke, for de var også meget opsatte på at holde fast i deres eget renomme. Min familie var jo meget åndelig og var langt oppe i hierarkiet, hvor min far var ældste og min mor var pioner’’, forklarer Emilie som årsagen til, at der aldrig blev gjort mere ved hændelsen.

Søsterens konfrontation med virkeligheden resulterer i et endeligt farvel

Det er først, da hun som 36-årig af sin søster, bliver konfronteret med en række sager om seksuelle misbrug af børn hos Jehovas Vidner i Australien, at hun efter eget udsagn ‘’vågner’’, og melder sig endegyldigt ud af trossamfundet.

Grundet hendes egen fortid, hvor hun oplevede den førnævnte seksuelle forulempelse, kunne hun ikke længere se nogen retfærdig begrundelse for at forblive vidne. 

Hun traf dermed beslutningen om at melde sig ud, hvilket bestemt ikke var nogen nem beslutning. Det betød et farvel til alle tidligere relationer. Familie såvel som venner. Nu var det kun Emilie med sine tre børn, som skulle forsøge at finde et nyt fodfæste i tilværelsen på Mors. 

Hør Emilie fortælle mere om bruddet med Jehovas Vidner i denne video:

Tiden efter bruddet er en generel udfordring for eks-vidner

Hos den humanitære hjælpeorganisation InsideOut, har de et stort fokus på negativ social kontrol i sekteriske trossamfund, og hvordan man hjælper folk ud af det. Ifølge stifter og bestyrelsesformand, Camilla Louise Johnson, er en af problematikkerne ved denne opvækst, at man ikke lærer at være et individuelt menneske med egne holdninger og tanker. Det påvirker mennesket, når de senere i livet vælger at bryde med trossamfundet.

’’ Jeg’et er knækket for mange, der kommer ud af de her miljøer. Det er et kæmpe arbejde at starte forfra. Alle sociale interaktioner med andre mennesker har tidligere været styret, og været på særlige præmisser og regler. At skulle skabe nye relationer og et netværk kan således være svært, fordi man ikke kender til de sociale spilleregler. Derfor kæmper mange med angst og ensomhed,’’ udtaler Camilla.

Samtidig mener hun ikke at der tilbydes nok hjælp til denne gruppe mennesker. Tidligere misbrugere eller folk, som bryder med et muslimsk miljø, får ofte tilbudt hjælp, men hun mener ikke at der fra statens side har været et anerkendt behov for hjælp til tidligere vidner.

’’Man skal anerkende, at der er et problem, og så skal der jo afsættes hjælp så, at man kan få adgang til psykolog-, rets-, og økonomiskhjælp. Der skal laves en helhedsindsats’’.

Emilie har fundet et nyt fællesskab og en forlovede

Emilie har selv brugt Støtteforeningen for Jehovas Vidner som hjælp. Hun har det, efter omstændighederne, bedre i dag. Ved hjælp af støtteforeningen har hun fået et nyt netværk med ligesindede, der også har brudt med miljøet, og nu forsøger at etablere et nyt liv i samfundet.

Hun er stadig påvirket af sin fortid, sin bipolar lidelse og ADHD, hvilket begrænser hende til at arbejde højst otte timer om ugen i den lokale Min Købmand. Hun har dog efterhånden fået skabt nogle gode venskaber i lokalmiljøet, selvom hun til tider kunne ønske sig flere. Som hun selv siger, er det ikke altid nemt i hendes alder. Derfor har Støtteforeningen for Jehovas Vidner virkelig vist sig gavnlig for hende.

Grundlæggende har hun ifølge sig selv aldrig haft det bedre, og nu oplever hun en frihed, hun aldrig før har mødt i sit liv.

’’Jeg synes, at jeg har et dejligt liv. Der har aldrig været så lidt drama. Jeg føler ikke længere dårlig samvittighed’’, udtaler hun om sit nuværende liv.

Foruden det, er hun for nyligt blevet forlovet og skal giftes om to måneder med sin nye kæreste, Morten, der friede til hende under en Kandis-koncert foran 300 mennesker. Dette bliver det tredje ægteskab i hendes 39 år, men for første gang med en mand, som ikke er Jehovas Vidne. Hendes tre børn klarer sig også fornuftigt i skolen, og det fredelige liv på Mors nydes.