Anna knækkede koden 

Jeg var nødt til at drikke et glas vin, før jeg ringede til min far for at sige: “Jeg dropper ud.”

Min far er astrofysiker og min bedste ven. Det var ham, der lærte mig at regne og være nysgerrig på verden, men efter jeg startede på matematik på universitetet, kunne jeg hverken sove eller spise.

Mine forældre, to søskende og jeg flyttede til Luxembourg, da jeg var halvandet år gammel. I 2015 flyttede jeg tilbage til Danmark for at gå på idrætshøjskole. Da jeg fortalte de andre elever, at jeg er født i Randers, spurgte de, om jeg var sådan en, der stjal scootere. Det gjorde man ikke i Luxembourg.

Efter højskolen startede jeg på matematikstudiet. Det tog tid at erkende, at jeg ikke kunne gennemføre uddannelsen, som min far havde gjort. Efter jeg droppede ud, var jeg langt nede i et hul, men mine to roommates heppede på mig i vores lejlighed i Brabrand.

Jeg tog et job i et pizzeria og arbejdede mig hurtigt op til at blive manager – som den eneste pige blandt 11 mænd. Jeg var god til mit arbejde, og det gav mig mod til at rette ryggen og starte på studie igen.

Nu studerer jeg IT, kommunikation og organisation i Herning. Jeg er nysgerrig på, hvordan jeg kan komme til at bruge softwareudvikling og kodning bæredygtigt i store virksomheder. Det fede ved kodning er, at man starter fra toppen, og hvis man laver fejl, skal man prøve igen, indtil det lykkes.

Som min far sagde, da jeg ringede til ham med et vinglas i hånden og en klump i halsen: “Hvad er det værste, der kan ske?”

Anna Bue Schmidt, 28 år, studerende, Aarhus