Den afrikanske pastor

”Tak, Jesus, tak!” lyder det enstemmigt, når frikirke-medlemmerne på gospelmanér synger aftenens bibelstudie i gang.

I en lille loftslejlighed i frikirken i Nykøbing Mors samles de om pastor Samuel Christian Tondje.

Det er den faste klike, der er mødt op til aftenens højtidelighed.

Samuels datter sidder søvndøsig, mens sønnen forsøger at følge med i sin fars prædiken.

Samuel er opvokset i Cameroun og kom til Danmark i 2020. Størstedelen af prædikenen får derfor liv på særegent engelsk med franske undertoner.

Ved Samuels side sidder hans søster, der fungerer som oversætter, når det kniber med det danske.

Den 1. marts 2026 blev Samuel indsat som pastor i frikirken. Skæbnen, mener han selv.

”Europæerne bragte biblen til Afrika, nu bringer jeg den tilbage til Europa,” er Samuels ræsonnement.

Det er det indre kald, der har bragt ham fra Cameroun til Mors, fortæller han.

En række åbenbaringer har banet vejen, og troen er blevet en fast følgesvend.

Også når biblen for i aften bliver sat tilbage på hylden, og Samuel møder ind på den lokale efterskole som nattevagt.

Den første åbenbaring

Samuel blev født i 1983 i Eblowoa i Cameroun.

Han voksede op med begge forældre og fire søskende.

Samuel blev ikke flasket op på luksus, men lærte at arbejde i markerne.

Troen fyldte meget for Samuels far, som hver søndag proppede familiens hvide Renault 12 med byens kirkegængere.

Faderens tro var ikke noget, der smittede af på Samuel i de tidlige år. Kirken var et sted, han kom, fordi det var normen. Pastorerne gik i hullede sko og aflagte jakker.

”Pastorerne troede så inderligt på, at Gud nok skulle komme dem til undsætning, at det gjorde dem ukuelige,” husker han.

På trods af skepsis oplevede Samuel alligevel det, som han i dag beskriver som den første åbenbaring.

”Da jeg var et lille barn, havde jeg en drøm, hvor Jesus kom ned fra himlen og tog min hånd. Han sagde, at jeg skulle følge ham. At vi skulle være venner. Dagen efter begyndte jeg at spille klaver for første gang. Jeg kunne lytte til en sang én gang, og så kunne jeg spille den,” fortæller Samuel.

Den franske episode

Da Samuel var fire år, flyttede familien til Montpellier i Frankrig, hvor faderen havde fået arbejde som ingeniør.

Men i perioder rejste Samuels far stadig mellem Frankrig og Cameroun.

På en af alene-rejserne til hjemlandet havde faderen ladet en tallerken mad stå fremme på køkkenbordet, som han kunne spise, når han kom træt hjem i de sene nattetimer.

Det gjorde han ofte.

Men da han denne nat greb ud efter den, gik tallerkenen i to stykker.

Som troende så faderen det som et tegn på, at han ikke skulle spise maden.

Han lod den stå og gik i seng.

Om morgenen blev han mødt af en dødstiv mus, der havde smagt på resterne.

Maden var giftig, mente faderen, og den knækkede tallerken så han som et tegn fra Gud.

”Da jeg hørte det, vidste jeg, at der var mere mellem himmel og jord,” erindrer Samuel.

Det blev også slutningen på det franske eventyr.

Samuels far ønskede efter episoden, at familien skulle være samlet.

Ikke i Europa, men i Afrika.

Familien vendte efter få år retur til Cameroun.

Den anden åbenbaring

Som 20-årig begyndte Samuel at læse på universitetet, men meget af tiden gik med byture i selskab med tvivlsomme bekendtskaber.

Han beskriver det som et dobbeltliv i forhold til den tro, han var vokset op med.

Samvittigheden var evigt dårlig. Noget måtte ændre sig, men han kunne ikke knække koden.

”Det var en af livets ørkener, det var menneskelig tomgang,” siger Samuel.

En skelsættende oplevelse blev vendepunktet.

Samuels bedste veninde gik bort. Hun blev offer for en af de sygdomme, der plagede mange unge mennesker i området.

Samuel var rystet. Til begravelsen kunne han ikke føle andet end vrede.

Han var vred på livet. Vred på Gud.

I smertens øjeblik havde han brug for et tegn. Brug for noget at støtte sig til. Han havde brug for troen.

Pludseligt dukkede en kvinde op. En kvinde han aldrig havde set før og aldrig har set siden.

”Ved du, hvorfor du stadig er levende, og din veninde er død?” spurgte hun.

Samuel løftede øjnene, og forstenede ved synet. Halvdelen af hendes ansigt var dækket af et brandsår.

”Det er fordi, Gud vil bruge dig. Du bliver pastor en dag,” sagde kvinden og forsvandt i aftenen.

Det var første gang, Samuel for alvor mærkede en åbenbaring, og i tiden efter sagde flere det samme.

”Jeg skulle være pastor en dag, Gud havde kaldt på mig,” husker han.

Noget tid efter besøgte Samuel en pastor, der lå for døden.

Samme pastor viste sig senere i en drøm, hvor han fortalte Samuel, at de nu begge var tjenere af Gud.

”Det var en stadfæstelse af den første åbenbaring. Et tegn fra de døde om, at jeg skulle følge Gud,” udleder Samuel.

Den tredje åbenbaring

Ti år senere er Samuels forældre og yngre søskende flyttet til Amerika.

Storesøsteren er flyttet til Mors, efter hun mødte en dansk mand i Afrika.

Samuel tager i en periode med og bor hos sin søster.

I Danmark møder Samuel en hollandsk kvinde, Karin, der bor i Norge. De bliver hurtigt gift og flytter i en lille lejlighed i den norske by Brumunddal. Kort efter bliver Karin gravid med deres første barn.

Pengene er små, og Samuel arbejder som rengøringsassistent på postterminalen i Hamar.

Her oplever Samuel en fjendtlig stemning. De andre får ham til at føle sig utilpas. En mand sparker til en skraldespand og siger, at han skal rydde det op, mens han viser ham langemanden.

Men hans kone er gravid. Jobbet og pengene er nødvendige.

Han begynder at gøre rent, når de andre sover.

En nat blev det hele for meget. Med en rengøringsmoppe i hånden og tårer i øjnene bad Samuel Gud om hjælp i den store gang på postterminalen.

Samuel beskriver, hvordan moppen pludselig delte sig i to, og hvordan han stod tilbage med den øverste halvdel i hånden, mens den nederste del klirrede mod gulvet. Skåret midt over af en overnaturlig kraft.

”Uanset hvor underligt det lyder, så vidste jeg, at Gud havde hørt min bøn,” fortæller han.

Samuel gik hjem den nat. Han tog den øverste halvdel af moppen med sig.

”Snart er det slut med at gøre rent! Gud viste mig et tegn i nat,” sagde han til Karin.

Fire dage senere blev han sygemeldt med en knæskade og stoppede på postterminalen.

Sygemeldingen købte ham tid til at handle på åbenbaringen.

”Det var det afgørende øjeblik,” konkluderer Samuel.

Frisættelsen

Åbenbaringen i postterminalen blev afgørende for at forfølge kaldet som pastor.

”Det var kaldet, der tog fat i mig den nat. Det var kaldet, der sørgede for, at jeg kom videre,” siger Samuel.

Han startede på et online-bibelkursus og fik et job i kommunen, hvor han arbejdede med flygtninge og immigranter. Mange udlændinge kom i kirkerne for at finde et fællesskab i troen, men prædikenerne var kun på norsk. Det var ekskluderende.

Senere lejede Samuel et lokale og grundlagde en international kirke i Brumunddal: Bethel International Church.

I mange år blev kirken et samlingspunkt for troende i området, indtil corona lukkede dørene.

Familien, der nu talte fem børn, blev hårdt ramt af pandemien.

I 2020 besluttede Samuel og Karin at søge mod nye horisonter.

Måske tilbage til Afrika hvor pastorer tjener godt.

Måske til Amerika hvor meget af familien bor.

Mulighederne blev undersøgt, men grænserne var lukkede.

Med én undtagelse: Danmark.

Og der faldt valget. Familien skulle til Mors, hvor Samuels søster boede.

”Det var kaldet, der ledte mig mod Danmark. Gud valgte at lukke alle andre døre, så jeg kun kunne vælge den rigtige,” siger Samuel.

Slagter Samuel

70.000. Så mange grise slagtes der om ugen på Tican tæt på Mors. I en periode var det Samuel, der slagtede nogle af dem. Det var hans første job, da familien kom til Danmark.

Han blev spurgt, om griseslagtning var et godt arbejde for en præst.

”Her er jeg slagter, ikke præst,” svarede han.

Det var et hårdt arbejde, men et godt arbejde, fortæller Samuel.

”Folk var simple, men ikke simple på en nedladende måde.”

”Når de grinte, grinte de højt. Når de var kede af det, kunne man se det. De var ægte mennesker. Ikke falske mennesker,” mindes han.

Men så kom nedskæringerne, som ramte mange slagterier, og Samuel mistede sit job på Tican.

Tre år blev det til.

En rig afrikansk forretningsmand havde tidligere tilbudt Samuel og familien et hus i Côte d’Ivoire. Nu stod han uden arbejde i Danmark og overvejede tilbuddet. Der kunne han prædike, og familien kunne leve godt.

Familien var klar til at forlade Danmark.

”Så læste jeg, at efterskolen i byen manglede en nattevagt. Jeg sagde til min kone: Hvis jeg får det her job, så bliver vi i Danmark. Hvis jeg ikke får det, så flytter vi til Côte d’Ivoire,” husker Samuel.

Dagen efter jobsamtalen ringede forstanderen og bad ham komme forbi. Han havde ét sidste spørgsmål: Hvordan ville Samuel reagere, hvis nogle af eleverne levede et liv, der ikke stemte overens med hans tro og præstevirke?

”For nogle uger siden var jeg slagter. Nu vil jeg være lærer. Jeg er ikke her for at dømme nogen,” svarede han.

Forstanderen rakte hånden frem. Jobbet var hans.

”Jeg følte, at vi skulle væk. Men endnu engang lukkede Gud døren for mig og sagde, at jeg skulle blive her i Danmark,” afslutter Samuel fortællingen.

Den sidste åbenbaring

Klokken 22.00 går den hærdebrede pastor aftenrunden på efterskolen.

Blå gang, rød gang, gul gang.

Godnat, bliver der sagt.

Hoveddørene bliver låst, og Samuel har nu nattens mulm og mørke for sig selv frem til klokken 05.00.

Han er glad for jobbet på efterskolen. Glad for at familien blev i Danmark.

Forholdet til de unge mennesker er afgørende for Samuel.

”Jeg ved, hvordan det er at handle ud af frygt. Overfor dem kan jeg handle udelukkende af kærlighed,” fortæller han.

Samuel begyndte også at komme i frikirken i Nykøbing Mors, da han startede på efterskolen.

Han spillede keyboard om søndagen. Stadig intuitivt og uden noder. Levnet fra barndommen.

Efter en periode blev han bedt om at prædike én gang om måneden.

Pastoren i frikirken fik Samuel et tæt forhold til. Han blev en del af familien. Han passede børnene. De snakkede fortroligt.

I slutningen af 2025 gik pastoren pludseligt bort. Han nåede ikke at blive 60.

Samuel og familien var knust. De havde mistet en tæt relation.

”Jeg tog på arbejde om natten den dag, og jeg prøvede ikke at græde, når de unge mennesker så det. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage,” fortæller Samuel.

Få dage efter blev Samuel kontaktet af frikirkens daglige leder.

Spørgsmålet var enkelt: ”Vil du være vores nye pastor, Samuel?”

Samuel kunne ikke svare. Det var store sko at udfylde. Det var forbundet med den friske sorg.

Med årene på slagteriet og efterskolen var pastorgerningen trådt i baggrunden.

Men han huskede kaldet. Alle livets små åbenbaringer. Måske var dette kulminationen.

Profetien der gik i opfyldelse.

Samuel måtte finde sig selv. Komme i kontakt med Gud. Komme i kontakt med troen.

Han ville se et tegn, der kunne bekræfte ham i, at det var det rigtige at gøre.

Samuel fastede i en måned.

På den sidste nat at den månedlange faste vågnede Samuel paralyseret og gudfrygtig.

Skellet mellem drøm og virkelighed var brudt.

”Klokken var to, og jeg vågnede i min seng, fordi der blev råbt Samuel, Samuel! Stemmen der råbte, var tung og dyb. Du skal se folkets smerte, du skal hjælpe dem i mit navn, sagde stemmen. Pludselig stod mange mennesker svøbt i lys foran mig, og i samme øjeblik var de væk. Det var Gud, der snakkede direkte til mig den nat. Det er den stærkeste åbenbaring, jeg har haft i livet,” beretter Samuel.

Dagen efter stod det klart. Han skulle være pastor.

Over 100 mennesker var samlet ved indsættelsen d. 1. marts 2026.

”Den dag gav åbenbaringerne mening. Det var Guds vilje. Det blev fuldkomment,” afslutter Samuel.

Tro er subjektivt. Samuels åbenbaringer er fortalt, som han har oplevet dem.