Den danske cowboykultur koster blod på gårdene – spørgsmålet er, om en ny alliance kan ændre den

Den danske landmand, der står op klokken fire, tager sine gummistøvler på og træder ud i morgendisen. 

Sådan lyder den nationale fortælling om landbruget, gentaget i generationer. I dag er fortællingen blevet plettet af svineoverproduktion, højt antibiotikaforbrug, grønne treparter og fjorde, der ikke blev reddet. Alligevel lever Morten Korch-fortællingen videre side om side hermed. Landmanden står stadig tidligt op og tager stadig gummistøvlerne på. Og spørger man ham selv, er han fortsat villig til at ofre blod, sved og tårer for sit erhverv – så vi andre kan få mælk i kaffen, æg på brunchbordet og eksportindtægter i statskassen. 

Men i landbruget er blod, sved og tårer ikke bare en talemåde – og der kæmpes med mere end nationalfortællingen. Lige nu dør der i gennemsnit fem mennesker om året i arbejdsulykker i landbruget, og langt flere kommer til skade. Der bliver bogstaveligt talt ofret blod – blod, lemmer og i værste fald liv. 

Danmark, Sverige og Norge 

Kort sagt ser det skidt ud. Med omkring 800 anmeldte ulykker om året i det danske landbrug, ligger Danmark markant over både Sverige og Norge. 

I 2024 blev der i Norge registreret færre end to arbejdsulykker pr. 1.000 ansatte i landbruget. I Danmark lå tallet på 13,6. Et niveau, der stort set matcher året før, hvor der i 2023 blev registreret 3,5 arbejdsulykker pr. 1.000 landbrugsansatte i Sverige, 1,1 i Norge – og knap 12,7 i Danmark. 

Samtidig peger eksperter – og en LO-rapport fra 2012 – på et betydeligt mørketal. Her vurderes underregistreringen til at ligge på omkring 88 procent i landbrugsbranchen. Dette særligt blandt migrantarbejdere, der udgør 44 procent af de ansatte i landbruget, og som ofte er midlertidigt ansat, mangler fast tilknytning og har begrænset kendskab til rettigheder og sikkerhedsprocedurer. Ulykkesomfanget kan derfor være langt større, end statistikkerne viser. 

På tværs af brancher står landbruget for omkring en femtedel af de arbejdsrelaterede dødsulykker i Danmark, selvom kun to procent af alle beskæftigede arbejder i erhvervet. Også her ligger Danmark højere end nabolandene. Tilsammen tegner tallene konturerne af en branche med et vedvarende og alvorligt sikkerhedsproblem. 

Og det rejser et nærliggende spørgsmål: Hvad går galt ude på gårdene? 

Ulykkerne sker ved dyr og maskiner – men forklaringen stopper ikke der

Ifølge statistikkerne sker mange ulykker i arbejdet med tunge maskiner. Endnu flere sker i arbejdet med store husdyr: når køerne skal malkes, og når kalve skal skilles fra køer. Landmænd bliver mast mellem dyr, får fingre kvast under klove, falder i gylletanke og rammes af deres egne minilæssere.

Særligt blandt 18–24-årige er der en overvægt af de uheldige tilfælde. Som lærling eller nyuddannet har man mindre erfaring – og selv med sikkerhedsundervisning er det ikke nødvendigvis viden, der afgør praksis, forklarer Sara Wienke Christiansen, forskningsassistent ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø: 

“Som lærling og nyansat vil man gerne vise, at man er produktiv. Det kan godt fylde mere end at bruge tiden på at finde sikkerhedsudstyr frem. Det kan godt være, at man har en masse sikkerhedsviden med fra skolen, men det er kulturen ude på selve arbejdspladsen, der er med til at forme den praksis, man har som ny ung landmand,” forklarer hun.

Og netop kulturen er central. For på trods af Danmarks positionering i forhold til Sverige og Norge, er forklaringen ikke, at landbrugsarbejdet i Danmark er farligere end i resten af Norden – også dér arbejdes der med store dyr og tunge maskiner. Humlen i, hvorfor vi i Danmark ser langt flere ulykker end hos vores naboer, skal således ikke findes i de egentlige arbejdsopgaver. Den skal, ifølge eksperter, findes i den danske arbejdskultur.

Cowboykulturen 

Kent Jacob Nielsen, ph.d. i arbejdsmedicin, har brugt lang tid på at forske i danske arbejdsulykker, herunder i landbruget. Og for ham at se, er der en helt gennemgående problemstilling, som ligger til grund for, hvorfor vi ser så mange ulykker i det danske landbrug, kontra hvad de gør i vores nabolande.

“Danskernes måde at arbejde på er ofte bare at sige ‘Nå, lad os komme i gang, lad os lave noget – så løser vi problemerne, hvis vi støder på dem,’” forklarer han.

I Danmark har vi, kort sagt, en tendens til sjældent at tænke tingene igennem – og det er i den forbindelse, at det ofte går galt. Vi har – med hans ord – en lidt for cowboy-lignende tilgang til arbejde i Danmark. Dette især i landbruget, hvor hverdagen ofte afgøres af tempo og handlekraft. Med kolort op til ørerne er der sjældent tid til at læse manualer eller stoppe op og planlægge. Kreative løsninger vinder over kedelige procedurer – hvorfor bl.a. maskiner bliver anvendt til ting, de ikke er beregnet til.

“Vi kan se, at der er mange maskiner, som simpelthen ikke er i orden. Nogle gange ved landmændene det ikke, men ofte ved de det godt. Det skaber alt sammen et usikkert brug, fordi man ofte ender med at bruge maskinerne til ting, som man godt ved, de ikke er velegnede til,” fortæller Kent Jacob Nielsen.

At der ses en overvægt af ulykker i arbejdet med de store husdyr og maskinerne, skyldes altså ikke nødvendigvis de store husdyr og maskinerne i sig selv – men også kulturen, og hvordan vi arbejder med dem. En kultur, som de unge lærlinge og ansatte adopterer og viderefører. Samtidigt peger han på, at man i bl.a. Sverige blot rummer en anden autoritetstro tilgang, end hvad man gør i Danmark.

“I Sverige planlægger man i markant højere grad, og det er noget af det, der betyder noget for sikkerheden – om man får planlagt ting ordentligt og får tænkt tingene ordentligt igennem. Og hvor de svenske medarbejdere generelt forventer involvering, er der også en forventning til, at når man er blevet enige, så er det også sådan, man gør. Sådan er det ikke altid i Danmark.”

Nye mål for landbruget 

Samtidigt er der også helt strukturelle forskelle, når det kommer til sikkerhedspolitik og tilgang i de nordiske lande.

I Norge arbejder Arbeidstilsynet, forsikringsselskaber og arbejdsmiljørådgivere f.eks. tæt sammen. Tager en landmand imod hjælp fra en konsulent, belønnes det med færre tilsyn og lavere forsikringspræmier. Der er med andre ord en gulerod for at prioritere sikkerhed – og det lader til at virke. I Sverige prioriteres sikkerhed også højt – især økonomisk af staten, som generelt bidrager med flere midler hertil end den danske. 

Alligevel peger flere eksperter, heriblandt Kent Jacob Nielsen, på, at arbejdskulturen fortsat er det største benspænd i den danske kontekst – uanset hvordan sikkerhedssystemerne er skruet sammen. Og når der hvert år sker alvorlige ulykker i et erhverv, som leverer både fødevarer og eksportindtægter, bliver arbejdsmiljø ikke kun et internt brancheproblem – men et samfundsanliggende med personlige konsekvenser og udgifter til sygedagpenge og erstatninger. 

På baggrund heraf nedsatte beskæftigelsesministeriet i 2024 en ekspertgruppe, der fik til opgave at analysere landbrugets ulykker og komme med anbefalinger til, hvordan antallet af arbejdsulykker og dødsfald kan nedbringes. 

Et af ekspertgruppens tre hovedforslag var at samle branchen i en fælles alliance. Heraf udsprang LASA: Landbrugets Arbejdsmiljøstrategiske Alliance. Blandt fagfolk et spirende håb, som fra 2026 til 2028 skal føre de øvrige anbefalingerne ud i livet som et samlet organ.

Og med i alliancen er, som anbefalet, også næsten alle landbrugets store drenge – som også står for intern finansiering af anbefalingernes udførsel – herunder Landbrug & Fødevarer, Arbejdstilsynet, 3F, Den grønne gruppe, GLS-A, SEGES Innovation, Danske Maskinstationer og Entreprenører, Landboungdom, Dansk Landbrugsrådgivning, Danske Landbrugsskoler og Dansk Maskinhandlerforening. Alle sammen med ét fælles mål: at nedbringe antallet af arbejdsulykker – og dødsfald.

Spørgsmålet er derfor ikke, om ambitionen er til stede. Det er den. Spørgsmålet er nu i stedet om sikkerhedskulturen i landbruget faktisk er til at ændre – og i givet fald hvordan. 

LASA’s arbejde 

Christina Edstrand er Arbejdsmiljøchef i SEGES og chef for LASA’s arbejdsmiljøstrategiske udvalg – og hun er heldigvis optimistisk.

“Jeg tror på det her. Branchen rykker sammen. Det er noget nyt, at vi begynder at tale højt om sikkerhedskulturen,” siger hun. Og lig Kent Jacob Nielsen, fortæller hun, at man nu skal til at arbejde ud fra, at sikkerhed ikke kun handler om maskiner og store dyr – men også om mennesker. Mennesker og deres indstilling til eget arbejde. 

Men hvad LASA helt konkret kommer til at gøre, er endnu uklart. Der er ikke fastlagt klare mål for, hvordan succes skal måles, eller præcist hvilke tiltag, der skal iværksættes. 

“Ting tager tid,” fortæller Christina Edstrand.

“Men anbefalingerne lægger op til, at der kommer til at være noget efteruddannelse for landmændene med fokus på sikkerhed – og folk har masser af gode ideer,” fortsætter hun og fortæller, at de gamle maskinparker, man benytter sig af i landbruget, skal fornyes, så landmændene kan købe nye og mere sikre maskiner. Til start skal LASA nu i gang med et pilotprojekt, hvor en række landmænd får tilbudt besøg af konsulenter, der kan gennemtjekke deres maskiner og anbefale sikkerhedsoptimeringer.

Samtidigt påpeger hun dog også, at hun tvivler på, at LASA’s arbejde kommer til at ende ud i lovkrav og obligatoriske sikkerhedsoptimeringer eller obligatorisk efteruddannelse – som ekspertgruppens anbefalingerne ellers bebuder. 

“Min holdning er altid, at det her er noget, der starter med lederen på gården. Uanset om det er driftslederen eller ejeren. Hvis ejer siger, at man skal prioritere noget, så er det jo sådan det bliver. Derfor er det vigtigt, at der er nogen, der går foran og siger ‘jeg vil gerne have, at det bliver sådan her i min virksomhed.’” Det kodeks, der står inde i de her anbefalinger, er, at erhvervet har en ægte interesse i at løfte, uden at der står skal nedenunder.” 

Frivillighed for egen pengepung 

Men netop frivilligheden kan ifølge flere eksperter blive et problem.

Peter Kines, seniorforsker hos Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, der selv sad i ekspertgruppen nedsat af beskæftigelsesministeriet, er skeptisk over for, om frivillige initiativer alene kan ændre en indgroet arbejdskultur. Ifølge ham er frivillighed sjældent noget, der flytter meget i sig selv.

“Hvis bilsyn var frivilligt, ville mange biler stadig køre rundt uden. Det samme gælder sikkerhed, uddannelse og maskinkontrol,” mener han. Ifølge ham, er man nødt til at gøre nogle ting anderledes og mere restriktivt for at ændre den sikkerhedskultur, der er nu. Det kan blive en udfordring, hvis det bliver et spørgsmål om, at landmændene kan købe nye, mere sikre maskiner eller kan vælge at tage e-learningskurser og videreuddannelse.

“Vi er nødt til at gøre noget regelmæssigt og med krav – krav til uddannelse, krav til maskinsikkerhed – og med løbende kontrol over tid,” udtaler han og fortsætter: “Det, som netop er anderledes ved vores anbefalinger, er, at man sørger for, at tingene bliver obligatoriske – og at maskinerne bliver opdaterede og udfasede. Det er de ting, vi mener, vil have den største effekt på sikkerheden.”

Også Kent Jacob Nielsen, som ligeledes har siddet med i ekspertgruppen og udarbejdet anbefalingerne, peger på denne udfordring:

“Det bliver svært, hvis det er landmændenes eget engagement og initiativ, der skal drive ændringen. LASA’s arbejde er kæmpestort, og det er ikke sikkert, at det lykkes. Det er en indgroet kultur, man er oppe imod,” forklarer han og påpeger samtidigt, at sikkerhedstiltag koster noget, og landmænd typisk er meget prisbevidste – hvorfor de også ofte bruger gamle maskiner og metoder, som ikke er helt gode, fordi det lige er det, de har. De skal, ifølge Kent Jacob Nielsen, helst kunne se en tydelig gevinst ved sådanne investeringer.

Christina Edstrand anerkender, at de nye initiativer kan betyde økonomiske omkostninger for de enkelte landmænd. Nye maskiner koster. Tid koster. Men at landmændene selv skal have incitament til at ændre denne sikkerhedskultur, selv skal være villige til betale for nye maskiner, arbejdskonsulenter og sætte tid af til e-learning og generel efteruddannelse for både dem selv og deres medarbejdere, er hun dog ikke så bekymret for.

“Selvfølgelig kommer vi til at møde modstand fra nogle landmænd, men jeg vil tro, at de fleste vil sige, at vores initiativer er gode nok. Vi forventer ikke at kunne sige ‘alle landmænd,’ men vi forventer, at de landmænd, der vil noget i fremtiden, lytter til gode råd – det er de færreste, der ønsker at være en del af en ulykkesstatistik.”

For tidligt at fælde dom 

Drømmescenariet, siger Christina Edstrand, ville være en model med flere statslige midler og deraf tættere opfølgning på de enkelte gårde. 

”Hvis ikke der er penge med, kommer der ikke til at ske noget. I Danmark kunne det være godt for landmanden, at vi udvikler e-læring, men vi skal jo hele tiden søge de midler, vi skal gøre det for – så det er i virkeligheden supertungt, langsomt og småting, vi får ud af at gøre tingene sådan her.”

Ifølge hende ville man i Danmark, med flere penge, kunne gøre noget for at holde landmændene bedre i hånden og bedre kunne facilitere mere personlig kontakt, som de gør det i Sverige og i Norge. 

Men LASA er ikke en lappeløsning, påpeger hun.

“Jeg har store forventninger til det. Det kan kun blive godt,” siger hun. Og på trods af usikkerheden om, hvad de egentlige tiltag kommer til at indebære, er hun ikke alene om dette.

“Noget af det, vi ved fungerer, er, når den her slags tiltag bliver obligatoriske – og det er for tidligt at sige, om LASA kan ændre noget – om deres arbejde kommer til at lykkes. Men fordelen ved LASA er, at det er branchen selv. Det er de rigtige folk, de har ombord. Det her har potentiale,” siger Kent Jacob Nielsen afslutningsvist. 

Om LASA bliver begyndelsen på et egentligt opgør med den danske cowboykultur i landbruget, er altså endnu svært at sige. Men spørgsmålet er ikke, om landbruget vil sikkerhed, men om frivillighed, begrænsede midler og en dybt rodfæstet arbejdskultur er tilstrækkeligt til at ændre hverdagen på gårdene, når landmanden og hans ansatte står op, tager gummistøvlerne på og går i gang.

Hør, hvad landmændene selv har at sige her.