Det, andre ikke kan se: “Jeg får en klump i maven, når folk sætter spørgsmålstegn ved min diagnose”

Klara ser trolde og gamle mænd, men tror ikke på spøgelser. Dog kan hun selv føle sig som et spøgelse, når hendes diagnose ikke bliver mødt med anerkendelse fra omgangskredsen. Og det er hun ikke alene om.

For andre er Klaras sygdom usynlig.
Upubliceret

Klara er alene i sin bil. Hun kører på en øde landevej. Mørket falder lige så stille på. Et gammelt bekendtskab melder sin ankomst. Trolden. En brunlig, nærmest karikeret tegneserietrold. Sådan en med vildt, brunt hår, lange arme og et faretruende udtryk i de mørke øjne.

Trolden gemmer sig som sædvanligt under sædet. Han har det også med at gemme sig under Klaras seng. Med sine lange, knortede arme, rækker han ud efter hendes ben fra under sædet. Han vil gerne have fat i hendes ankler. Vil gerne kontrollere hendes fødder, der styrer speederen, koblingen og bremsen. Han er ude på noget. Noget slemt.

Det er det, hun frygter, trolden vil gøre. Men det sker ikke. 

Når Klara beskriver trolden, kan hun ikke holde en nervøs latter tilbage. Hun ved godt, hvor surrealistisk trolden lyder. Hun ved godt, han ikke er virkelig. Men det er han for hende. Han var længe en del af hendes hverdag. 

“Jeg tror, billedet af trolden kommer fra en eller anden gammel bog, jeg læste engang,” siger hun. 

Klaras vrangforestillinger er situationsbestemte. Når hun kører bil, sker der noget med hende. Trolden kommer. Præcis ligesom når hun skal sove alene.

Bristepunktet 

En nat holder Klara sig vågen i timevis. Det gør hun tit. Men i nat bliver dråben. Dråben, der får bægeret til at flyde over. Endelig gryer morgendagen. Hallucinationerne forsvinder langsomt med mørket. Midt i nattens pinsler har Klara skrevet en besked til sin mor. 

>> Jeg kan ikke det her mere. <<

Nu er Klaras mor vågen. Hun kommer og henter sin udmattede datter. Sammen kører de ud til psykiatrisk afdeling i Odense. Klara ved ikke, hvad der er galt med hende - om der er noget galt med hende - men hun har nået sit bristepunkt.

Det bliver starten på et udredningsforløb, der munder ud i diagnosen paranoid skizofreni. Klara har svært ved at forstå det. De mennesker hun har omkring sig, sætter også spørgsmålstegn ved det. Klaras mor tror slet ikke på, at Klara lider af paranoid skizofreni. Hun vil ikke anerkende Klaras tilstand. 

Men det er ikke unormalt. I hvert fald ikke hvis man spørger Merete Nordentoft. 

“På grund af stigma kan der være skam forbundet med, når en pårørende bliver diagnosticeret med en psykisk lidelse. Der kan også være nogle der tænker, at vedrørende så kommer fra en dårlig familie.” siger Merete Nordentoft, som er psykiater og forsker.

Hun arbejder for at bedre behandling og liv for patienter med psykisk sygdom på baggrund af forskningsmæssig evidens.

Ifølge Sundhedsstyrelsen lever ca. 40.000 mennesker med diagnosen skizofreni i Danmark. Den mest almindelige form er paranoid skizofreni. Den, som Klara har. Den er især karakteriseret ved vrangforestillinger og hallucinationer. Vrangforestillingerne er typisk forestillinger om at blive forfulgt eller overvåget. Noget som Klara ofte har oplevet.

De fem, gamle mænd på værelset 

Klara ligger i sin seng. Hun hører fodtrin ude på gangen. Hendes familie er ikke hjemme i nat, men der er nogen i huset.

Hun tager fat om kniven. Den har en fast plads i sengen.

Det løber koldt ned ad ryggen på hende.

De fem gamle mænd står i venstre hjørne. De har også knive. I det mørke soveværelse fremstår de som ansigtsløse skikkelser.

Hun er bange, men hun har kniven. Hun har forberedt sig.

Hun holder øjenlågene åbne.

Må. Ikke. Lukke. Dem. I.

Hun pakker arme, ben, hænder og fødder ind under dynen, og strammer grebet om kniven 

Når hun lukker øjnene, kommer de tættere på. De kommer helt hen, og står ved fodenden af sengen. Det ved hun – det plejer de at gøre.

Men hvis hun ikke lukker øjnene, bevæger de sig ikke, kommer ikke tættere på, bliver ikke en større trussel. 

Derfor holder hun sig vågen. Ligesom alle de andre nætter, hvor mændene er inde på soveværelset. For om dagen er de væk.

Klara kan selv blive i tvivl om sin diagnose, når andre tvivler.

I det slørede grænseland 

Grænsen mellem fantasi og realitet er udvisket. Når Klara hørte fodtrin, spurgte hun sin kæreste, om han også hørte dem. Hvis ikke, kunne hun konkludere, at det var en vrangforestilling.

Hallucinationer og vrangforestillinger, karakteriserer man i psykiatrien som psykotiske- eller positive symptomer. De kaldes positive, fordi de er symptomer, som den psykiske sygdom tilfører personen. Altså noget der ikke altid har været til stede.

De psykotiske symptomer er dem, der typisk ligges vægt på i fremstillingen af mennesker med paranoid skizofreni i pressen og i populærkultur, og dem som mange vil tillægge en person med diagnosen.

En undersøgelse fra Landsindsatsen “En af os” viser, at 43 procent af den danske befolkning betragter mennesker med psykisk sygdom, som værende særligt farlige.

Det er ikke tilfældet med Klara. Heller ikke for alle de cirka 43.000 danskere, der lever med diagnosen. Dog var det også en fordom Klara havde, inden hun fik sin diagnose.

“Jeg blev sammenlignet med en fyr, som ligger videoer op på TikTok. Han ligner lidt, hvad jeg tænkte var den typiske skizofrene person. Han har hanekam, bliver indlagt og har spraglet tøj på. Og det blev jeg sur over, for ham kunne jeg ikke spejle mig i,” siger Klara. 

Dette billede af hvad skizofreni var, gjorde det endnu sværere for Klara at acceptere diagnosen, end det i forvejen var. I dag ved hun, at paranoid skizofreni ikke er noget, man kan se på en person.

I sin egen vennekreds oplever Klara, at selve diagnosen bliver taget imod uden frygt og fordømmelse. Faktisk virker hun på sine venner så “normal”, at diagnosen helt bliver negligeret. 

 

Nogle skal se for at tro 

Klara holder vrangforestillingerne væk med sin daglige medicin.

Klara sidder med sin studiegruppe. De er fælles om læsningen til deres uddannelse som serviceøkonomer. Snakken går om stort og småt, det faglige, og det der fylder i fritiden. Men her adskiller Klara sig fra gruppen. 

For de fleste studerende, er det nødvendigt at supplere SU’en med løn fra et studiejob. Det er i hvert fald tilfældet, for medlemmerne i Klaras studiegruppe. Men med en diagnose som Klaras, er det udfordrende nok at få hverdagen til at hænge sammen, uden også at skulle tænke på arbejde.

Til hendes held findes der et tillæg til SU’en, beregnet til studerende med en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Det såkaldte handicaptillæg. 

Men vennerne i studiegruppen er ikke begejstrede for, at Klara kan få et tillæg. 

“De var støttende, da jeg fik diagnosen til at starte med og ville gerne høre om det. Men så blev de provokerede over, at jeg fik det tillæg,” siger Klara. 

Studiegruppen, kan slet ikke se de ting, der påvirker hendes hverdag – bogstavelig- og billedlig talt. 

“De synes, det er unfair, jeg får det tillæg. De siger, de vil klage over jeg har fået det. Det virker ikke til, jeg har problemer, siger de,” siger Klara. 

Klara bliver først forlegen og utilpas. Dernæst bliver hun harm. Varme og rødmen blusser op i hendes bryst og ansigt. Hendes hænder og fødder dirrer af uroen, der vokser i hende.

“Jeg bliver mere sur og irriteret frem for ked af det, fordi jeg synes det, er åndssvagt. Til at starte med fik jeg afslag på mit handicaptillæg. Der sagde en af dem, ‘at det var godt, for så kan jeg bidrage til samfundet ligesom alle os andre.’” 

 

At være usynlig 

Hvis du får gips på, kan enhver se benet er brækket. Men sådan er det ikke på det her område, siger Merete Nordentoft. 

“Jeg får en klump i maven, når folk sætter spørgsmålstegn ved min diagnose. Men jeg forstår også godt, at man jo ikke kan se det udefra,” siger Klara. 

En rapport fra Danske Handicaporganisationer og Det Centrale Handicapråd viser, at det usynlige handicap, er mere diffust. Her svarer 83 procent, at de ser lammelse og hjerneskade som et handicap, mens 49 procent opfatter angstlidelser som et handicap.

“Det er jo manglen på forståelsen af situationen, der gør det. Der er meget uvidenhed om, hvad det faktisk vil sige at have en psykisk sygdom. Man skal næsten retfærdiggøre sin diagnose,” siger Merete Nordentoft. 

Psykiske lidelser er for mange mennesker sværere at forstå, fordi de er usynlige. Derfor bør viden om diagnoserne udbredes.

“De pårørende bør få mere viden for dermed at få en bedre forståelse af, hvad det vil sige at have en psykisk sygdom. Ved at inddrage pårørende mere kan de bedre hjælpe den berørte,” siger Merete Nordentoft.

 

De fem gamle mænd er forsvundet

Der er vejfest på Klaras barndomsgade i Fåborg. Hun sidder i spisestuen, i sin mors hjem, omgivet af en broget blanding af venner af familien.

Humøret er højt, øllet flyder og samtalerne flyver på kryds og tværs af spisebordet. Det gør de typisk ved festlige lejligheder. En veninde til Klaras søster snakker om en person, der har opført sig underligt.

“Han er jo totalt skizo!” udbryder hun højt og tydeligt. 

Klara reagerer instinktivt på den nedladende brug af forkortelsen for skizofren. 

“Det er jo ligesom mig.” siger hun og smiler svagt. 

Veninden til Klaras søster bliver rød i hovedet og krymper sig, uden et ord, sammen. Resten af selskabet ler godmodigt af den lidt penible situation. Men de ler med Klara. Ler med af hendes bramfrihed og ærlighed omkring diagnosen.

Klara ser ikke de fem gamle mænd længere. Heller ikke fodtrinene. Trolden er også væk. Medicinen hjalp.

Men med det følger noget andet. De negative symptomer. Dem, der er et fravær af normale funktioner. Dem, der gør det svært at gå i bad, være social, finde energi og påvirker selvbilledet. 

Dem ville Klara ønske, at folk også kendte til. At folk vidste, at de også er en del af paranoid skizofreni. De er der stadig for Klara, og de går nok ikke væk lige foreløbig.

 

Powered by Labrador CMS