Når der er langt mellem husene kan det knibe med at komme frem - men i Lemvig har de taget skeen i den anden hånd

Savsmuldet drysser fra den emblempræget spejderskjorte og ned på den jomfruelige tæppeklædte bund i bilen. På sæderne sidder fem børn. Andet og tredje klassetrin går de i. Snakken går lystigt. Modsat hvad man kunne forestille sig, er lydniveauet behageligt. Der bliver udvekslet historier fra skolen, om weekendens familiesammenkomst og såmænd også enkelte finske gloser.

For få øjeblikke siden stod de fem børn - tre piger og to drenge - i en menneskelig cirkel om en flagstang. De holdt hinanden og deres øvrige spejdervenner i hånden og sang og bad fadervor sammen. Det er nemlig sådan de gør i den lokale spejderforening, når dagens samling er slut.

Med nysnittede knive og frisk luft i lungerne går turen nu hjemad.

De fem poder sidder i en splinterny folkevogn. Af den elektriske slags, naturligvis. Nærmere bestemt en sølvgrå ID.Buzz.

Bag rattet sidder Christina Sloth. Ingen af de fem passagerer er hendes eget blod, og hun er heller ikke en lønnet taxachauffør. Nej, hun sidder der frivilligt. Fordi hun er en del af arbejdsgruppen, der har fået denne såkaldte frivilligbus anskaffet og nu skal have den ud at arbejde.

Vi befinder os nær Torp. For de ikke indviede er vi i Vestjylland. Syd for os ligger Vemb og nord for os Lemvig. I øvrigt to byer forbundet af den sagnomspundne VLTJ-forbindelse.

De fem børn i bilen går til spejder ved KFUM Spejderne Tangsø og nu - cirka 19.30 en mandag i maj - skal de hjem til hver deres familie. Og det er derfor, de sidder i netop dette moderne batteridrevne rugbrød.

Bussen der var

Det er efterhånden et stykke tid siden. Men også på disse kanter har der engang været en infrastruktur med blå busser, der befordrede lokalsamfundets borgere på kryds og tværs af det mark- og vindmølleklædte landskab.

Men busserne er blevet færre. Og på denne tid af døgnet er det helt urealistisk at forestille sig en bus køre rundt på de smalle landeveje. Det er kun skolebussen, der kører byens børn i skole om morgenen og kører dem hjem om eftermiddagen.

“Mine tre piger kører med bus og tog i skole. Den ældste går inde i Lemvig. Hun kan godt tage en bus hjem om eftermiddagen, men hvis hun vælger at blive i byen sammen med nogle veninder, risikerer hun at strande derinde,” siger Christina Sloth.

“Og så må forældrene jo hente hende.”

Det er langt fra isoleret til Lemvig Kommune, at busserne bliver færre og færre. Dansk Industri har således dokumenteret, at selvom kørselsbehovet i Danmark er stigende, er kørselstimerne med de offentlige busser faldende.

Og det er særligt i Vestjylland, at dét fald er sket. Og zoomer man endnu mere ind og kigger på tallene for Lemvig Kommune, er tendensen tydelig.

Mens der var 14.949 køreplantimer for busserne i kommunen i 2010, var der i 2024 kun 6.488 køreplantimer. Et fald på 56,6 procent. Det er tal, DI er kommet frem til med data fra Trafikselskaber i Danmark og Trafikstyrelsen.

Hos Lemvig Kommune genkender man billedet, og netop derfor har man samarbejdet med civilsamfundet om at få anskaffet frivilligbusserne.

Skolebus ikke nok

I Lemvig Kommune kan du stige om bord på bussen om morgenen, når du skal i skole. Det er gratis, og det samme gælder, når du om eftermiddagen skal hjem igen. Og faktisk - selvom det er en skolebus - kan du stige på, hvis du er voksen og skal på arbejde. Også ganske gratis.

Sådan har det været længe.

Det fortæller Annette Johansen, afdelingsleder for Bygge- og Erhvervsservice i Lemvig Kommune. Afdelingen, der sammen med Frivilligcenter Lemvig fik frivilligbusserne til kommunen.

Busdriften i Lemvig Kommune har faktisk ikke fyldt specielt meget siden kommunesammenlægningen i 2007. Ifølge Annette Johansen har man længe ikke kunnet opstøve et kundegrundlag, der gjorde det økonomisk forsvarligt at have busser kørende. Dog med undtagelse af skolebussen.

Derfor er det altså en udfordring, når man har andre ærinder, der ligger uden for eller midt i skoletiden. Med årene har flextrafik-ordningen og såkaldte plusture afhjulpet en smule for borgerne, men problemet er velkendt, fortæller Annette Johansen:

"Vi hører selvfølgelig ofte, at det er svært at bo på landet, når der ikke længere kører busser. At det er svært at finde ud af flextrafik, og taxaer kan man ikke længere få. Så selvfølgelig hører vi de samme ting, som man hører rigtig mange andre steder, nemlig at det er svært at bo på landet, hvis ikke man selv har en bil."

Derfor var det da også nærliggende for kommunen at samarbejde med Frivilligcenter Lemvig om at søge om midler til et par frivilligbusser.

"Vi ønsker al mulig grobund for, at folk kan få det gode liv på landet, og få det gode liv i Lemvig Kommune. Og en del af det at have et godt liv, det er jo at kunne flytte sig fra sted til sted," siger Annette Johansen.

Afdelingslederen fortæller videre, at der ikke ligger nogen teknisk analyse til grund for kommunens engagement og finansiering i frivilligbusprojektet. I stedet er det en ren politisk beslutning om, at man ønsker at fremme mobiliteten i kommunen.

Christina Sloth - den frivillige chauffør - må da også erkende, at en enkelt bil ikke rækker i familiens husholdning på landet:

"For vores familie er det ikke et problem, vi løser det. Men vi er så også afhængige af de to biler, vi har. Og nogle gange er der også gang i en tredje bil, hvor min far så hjælper til. Det sker, hvis alle pigerne skal til sport - de kan jo ikke cykle til det. Der er jo syv-otte kilometer."

Den besværlige sidste mil

Når ikke bussen kommer hvert tyvende minut eller en gang i timen, kan det være sin sag at komme rundt til de gøremål man har, når man samtidig bor i et landdistrikt, hvor læge, indkøb og biograf ligger uden for gåafstand.

Det var i hvert fald også den antagelse man havde hos Frivilligcenter Lemvig for godt halvandet år siden. Her grublede man over, hvordan kommunens unge mon oplevede netop denne udfordring.

"Vi havde en idé om, at de unge, der bor herude, har svært ved at komme rundt og være sammen med andre unge, og at de er meget afhængige af, at deres forældre eller andre kører dem," siger Heino Smed Sørensen. Han er leder af Frivilligcenter Lemvig samt leder af projektet med frivilligbusserne.

Derfor besluttede frivilligcenteret at undersøge deres hypotese, og de spurgte lidt over 100 af kommunens unge. Lige knap halvdelen svarede på spørgeskemaet, og her fik Heino Smed Sørensen og kollegerne bekræftet, at noget måtte gøres.

De tørre tal viste nemlig, at 70 pct. af respondenterne var "blevet hjemme fra aktiviteter grundet manglende transport". Derudover svarede endnu flere, at de ville deltage mere, hvis det var nemmere at komme rundt.

"Vi fandt ud af, at mange unge gerne tager VLTJ-toget, men det er udfordringen i at komme til og fra stationen, der begrænser dem, altså, den såkaldte last mile-problematik," siger Heino Smed Sørensen.

Kommune, region og stat i skøn forening

Det er selvsagt ikke kun i Lemvig Kommune, at mobiliteten i tyndt befolkede områder kan være en udfordring. Som følge af urbanisering sker der også en affolkning af landdistrikter. Og det er her, det bliver et problem for de tilbageværende borgere at komme fra A til B.

For at imødekomme dette fra politisk hold, oprettede regeringen i 2024 en pulje, der kan give tilskud til frivilligbusser i områder som her i den sydlige del af Lemvig Kommune.

Da Heino Smed Sørensen fik nys om denne mulighed, var han ikke sen til at tage affære.

Sammen med kommunen fik Frivilligcenter Lemvig sendt en ansøgning af sted, og det endte med, at der kom 900.000 kroner til indkøb af to eksemplarer af den populære VW ID.Buzz den anden vej. Oven i hatten lagde Lemvig Kommune og Region Midtjylland hver 150.000 kroner.

Ud over de to køretøjer skal beløbet gå til lokal infrastruktur, så busserne kan lades op på flere lokationer.

Legoland og grænsehandel

Foreløbigt er det gratis for borgerne i Lemvig Kommune at benytte sig af frvilligbusserne. Det fremgår dog af projektmaterialet, at der skal indfases en abonnementsordning, så en enkeltperson for 35 kroner om måneden kan benytte ordningen ubegrænset. Et familieabonnement vil koste 70 kroner om måneden, mens foreninger for kan være med for 1.500 kroner årligt.

Men hvem kører egentlig busserne?

Som nævnt er det de lokale, der frivilligt tager plads i førersædet. Ifølge Heino Smed Sørensen er det da også en stor del af arbejdet at få engageret nogle chauffører.

"Vi er gået "old-school" til værks for at nå ud til folk. Vi har præsenteret projektet til fællesspisninger og generalforsamlinger og sådan noget," siger han.

Det fornemmes, at Heino Smed Sørensen selv har lagt meget arbejde i projektet, men i sagens natur kan han ikke selv være chauffør for alle områdets foreninger, ældre og unge.

"Det har været vigtigt for mig fra start, at det her projekt ikke er mit eller frivilligcenterets. Det skal gro nedefra," siger Heino Smed Sørensen.

Derfor er han også udmærket tilfreds med, at der allerede nu er 35 frivillige chauffører engageret i projektet. Både pensionister og familiemødre og -fædre har meldt sig på banen. Og de er i øvrigt spredt godt ud over de forskellige lokalområder, fortæller Heino Smed Sørensen.

Det kunne måske være tillokkende, at man kan købe sig adgang til en VW ID.Buzz for 35 kroner om måneden - en pris, du dårligt nok kan få en plade chokolade for - og så drøne rundt i den til diverse destinationer. Men det er altså ikke sådan klaveret spiller, understreger Heino Smed Sørensen.

"Man kan ikke bare booke den for at køre en tur i Legoland eller til grænsen for at handle. Den er forbeholdt foreningerne, og så selvfølgelig de unge og de ældre, der ikke kan komme frem og tilbage på egen hånd," siger han.

En bakke æg for et barn

Tilbage i rugbrødet med spejderkvintetten på bagsæderne og Christina Sloth bag rattet, begynder de unge mennesker så småt at skulle sættes af på deres respektive hjemmeadresser.

Det er ikke til at tage fejl af den glæde, der stråler ud af de forældre, der midt i madlavningen kan se deres barn blive kørt hjem af en frivillig ildsjæl.

Frivilligbussen bliver da også gået i møde med et stort smil.

Fra førersædet ruller Christina Sloth vinduet ned og der udveksles talrige sætninger og enkelte anekdoter.

Da første passager - Lærke - skal afsættes, kommer hendes far ud. Som en tak for tjenesten kvitterer han med en bakke æg til Christina Sloth.

"Ej, det er jo luksus! Sidst gang jeg kørte til fodbold fik jeg også æg, tusind tak," siger hun begejstret.

På tværs af aldre og slægter kender folk hinanden herude. Det er tydeligt. De unge spejdere snakker på kryds og tværs om hinandens søskende og øvrige familiemedlemmer. Selv Christina Sloths børn kender de. Hvor de går i skole. Hvilke fritidsaktiviteter, de går til.

Det er et udtryk for det helt særlige sammenhold, der er i et landdistrikt som det sydlige Lemvig, ifølge Christina Sloth:

"Når man bor i sådan et lokalsamfund, så kender man hinanden, og det er nemt lige at ringe rundt og spørge, om man skal hjælpe med noget kørsel."

Ildsjælen er ikke til at tage fejl af. Det er da også med en glæde, der ikke er til at overse, at Christina Sloth frivilligt kører spejderne hjem. Men så hyppige ture, som det har været tilfældet hidtil, kan ikke fortsætte, understreger hun.

"Det skal jo kunne køre ad sig selv på et tidspunkt. Jeg kommer til at være en del af det, men kun i begrænset omfang. Det glæder faktisk nogle andre mennesker, at vi kan køre sammen og hjælpe hinanden. Det er jo det, vi gerne vil herude. I aften har jeg for eksempel to piger, der bliver kørt hjem efter akrobatik i Holstebro, fordi jeg har kørt nogle den anden vej. Når jeg gør det her, kan det jo være, at der er nogle andre, der tænker “Ej, det kan vi da også”, og så booker de bussen en anden dag," siger Christina Sloth.

At de svære vilkår hænger sammen med et faldende befolkningstal i Lemvig Kommune er hun meget bevidst om. Hun håber derfor også, at frivilligbusserne vil gøre det lidt mere attraktivt at blive boende.

"Så bidrager vi forhåbentlig til, at flere kan se værdien i at blive boende herude," siger Christina Sloth.

Også hos projektleder Heino Smed Sørensen er der en forhåbning om, at frivilligbusserne kan gøre en reel forskel i det større billede:

“Jeg tror på, at det kan være en brik i et større puslespil, og at vi kan være med til at modvirke urbaniseringen. Når vi spørger folk, kan vi jo høre, at mobiliteten er en af de store udfordringer ved at bo sådan nogle steder her. De unge mennesker kan jo nærmest ikke vente med komme væk herfra, fordi de altid har siddet og ventet på bussen.”