Når følelserne mister jordforbindelsen: Cecilies fortælling om at leve med bipolar sindslidelse

‘JEG HADER DIG, CECILIE’

Kære Cecilie 

Jeg skriver til dig på opfordring af en mine medpatienter, der sagde, at det kunne være sundt at konfrontere den person, der påfører en smerte ved at sætte ord på tingene. Så det vil jeg gøre nu. 

Jeg vil starte med at sige, at jeg hader dig. 

Jeg hader, at du saboterer alt. 

Jeg hader, at du lader mørket overtage dit sind. 

Jeg hader, at du ikke kæmper hårdere for at være stærk. 

Jeg hader, at du har ladet dit liv køre af sporet. 

Jeg hader, at du synes, at livet gør for ondt at leve. 

Jeg hader, at du har glemt dig selv. 

Jeg vil gerne have, at det er din skyld. Jeg vil så gerne straffe dig. 

Kærligst Cecilie 

DURACELL-KANINEN 

I en lille bugt på Zakyntos, Grækenland, hvor klipperne rejser sig stejlt, bager solen over kalkhvide huse. Oppe på en af murene, med udsigt over det klare, blå hav, balancerer Cecilie med telefonen i hånden. Hun har allerede taget tyve billeder, men hun vil længere ud. Hun vil helt ud til kanten, hvor udsigten er fri, og lyset er rigtigt. 

Nede fra stranden står hendes far og ser op: “Cecilie, hvad laver du?” 

Men hun svarer ikke. Eller hun vælger ikke at svare. Alt larmer inde i hovedet, og hun kan kun tænke på vinkler og baggrunde. Hendes fars stemme forsvinder i bruset af tanker, der kører rundt i hovedet på hende. 

Hun føler sig som om, at hun er det eneste menneske, der virkelig mærker verden. Det går ikke op for hende endnu, hvor skræmt hun egentlig er. Hvad for en rejse, hendes hjerne er ved at tage hende ud på. 

“Du er som en Duracell-kanin,” siger hendes far, da hun kommer ned.

CECILIE

Cecilie er typen, der altid passer på dem omkring sig – både familie og venner – og som helst ikke viser det, når hun selv har det svært. Den positive, som gemmer det negative til dagbøger og digte. Den kreative, som elsker at udfolde sig. Selvfølgelig får hun overtænkt tingene en gang imellem, men det er vel også en del af at gå op i andre mennesker. Hendes passion for mennesker er også, hvorfor hun starter på sygeplejerskestudiet i 2021. 20 år gammel. På studiet får Cecilie nogle gode, tætte veninder, som hun føler, hun kan dele alt med, og de hjælper hinanden.

HUNDREDE BILER PÅ AUTOBAHN

Cecilie kan mærke, at hun er på vej ned. 

Angsten stiger, ikke bare for mørket, men for det sted, hendes hjerne er ved at føre hende hen. Grækenland bliver til Danmark. Hypomani bliver til depression. Middelhavssol bliver til mørket på værelset. 

Overskuddet forsvinder. Selv de mindste opgaver – som at tage tøj på, børste tænder – bliver uoverskuelige. Hendes Sertralin-dosis hæves. Og det er her, hendes sind tipper, fordi den forhøjede dosis skubber hendes hjerne ud i en blandingstilstand. De depressive og hypomaniske tanker kæmper om kontrol over hendes sind og tankerne brager sammen. Det er umuligt at være i. 

“De negative tanker, der til daglig bliver erstattet af hundrede biler på Autobahn. Der kører så hurtigt, at man ikke kan se dem samtidig. Jeg kan mærke rastløsheden snige sig ind på mig. Et unormalt overskud. Et større og større talepres. En kortvarig følelse af lethed, som om jeg endelig er ved at få det bedre. For nu fylder de depressive tanker i det mindste ikke det hele. 

Men det kulminerer bare i en følelsesmæssig nedsmeltning. Det er, som om alle følelserne brager mod hinanden i mit hoved. De trækker mig i hver sin retning, alle sammen, og jeg kan ikke være i det. Jeg tænker alt og ingenting på samme tid. 

Jeg går fra total indre tomhed til at føle alt 100 procent. 

Jeg kan ikke kende mig selv. 

Jeg mister forstanden. 

Jeg mister kontrollen. 

Jeg mister mig selv.” 

Kaosset stilner, for de hypomaniske tanker flytter ud, mens de depressive tanker bliver boende. Efteråret bliver til vinter, og med julen kun fem dage væk er tankerne mørkere end nogensinde før. 

I en bil på skolens parkeringsplads sidder hun alene. Hun har sagt til sin mor, at hun har undervisning, men det passer ikke. Hun har fri, og hun har ikke lyst til at tage hjem. 

Telefonen ringer. Det er hendes kontaktperson. Hun fornemmer, at noget er galt. Det værste er ved at komme for tæt på. Hendes kontaktperson overbeviser hende om at køre hjem til sin mor. 

Derhjemme græder hendes mor. Cecilie græder. De sætter sig i bilen og kører mod psykiatrisk akutmodtagelse i Vordingborg. 

Oringe rejser sig foran dem – en massiv bygning med to lange fløje og et gammelt ur over hovedindgangen. 

Cecilie går alene ind. Hun vil ikke gøre sin mor mere ked af det. I samtalen med psykiateren åbner hun op om de mørke tanker, der presser sig på. 

Anbefalingen fra psykiateren lyder på en indlæggelse. 

“Det er vildt sejt, at du er kommet her i dag,” siger psykiateren. “At træde ind over dørtærsklen til psykiatrisk akutmodtagelse viser mod.” 

Og Cecilie nikker. Hun siger ja til at blive indlagt.

EN TOM LETTELSE

Efter indlæggelsen følger et par måneders stilhed. Selvom det var hårdt, så var det godt og givende for Cecilie at være indlagt. Indlæggelsen varede heller ikke mere end et døgn, men hjælper hende til at finde et solidt ståsted de næste to-tre måneder. 

Cecilie har det nemlig bedre. 

Det er begyndelsen af marts, og Cecilie er taget i byen for første gang, siden hun blev syg. Sammen med to gode veninder fra studiet starter aftenen i Roskilde på SOHO med mad og cocktails, inden de fortsætter aftenen på Dansebar. De danser sammen på baren, holder fast i stangen i loftet, mens de synger med på MGP-sangen “Tro På Os To” af SEB, der buldrer ud af højtalerne. Der er også en konkurrence om, hvem der kan danse mest og vinde et shot. Det vinder Cecilie ikke, men det betyder ikke noget for stemningen er god, og Cecilie føler sig glad for første gang i lang tid. 

Men mørket og tankerne kryber lige så stille ind på hende. Denne gang er de tungere. Hun kan ikke styre det, og det resulterer i, at hun falder ned i en svær depression. 

I sommeren 2023 bliver Cecilie igen indlagt. 

Til anden lægesamtale, med hendes faste kontaktperson siddende ved siden af sig, får hun stillet diagnosen bipolar affektiv sindslidelse, type 2. 

Hun får forklaret, at der findes to typer af denne sindslidelse: type 1 og type 2. Type 1 oplever voldsomme episoder med manier, mens type 2 oplever hypomanier, som er manier af lettere grad. Generelt oplever bipolare personer store udsving i stemningsleje. I hypomanien føler man, at man er på toppen af verden. I depressioner kastes man ned i et hul, hvor de mørke tanker overtager. 

Cecilie er type 2. Langsomt falder det hele på plads: turen til Zykantos, hvor hun var så rastløs og fuld af energi til at komme hjem og falde ned i et dybt, sort hul. 

Hun har ventet i over et halvt år på en kasse at putte alle udsvingene i følelser og tanker ned i. Nu har den følelsesmæssige rutsjebanetur i det mindste et navn. En lille lettelse burde indtræffe. 

Men lettelsen kommer ikke. Med et tomt blik kigger hun på lægen. Det kan vel være lige meget det hele. 

Cecilie fortæller flygtigt og ufyldestgørende sine forældre om lægesamtalen og diagnosen. Hun forsøger at forklare det, men ved egentlig ikke, hvad hun skal sige.

Cecilie og hendes forældre anmoder om endnu en lægesamtale. En hvor de alle tre er med. For at gøre det forståeligt, tegner lægen en kurve. En kurve, der beskriver Cecilies tilstand. Hvordan hendes bipolare sygdom påvirker hende. 

En uge går. Og endnu en uge. 

Der er ikke sket nogen bedring, Cecilie og hendes mor sidder igen ved bordet, med den samme psykiater overfor. 

“Jeg anbefaler elektrochok terapi eller det antipsykotiske præparat, Quetiapin, for at bryde din depression,” siger han. 

Efter at have overvejet begge muligheder vælger Cecilie at gå med Quetiapin.

FRIVILLIG TVANG

Først føles alting faktisk okay. 

Det er stadig sommer, 2023, og Cecilie er begyndt på Quetiapin. For første gang i meget lang tid er det som om, at der er noget, som virker; der er ro i hovedet, ikke stilhed som i tomhed, men en slags dæmpning, hvor tankerne ikke hele tiden blander sig, og hun føler, at hun endelig kan trække vejret igen. 

To dage efter hendes udskrivelse fra psykiatrisk afdeling er der planlagt en familieferie til Malta, og ingen ved helt, hvordan det kommer til at gå trods lægens vurdering, at det er forsvarligt for hende at tage med. Efter en del overvejelser beslutter hun at tage med. Tempoet er stille og tilpasset Cecilies behov. Ved poolen ligger hun med solbriller og hørebøffer for ikke at blive overstimuleret. Hun ligger dér, stille, pakket ind i sin egen verden. Det fungerer, og det er rart. 

Én dag skiller sig særligt ud. Familien lejer en privat speedbåd, fordi Cecilie har snakket om den blå lagune så længe. Det er det eneste, hun egentlig gerne vil se på ferien. De sejler ud til den blå lagune, vandet er helt krystalblåt. Man kan se bunden, selvom der er dybt. Cecilie hopper i vandet sammen med sin søster, der trækker hende med. Og noget sker i Cecilie. Det er første gang på ferien, at hun liver op, og stille og roligt kommer livet og glæden tilbage i øjnene på hende. 

Efter ferien skal hun til en lægesamtale. Hun bliver rådet til at vente med at starte på studiet, men Cecilie vælger alligevel at starte op med det samme. 

I begyndelsen går det også. Cecilie er gået i gang med en stor opgave på studiet, mini-bacheloren. I starten er hun med hele vejen. Hun deltager i idéudvikling og planlægning, og er også med til de første interviews … men så går den ikke længere. 

Cecilie får det skidt, og hun kan ikke deltage på samme måde. Hun byder ind mundtligt i det omfang, hun kan overskue, og selvom det ikke er meget, så tæller det alligevel noget. Hendes veninder er enormt støttende og i fællesskab får de sammen skrevet opgaven. 

Men så kommer efteråret, og det hele smuldrer. 

Det er november 2023, da Cecilie bliver indlagt igen, men denne gang er det anderledes. 

Hun er på vej på arbejde en tidlig morgen. Hjernen larmer med skyldfølelse og andre tanker, der ikke længere føles som tanker. Hun holder ind ved Svingbroen. Et kort sekund overvejer hun at hoppe, men ender med at sætte sig tilbage foran rattet og køre videre. 

På praktikpladsen spørger en af hendes kollegaer, om hun er okay, og Cecilie bryder sammen. Hun ender med at fortælle alt. Om broen. Alle tankerne, der raser inde i hovedet på hende. Alt har været mørkt de sidste par uger, og hun har forsøgt at pakke det væk i et fungerende ydre, men nu går den ikke længere. 

Hendes kollega får fat i en læge, som med det samme bekræfter Cecilies tanker om at hun skal indlægges. Hendes mor bliver kontaktet, og hun kommer og henter hende. 

Der bliver ikke sagt meget i bilen. Hendes mor er stille, mens Cecilie stirrer ud på de mørke træer, der glider forbi i tusmørket. 

De ankommer omkring klokken 21. 

“Det er spild af tid,” siger hun til lægen. ”Jeg vil jo bare dø.” 

Lægen svarer: “Jeg kan ikke lade dig gå. Enten går du med frivilligt, ellers tvangsindlægger vi dig.” 

“Det vil jeg ikke.” 

“Det er ikke et spørgsmål, Cecilie. Du skal gå med.” 

Så hun rejser sig. Går. Ikke af egen fri vilje, men fordi der ikke er andet at gøre. 

Lægen går bag hende. Sygeplejersken foran. Så hun ikke kan slippe væk. 

Frivillig tvang, tænker hun, mens dørene lukker bag hende. 

Her er alt låst og hegnet inde. Døre og vinduer er sikrede. Der er ingen poser, ingen ledninger. Intet, man kan bruge til at gøre skade.

Cecilie får besøg af familien, men kun efter aftale. 

Det er rart med besøg, men Cecilie er overvældet af indtryk. Hun kigger ud ad vinduet, indtil tankerne er klare nok, til at kunne skrives ned: 

“Bare tal til månen, så skal jeg nok høre jer, uanset hvor jeg er.” 

Timerne går langsomt på den lukkede afdeling, og Cecilie holder sig beskæftiget med diamond painting. Det er små sten, der lægges på en plade. Én efter én. 

NETOP DÉR

Snestormen har ramt Vordingborg og lægger sig som et slør over gaderne, da Cecilie stikker af fra psykiatrisk afdeling. Hun har kursen mod togstationen. De mørke tanker slæber hun med sig. 

Stationen er mennesketom, da hun ankommer. Togene plejer at passere, ét efter ét. I et flygtigt øjeblik overvejer hun, om hun måske burde være gået ned til broen i stedet for.

Tanken sætter sig i kø bag alle de andre. De kæmper om førstepladsen. 

Telefonen vibrerer i jakkelommen. Hun ved ikke længere, hvor mange gange afdelingen efterhånden har forsøgt at få fat i hende. Udgangstilladelsen er overskredet, og afdelingen undrer sig over, hvor hun er. 

Men Cecilie ved det godt. Hun står midt på tærsklen mellem liv og død. 

Hun ønsker bare ét øjeblik uden kaos. 

Over højtaleranlægget lyder det, at alle tog er aflyst på grund af vejret. 

Dybt nede er tanken om familien det altoverdøvende i Cecilie. En voldsom skyldfølelse skyller ind over hende, og situationens alvor går lige så stille op for hende. Hun har ramt bunden. Det er nu, at hun skal tage et valg. 

Vil hun leve eller dø? 

Hun føler, at hun skylder sin familie at give livet endnu en chance. Men hun er ikke sikker på, at hun kan leve kun for dem, når hun gerne vil dø for sig selv. 

Dilemmaet fylder, og tankerne kredser. Patologiske selvbebrejdelser. Men togene kører ikke, og livet trækker hende hjem til hendes familie i en usynlig snor. 

Hun beslutter, at når hun ikke kan leve for sig selv, må hun i det mindste prøve at leve for dem. 

AT KÆMPE FOR SIG SELV

Cecilies familie betyder stadig alt for hende. Men langsomt har hun arbejdet med at nå et punkt, hvor savnet, som de ville føle, ikke er den eneste drivkraft for at blive.

Hun har prikket huller i behovet for at være hende, der holder alle glade. 

er hun blevet bekræftet i, at dem hun holder nærmest, er med på turen, hvor end den går hen. 

Hun er stolt over at gennem hele forløbet med lægesamtaler, indlæggelser og diagnoser, har hun holdt fast i, at hun vil blive færdiguddannet sygeplejerske. Hun kom i mål i 2024. 

Cecilie arbejder i dag i ungdomspsykiatrien. Hun vil gerne være med til at sørge for, at de unge føler sig set. Hun kender selv til forvirringen og frygten. Hendes egne erfaringer bringer hun med sig, selv hvis det nogle gange er svært, når en situation ligner hendes egen til forveksling. 

Cecilie har fundet stabilitet i hverdagen, både hende og hendes familie er blevet bedre til at spotte tegnene på et muligt udsving, og sammen føler de sig rustet til at finde en vej igennem. Nu vælger hun at leve for sig selv.

‘‘UNDSKYLD"

Kære Cecilie 

Du må virkelig undskylde. Du må undskylde, at jeg lod dig komme så langt ud. Du må undskylde, at jeg ikke spurgte om hjælp i tide, og du må undskylde at jeg lod mørket overtage dit ellers så positive sind. 

Du må virkelig undskylde. 

Kærligst Cecilie

Fortællingen bygger på interviews med Cecilie Gade Petersen og hendes forældre. Derudover har skribenterne haft adgang til dagbøger, lægejournaler og beskeder.