Sommer, sprut og storbyens skygger: Kvinders (u)tryghed i sommerlandet

Græsset i Mølleparken i Aarhus er tørt efter flere dage med sol. De to veninder, Camilla Johnsen og Christine Moldt sidder på et picnictæppe med bare tæer, solbriller og hver sin flaskeøl i hånden.

Musik runger fra en højtaler et sted længere henne, blandet med lyden af dåser, der knappes op i forlængelse af hinanden. Latter bryder gennem den lune luft og blander sig med byens baggrundsstøj. Det er den slags sommeraften, man taler om hele vinteren.

Solen hænger stadig over trætoppene, selvom klokken nærmer sig 20. Byens folk søger mod parker, torve og udeserveringer. Picnictæpper og væltede cykler fylder de grønne arealer.

Sommeren gør noget særligt ved Danmark. Når temperaturen stiger, flytter fællesskabet udendørs, og byrummet bliver centrum for fest og farver.

For mange kvinder er det dog ikke lutter god stemning.

Underliggende beredskab

For Camilla og Christine handler en tur i parken eller byen ikke kun om spontane sommeraftener og kolde drinks. Under den umiddelbare lethed ligger en konstant understrøm af overvejelser.

“Man tænker over flere ting, end man egentlig lægger mærke til,” siger Camilla og fortsætter:

“Man overvejer da om man skal tage en ekstra trøje med. Og om telefonen har nok strøm på, eller at man har delt sin lokation med nogen. Også så jeg kan holde øje med, om de kommer hjem.”

Ved siden af nikker hendes veninde Christine bekræftende.

”Det ligger på en måde bare automatisk i baghovedet,” siger hun og smiler.

De beskriver en usynlig mental tjekliste, som mange unge kvinder genkender. En form for kropsligt beredskab, der eksisterer parallelt med sommerens ellers frisindede ideal.

Det er ikke nødvendigvis frygt i traditionel forstand. Snarere en konstant regulering. En justering af adfærd, påklædning, promille og bevægelsesmønstre.

For kvinder er byrummet aldrig neutralt. Det er et rum, der både rummer muligheder og potentielle trusler.

Sommerlandet kalder os ud

Sommeren ændrer ikke blot temperaturen, men også danskernes adfærd. Når dagene bliver længere, og vejret varmere, bruger mennesker markant mere tid i det offentlige rum. Parker fyldes, festivaler blomstrer, havnepromenader summer, og nattelivet intensiveres.

I det offentlige rum mødes mennesker på tværs af relationer, ofte med alkohol som social katalysator.

Øl i parker, drinks hos udendørsserveringer, koncerter under åben himmel og sene byture bliver en del af danskernes sommer-kultur.

Med et øget indtag af alkohol følger også en højere grad af risikoadfærd. Alkohol ændrer vores adfærd. Vi bliver mere impulsive, og slipper hæmningerne. Denne adfærd kan opildne til konflikter.

Når sommeren rammer Danmark, mærker politiet også at det påvirker de henvendelser, som politiet modtager. Hos Københavns Politis vagtcentral oplever de særligt, at flere kvinder kontakter politiet i sommerperioden med oplevelser af utryg adfærd i det offentlige rum.

“Vi oplever helt klart flere henvendelser i de varme måneder, fordi flere mennesker opholder sig ude i byrummet og nattelivet i længere tid,” fortæller politibetjent Sophie Jørgensen.

Ifølge Sophie Jørgensen handler mange af henvendelserne ikke nødvendigvis om fysisk vold, men om episoder hvor kvinder føler sig krænket eller utrygge i mødet med andre mennesker:

“Det kan være mænd, der råber efter kvinder på gaden, opfører sig aggressivt eller sågar blotter sig, som selvfølgelig gør kvinder utilpasse”.

Særligt alkoholkulturen spiller ifølge hende en væsentlig rolle i udviklingen af konflikter og grænseoverskridende adfærd. Når promillen stiger, falder hæmningerne ofte tilsvarende.

“Der er ingen tvivl om, at alkohol påvirker menneskers adfærd. Mange bliver mere impulsive og overskrider lettere andres grænser, end de måske ville gøre ædru,” forklarer Sophie Jørgensen.

Hun understreger samtidig, at oplevelsen af utryghed ikke nødvendigvis kræver, at noget direkte kriminelt finder sted. Ofte handler det om stemninger, blikke, kommentarer eller adfærd, der får kvinder til at føle sig utrygge i situationen.

“Det er vigtigt at tage den slags oplevelser alvorligt, også selvom der ikke altid sker noget strafbart. Følelsen af utryghed påvirker stadig menneskers måde at opleve og leve på,” siger hun.

”Man gør jo, hvad man kan”

Når Camilla og Christine taler om deres sommervaner, så handler de ofte om de samme små foranstaltninger.

De to veninder beskriver indgående hvilke steder i byrummet, de helst undgår at befinde sig. Ligesom de også tager konkrete metoder i brug, for at føle sig mere trygge:

”Man gør jo, hvad man kan. Man holder godt øje med, hvem der går bag én. Man drikker måske heller ikke så meget, hvis man ved, man eksempelvis skal gå hjem selv,” fortæller Christine.

Deres udsagn er ikke dramatiske. Tværtimod leveres de næsten rutinemæssigt. Som selvfølgeligheder. Og netop dét er sigende.

For mange kvinder er utrygheden blevet så integreret i måden vi håndterer hverdagen, at den sjældent italesættes som ekstraordinær. Den eksisterer som en baggrundsstøj.

Dette betyder ikke nødvendigvis, at kvinder ser sig selv som ofre. Tværtimod udvikler mange strategier for at understrege handlekraft.

Veninderne Camilla og Christine fortæller, at det også for dem handler om at føle sig mere trygge, snarere end fordi de er bange.

”Det er jo ikke fordi man går rundt og er mega bange hele tiden. Det giver mig bare lige den ekstra tryghed at vide, at mine veninder eksempelvis ved hvor jeg er,” forklarer Christine.

Kroppen skaber virkeligheden

Ifølge tryghedsundersøgelsen fra Det Kriminalpræventive Råd i 2025, føler 17% af unge kvinder sig utrygge i nattelivet. For unge mænd er tallet blot 9%.

Disse tal står i skærende kontrast til det, som beskrives om hvilke grupper, der hyppigst oplever overfald i det offentlige rum. Her er det, ifølge undersøgelser fra Det Kriminalpræventive Råd (2023), oftest mænd som udsættes for vold i det offentlige rum, mens kvinder er mere udsat for vold i hjemmet.

Selvom forholdet mellem disse tal umiddelbart virker opsigtsvækkende, så er det måske ikke så forbavsende.

For mange kvinder opleves utryghed i det offentlige rum ikke blot som frygt for vold, men kan også tage form som gadechikane og uønsket grænseoverskridende adfærd.

Ifølge 2025 undersøgelsen fra Det Kriminalpræventive Råd, oplever eller overværer seks ud af ti kvinder ubehagelige tilråb eller uønsket seksuel opmærksomhed i byrummet.

Når kvinder gentagende gange oplever catcalling, seksuelle kommentarer, påtrængende blikke eller grænseoverskridende adfærd, ophober disse oplevelser sig som erfaringer i kroppen. De sætter sig fast, og påvirker os.

Forsker i afdelingen for medicinsk antropologi ved Aarhus Universitet, Hanne Bess Boelsebjerg, forklarer hvordan kvinders oplevelser ikke udelukkende kan forståes gennem rationelle risikovurderinger. De må forstås kropsligt:

”Kroppen skaber virkeligheden i vores subjektive verdensforståelse. Med andre ord kan gentagne objektgørende oplevelser forme kvinders kropslige selvforståelse.”

Hanne Bess Boelsbjerg forklarer, at den utrygge verden ikke kun er noget vi lærer med vores bevidsthed, men det er også noget selve kroppen lærer. Det sætter sig uden for vores bevidsthed.

Hvis en kvinde eksempelvis føler sig ekstra eksponeret i sommertøj, kombineret med alkoholpåvirkning og byrummets uforudsigelighed, kan kroppen reagere længe før intellektet formulerer frygten.

Forskeren peger på, at spænding i kroppen kan udvikle sig fra fysisk ubehag til psykologisk alarmberedskab:

”Kropslige reaktioner er subjektive, men ikke nødvendigvis irrationelle. De formes af både vores egne erfaringer, og de kulturelle fortællinger som vi møder ude i verden.”

En stædig fortælling

Vi har alle sammen hørt den forvrængede og stædige fortælling om kvinden i den korte sommerkjole, som derved selvsagt inviterer til opmærksomhed fra sine omgivelser. Disse fortællinger om kvindelig sårbarhed, seksualisering og risiko præger måden, mange kvinder forstår deres egen plads i det offentlige rum.

Forsker Hanne Bess Boelsbjerg forklarer, hvordan sådanne narrativer bæres med os og påvirker måden vi ser os selv på:

”Når kvinder igen og igen mødes som kroppe, der vurderes, kommenteres eller potentielt overskrides, kan det påvirke selvforståelsen.”

Det offentlige rum bliver ikke kun et sted, man bevæger sig gennem. Det bliver et sted, hvor kroppen konstant forhandles.

Hanne Bess Boelsbjerg understreger dog, at denne forståelse ikke nødvendigvis fastholder kvinder i passivitet. Nærmere tværtimod.

At arbejde med det

Kroppens forhold til vores omgivelser kan altså ikke modarbejdes. Hanne Bess Boelsbjerg understreger dog, at vi kvinder kan arbejde med det, hvis vi begynder at forstå os selv og vores adfærd. Hvorfor gør vi som vi gør? Det er her anerkendelsen af vores egen bevidsthed sker.

For forskeren handler det især om én ting:

“Man kan måske ikke undgå det, men man kan være anderledes med det.”

Her understreger hun især sit arbejde med kropsfænomenologi, som er en måde at forstå verden ud fra kroppens egne erfaringer. Ved at forstå kroppens reaktioner kan kvinder arbejde med dem frem for blot at underlægges dem. Det handler om at anderkende, at det er der.

Når vi forstår og anerkender dette, så bliver accept ikke resignation, men et udgangspunkt for handlekraft.

Eller som Hanne Bess Boelsbjerg formulerer det:

”Hvis man claimer sit space, så er man ikke så nem at intimidere.”

Sommerlandets dobbelthed

Det er netop denne balance mellem frihed og forsvar, som præger mange kvinders sommeroplevelser.

Når sommeren i folkemunde sælges som tiden for ubekymret frigørelse, så handler minderne ofte om de bare ben, de kolde drinks og fest ud i natten. Samtidig påpeger kvinder, at netop disse rammer kan øge deres følelse af utryghed. Det betyder ikke, at sommeren er negativ.

Kvinder bevæger sig stadig ud. Vi går i byen, til koncerter, bader i havnebadet og sidder på picnictæpper i Mølleparken, som veninderne Camilla og Christine. Det er måden vi bevæger os ud i sommerlandet, som skifter form.

Mange kvinders sommeroplevelser ledsages ofte af strategisk planlægning. Det handler ikke om at bukke under konstant frygt, men om at tillade sig selv at fylde i byrummet.

Selvom en sen sommeraften ofte rummer en balancering mellem anerkendelse af risiko og afvisning af begrænsning, så ønsker vi kvinder ikke at opgive vores plads i bylivet. Ligesom vi heller ikke ønsker at ignorere realiteter.

For mange kvinder er realiteten at en gåtur gennem sommerens byrum betones af sanser, som læner sig op ad en ængstelighed. Denne oplevelse besluttede vi os for at dykke ned i.

En anderledes gåtur

Forsker Hanne Bess Boelsbjerg har flere gange beskrevet, hvordan oplevelser sætter sig i vores kroppe, og påvirker os. Det er det, som vi vil helt tæt på.

Statistikker, ekspertudsagn og personlige fortællinger peger alle på, at køn spiller en afgørende rolle i mødet med det offentlige rum. Forskellene mærkes i kroppen. I blikkene, lydene, spændingerne og de små beslutninger, der træffes undervejs.

Derfor sender vi en mand og en kvinde ud på den samme gåtur gennem Aarhus’ sommerfyldte gader for at få et klarere billede af, hvordan byen opleves forskelligt gennem sanserne.

Med åbne øjne, skærpede ører og kroppen som kompas træder forskellene frem i mødet med sommerlandet, som både kan føles frigørende og urovækkende. Vi forstår på en ny måde, hvordan byen mærkes.

Du skal nu møde Camilla Johnsen og Jonas Kaus. De går, hver for sig, en rute fra Botanisk have, gennem Vestergade til Lille Torv i Aarhus. De er hver især udstyret med deres telefoner, hvor de optager deres gåtur. Det følgende afsnit er deres personlige beretninger og beskrivelser, som vi har udledt gennem deres optagelser.

Camilla Johnsen, d. 23.05.2026 kl. 20:45

”Jeg starter optagelsen nu. Håber I kan høre hvad jeg siger. Okay jeg står i Botanisk Have, hvor stierne krydser hinanden ved Kvindestatuen. Der er mange mennesker, som ligger og soler sig rundt omkring. Der er også mange højtalere, som spiller musik oven i hinanden.”

I baggrunden af optagelserne kan man tydeligt høre, at både Aphaca og Kesi lægger stemme til den tidlige sommeraften i Botanisk Have. Der er en summen af mennesker, som snakker og synger med. Man kan høre Camillas klipklapper i gruset på de smalle stier.

”Der sidder mange unge mennesker. Jeg er lidt nervøs for at møde nogen, som jeg kender,” siger hun og smågriner.

”Langt de fleste er samlet i store grupper, så det føles lidt underligt at gå her alene. Jeg har det virkelig også varmt, men har ikke lyst til at stoppe op, for at tage min trøje af.”

På optagelserne begynder støjen fra biler på vejen at blive tydeligere.

”Nu nærmer jeg mig lyskrydset ved Den Gamle By. Jeg drejer til venstre ned ad Vesterbrogade, som jeg jo skal følge ned til midtbyen. Det føles som om folk kigger på mig, men jeg prøver at lade som om, at jeg bare snakker i telefon. Der er mange biler, så måske det er lidt svært at høre hvad jeg siger.”

Støjen fra bilerne aftager, da hun drejer ind ad Vestergade. Bilstøjen skriftes ud med høj snak og latter.

”Der sidder mange ude og drikker øl. Folk snakker meget højlydt. Det er jo også godt vejr i dag. Jeg hader faktisk bare at gå på Vestergade. Der er altid proppet med folk, og man er nødt til at gå forbi dem alle sammen. Jeg synes det er ekstra akavet at snakke her, så jeg går lige lidt hurtigt igennem gaden. Jeg kan mærke, at jeg bliver meget selvbevidst. Jeg elsker selv at people-watch, men det jo aldrig rart når man føler det en selv som bliver kigget på.”

En dyb stemmer udbryder et højt ”HEY” efterfulgt af nogle utydelige bemærkninger. I optagelserne fornemmes det, at Camillas stemme lyder en anelse forpustet.

”Så var der da lige en fyr, der ved at blive kørt ned. Han cyklede forbi genbrugsbutikken, mens en bil trak ud, uden at se ham. Jeg fik helt et chok. Jeg ville aldrig selv cykle her.”

På optagelserne vender bilstøjen svagt tilbage, da Camilla nærmer sig Vor Frue Kirke.

”Der sidder mange i de stribede stole hos Pinot. Der er faktisk helt proppet. Det her er også et sted, som jeg normalt skynder mig forbi, hvis jeg går alene. Chancen for at møde en man har datet, er også for stor her, så jeg kan da godt mærke at mine håndflader bliver lidt svedige.”

 En bus dytter, og snakken tier for en stund. Der lyder en hård opbremsning, inden snakken fortsætter igen.

”Jeg er lige gået forbi en drengegruppe, som fyldte hele fortovet. Jeg blev i hvert fald nødt til at gå op på trappetrinnet ved en butik for at komme forbi dem. De så mig godt, men det var tydeligvis ligegyldigt. Der er virkelig mange mennesker nu, og jeg er lidt lettet over, at ruten snart er slut, så jeg kan gå hjem igen.”

Som Camilla bevæger sig op ad Vestergades slutning mod Lille Torv, overdøves hun af lyden af snak og musik.

”Der går et meget fuldt par og diskuterer. Kvinden skubber til manden, som råber meget højt. Flere kigger og går en stor bue udenom. Det gør jeg også.”

Man kan lige akkurat høre hende sige, at hun slukker optagelsen nu, inden skænderiet mellem de to fulde mennesker eskalerer.

Jonas Kaus, d. 23.05.2026 kl. 21:00

”Tester 1, 2. Kan I høre mig?”, siger Jonas og griner.

”Turen starter nu fra Botanisk Have. Solen står lavt efterhånden, men der er stadig ret varmt. Folk sidder ved bænkene og på tæpperne og drikker. Der dufter faktisk af øl.”

Stemmerne summer i baggrunden og enkelte råber eller synger højt. En hund gør og overdøver kortvarigt højtalernes rungen.

”Nu drejer jeg så til venstre i krydset. Der er overraskende mange biler.”

Der er en lang pause, hvor kun lyden fra trafikken og cykelklokker der ringer, bryder tavsheden. Man få en tydelig fornemmelse af, at Jonas nærmer sig midtbyen, mens lyden af stemmer bliver tydeligere for hvert skridt.

”Jeg ved ikke lige hvad jeg ellers skal sige, men nu går jeg ned til Vestergade. Jeg spotter hurtigt en jeg kender.”

I optagelserne kan man høre Jonas hilse på en bekendt. Deres hænder mødes i et højlydt håndtryk, hvorefter de står et par minutter og snakker.

”Nå det var sgu lige min kammerat fra gymnasiet. Ham har jeg ikke set længe, men det er jo altid hyggeligt at møde nogen man kender.”

Lyden af samtaler tager til, som han bevæger sig ned ad Vestergade. En gruppe i baggrunden råber ”Skål!”.

”Jeg synes virkelig det er træls af gå her, fordi der er så mange brosten. Man er hele tiden ved at falde. Jeg fortryder at jeg ikke har taget solbriller på.”

Der følger en lang passage hvor Jonas ikke siger noget. Man kan høre hans skridt på asfalten, mens vinden blæser svagt i mikrofonen. Pludselig afbrydes stilheden af, at Jonas igen hilser på en bekendt. De siger et kort ”Hej” til hinanden, mens Jonas krydser vejen.

”Der var der så lige en mere jeg kendte. Alle er åbenbart ude og hygge sig i dag,” smågriner han.

”Nu nærmer jeg mig Lille Torv. Der er virkelig mange mennesker, så jeg tænker at slukke optagelserne nu, mens i stadig kan høre mig. Hej.”

Kolde drinks

Der er noget næsten ceremonielt over den første kolde øl i solen. Dåser der knappes op i parkerne. Drinks, som dugger i hænderne langs åen. Musik, latter og mennesker, der langsomt sænker skuldrene i takt med promillen. For mange danskere hænger sommer og alkohol uløseligt sammen.

Undersøgelser fra Alkohol & Samfund viser, at 46 procent af danskerne drikker mere alkohol i juni, juli og august end resten af året. Når vejret bliver varmere, flytter festen ud i det offentlige rum. Parker, havneområder og udeserveringer bliver fyldt med mennesker, som søger fællesskab, frihed og sommerstemning.

Men alkoholen ændrer også vores adfærd.

Ifølge Det Kriminalpræventive Råds offerundersøgelse fra 2022 vurderede mere end halvdelen af voldsofrene, at gerningspersonen var påvirket af alkohol eller stoffer. Samtidig viser nyere undersøgelser fra Det Kriminalpræventive Råd, at 53 procent af unge har oplevet aggressiv eller truende adfærd i nattelivet, mens næsten halvdelen har oplevet eller overværet uønsket seksuel adfærd.

Når alkoholen kommer indenbords, forsvinder nogle af de sociale filtre, som ellers holder mennesker tilbage. Stemmer bliver højere. Grænser bliver mere flydende. Nogle bliver kærlige, andre konfronterende.

Mens alkoholen for mange forbindes med frihed og fællesskab, oplever andre samtidig, hvordan den kan gøre byrummet mere uforudsigeligt. Jo længere natten bliver, desto mere begynder nogle kvinder at orientere sig efter alternative ruter, veninder og opladte telefoner.

Sommerens kolde drinks bliver dermed også et symbol på den dobbelthed, som mange kvinder oplever i nattelivet: ønsket om at give slip og være til stede i øjeblikket, samtidig med behovet for hele tiden at holde lidt igen.

Retten til sommerlandet

I sidste ende handler denne historie om mere end individuelle oplevelser. Den handler om adgang. Om retten til at være i det offentlige rum. Om hvordan frihed aldrig opleves ens.

Udadtil kan sommerens byrum fremstå som et idyllisk og demokratisk fællesskab: parker åbne for alle, kulturelle arrangementer for masserne og byliv for enhver.

Samtidig taler kvinders historier et tydeligt sprog, når de fortæller, at adgang til sommerlandet ikke altid er lig med ubesværet deltagelse. Det kræver strategisk planlægning og kompromiser. Vi deltager på andre præmisser, end de fleste mænd.

Ifølge forsker Hanne Bess Boelsbjerg forbindes mænd historisk set med styrke, dominans og kontrol, mens kvinder i højere grad forbindes med sårbarhed, seksualisering og udsathed.

Vi er ikke nødvendigvis bevidste om disse forestillinger, men de eksisterer som kulturelle narrativer, der former vores forståelse af køn og adfærd i det offentlige rum.

Når kvinder eksempelvis lærer at holde øje med deres drink, dele lokation med veninder eller undgå bestemte gader alene om natten, handler det ikke kun om individuelle valg. Det er også et resultat af en kultur, hvor kvinder gennem generationer er blevet socialiseret til at være ekstra opmærksomme på potentielle trusler.

Kroppen lærer at navigere i verden ud fra disse fortællinger. Samtidig fremkalder nattelivet og alkoholkulturen ofte nogle meget historisk traditionelle kønsroller.

Alkohol kan forstærke maskuline idealer om dominans og seksualitet, mens kvinder ofte forventes at balancere mellem at være åbne og sociale uden samtidig at fremstå for tilgængelige.

Dermed opstår et ulige spændingsfelt, hvor mænd i højere grad får plads til at fylde i byrummet, mens kvinder må forhandle deres tilstedeværelse mere strategisk.

Dette betyder ikke, at mænd er farlige, eller at kvinder er passive ofre. Men det peger på, hvordan kulturelle magtforhold fortsat påvirker oplevelsen af frihed i det offentlige rum. Hvor nogle kroppe møder byen med selvfølgelighed, møder andre den med et indlært beredskab.

Netop derfor bliver sommerens byrum heller ikke neutralt, men et sted hvor køn, magt og kropslige erfaringer konstant forhandles.

Storbyens skygger

Tilbage i Mølleparken står solen lavere nu. Lyset er blevet blødere, men lydene i parken er skarpere. Stemmerne højere. Bevægelserne mere ujævne. Veninderne Camilla og Christine taler om, at det måske er tid til at pakke sammen og gå hjemad. De bor tæt på hinanden, så de kan følges det meste af vejen.

”Nu begynder folk også at blive fulde på en måde, hvor jeg i hvert flad ikke lige kan følge med,” siger Christine smågrinende.

Det er ikke en dramatisk stemning, der omkranser deres beslutning. De to veninder rejser sig for at pakke tæppet sammen, mens de taler videre om deres planer for weekenden.

Sommeren er stadig deres. Det er den følelse, de holder fast i. Friheden, lyset og fællesskabet. Under det hele ligger dog en stille bevidsthed, der former deres bevægelser, deres valg og deres måder at være i sommerens byrum på. Det er ikke frygt, men en veltrænet vane, som takler storbyens skygger.