Verden brænder. Hvorfor vil vi ha' mere mord?

Hun bladrer. På næste side smelter offerets ansigt i klatter foran pejsen. Det, der er tilbage af det forpinte offer, er en fastspændt, livløs krop. 

I denne krimi er morderens drabsmetoder offerets værste frygt. Bogbloggeren Tines værste frygt er et forudsigeligt plot, kedelige drabsmetoder og en gåde, der aldrig bliver løst.

Vi står i en lys stue i en forstad til Aarhus. 54-årige Tine byder os indenfor. Hun er iført en lyseblå bluse, lyserøde Crocs, og hun stikker os to hjemmelavede iskaffer, næsten før vi har fået skoene af. 

Vi sætter os i Tines hjørnesofa, som er fyldt med plyspuder og et rosafarvet lammeskind. Væggene har hun beholdt hvide, så de ikke tager fokus fra de to store bogreoler, der indeholder nøje udvalgte eksemplarer af de mørkeste fortællinger. 

Et form for krimi-alter, der står i kontrast til den ellers lyse stue, vi befinder os i. 

Reolerne med de mest sadistiske plots, der findes på markedet, danner en firkant rundt om fjernsynet. Det er det fjernsyn, Tine slukker for, når nyhederne bliver for voldsomme.

Et mysterie bliver født 

Tine er en af de mange danskere, der elsker at fortabe sig i krimigenrens dystre univers. Tal fra Danmarks Statistik viser, at krimien var den mest solgte genre for voksne i 2025.

Samtidig viser tal fra Trygfondens tryghedsmåling 2025, at bekymringer om klima, kriminalitet og globale spændinger har ædt sig ind hos danskerne. Omkring hver femte dansker føler sig utryg. 

Selvom verden kan føles uforudsigelig og brutal, er det altså stadig fortællinger om mord, vi griber ud efter, når vi smækker stængerne op efter en lang dag. 

Det efterlader os i midten af et mysterium. 

Hvad er det for en usynlig pagt, der er mellem krimiforfatteren og læseren, som er så kraftfuld, at rå rædsel kan forvandles til et hverdagsligt pusterum?

Mørkets sagsmapper

For at forstå sammenhængen mellem nutidens utryghed og fascination af krimigenren, er vi nødt til at dykke ned i de helt gamle sagsmapper. 

Der er ikke noget nyt under solen, når det gælder danskernes fascination af krimigenren. Også i 2021 viste tal fra Danmarks Statistik, at krimien var danskernes foretrukne skønlitterære genre. Om de tal opstod i forlængelse af Coronapandemien kan vi ikke sige.

Det er bare ikke første gang i historien, at fascinationen af uhyggelige fortællinger opstår på baggrund af store kriser i samfundet. 

Efter den franske revolution opstod den gotiske litteratur, der med uhyggelige monstre satte samtidens problematikker under lup. 

Hvis vi går endnu længere tilbage, blev fortællinger om guder brugt som forklaring på hungersnød, børnedødelighed og dårlig høst. 

Det er altså ikke unormalt, at vi tyer til uhyggelige fortællinger, når verden viser tænder. Det betyder ikke, at vi forstår det. 

For hvad er det for et behov, som krimigenren opfylder?

Kaos i et stramt korset

Vi besluttede os for at kontakte en vaskeægte krimiekspert, der har brugt de sidste tyve år på at obducere genren. 

Kim Toft Hansen forklarer, at han nærmest er født ind i forskningsverdenen som krimiforsker på Aalborg Universitet. Så hvis ikke han kan hjælpe os videre, hvem kan så? 

”Det er udbredt at sige, at der er en slags pause i krimien.Vi kan slippe væk fra vores grå og elementære hverdag. Spændingselement, som vi ser i krimien er noget, nogle siger, vi har behov for,” forklarer Kim Toft Hansen

Han forklarer også, hvordan krimigenren er skabt som en form for flugtvej. Den forbereder os på den fare, der lurer på den anden side af epilogen.

“Det med at blive forskrækket og sidde spændt i lænestolen når vi læser en krimi. Det er noget af det, der går ind i vores kognitive apparat og vedligeholder de fight-or-flight mekanismer, vi skal bruge, hvis vi en dag står overfor en morder.” 

Ordet krimi beskrives i Den Danske Ordbog, som en “roman, film, novelle el.lign. der handler om forbrydelser og opklaringen af dem”. 

Genrens faste form er skyld i et sæt særlige forventninger, der opstår hos læseren lige så snart, der står krimi på bogomslaget. 

Krimigenren er i konstant udvikling. Fra det dystre og skandinaviske Nordic Noir, som vi ser det i TV serien Forbrydelsen, til hyggekrimier som Barnaby og Sommerdahl, hvor mordet sker i baghaven mellem blå himmel og rosenbede. 

På trods af denne udvikling er formen stadig den samme. For Kim Toft Hansen er det netop genrens genkendelighed, der gør den særlig. 

“Et af mine favoritcitater er fra den norske forfatter Gunnar Staalesen.” Han sammenligner krimiromaner med et korset: “Den er super stram, og vi holder den tæt til kroppen, men hvis vi løsner båndet, er der alt muligt, der kan falde ud,” siger han. 

Metaforen er et godt billede på, hvordan krimigenrens faste rammer sagtens kan indeholde mere end bare en fortælling om et mord. 

For hvem strammer korsettet og bestemmer, hvad fortællingens mørke egentlig dækker over? Det gør forfatteren. Det er vi nødt til at undersøge nærmere. 

Løftet om en løsning 

Vi kontaktede forfatter Jens Henrik Jensen, der med sine syv bind om krigsveteranen Niels Oxen har en hands-on erfaring med krimigenrens spilleregler. 

For ham er det vigtigt, at bogen giver mening og at læseren ikke er i tvivl om hovedpersonernes handlinger. Men det betyder ikke, at fortællingen skal omslutte sig selv. Tværtimod skal den være et spejl af den verden, vi lever i. 

“Jeg kan godt lide aktualitet i en krimi. Hvis den tager fat i et overordnet tema eller tendens i tiden,” forklarer han. 

Men hvis krimien kan rumme en vis aktualitet, hvad får så læseren til at lade sig underholde af fiktion, der handler om den virkelighed, der gør dem utrygge? 

Er der en usynlig aftale mellem forfatteren og læseren? 

Det spurgte vi Jens Henrik Jensen om. 

“En læser har på en måde et helt sæt faste forventninger til forfatteren, inden de går i gang med at læse. De bliver udsat for en masse gys og spænding i deres lænestol. Når de kommer til sidste side, ved de, at forfatteren har ordnet det hele, så alting lander på benene. Det ender på sin vis godt.” 

Så der er altså en aftale om, at det hele løser sig til sidst? Spørger vi. 

“Ja, der er en stående pagt mellem en krimiforfatter og en krimilæser. Vi skal grueligt meget igennem, men det skal nok ende godt.” 

Hvis det bare handler om at læse en bog, hvor det løser sig til sidst, hvorfor læser vi så ikke en kærlighedsroman? 

Derfor er næste skridt at finde frem til dem, det i virkeligheden handler om. Krimilæserne. 

Mordet i stuen 

Vi vender tilbage til Tines dagligstue.

Hun er nemlig en af de mest hardcore krimilæsere, vi har talt med i vores søgen på svar.

Med sin instagramprofil tines_bogtanker, der udelukkende rummer anmeldelser af krimier, ved Tine, hvad hun taler om. 

Hun har læst tusindvis af krimier, og hun ved mere om genren end en retsmediciner ved om dødsårsagen på et lemlæstet lig.

“Det kan ikke blive vildt nok. Det er for kedeligt, hvis dødsmetoden bare er et skud i hovedet,” siger hun og griner. 

“Jeg kan godt se, det lyder helt morbidt. Men det er det fiktive univers, der lokker.” 

Når Tine tænder for fjernsynet, bliver det til tider for voldsomt. Hun kan få følelsen af, at hun ikke har lyst til at tænke mere på krig. 

“I krimien er der ikke ægte mennesker involveret i tragedien. Jeg kan godt lide at blive rystet af noget, der ikke er virkeligt,” fortæller hun. 

Selvom der er perioder, hvor Tine slukker for nyhederne, fordi hun ikke kan overskue at konfrontere verdens elendighed, er der aldrig perioder, hvor hun ikke kan overskue en god krimi. 

Hun er ikke alene. 

Tines 34-årige bogbloggerkollega Sidse er mindst lige så betaget af det mørke univers, krimien tilbyder. 

Ligesom Tine passer Sidses ydre fremtoning ikke til hendes dystre læsevaner. 

Du skal ikke scrolle langt ned på instagramprofilen Sidsesbogreol, før du støder på farven pink, Taylor Swift sange og hendes lille, hvide, pjuskede hund ved navn Barbie. 

Mellem billeder af Barbie, pelsfutter og pyntepuder bryder mørke bogomslag med drabelige titler den ellers feminine profil. 

For hende er krimiromanerne et pusterum fra en ligeså skræmmende virkelighed. 

“Der er for mange dårlige nyheder, og mit alarmsystem bliver aktiveret lidt for meget, fordi alt er gule bjælker og breaking news.” 

I den forbindelse bekræfter Sidse pagten, der er mellem krimiforfatteren og læseren. Et løfte om, at uorden bliver til orden, og alt løser sig til sidst. Pagten er måske ikke så usynlig, som vi først havde antaget. 

“Når jeg vælger en krimi, ved jeg nogenlunde, hvad den overordnede form er. Jeg ved, at det løser sig til sidst. Jeg gider ikke læse en krimi, hvor jeg sidder tilbage med uforløste spørgsmål. Jeg vælger den, fordi det er en sikker ting for mig at læse. Sådan lidt et comfy read.”

Men hvorfor føles en historie om mord som et comfy read? Spørger vi. 

“For mig er der et håb i genren. Krimien skal være kaotisk, men der er også noget retfærdighed involveret. Den, der har begået forbrydelsen bliver fundet og straffet. Retfærdigheden sker fyldest,” forklarer Sidse og fortsætter “historien kan være så voldsom og ubehagelig, men det hele bliver løst til sidst.”

Nu forstår vi, at der er en form for forventning og underliggende pagt, når man som læser bladrer op på første side i en kriminalroman. 

Vi har stadig svært ved at forstå, hvorfor vi frivilligt opsøger gru og rædsel i fiktionen, når vi aktivt undgår det i virkeligheden.

Frygtens forhør

Det er ikke nok kun at forstå genren. Vi er også nødt til at forstå den frygt, vi frivilligt opsøger, når vi læser en krimi. 

Derfor er vi taget op på Mathias Clasens kontor på Aarhus Universitet. 

Han er lektor i Litteratur og Medier på afdelingen for engelsk. Derudover er han medleder af verdens eneste forskningscenter i rekreativ frygt - Recreational Fear Lab. Rekreativ frygt er den frygt, vi selv opsøger. 

Inde på kontoret tårner stakkevis af drabelige fortællinger op omkring os. 

Hos Mathias Clasen er skeletterne ikke i skabet. De slænger sig henkastet, fuldt påklædt på daybeden. 

Langs væggene står tætpakkede bogreoler med slidte paperbacks og fagbøger om frygt.

Små figurer af horrorverdenens værste mordere følger os med øjnene, da vi klemmer os ned mellem forskningsmateriale og gyser-rekvisitter. 

Mathias Clasens kontor minder om et gerningssted fra en krimi, hvor hver genstand synes at pege på en skjult historie. Her er det ikke kun frygten, der studeres, men også fortællingen bag.

Han har i mere end to årtier forsket i frygtens mange facetter. Selvom han ikke arbejder med den uløste gåde, der præsenteres i krimigenren, forsker han i det, der lokker os ind i krimiens univers. 

Mathias Clasen selv er alt andet en uhyggelig. 

Han er rolig, nærværende og rar. Iklædt en sort hættetrøje med logoet Dystopia Haunted House kan selv ikke påklædningen skjule det mørke, han er fascineret af. 

Han er drevet, af det samme som vi er: At finde svar på, hvorfor vi opsøger uhyggen? 

Vi kigger på hinanden. Vi kan nærmest ane en afslutning på gåden. Måske er Mathias Clasen den sidste brik, vi mangler. 

Ifølge ham er det ikke atypisk, at vi frivilligt opsøger uhygge, når verden buldrer og brager.

Han forklarer, at der er en interessant sammenhæng mellem fascinationen af uhygge og kriser på samfundsniveau.

“Vi kan se i vores egen del af verden, at der er en interessant korrelation mellem hvor bekymrede folk er, og hvor meget gys de dyrker. Det tyder på, at gys og horror har en vigtig funktion i forhold til at hjælpe folk med at navigere i en verden, som de synes er skræmmende,” forklarer han. 

Interessen for uhygge er en evolutionær del af os. Gennem fortællinger om fare og uhygge træner vi vores evne til at genkende potentielle trusler i omgivelserne. 

Vi finder nydelse i at få information om det, der er farligt. En slags forsigtig forberedelse. 

Mathias Clasen forklarer, at vi ikke kun bruger krimien som forberedelse på virkelighedens rædsler. Vi bruger den også som et pusterum. Vi kan ikke kontrollere de kriser, vi ser i nyhederne, men vi kan altid lukke bogen igen. Det kalder han for psykologisk distance. 

“For de fleste af os er den psykologiske distance en forudsætning for, at vi kan nyde det.” siger han og fortsætter “Det gode gys som mange får, når de læser en krimi handler om, at det ikke er ægte farligt.” 

Det Mathias Clasen forklarer leder os tilbage til pagten. Den psykologiske distance er ikke kun en forudsætning for nydelse, men en forventning til genren. Det er han enig i. 

“Der er en forventning om, at man indgår en form for kontrakt, så snart der står krimi bagpå. Der skal være en gådestruktur, hvor der er sket en normovertrædelse, som nogen skal opklare. Den, der er skyldig, skal stilles til ansvar til sidst. Vi skal tilbage til en verden, hvor retfærdigheden sker fyldest. Det er der en tryghed og en nydelse i.” 

Som en efterforsker, der forsøger at sætte sig ind i gerningsmandens sted, forsøger vi at gøre det samme. Det er ikke nok at forstå fortællingen og frygten bag. Vi skal også forstå den læser, der indgår i pagten. 

Vi har hverken brug for en retskendelse eller en stor efterlysning for at finde arketypen på den krimilæser, som Mathias Clasen beskriver. 

Svaret har faktisk været lige foran næsen af os hele tiden. 

Vi er begge to vokset op i hjem, hvor gyserfortællinger og uopklarede mord har sneget sig ind imellem Ronja Røverdatter og Lille Virgil. 

Den sidste brik i puslespillet er hverken bogblogger, forfatter eller forsker. 

Hun er et eksempel på danskeren, der føler sig utryg i verdens grumme nyheder, men finder tryghed i krimigenrens forudsigelighed.

Hun er Tildes mor. 

Mor vil ha’ mord 

51-årige Helle er sygeplejerske. Når hun ikke yder omsorg og hjælper de syge, bruger hun fritiden begravet i en god krimi. 

Der dufter kaffe og nybagte boller, da vi træder ind i det farvestrålende parcelhus i Vestjylland. 

Vi befinder os i en stue langt væk fra forskning og statistikker. Her er trygt og hjertevarmt, men i de lyse bogreoler står stakkevis af mørke fortællinger.

Helle sidder tilbagelænet i sit yndlings læsespot. 

“Jeg sidder her i min orange lænestol med fødderne oppe på min marokkopude og får et varmt kram af stolen,” siger hun og smiler. 

Ligesom bogbloggerne Sidse og Tine, og hver femte dansker, er Tildes mor også mærket af verdens virkelige kriser. Derfor er det endnu mere mistænkeligt, at hun frivilligt opsøger krimiens dystre univers. 

Hendes interesse for skræmmende fortællinger rækker helt tilbage til ungdommen, hvor Stephen King var kongen af gyset. Målet var dengang at få det til at krible i hele kroppen. I dag læser Helle primært krimier for at slappe af. 

Krimien tilbyder en forudsigelig ramme, hvor hun bliver taget i hånden og nemt kan lægge frygten væk, når bogen lukkes. En aftale hun ikke kan lave med virkeligheden. 

“Der er rigtig meget i verden, der ikke ser ud til at løse sig, og jeg kan føle mig magtesløs. I stedet kan jeg læse en krimi, som jeg ved løser sig,” siger hun og uddyber "Krimigenren er forudsigelig. Det kan godt være, den har nogle forskellige plots, men rammen er altid den samme, og det løser sig til sidst.” 

Helles brug af krimien får os til at vende tilbage til den gamle sagsmappe. Den viste, at vi historisk set opsøger uhygge, når verden viser tænder. 

Her i Helles varme stue falder brikkerne på plads. 

Vores kilder smelter sammen. 

Tampen brænder. Vi er tættere på gådens løsning end nogensinde før. 

Kim Toft Hansens sammenligning af krimien som et stramt korset bliver et direkte spejl af Helles forventninger til genren. For hende er det netop det fastspændte korset, der skaber kontrol i kaosset. 

Helle og forfatter Jens Henrik Jensen står på hver sin side af den pagt, der er mellem læseren og krimiforfatteren. 

Uden pagten, ingen løsning. Ingen løsning, ingen læser. 

“Jeg forventer, at hver krimi har en form for afslutning, at den er tro mod sin genre og ikke har for mange løse ender. Ellers gider jeg ikke læse den,” siger hun. 

Hvorfor er det vigtigt for dig, at der kommer en afslutning? Spørger vi. 

“Det her med at forstå, hvorfor tingene sker. Det er der en tryghed i.”

Helle bruger krimigenren til at forstå det, hun ikke forstår, når hun tænder for nyhederne: Verdens ondskab. 

Bliver spændingen alligevel for overvældende, tager hun kontrollen tilbage. Hun vil være sikker på, at pagten holder. Helle snyder og bladrer om på sidste side for at se, om alting løser sig. Det gør det. 

Epilog 

Ligesom i en rigtig krimi, ender vores gåde ikke uløst.

Krimigenrens popularitet handler nemlig ikke om, at vi vil have mere mord. 

Det handler om, at vi ønsker en løsning. Et løfte om, at uorden med garanti bliver til orden og at alting løser sig til sidst. 

Det er den pagt, der er mellem læser og forfatter. En pagt, der er så kraftfuld, at rædslen kan forvandles til et hverdagsligt pusterum. 

Med krimien flygter vi ikke fra virkelighedens ulykke. Vi lærer at forholde os til den. 

Hvis fortællingen alligevel bliver for voldsom, kan vi altid klappe bogen i og sætte den tilbage på hylden.