Alices nye stemme
Alice har fået konstateret demens. Demensen giver hende udfordringer med at bevare overblikket og undgå at blive stresset. Hendes nye tilstand forhindrer hende dog ikke i stadig at gøre de ting hun gerne vil.
”Jeg lyder jo ikke som mig selv mere,” siger hun stille og rømmer sig for at få mere lyd ud.
Alice Rasmussens stemme har ændret sig parallelt med hendes liv. Den er visnet, og hun kan ikke kende den længere. Derfor er hun begyndt at gå til kor, for at træne den. Her synger hun af sine lungers fulde kraft, ikke fordi hun har en smuk sangstemme, for det har hun aldrig haft, fortæller hun. Hun gør det for at holde stemmen i gang. For at lære den nye stemme at kende.
På en lille bænk klemt ind i en lille krog på broen over åen i Aarhus, sidder hun med halvt lukkede øjne. Nok mest fordi solen hænger lavt og sender sine stråler ind i hendes øjne, men også for at nyde en rolig stund. En rolig stund midt i en by, der ellers larmer og bevæger sig hurtigere end hun sommetider kan nå at følge med. For et halvt år siden fik hun konstateret demens. En tilstand hun ikke kan ignorere. Den får storbyen til at virke uoverskuelig og det pulserende tempo får tankerne til at snuble og skabe rod inde i hovedet på hende. Sådan plejede hun ikke at føle.
Alligevel besluttede hun sig i dag for at tage af sted til Aarhus, også selvom det kræver mere af hende nu end det gjorde førhen. Hun nægter at lade livet passere foran fjernsynet. Det vil hun skide på. Demensen har sat sig i hendes stressniveau, forvirring og stemme. Men hun insisterer på at gøre de ting hun godt kan lide alligevel. Hun synger, hun tager bussen til Aarhus og hun nyder en stille stund med solen i øjnene på bænken. Ikke fordi det er let, men fordi det giver mening for hende.
Hun er ved at finde melodien i sin nye tilstand, for igennem sang finder man lykken.
