Alva har én forælder - men både en mor og en far

Min relation til mine forældre har altid stået i stor kontrast til hinanden.

For to år siden søgte de om skilsmisse. Skilsmissepapirerne er netop blevet godkendt, så nu er de officielt ikke sammen mere. På en måde er det ikke unaturligt, at de ikke længere danner par, for i praksis har de aldrig delt et hjem.

Selvom de lige forinden skilsmissen havde rundet 40 år som kærester, har deres forhold altid været turbulent. De har gennem hele min barndom boet hver for sig, fordi de havde mange skænderier. Det fungerede bedre på den måde.

Jeg har aldrig vurderet, at jeg har ét sæt forældre.

Min mor har altid påtaget sig forælder-rollen og har været min primære omsorgsperson. Hun er enormt stærk, og jeg ved næsten ikke, hvordan hun har klaret at have to børn og en mand, som ikke har været den støtte, hun havde brug for.

Det kunne have været rart med ét sæt forældre. Men jeg har aldrig set min far som en forælder. Både fordi jeg aldrig har boet fast hos ham - men også fordi, at han aldrig har virket interesseret i rollen som far i en kernefamilie. Derfor trak han sig.

Da jeg var yngre, var det begrænset, hvor meget kontakt jeg havde med ham. Jeg var vred på ham, fordi han var mislykket i sin rolle, og fordi mine dårlige sider kom fra ham.

Men i dag er min relation til min far ændret. Han bor på Djursland med sin kat Wilma, og jeg besøger ham af og til. Som følge af skilsmissen er han ikke længere fanget i en familiekonstellation med forventninger, han ikke kan indfri. Og derfor ser jeg ham ikke længere som en forælder, der har fejlet, men som et menneske der gør sit bedste.

Det giver mig mulighed for at udfolde forholdet til min far på vores egne præmisser, uden at det kommer i karambolage med de udfordringer, mine forældre havde i deres 40 år lange forhold.

I dag har jeg stadig kun én forælder. Men jeg har både en mor og en far.

Alva Hybel, 20 år, dagshøjskoleelev, Aarhus