De gode råd om pasningstilbud er mange, men ifølge børnepsykolog er de vigtige kriterier få og simple
Frederikke Thilker undrer sig over, hvordan man som førstegangsforældre finder ud af, hvad der er op og ned i valget af pasningstilbud til sit barn. Skal man lytte til Facebook anmeldelser, eller skal man stole på institutionens hjemmeside? Og hvad er allervigtigst at være opmærksom på? Det vil Lyth til Aarhus undersøge i denne artikel.

Der er 65 dagtilbud fordelt ud på 322 afdelinger i Aarhus kommune. At finde den rette institution kan derfor føles som lidt af en skattejagt, når man for første gang skal vælge, hvilke hænder man vil overlade sit guld til.

Når dit barn har fået sit CPR-nummer, kan det skrives op til et pasningstilbud. Aarhus kommune anbefaler, at man skriver barnet op, inden det er blevet 4 måneder gammelt. Men før dette skal man tage stilling til, om man vil have en plads i en vuggestue, hos en dagplejer eller i en privat institution. På nettet kan du finde en overflod af gode råd og tips i forskellige fora. Blandt andet på Facebook findes der mere end 5 grupper målrettet mødre og fædre i Aarhus – her deler forældre deres erfaringer med institutioner og meget andet vedrørende børn.
Men alle disse velmenende råd, der stikker i forskellige retninger, kan være overvældende og give anledning til mere forvirring end gavn.
En rettesnor til institutionsvalg
Dette er tilfældet for Frederikke Thilker, der er nybagt mor, og dermed er trådt ind i en generation af forældre, der især bruger nettet, til at sikre sig deres børns ve og vel.
Signe Nielsen, der er formand i Forældrenes Landsorganisation mener også, at de sociale medier absolut ikke har gjort det nemmere for forældre at navigere i den jungle, det er at finde en god vuggestue eller dagpleje.
“Lad for guds skyld være med at læse andres anmeldelser på Facebook. Hvad der er godt eller skidt for en anden familie, er ikke nødvendigvis gældende for dig” siger hun og fortæller, at det bedste man kan gøre, er at tage ud i den pågældende institution og mærke efter, om det er et sted du selv har lyst til at være.
For at hjælpe Frederikke Thilker, og formentlig mange andre nye forældre, har vi spurgt en børnepsykolog og en pædagogisk leder fra en af de større daginstitutioner i Aarhus, for at få afklaring omkring, hvad man skal være opmærksom på i valget af pasning.
Tid er den essentielle faktor
Mette Ærø, der har sit eget psykologhus, hvor de b.la. beskæftiger sig med børn og børns psykologi, peger på, at der er én essentiel ting, der kommer i første række når det gælder pasningstilbud. Nemlig tid.
“Jeg synes man skal være mest opmærksom på, hvor meget de voksne i den pågældende vuggestue har tid til at være sammen med børnene. Det er en forudsætning for alle andre kriterier, man ønsker mødt.” siger hun.
Sofie Fredholm, der er pædagogisk leder i vuggestuen Århusbo, istemmer sig denne overbevisning. Når hun viser forældre til kommende Århusboer rundt, gør hun derfor en dyd ud af at have tid og udvise overskud.
“Forældrene kommer især på besøg for at mærke stemningen. De har behov for at mærke, at det summer af overskud, at personalet har tid til at kigge op og sige hej, at der åbenhed og godt humør og at der bliver talt godt til og med børnene.” Siger hun.
Sofie Fredholm betragter overskuddet som det vigtigste indtryk at efterlade forældrene med, og en kerneværdi for vuggestuen.
Jeg starter altid ud, med at fortælle, at mine pædagoger har været her i lang tid. Jeg viser billedrækken af ansatte, og forklarer hvem de er. Vi slår os op på at have et godt arbejdsmiljø og personale med energi.” siger hun.
Der skal være plads til individualitet

Når kriteriet om tid og overskud er sikret, kan forældrene vende blikket mod et andet vigtigt kriterium, som måske ikke er åbenlyst for alle, forklarer børnepsykolog Mette Ærø.
“Børn er forskellige. De har forskellige behov. Vi er gode til at være opmærksomme på hvor forskellige vi er som voksne. Og vi accepterer hinandens forskelligheder. Men vi forventer at alle børn kan det samme. Det gælder både i folkeskolen og daginstitutioner.” siger hun.
I vuggestuen Århusbo oplever Sofie Fredholm også, at dette er noget forældrene skal forsikres i.
“Vi er i høj grad opmærksomme på børnenes basale behov. Med tiden udvikler børnene sig naturligt, så de kommer ind i den kollektive rytme i vuggestuen. Men det er alfa omega for børnenes trivsel, at det sker i deres eget tempo,” siger hun, og tilføjer at hun ser børnenes individualitet, som en afgørende indsigt i tilvejebringelsen af deres trivsel.
“man må ikke overse børnenes individualitet. Vi ønsker børn der trives. Det er vores opgave. Og deri er blikket for det enkelte barn essentielt.”
Børnepsykolog Mette Ærø supplerer, at det ikke handler om at sætte individualitet på en piedestal, men nærmere om at møde dem i øjenhøjde.
“Det er ikke fordi, jeg synes, vi skal dyrke individualitet over alt andet. Men vi skal bare have blik for, at børn er lige så forskellige som voksne. De har brug for at blive set, som dem de nu engang er.” siger hun.
Husk dit eget perspektiv
Det er intet under, at man som nybagt forældre, kan blive usikker på sig selv og forvirret over, hvilke råd man skal følge. I takt med digitaliseringens fremtog, er råd og anbefalinger blevet meget let tilgængelige, og kan nemt gøre situationen en anelse uoverskuelig.
Udover tiden til barnet, og blikket for individualiteten, kan man også tage udgangspunkt i sig selv, forklarer Mette Ærø.
“Når det basale er sikret, er der ikke noget i vejen for at lede efter en institution der spejler familien. Hvis man for eksempel er udemenneske, vil man nok helt ubevidst lede efter en daginstitution, hvor børnene kommer ud i naturen og måske får lov at holde en kanin.” siger hun.
Pædagogisk leder i Århusbo, Sofie Fredholm, oplever også, at forældrene faktisk kan spejle sig, i det vuggestuen udbyder. Foruden at de besøgende forældre er opmærksomme på stemning og de fysiske rammer, nyder de også selv at præge og bidrage til vuggestuens indretning, blandt andet i form af møblement til leg og tematiserede inden- og udendørs arealer, som fx et “bamsehospital” og en miniature “kørebane” i gårdarealet.
Vuggestuen er ikke den vigtigste arena

Slutteligt dæmper børnepsykolog Mette Ærø en del af det stress, der ligger i beslutningen om pasningstilbud, ved at pointere at valget ikke nødvendigvis bliver afgørende for barnets fremtid.
Valg af vuggestue kan have stor betydning for et barns videre liv. Det er klart, at børn der ikke trives, er kede af det, har ondt i maven hver dag og udtrykker et ønske om at blive hjemme, kan blive mærket af det fremadrettet,” siger hun, men understreger et vigtigt forbehold.
“Men i sidste ende er forældre og hjemmelivet faktisk vigtigere for børns udvikling. Ja, barnet bruger mange timer af sit liv i en institution, men man skal heller ikke undervurdere hvor meget børn faktisk kan håndtere. Så længe de bliver mødt af omsorg og forståelse.” afslutter hun.
For at gøre en lang historie kort
Så hvis du skal til at vælge institution til dit barn, og undrer dig over, hvad du skal prioritere, kan du følge denne rettesnor: Besøg forskellige institutioner, og mærk efter om du synes personalet har tid og overskud til børnene. Følg din mavefornemmelse, du kender dit barn bedst. Tænk over, hvad du selv kunne have ønsket dig som barn. Og husk, dit valg er vigtigt, men ikke altafgørende for dit barns fremtid. Er man i tvivl om, hvornår og hvordan man skriver sig op til en vuggestueplads, så kan man henvende sig til Aarhus kommunes pladsanvisning på deres hjemmeside eller på tlf: 89 40 22 22.