12 år på posten: Lone Jensen brænder for sit arbejde

Lone Jensen voksede op i Kibæk - en lille by 12-13 kilometer syd for Herning. En pige der manglede et fællesskab, et sted at være kreativ og lidt højere til loftet. Som voksen kvinde påtog hun sig ansvaret og skabte dét sted for tidens unge. Det har hun gjort siden 2014 i Ungdomskulturhuset i Aarhus. 

Iført runde brune briller, sølv-øreringe og en blå opknappet skjorte med en lille notesblok i hånden låser Lone Jensen sig ind i et af husets mange rum.

“Hun brænder virkelig for UKH, og alt hvad det indebærer”.

Moumen “Momo” Machlah er som ung selv kommet i UKH, og han var med fra starten. Han beskriver hende med en utrættelig force for ungdomskultur. 

Hendes drivkraft kommer fra perioder og mennesker i hendes liv. I lille Kibæk blev omdrejningspunktet for fællesskaber; fest og alkohol. Tid og fokus hun hellere ville have brugt på at dyrke kreative projekter som teater og sang. Erfaringen blev til en drivkraft for at skabe netop dette for andre.  

Før UKH blev en realitet arbejdede Lone i Aarhus Kommunes kulturforvaltning, men det var ikke kun fra kontorstolen, at idéen voksede frem. 

"Jeg sad i forældrebestyrelsen inden for klubområdet, fordi jeg selv havde børn. Og dér kunne jeg bare se, at klubområdet blev beskåret hele tiden. Man lagde rigtig mange af klubberne ind på skolerne, hvilket for rigtig mange unge ikke var særlig fedt. Man satte også alderen ned, så man var yngre, når man startede i klub, hvilket betød, at flere røg ud tidligere."

Hun så et hul. Et stort, gabende hul, hvor unge mennesker forsvandt ud af fællesskaberne og ud i ingenting. 

“Vi kommer til at miste rigtig mange unge på den her konto”.

“Jeg skulle langt væk”

Lone husker tilbage på sin folkeskoletid som præget af bestemmende og mobbende kammerater samt lavt til loftet. Derfor tog hun i 10. Klasse på efterskole på Nordfyn. Hun skulle være sikker på, at hun ikke mødte nogen fra hendes gamle folkeskole.

"På efterskolen var vi alle sammen nye og opsatte på at skulle lære nogle andre at kende. Det var første gang, at alle kom hjemmefra. Dér fik jeg nogle gode venner".

“Vi lever i et samfund, der presser unge mennesker helt afsindigt meget på rigtig mange områder” 

Lone har erfaret at mange unge savner et ‘helle’ fra hverdagen. En pause. Hendes mål er at skabe et rum for drømmene og et sted, hvor man tør at teste sig selv af. Selv er hun vokset op med, at det er okay at drømme. En værdi som hun både har givet videre til sine egne børn, men også dem hun møder på sin vej. 

Stress, angst, depression og social isolation er i stigning hos unge mennesker. En rapport udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet fra 2025, har undersøgt netop denne problematik. 

Flere unge mistrives. Kigger man bl.a. på tallene for kvinder i alderen 16-24, er op mod 35% i mistrivsel i 2025. I 2010 var tallet 10%.

Undersøgelser viser dog, at kunst, kultur og fællesskaber kan have en positiv indvirkning på trivsel. Rapporten har undersøgt initiativer som folkedans, skateboarding og akvarelmaling. Meningsfuldhed og selvtillid styrkes gennem disse initiativer.

Det tyder på at Lone med UKH bag sig, har fat i den lange ende. Undersøgelsen viser dog også, at kunst og kultur ikke er lig med ren succes. Det kræver også trygge rammer og relationer.

Gennem årenes løb har UKH været et samlingspunkt og dannet et fællesskab for alle unge. Både dem, der ved hvilken retning i livet de vil tage, og dem der har brug for hjælp til at finde vej. Kunstnere, musikere og kreative sjæle har gennem årene været forbi i kortere og længere perioder. 

“Der har altid været en udbryder i mig”

Efter Lone Jensens tid på efterskolen, kom hun tilbage til det jyske. I fritiden besøgte hun jævnligt nabobyen Sønder Felding, hvor der lå en bodega. Dér mødte hun miljøet omkring en motorcykelklub og tog selv kørekort til motorcykel - selv om hun aldrig fik sin egen. Lone Jensen fandt en flok mennesker, der på overfladen var anderledes end det trygge, småborgerlige Kibæk. Men også dér opstod revnerne hurtigt.

"De havde nok et andet syn på kvinder, end jeg synes var passende," siger hun.

“Det syntes jeg bare var langt ude. Og det kom jeg også til at sige nogle gange - og det var jo ikke super populært."

Det var den spirende feminist i Lone Jensen, der begyndte at vågne. Eller måske bare udbryderen. Dén, der ikke kunne lade være med at sige fra - selv når det havde været nemmere at tie.

Som 23-årig landede Lone Jensen i Aarhus. Byen hvor hun stadig hører til. Hun flyttede ind i et kollektiv på Rydevænget. I en opgang fyldt med andre kollektiver. Pludselig var hun omgivet af unge med vidt forskellige baggrunde. Nogen læste matematik, andre til fysioterapeut. Hun beskriver selv tiden i kollektivet som sund og lærerig. Der var endelig højt til loftet, som hun havde savnet før - og deres forskelligheder brød med et ekkokammer hjemme fra Kibæk. 

“Hun ser ikke sit arbejde som et arbejde, men som noget som er altafgørende for ar skabe samlingskraft i vores samfund”

Moumen “Momo” Machlah arbejder nu sammen med Lone professionelt. Derfor har han også oplevet Lone i flere roller gennem det seneste årti. Passioneret er et ord der går igen af flere. Heriblandt også “Momo”. “Hun kæmper den gode kamp” og hun formår at manøvrere den kreative del af sit job samtidigt med den administrative og politiske del.

“Momo” fortæller om hvordan stedet har udvidet hans omgangskreds. “Jeg har mødt helt utrolig mange mennesker med forskellige interesser, som har udvidet mit netværk”. Kunstnere, skatere, inliners og Lone. Generelt gode mennesker. Det har betydet, at han også politisk har kunne engagere sig mere.

“Jeg er i dén grad vokset på stedet”

“Hun er ekstremt investeret i de unge, hvordan de har det og at de bliver demokratisk dannede mennesker”. Sådan oplevede “Momo” det som en ung knægt, men også som voksen og professionel. 

“Dét vi lærte på dramaturgi, var at vi ikke skulle være bange for kaos” 

På dramaturgistudiet fik Lone Jensen redskaber, hun ikke anede, hun ville få brug for. Ikke kun til teater, men til livet. Og til at lede et ungdomskulturhus. 

"Noget af det, vi lærte var, at vi ikke skulle være bange for kaos. Vi kunne få opgaver som: 'I har 24 timer til at lave en forestilling' eller vi fik en rekvisit, som vi skulle lave en forestilling ud fra. Nogle gik helt i chok, men jeg syntes, det var megafedt." 

At kaste sig ud i det uvisse, at invitere andre med og at lade processen forme sig undervejs, blev fundamentalt for Lone Jensen.  

På UKHs egen hjemmeside beskrives Lone bl.a. som en “ottearmet blæksprutte”.
Et udsagn hun selv griner lidt af, da hun får det forelagt. 

UKH er en lille organisation, og derfor breder Lones arbejdsopgaver sig vidt. Økonomiansvarlig, studievejleder, fundraiser, projektleder, personaleansvarlig og opvasker. Nogle roller mere eller mindre officielle. Og netop opvasken er måske en af de vigtigste opgaver. 

"Når man står og tager opvasken, kommer der altid nogen ud og snakker i køkkenet. Så får man lige vendt verdenssituationen." 

Af tidligere samarbejdspartner og idéudvikler til det spæde UKH, Anne Line Svelle, beskrives Lone Jensen som en, der formår at samle folk. 

“Hun evner på én gang at være løsningsorienteret, fremsynet og konkret.” 

“Nogle skæbner har ramt mig meget hårdt”

Nogle gange er Lone blevet mødt at unge, hvis skæbner hun ikke kan holde fri fra når arbejdsdagen er slut. Nogen har ondt i livet, eller bruger sin tid på de forkerte mennesker eller steder.

"Der er nogle voldsomme historier. Det rører mig helt vildt. Selvfølgelig gør det. 

I de situationer kan det være svært at holde fri. Samtidig skaber det en endnu større drivkraft til at skabe et sted, hvor alle kan være til. Et sted med tid, et sted hvor man kan trække vejret og et sted at drømme. Når det bliver for svært, taler hun med sine kollegaer eller med sin mand Jesper. 

"Det er rigtig vigtigt, at vi er gode til at snakke med hinanden omkring det." 

“Hun har gjort en forskel for mig, men jeg tror også på at jeg har gjort en forskel for hende”

Gustav Østerheden har gennem årene haft meget med Lone at gøre. Sammen med Thomas Brodersen har de i mange år indtaget UKHs kælder. Han forklarer, hvordan hun altid har travlt med at gøre en forskel i kulturlivet.

Han tror desuden på at lige så meget som Lones initiativer har givet ham og de andre unge i UKH - lige så meget har hun fået igen.

Stolt står hun foran et maleri malet netop af Gustav Østerheden og Thomas Brodersen. Maleriet forestiller et menneskehjerte. Købt til UKH. Lige netop hjertevarme er helt centralt for det arbejde, der står bagved den lille organisation.