Jeg græder hver nat
for bladene, der falder
de tårnhøje træer, nøgne i mørket,
for floden, der altid løber (alene)
forgiftet af menneskets folk.
Jeg græder hver nat
for alle stjernerne i det fjerne,
der brænder sig selv op (så klare)
for at lyse for andre,
for havet og dets bølger,
der drukner vore fejl.
Jeg græder hver nat
for månen, så ensom
og solen (ligeså alene),
der brænder huller i vores himmel,
så vi kan se vore mangler.
Jeg græder hver nat
for bjergene, der snart smuldrer
og for børnene,
der arver denne ødelagte klode,
vi kalder jorden.
- Liv Marie Ruben Johansen
