Solen er endnu ikke stået op. Skæret fra en lommelygte skanner over markerne og skovbrynet. Et par øjne lyser op. De tilhører et dådyr, der ligger på lur i nattens mørke. Et par øjne Mads ofte møder. Han standser ved skovbrynet og lyser ind gennem træerne og tager et roligt øjeblik, hvor han betragter skovbundens klare grønne mos, der bølger frem og tilbage. Gårsdagens regnskyl ligger som perler på bladene og falder let til jorden, som om de vil vække skoven til live.

Da Mads flyttede ind på forsorgshjemmet, købte han en lommelygte, som kan lyse skoven op på hans nattevandringer. Søvnen er en udfordring, og når øjnene og hovedet ikke kan falde til ro, tilbringer han som regel tiden på benene. Nogle gange er klokken et om natten, andre gange fire om morgenen. Her begiver han sig ud i mørket og lader lyset bane vejen. Naturen og dyrene er en helt central del af hans liv og væren i verden. Før han kom til vestkysten, havde han ikke et specielt forhold til naturen, men med tiden er den blevet altafgørende for ham.

“Jeg tror ikke på en gud, men jeg tror på moder natur. Det er nogle meget vildere kræfter, end vi aner,” siger Mads.

Mads er en af de i alt 18 beboere på Dansk Rehabilitering, et midlertidigt botilbud og forsorgshjem, beliggende på den danske vestkyst tæt ved Klim Strand. Mads er ikke hans rigtige navn. Han ønsker at være anonym af hensyn til sin fortid i et miljø, som han i dag tager afstand fra.

I huset bor lige mange kvinder og mænd, som enten oplever symptomer på PTSD eller allerede er diagnosticeret med lidelsen. Telefonen ringer dagligt, og henvendelserne om at få en plads i huset er mange.

På Dansk Rehabilitering arbejdes der på at skabe ro i kroppen og genfinde balance gennem rolige omgivelser og aktiviteter.

Naturen er en aktiv del af helbredelsesprocessen; skovture, shelterophold, bål og andre sanseoplevelser hjælper med at nedregulere nervesystemet og genoprette kontakten til kroppen og sindet.

Opholdet kombinerer planlagte, frivillige aktiviteter i huset og ude i naturen, men beboerne har også mulighed for selv at udforske naturen, når de vil. Der er stor fleksibilitet, så de kan tage del i de aktiviteter, der giver mest mening for dem.

Ugentlige samtaler, praktiske opgaver, husregler og fællesmåltider skaber forudsigelighed og overskud, så beboerne får bedre forudsætninger for at genopbygge en meningsfuld hverdag i deres egen bolig fremadrettet.

Dansk Rehabilitering er et overgangsrum, hvor mennesker, der har mistet fodfæstet, kan tage de første skridt mod et liv, der måske aldrig bliver som før, men som stadig kan bæres.

Hverdagen i huset er bygget op omkring tre faste måltider samt samlinger i “café-latte”-stuen kl. 15 og kl. 20 for dem, der har behov for fællesskab eller en snak med de andre. Hver morgen tilbydes 30 minutters kropsbevidsthed, afspænding eller kropsscanning med fokus på at styrke den kropslige forankring og dæmpe indre uro. 

I entréen hænger en stor whiteboardtavle med ugens skema. Her kan beboerne nemt orientere sig om ugens aktiviteter med tilhørende tidspunkter og datoer, se hvem der er på arbejde samt læse referatet fra det ugentlige beboermøde, hvor de kan have indflydelse på det daglige liv i huset.

Usynlige traumer

PTSD, posttraumatisk stressforstyrrelse, er en psykisk lidelse, der kan opstå efter både enkeltstående og gentagne traumatiske oplevelser og ses som en reaktion på alvorlig psykisk belastning. 

Diagnosen har været anerkendt siden 1980, men var tidligere kendt som bl.a. granatchok og kz-syndrom. Den bliver især forbundet med soldater og krigsveteraner, men lidelsen kan ramme bredt på tværs af køn, alder og livssituation. Særligt udsatte grupper er bl.a. soldater, flygtninge og ofre for vold og overgreb, men også personer med omsorgssvigt i barndommen eller gentagne belastninger i arbejdslivet kan udvikle lidelsen. 

Mange oplever traumer i løbet af livet, men ikke alle udvikler PTSD. Kvinder er generelt mere sårbare, og det anslås, at omkring 1 % af den danske befolkning lever med lidelsen.

Under overfladen vokser noget nyt

De små røde stikkontakter langs værelserne lyser op i den mørke gang. På det mønstrede gulvtæppe ligger håndmalede småsten nede fra stranden. Ved værelse nummer tre bor Mads. Den grå sten med ordene ”ro” ligger centralt placeret ude foran døren. Den lægger han frem, når han har brug for at være uforstyrret.

Mads sover næsten ikke; nogle gange går der flere dage, uden at han får lukket øjnene. Når han endelig lader øjnene glide i, begynder minderne fra barndommen at rulle frem for hans indre blik som en gammeldags filmrulle, der klaprer gennem projektoren. Men for Mads er det ikke bare billeder. Det føles, som om han er der igen.

Hver beboer har sin egen private terrasse ved værelset. Mads sidder ofte og kigger ud, mens fuglene spiser af hans hjemmelavede fuglekugler.

Mads er 50 år, førtidspensionist og har boet i huset siden november sidste år. Her blev han hentet fra psykiatrisk afdeling i Odense af sin kontaktperson, Anders Norge, som er fysioterapeut og pædagogisk medarbejder på Dansk Rehabilitering.

I det aflukkede rum nede ad gangen står et skrivebord, en hvid briks, et sæt ribber på væggen og to store sorte læderstole. Her har Mads hver uge et møde med Anders, hvor de vender hans situation. Mads har næsten ikke sovet de sidste to dage. Det ene ben er smækket over det andet, og i skødet er fingrene flettet, mens tommelfingrene triller om hinanden. De begynder med at tale om weekendens planer. ”Jeg skal på loppemarked i morgen og ud at fiske på søndag,” siger Mads.

Hans tid i huset er ved at rinde ud. I næste måned flytter han ud i et hus med en anden beboer, som han er blevet kæreste med, og begejstringen for at starte et nyt kapitel er stor. ”Jeg glæder mig til livet.”

Inden Mads flyttede hertil, kunne han ikke længere se et liv for sig. Men efter at have opdaget, hvad naturen kan gøre for ham, har tingene ændret sig.

“Jeg føler, jeg er blevet et meget roligt menneske. Jeg kommer aldrig til at slippe naturen, den har været min redning.”

Det hele brast sammen

Inde i spisesalen er der lunt. Gulvet er beklædt med et mørkt tæppe, som lydisolerer og griber de højere frekvenser. Når støjniveauet i huset holdes nede, får nervesystemet bedre mulighed for at falde til ro, fordi færre sanseindtryk kræver opmærksomhed. Det var oprindeligt tanken, at der skulle være langborde i spisesalen, men det ville skabe for meget støj, og mange af beboerne har brug for at kunne trække sig, selv når de er i rum med andre. De skal have mulighed for at sidde tæt op ad væggen og ikke sidde med ryggen til andre, for det kan skabe utryghed, når de ikke ved, hvad der foregår bag dem. 

Søren Borg Nielsen vender hver dag tilbage til den samme stol ved vinduet i spisesalen. Han havde de første mange gange svært ved at slappe af, når de spiste. ”Jeg scannede rummet, hver gang jeg gik ind.”

Men nu har han mere ro i at være der sammen med andre. Han kom fra et andet botilbud, hvor han endte med at isolere sig, så da han kom hertil, skulle han lære at være social igen. Det er udgangspunktet for mange af beboerne. Det kan være udfordrende at være i sociale sammenhænge, og struktur og forudsigelighed er en stor del af at kunne finde ro og tryghed i hverdagen, når man har mistet fodfæstet. Selvom de ikke graver i hinandens fortid, når de taler sammen, har det alligevel en betydning for mange at være omkring nogen, som forstår deres situation – også selvom de kommer fra vidt forskellige baggrunde.

Søren Borg Nielsen er 57 år og førtidspensionist. Han er uddannet filmfotograf, og i 90’erne var han i Bosnien under krigen i forbindelse med arbejde. Det er herfra, hans PTSD stammer. Han fortæller, at han lever med bipolar lidelse, og at en af hans depressive episoder har trigget den PTSD, som han nu har levet med i mange år.

Langs den bølgende sti går han. Omgivet af løv, pil og birk forsvinder han ind mellem grenene. Han går længe, før han når toppen af en bakketop inde i skoven. Han læner sig langsomt op ad træbjælkerne på det lille stakit på toppen af bakken, tager en vejrtrækning og kigger ud i horisonten. I hånden en dampende kaffe. Her tager han ofte hen om morgenen, når han har det dårligt. 

Søren levede et liv med tempo, mange arbejdsopgaver og ingen stopklods. Det kunne ikke blive vildt nok, og det endte med et misbrug i et forsøg på at få tingene til at hænge sammen. ”Der gik mange år, før det hele pludselig brast sammen for mig.”

Over årene blev han udbrændt og isolerede sig selv mere og mere i naturen, som efterhånden blev hans hjem. Han kender hver krog af skoven som sin egen baglomme. ”Jeg brugte måneder herude. Jeg kom kun forbi min kusine for at få et bad eller noget brød.”

Nu bruger han naturen anderledes end for et par år siden. I stedet for et opholdssted er det blevet en måde at få en pause fra hverdagens støj. Men det er en hårfin balance at navigere i spændet mellem trangen til at isolere sig og behovet for at finde ro i nervesystemet.

Der er mange år af hans liv, som han ikke kan huske. Ting og situationer, som er forsvundet fra nethinden. Han sidder med en følelse af ikke at være et helt menneske. ”Jeg ved jo ikke selv, hvem jeg er.” 

Det har gjort en stor forskel for Søren at have nogen, som forstår hans situation.

”Det er vigtigt at have nogen at tale med, nogen der tør at sige deres mening. Det er det, der har gjort forskellen for mig.”

Skuffe nummer fire

Mange af beboerne i huset har tidligere været en del af klassiske familiesammensætninger med mand, kone og børn. Fælles for mange af dem er, at PTSD’en har været en for stor udfordring, når de skulle få hverdagen til at hænge sammen.

Ronnie Skaarup Uldahl har to børn og er fraskilt. Da PTSD’en var værst, kunne han ikke være i hjemmet. Det var svært at holde temperamentet nede, og han oplevede til tider, at han var for hård ved familien. Derfor pakkede han tasken og tog afsted i to til tre uger ad gangen. Den dårlige samvittighed åd ham op. ”Jeg trak mig rigtig meget, jeg fik det så dårligt og var ked af det i flere uger ad gangen.” 

Men når han var væk i længere tid, fik han også dårlig samvittighed over at efterlade hele ansvaret derhjemme, og så vendte han hjem. Men det var krævende at lande i hverdagen igen. Efter mange forsøg på at få tingene til at hænge sammen, gik den ikke længere. Han kontaktede Dansk Rehabilitering, og få dage efter, han flyttede ind i huset, lå der en skilsmisseerklæring i E-boks.

Ronnie er 60 år, uddannet brandmand og antiterrorkorpssoldat og har været udsendt fra 1987 til 1989. Han boede på Dansk Rehabilitering i halvandet år, før han flyttede ud. I dag er han frivillig på stedet og hjælper nogle af beboerne, når de skal flytte ud i egen bolig.

Ronnie Skaarup Uldahl

I dag kan han reflektere over sine handlinger og sin adfærd på en anden måde end før, han fik hjælp. Inden han flyttede ind i huset, havde han udfordringer med at balancere det røde felt, som han udtrykker det. Han oplevede manglende forståelse fra sine kammerater for sin situation, og med tiden begyndte han at opholde sig meget i naturen – noget som mange ikke kunne forstå.

I 18 år har han lavet den samme morgenøvelse. På højen lige over for huset står en bænk omkranset af marehalm og vissen lyng. ”Jeg har ét flashback og ét mareridt, som jeg ikke kan komme af med. Det sidder naglet fast i mit arvæv.” Når han får mareridt, starter det med sorte prikker for øjnene, og han skal lægge sig ned med det samme. 

Tidligere havde han mange flere flashbacks, men de er blevet parkeret i skuffe nummer fire. ”Det er nogle oplevelser, som skal ligge i skuffen, og den skal ikke lukkes op.” Skuffe nummer fire er forbeholdt forsvaret, og den bliver aldrig åbnet, fortæller han. Ude på den lille høj kan han smide billederne ud i naturen. Det er en måde at få ryddet ud i skuffen, så minderne ikke fylder resten af dagen.

”Jeg har reddet mange mennesker, jeg har set mange ting, og jeg har set mange mennesker have det dårligt. De billeder bliver ved med at dukke op, hvis ikke de bliver lagt et sted.”

I dag er han et bedre sted, end da han i sin tid kom til Dansk Rehabilitering, og naturen har spillet en stor rolle i den proces. Men der har været bump på vejen, og det er noget, man aldrig helt kommer af med – det er noget, man må lære at leve med. ”Det sidder i vævet, i musklerne, i vejrtrækningen.” Man må ud og ’face the wolf’ og forsøge at være blandt mennesker igen, selvom det ikke altid går godt. 

Ronnie har løbet mange orienteringsløb i sit liv, og når han er blevet sat tilbage af udfordringer, bruger han teknikkerne herfra til at komme videre. Han kigger på kortet for at finde tilbage på rette kurs. Han finder den sidste post, det sidste træ, han har besøgt, og vender tilbage til udgangspunktet.

Seks grader og bare tæer 

Ude bag skuret mellem brændestabler og marker har Nina søgt tilflugt. Øjnene er lukkede. I hovedtelefonerne braser tonerne fra ”Vielleicht Vielleicht”, en elektronisk tysk melodi. En larm så gennemtrængende, at der ikke er plads til andet. De bare tæer synker trygt ned i det grønne græs. På kroppen har hun fastspændt et vibrationsapparat, som er tilkoblet hendes telefon. På den måde kan hun mærke vibrationerne i hele kroppen. ”Uroen indeni er så stor, så hvis jeg gør larmen udenfor større, så kan jeg holde ud at være i den.”  Temperaturen er seks grader. I takt med at vejrtrækningen bliver mere normal, tager hun hovedtelefonerne af og lader skovens stemmer og havets brusen smyge sig om hende som et blødt tæppe.

Sådan plejer hun at få ro på nervesystemet, når tingene bliver svære, og kroppen går i alarmberedskab. I huset er der mange udgange til den friske luft, hvilket er en fordel, når man har brug for at søge tilflugt fra det, der gør ondt.

39-årige Nina Olesen har boet på Dansk Rehabilitering siden juni sidste år, hvor hun var funktionelt hjemløs. Når man er funktionel hjemløs, har man fast bopæl, men kan i kortere eller længere perioder ikke magte at opholde sig i boligen. Hun havde prøvet alt for at få det bedre, men så gik den heller ikke længere. ”Min verden blev mindre og mindre og mindre.”

Nina er adopteret fra Colombia og har haft et hårdt arbejdsliv med gentagne sygemeldinger og er i gang med at blive udredt for PTSD. Det er især de sociale relationer, hun har udfordringer med. Specielt når der skal tages afsked, bliver hun trigget, fordi det minder hende om det, hun har med i bagagen. Hun var omkring fire måneder, da hun blev hentet til Danmark, og det at blive valgt fra af sin biologiske familie er noget, som har sat sig dybt i hende.

Nogle gange bliver Nina overvældet af de følelser, der dukker op i kroppen. Det bliver svært for hende at tænke klart, og der opstår en fysisk smerte. ”Følelsen er så enorm. Nogle gange er det, som om der næsten ikke er plads indeni.” 

Bare det at se en tegnefilm kan flosse nerveenderne. ”Min krop reagerer fuldstændig, som om det var mig, der blev flået fra hinanden.”

Indersiden af døren til hendes værelse er dækket af små hvide papirlapper med hilsner fra venner. På skrivebordet er et indrammet billede af Nina og hendes afdøde moster og onkel, og to ugeplaner viser et udførligt overblik over aftaler og aktiviteter i løbet af den kommende uge, time for time. For mange af husets beboere er hukommelsen svækket, og det kan være svært at huske selv de mest basale ting. Derfor er en kalender og en ugeplan nødvendig for at holde styr på, hvad der skal ske.

Vegetarburgeren fra dagens frokost står på bordet klar til at blive spist. Selvom der er mulighed for at spise måltiderne i fællesskab med de andre beboere inde i spisesalen, vælger mange at tage maden med ind på værelset.

Og her bruger Nina mange timer; ofte går dagene i stå. Hun sidder på kanten af sengen og kigger ud i luften, tjekker sin telefon eller ser tv-serien Vikings. ”Der er mange timer, der forsvinder for mig.” Mange gange ligger hun bare i sengen og overvejer, om hun skal foretage sig noget. 

Nogle gange deltager hun i aktiviteter, som huset arrangerer. Hun har flere gange været med ude at surfe i Vesterhavet, og det giver hovedet en velfortjent pause. ”Man bliver optaget af det, der sker. Jeg er så koncentreret, at jeg ikke tænker på alt det, jeg plejer.” 

Andre gange tager hun på ture i naturen, der varer flere dage. På den grusbelagte parkeringsplads holder hendes sorte Mercedes. Bilens forreste interiør glitrer af glimmer, og rattet er dekoreret med små rhinsten fra Netto. Bagerst i bilen ligger to pantposer, et grønt vatteret tæppe og en dyne med blomstret sengetøj. Her, på bilens bagsæde, er der lige præcis plads til, at hun kan overnatte og finde ro, når hun tager ud i naturen.

Et nyt kapitel

Det lyserøde sengetøj bliver sirligt foldet sammen og lagt for enden af sengen. Papkassen står på gulvet, og Søren går frem og tilbage fra badeværelset for at lægge de sidste ejendele i kassen. På vinduet ud til hans terrasse står der skrevet ”angst, helbred” med blå tusch. En øvelse, han har taget med sig fra den kognitive terapi, han har haft de sidste uger. Når han mærker følelserne i kroppen, kan han kigge på ordene og så fokusere på det bagvedliggende – de motiver, som danner sig i ruden bag ved ordene, træerne og huset. Det er en måde for ham at skifte fokus, når tingene bliver svære.

Søren har boet i huset i to år og er nu på vej videre. I husets meditationsrum sidder han til sin ottende og sidste session i kognitiv terapi, inden han flytter ud.

Lyset er dæmpet, og det er kun det bløde skær fra vinduerne, der oplyser rummet. To stearinlys bliver tændt og stillet på bordet. Udenfor siler regnen ned, og stilheden i rummet får en let rungende karakter. Med jævne mellemrum brydes den af hans brune ruskindsstøvle, der banker mod gulvet og giver genlyd i rummet. 

Vibeke Dahl Thomsen er pædagog i huset og er ved at uddanne sig til metakognitiv psykoterapeut. Sammen gennemgår de et skema for at få et indblik i, hvor Søren står i dag, og hvordan det er gået, siden han kom. ”Jeg har fået større selvindsigt, jeg er blevet bedre til at håndtere mig selv, når psyken driller.” Muren, der engang var så høj, at han ikke kunne komme over den, er nu blevet lagt ned sten for sten. Nu kan han igen kigge over muren, bliver de enige om. 

Når de taler om fremtiden, er der en vis bekymring, men han prøver at berolige sig selv. ”Jeg siger til mig selv, at det er en meget naturlig reaktion.” Han frygter at falde tilbage, ramme nulpunktet og blive indlagt igen. Alt, han ønsker sig, er at blive et helt menneske.

 Ude på parkeringspladsen står hans lille Toyota klar, fyldt med kasser og papirer, så man ikke længere kan se ud af bagruden. Søren sætter sig ind og drejer nøglen – klar til at køre ud i disen, der ligger tungt over markerne.

”Jeg er så klar, som det har kunnet lade sig gøre.”