Ny tandkonto fordeler ligeligt, men risikerer at øge uligheden

En tidlig morgen vågner Michelle Felby Olsen med en velkendt, dunkende smerte i munden. Tandsmerter. Hun ved godt, hvad det plejer at betyde. 

Kort efter sidder hun i tandlægestolen, hvor mistanken bliver bekræftet: en betændelse helt nede i roden på en kindtand. Der er ikke tid til at vente, og samme dag bliver hun sendt videre til en specialist. 

Regningen begynder allerede hos den faste tandlæge med røntgen og diagnosticering. Hos specialisten betaler hun for rodbehandlingen. Senere får hun at vide, at tanden også skal have en krone. På få timer har hun brugt op mod 9.000 kroner.

“Det er rigtig mange penge for rigtig mange mennesker at ligge her og nu. Der var to rodbetændelser lige ved siden af hinanden, så en uge efter kunne jeg gøre det hele igen,” siger Michelle Felby Olsen. 

Michelle Felby Olsen lever med Morbus Crohn, en kronisk betændelsessygdom, som kan ramme hele fordøjelsessystemet. Sygdommen øger risikoen for tandproblemer og gør akutte og dyre behandlinger svære at undgå. 

Et system der rammer skævt

I en rapport af KRAKA Economics (2025) fastslås det, at Danmark har social ulighed i tandsundheden på baggrund af høj- og lavindkomstgrupper. Trods flere politiske tiltag er uligheden fortsat stor.

I den nye tandplejereform fra 2025 får alle over 21 år, uanset indkomst, en årlig tandkonto med et beløb, der cirka svarer til en tandrensning. 

I et Facebook-opslag begrunder SF’s Kirsten Normann Andersen reformen med, at det nuværende system er skævt: 

“De der oftest går til tandlæge – er de der har råd – og derfor også dem, som bruger den største del af det offentlige tilskud til tandbehandling. De der ikke går til tandlægen, fordi de ikke har råd – får heller ikke en eneste krone i tilskud. Det er skævt.” 

Selvom det kan fremstå som en forbedring, erkender hun selv, at reformen ikke tilfører flere midler til tandplejen. 

“Det bliver stadig ikke gratis at gå til tandlæge, og der er ikke flere penge i ordningen,” skriver hun.

Kirsten Normann Andersen er forelagt kritikken, men er ikke vendt tilbage inden deadline. 

"Hvor dumme tror de vi er?"

Opslaget har sat gang i debatten og fået flere til tasterne. Udover Michelle Felby er der Jane Munch, der lever med en hjertesygdom og er afhængig af hyppige tandlægebesøg.

“Min første reaktion var faktisk, at jeg begyndte at grine lidt. Jeg sad med en følelse af: Hvor dumme tror de, vi er?” 

For hende er tandlægebesøg ikke et spørgsmål om prioritering, men en nødvendighed. Efter en hjerteoperation i 2017, hvor hun fik indsat en kunstig hjerteklap, skal hun til tandlæge hver tredje måned. Bakterier fra tænderne kan i værste fald sprede sig til hjertet og føre til alvorlige komplikationer. 

“Hvis jeg ikke går til tandlæge, risikerer jeg, at det kan gå ud over mit helbred,” siger hun. 

Det koster hende i dag mellem 2.000 og 3.000 kroner per besøg. Det løber op i op mod 12.000 kroner om året, hvor tilskuddene i dag hjælper med en ellers stram økonomi.

“Jeg rejser ikke på ferie, selvom det jo kunne være dejligt,” siger hun. 

Med den nye tandkonto frygter hun, at egenbetalingen vil vokse markant, hvis de nuværende tilskud forsvinder, samtidig med en pension nærmer sig. 

“Så må jeg skippe nogle tandlægebesøg, selvom de er nødvendige,” siger hun. 

Ens løsning på ulige behov 

Birthe Larsen, lektor i økonomi ved CBS, understreger, at man næppe løser en samfundsudfordring som tandpleje ved blot at omfordele de samme penge uden at tilføre flere midler. 

“Når man laver en reform i et område med stor ulighed, og alle får det samme uanset behov, risikerer man, at de mest pressede ikke bliver hjulpet, og det kan føre til øget ulighed,” forklarer hun. 

Birthe Larsen peger samtidig på, at øget konkurrence ikke nødvendigvis vil løse problemet, da patienterne ofte ikke har overblik over priser og behandlingers reelle værdi. 

“Uigennemsigtighed i priser og behandlinger gør det svært for patienter at gennemskue markedet og dermed svært at skabe reel konkurrence,” siger hun. 

De høje priser har nemlig fået politikere til at tale om at øge konkurrence som løsning, hvilket får formanden for Tandlægeforeningen, Torben Schønwald, til at ryste på hovedet. 

“Det er en forrykt tanke at konkurrere på pris på sundhedsydelser. Det er ligesom hvis man selv skulle betale for en brækket arm,” siger Torben Schønwald. 

Men tandlægeregningen vokser. Det viser en analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, at priserne i en årrække er steget mere end både den generelle prisudvikling og andre sundhedsydelser. Fra 2018 til 2024 er priserne på tandbehandling steget med 19,5 procent, mens øvrige sundhedsydelser i samme periode er steget med 12,2 procent. 

Noget af forklaringen ligger i, hvordan markedet er skruet sammen. En stor del af behandlingerne er underlagt frie priser, hvor tandlægerne selv fastsætter prisen. Men ifølge Torben Schønwald, er det kun en del af historien. 

“Det er sådan, at hvis du sidder en halv time i min tandlægestol til en undersøgelse og tandrensning, så skal jeg have penge med på arbejde,” siger han. 

Han peger på, at de faste priser – dem regionerne fastsætter – ikke dækker de reelle omkostninger. Og at klinikkerne derfor er nødt til at hente pengene andre steder. 

Hvem har råd? 

Mens politikerne diskuterer reformer og modeller, er Michelles og Janes virkelighed mere konkret. En behandling. En regning. Et valg, der ikke er et valg.

Når smerterne rammer, og regningen skal betales, er der ikke tid til at navigere i tilskudssystemer eller politiske visioner. 

“Jeg har jo ikke noget valg. Enten skal tanden laves, eller også skal den ud,” siger Michelle. 

Deres historier peger på det grundlæggende spørgsmål: Hvem har råd til tandbehandling, når behovet er størst?