Chitra træder ud af badeværelset og tørrer sine sprukne våde fødder af i måtten. Hun lukker døren bag sig, og en skarp lugt af klorin breder sig i husets fællesrum. De små sølvperler i hendes ankelkæder rasler for hvert vaklende skridt, hun tager. Tre senge fylder det meste af det kvadratiske rum, men husets kvinder foretrækker at sove på det kolde gulv. Med undtagelse af Chitra, husets “guru”. Hun er den, de andre følger og lytter til. I en queensize-seng i teaktræ med et pompøst hovedgærde lægger hun sig til rette. En påfugl pryder det slidte sengelagen, og hun stamper foden rytmisk mod lagenet, mens smartphonen lyser rummet op. Reels af Ganesha-symboler i psykedeliske farver blinker i hendes ansigt, mens lyden siver ind i hendes høretelefoner. Hendes rungende stemme går i bølger gennem rummet. Hun fordyber sig i sin sang, tabt i sin egen verden efter at have tømt en lille flaske brandy. For tiden har hun svært ved at falde i søvn. 

Huset i Thiruppakuttai 

For enden af landsbyens hovedvej anes et indhak i en betonmur. Bag muren fletter mangotræets grene sig sammen med palmeblade, og en koboltblå facade med snørklede kanter malet i guld træder frem. I huset bor fem transkvinder, der har fundet sammen her på landet i det sydlige Indien. Med omkring ti kvadratmeter per person er huset alt andet, end de kender fra livet i hektiske Mumbai. Men de lever stadig side om side i ét tæt fællesskab. 

Den yngste af transkvinderne er 36 år gammel, den ældste er 46. Kumuda, Sneha, Suganya, Vanitha og Chitra. De er alle født som mænd, men har efter kønsoperationer fået et kvindeligt kønsorgan. De fleste af dem er for længst stoppet med de ellers vanlige hormonindsprøjtninger. Det gider de ikke mere. 

Transkvinderne bærer på den samme historie om at blive udstødt af deres familier efter at have udtrykt deres kønsidentitet. Her i det farvestrålende hus er der plads, og i landsbyen møder de accept blandt befolkningen. Men transkvindernes rejse til den progressive sydstat Tamil Nadu har været turbulent. 

Udstødt 

“Min familie rev tøjet af mig og bandt mig fast til en pæl. Så bankede de mig på skift”, fortæller Kumuda. Hun havde lige betroet sig til sin far, mor og søskende. Hun følte sig ikke som den 14-årige dreng, andre så hende som. 

Som ung bygningsarbejder brugte Kumuda mange af sine dage med andre mandlige kollegaer. På byggepladsen begyndte hun at udvikle følelser for en af mændene. I frygten for flere interaktioner med mændene forbød forældrene hende at fortsætte på byggepladsen. Hun havde tidligere forladt arbejdet som ‘te-dreng’ på grund af daglige krænkelser. “Det var en periode i mit liv, hvor jeg begyndte at udvikle en feminin opførsel,” siger hun om sit 14-årige jeg. 

Efter flere timer med slag fra sine nærmeste, fik Kumuda lov til at gå på toilettet. På vejen stjal hun et par beklædningsdele fra sin søster og flygtede fra sit barndomshjem. De næste par uger levede Kumuda som nomade, indtil hun når Mumbais slum. 

“Mumbai-me" 

Ud af Indiens halvanden milliard indbyggere, identificerer knap en halv million sig som transkønnede. En identitet som er forankret i landets kultur og traditioner, og hvis legitimitet ofte er blevet ændret i takt med historien. Under det britiske kolonistyre blev transkønnede stemplet som kriminelle. Et stempel som har udsat transkønnede i Indien for social marginalisering uden adgang til uddannelse, husly og levebrød. 

“Ikke engang vores egen familie ville acceptere os, så hvor skulle vi gå hen for at få mad på bordet?” fortæller Chitra. 

Dengang for 20 år siden gik rygterne om et liv i Mumbai. Et liv med muligheder, og hvor man kunne spejle sig i andre med samme historier. Her fandt hver af de fem unge transkvinder et hjem i storbyens “red light district”. I små bliktagshuse delte de hjem med op til 20 andre transkvinder og levede af sexarbejde eller af at tigge. To erhverv, der for dem virkede som den eneste vej til at forsørge sig selv.

Det er 10 år siden Chitra forlod Mumbai. Et sted, der bragte hende spænding, erfaring og livslange relationer, men også tærede på hende psyke. Chitra har for et par uger siden slået en flig af rygsøjlen efter et fald, og er nu sengeliggende. Stilstanden gør hende rastløs og får tankerne, smerterne og gamle minder til at bruse frem. “Mumbai-me,” siger hun, og et stolt smil breder sig, da hun ser på billedet af sig selv som yngre i fuld glamour. Hun lægger telefonen fra sig på sengen, læner sig bagover og ruller modløst om på maven. 

Indien er i dag anset som et foregangsland når det kommer til transkønnedes rettigheder. I 2014 blev en ny lov vedtaget af Indiens højesteret. Loven anerkendte “det tredje køn”, som et selvstændigt og legitimt køn. Et køn til dem der hverken ser sig selv som mand eller kvinde, og som man frit kan identificere sig med.

800 rupis om dagen 

Mellem fingrene maser Kumuda de hvide ris med krydret masala. Hun tager en bid af risen, der nu er formet til en bold og hælder vand i munden fra sølvkanden. Kumuda er træt. Hun har været tidligt oppe i morges for at tigge på morgentoget fra Katpadi Station. Uden billet løber hun dagligt langs skinnerne og hopper ombord på det kørende tog i håb om ikke at blive opdaget af kontrollører og politi. Det er forbudt at tigge ombord, men det er sådan, Kumuda tjener de fleste af sine penge. Penge som hun sender hjem til familien for at støtte sin brors uddannelse og sin søsters ægteskab. De fleste af transkvinderne tjener godt på at tigge. Omkring 800 rupis om dagen, svarende til 55 danske kroner.

“Som en mor og far i én” 

Vanitha sætter sig på sengekanten og lægger en hånd på Chitras lænd. Hun åbner den lille blå flaske, og en skarp duft af pebermynte breder sig i rummet. Hun hælder et par dråber olie ud på det nederste af Chitras ryg og begynder at massere. Først i lange strøg, så små cirkulære bevægelser og til sidst store klap med hele håndfladen. Med massage, tigerbalsam og varmepude forsøger Vanitha at lindre Chitras rygsmerter.

De to boede i samme hus i Mumbais slum og har fulgt hinanden i over tyve år. 

“Chitra betyder alverden for mig. Hun er som en mor og en far i én,” siger Vanitha. Da hun kom til Mumbai som ung, fandt hun støtte i Chitra og flyttede ind i hendes kollektiv. Som de andre transkvinder i det trange hus i slummen levede Vanitha af sexarbejde, et erhverv hun senere har lagt på hylden. For over ti år siden fik hun konstateret kønssygdommen HIV, som hun i dag er i behandling for. 

Aftenens kølende temperatur har lagt sig over huset. Skæret fra fuldmånen lyser palmerne og huset op, og kvindernes tre trofaste gadehunde har lagt sig til rette foran husets terrasse. Vanitha sætter sig på hug i det grå grus, løfter bomuldsnederdelen og tisser en tår. Hun knapper omhyggeligt den broderede pink cardigan, som er fra hjembyen Pondicherry og begiver sig ud på sin daglige “nightwalk”. Ned for enden af vejen og tilbage igen. Hun stopper op et par gange og ser op på et par stjerner. Hun siger ikke noget. Vanitha er generelt få af ord. Hun ser bare op og smiler.

Tilbage i Mumbai mistede flere af Vanitha og Chitras bekendte livet til HIV. For fire år siden besluttede Chitra sig for at starte en NGO for at hjælpe mennesker, som lider af sygdommen. 

“We are all the same, we are all family,” siger Sneha. Hun er den højeste af transkvinderne og har altid håret samlet i en fast knold. Hun sidder i skrædderstilling bagerst i husets ene rum, hvor transkvinderne nærmest lever i symbiose. Her er de altid sammen. Snehas dybbrune øjne lyses op af tv’ets skiftende scener. Med et lille smil og opspilede øjne følger hun med i det romantiske drama, der udspiller sig i en gammel bollywood-serie fra 70’erne. Hun spytter skråtobakken ud i sin “padikkam”, som det hedder på tamil. Et timeglasformet spyttekrus, som de hver har placeret ved siden af deres faste soveplads. De er alle afhængige af den brune illegale tobak, hvis søde lugthænger i husets vægge. 

Transkvinderne har fladskærms-tv, bestiller guldfarvede øreringe i mange størrelser på Amazon Express og betaler hver anden dag en lokal dame for at tage deres opvask. Umiddelbart er det svært at få øje på den marginalisering, som flere af dem fortæller om.

Traditionens spor 

Transkvinderne er alle omkring de 40 år, og i deres øjne er det for sent at begynde på en uddannelse. De er for gamle til at lægge deres liv om og holder i stedet fast i deres kulturelt nedarvede profession. Hver formiddag begiver de sig ud i distriktets varme gader. De går skiftevis til lokale butikker eller fabrikkerne i landområdet. Her udspiller et velsignelsesritual sig. Transkvinderne fører hænderne i cirkler omkring en butiksejers hoved, og en lime trædes i stykker på butikkens gulv. Derefter får transkvinderne stukket en seddel i hånden. Folk kender dem efterhånden, og nogle giver flere penge end andre.

I Indien ligger det indlejret i kulturen at give penge til folk, der beder om det. Særligt at give penge til transkønnede, der tigger, har rødder i traditionerne. Mange transkønnede i Indien identificerer sig som ‘hijras’. Personer, der er født som mænd, men som opfører sig feminint eller har skiftet køn. På trods af den marginalisering mange transkønnede bliver udsat for, har hijras en hellig status indenfor religionen. De har en stærk kraft, som både kan være god og ond. Derfor har de en særlig ambivalent rolle i samfundet. Mange har stor respekt for dem, men frygter dem samtidig. Hvis ikke man adlyder en hijra, er man bange for, at de vil forbande en. Derfor bliver de ofte inviteret til fødsler og bryllupper for at bringe deres velsignelse mod en god betaling.

Instagram: et testamente 

“Jeg får lyst til at brække mig, når jeg tænker på mig selv før i tiden,” siger Suganya. Hun åbner et billede på sin telefon og mundvigen vendes demonstrativt nedad. En ældre kvinde ligger svøbt i hvide klæder omringet af blomster i sprudlende farver. Billedet er af Suganyas mor, der døde for otte måneder siden. Et skæbnesvangert øjeblik, der fik Suganya til at indse, at hun måtte lægge sit liv om. Alkoholen havde taget overhånd, og hendes kropsvægt var så høj, at hun til begravelsen ikke kunne bære sig selv op til moderens kiste. 

Musikken fra forskellige korte videoer spiller fra Suganyas telefon på højeste volumen. Hun ligger på maven på sit tæppe og stirrer dybt ind i sine egne øjne. De kigger forførende og på samme tid uskyldigt ind i kameraet. 

“Hvis jeg dør, er videoerne af mig foreviget. Så kan mine slægtninge, venner og andre mennesker stadig se mig,” siger Suganya. Hun optager dagligt de mange videoer af sig selv på Instagram. Hver dag klædt i en sari i en ny farve. Med optegnede øjenbryn, sort eyeliner, rød læbestift og en ansigtscreme, der gør huden et par toner lysere, når hun ud til sine mange følgere. "Jeg føler mig attraktiv og får det godt med mig selv. Jeg føler mig som en kvinde,” siger hun. Efter et stort vægttab har Suganya omsider den krop, hun har drømt om at føle sig hjemme i.

En drøm om køkkenhave 

Den blændende middagssol står højt på himlen. Suganya børster hænderne ned ad sin kjole og hopper et skridt ned fra terrassen. Hun baner sin vej gennem et virvar af lysegrønne spirer og plastikaffald. Undervejs fylder hun favnen med fem auberginer formet som små dråber. 

I barndomshjemmet var der pligter. At være med forældrene i marken for at høste grøntsager og dyrke ris var en naturlig del af Suganyas opvækst. 

Ved gaskomfuret i mellemgangen tørrister hun chili og hele peberkorn. Osen fra de stærke krydderier svier i øjnene og får hende til at hoste, men hun bliver siddende i skrædderstilling foran det varme blus. Med husets eneste gode kniv snitter hun auberginerne i tern. 

“Da jeg var otte år, opdagede jeg, at jeg ville være en pige,” fortæller Suganya. “Jeg plejede at lave det typiske kvindearbejde.” Hun ville helst hjælpe med at vaske tøj og lave maden. ‘Feminine ting’ i sin brors øjne. Så han bankede hende.

Suganyas drøm er at få en gård ligesom den, hun er vokset op på. Men indtil videre får tomaterne, mangoerne og auberginerne lov til at gro i den eneste grønne plet på husets grund. 

“Goodnight, Sweet dreams” 

Et par gekkoer kravler lydløst rundt på de glatte vægge, mens airconditionen puster 16 graders luft ud i rummet, der før var kvælende varmt. Klokken er lidt i ti om aftenen. Kumuda lægger sig til rette på de kolde klinker og trækker sit korte, plyssede tæppe over hovedet. Hendes fødder stikker ud i den anden ende. Tamilske populærsange spiller fra Suganyas telefon, og hun mimer med. Sneha træder ind og sætter sig på sit tæppe. Hun udveksler nogle få ord og høje grin med Suganya, inden hun lægger sig om på siden. Vanitha er den, der går sidst i seng. Hun sørger for, at huset er klar til natten. Terrassen ryddes, plastikstolene stables og hoveddøren låses. Hun krøller sig sammen i fosterstilling på sit tæppe for foden af Chitrasseng. Blæseren kører på fuld kraft, og transkvinderne skiftes til at vende sig uroligt, slå en dyb bøvs eller vågne fra en drøm med et råb. Sådan afsluttes hver aften i husets ene rum. “Goodnight, sweet dreams,” siger Suganya.

Efter publicering af historien har Indiens højesteret vedtaget en lovændring. Loven indebærer, at det nu er op til lægefaglig undersøgelse at vurdere, hvorvidt man som individ kan identificere sig som ‘det tredje køn’. Loven fra 2014, hvor individer frit kan definere sit køn og identificere sig som andet en mand og kvinde, vil altså ikke længere være gældende, og dermed forsvinder borgernes ret til selvbestemmelse af kønsidentitet. 

Lovændringen vil sandsynligvis medføre konsekvenser for mange i LGBTQ+ miljøet og har allerede resulteret i flere protester landet over.

Det har ikke været muligt inden deadline at indhente en kommentar fra transkvinderne i denne fortælling. 

Om lovændringen udtaler Amnesty International på organisationens hjemmeside: “This law is not just a bureaucratic overreach; it is a fundamental shift in how the state views transgender people. Identity is no longer treated as something inherent, but as something to be checked, certified, and controlled. That is a dangerous precedent.”