Vi har ikke råd til at lade være: Investeringer i psykiatrien kan gavne både samfundsøkonomien og den enkelte

“Dengang jeg fik den første depression, var der mange mennesker, der vendte mig ryggen.” Sådan beskriver Marianne van den Pol den følelse af magtesløshed og fortvivlelse, der ramte hende, da hun som 35 - årig blev ramt af en depression. Herfra ændredes alting for hende, da hun i et hastigt tempo gik fra at være rask til syg. Fra arbejde til lediggang og fra at blive opfattet som nyttig del af samfundet, til at blive betragtet som en udgift og en outsider. Reaktioner fra hendes omgangskreds påvirkede hende negativt, men det var ikke den eneste udfordring. Hendes depression blev først opdaget relativt sent, og det medvirkede til, at den udviklede sig til en svær depression, som var sværere at komme sig over. Som 47-årig blev hun tilkendt førtidspension som et følge af, at hun ikke kunne fastholde et arbejde på grund af de tilbagevendende depressioner. Hun mener selv, at tidligere og mere tilgængelig behandling kunne have gavnet hende, så det ikke gik så galt, som det gjorde. Netop det udløser et potentiale - både for den enkelte og for samfundsøkonomien.

Psykiatri under pres 

Ifølge en række interesseorganisationer og fagfolk har psykiatrien i Danmark i årevis været under pres. Samtidig har den været stort set fraværende fra beslutningstagernes dagsorden, men noget tyder på at det er ved at vende. Psykiatrien fik i 2025 bevilliget et løft på 4,6 mia. henimod 2030, der skal være med til at afhjælpe ventetider og manglende behandlingstilbud.

Bedre Psykiatri estimerer, at op imod hver tiende dansker på et eller andet tidspunkt i deres liv gennemgår et forløb i psykiatrien. Ifølge flere eksperter og interesseorganisationer er tidlig og tilgængelig behandling effektivt til at afhjælpe psykiske problemer.

Det er altså en afgørende faktor, at man modtager tidlig og forebyggende behandling, men som følge af at psykiatrien i en lang årrække har været underbemidlet ender mange på ventelister, der forværrer deres tilstand. Udover at medføre personlige konsekvenser er det med til at producere en større regning for samfundet på længere sigt. 

Fra enkeltstående episode til længere forløb 

Formand i Psykiatrifonden, Torsten Bjørn Jacobsen, fortæller hvordan det, der kunne have været en enkeltstående episode, kan udvikle sig til længere forløb i psykiatrien: 

“Der er så mange mennesker, som døjer med en eller anden grad af psykisk lidelse i løbet af deres liv. Problemet er, at der er lang vej til behandling, hvis det sker. Så kan en enkelt episode få ret afgørende betydning. Kapacitetsudfordringerne kan gøre, at man ikke kan komme til rettidig behandling, så det når at få ret graverende konsekvenser,” udtaler han. 

Det er noget, som Marianne van den Pol har oplevet på egen krop og sind. Hendes depression blev først opdaget, da hun var 35 år, og hun er i dag tilknyttet foreningen SIND. Her møder hun andre mennesker, der befinder sig i lignende livssituationer og får et pusterum i hverdagen. Hun mener selv, at tidligere og mere tilgængelig behandling kunne have givet hende et bedre behandlingsforløb: 

“Når det bliver opdaget så sent, at man har en depression, og det har udviklet sig til en svær depression, tager det også længere tid at komme ud af det,” siger Marianne van den Pol. 

Og netop den tidlige behandling lægger Torsten Bjørn Jacobsen vægt på: 

“Alting indenfor psykisk helbred starter tidligt i livet. Det er en af grundene til, at investeringer i psykiatrien er en god forretning. Hvis du bare kan få et barn til at få en ungdomsuddannelse, komme ind på en kompetencegivende uddannelse, eller få en tilknytning til arbejdsmarkedet senere hen, er der en enorm samfundsøkonomisk gevinst – både for den enkelte, for familien, men også for samfundet som helhed,” forklarer han. 

Potentielle besparelser 

Den gruppe af mennesker, der rammes af psykiske lidelser, er ofte i den arbejdsdygtige alder, hvilket kan medføre længere tid udenfor arbejdsmarkedet. Når det sker, taler man om produktionstab. Det vil sige den omsætning samfundet mister, når personer står udenfor arbejdsmarkedet og er på offentlig ydelse. Det er en af årsagerne til, at der er en potentielt stor samfundsøkonomisk gevinst ved investeringer i tidlig og tilgængelig behandling i psykiatrien. Rasmus Højbjerg Jacobsen, der er økonom og forsker i cost-of-illness hos VIVE, fortæller: 

“Psykisk sygdom rammer folk i den arbejdsdygtige alder i langt højere grad end ved somatiske sygdomme. Langt de fleste somatiske sygdomme, rammer først folk, når de er tæt på eller over pensionsalderen. Så arbejdsmarkedseffekterne er større for psykisk sygdom sammenlignet med andre typer af sygdom,” forklarer han.

Ifølge Rasmus Højbjerg Jacobsen har personer med psykiske lidelser ofte længere indlæggelser end personer med fysiske sygdomme. Samtidig kan personer med psykiske lidelser have sværere ved at klare sig selv på den lange bane. Derfor lægger han også vægt på, hvordan bedre behandling i psykiatrien kan være en god økonomisk investering for samfundet som helhed: 

“Jo længere tid der går, inden man får behandling, desto større sandsynlighed er der for, at man ender i et længere forløb, som er dyrere [for samfundet, red.]. Samtidig koster psykisk syge borgere typisk flere penge for de offentlige kasser på områder som sociale tilbud, botilbud eller lignende, fordi psykisk syge borgere kan have svært ved at klare sig selv. Det er et af de steder, som er meget dyre, og som man vil kunne spare penge på, hvis man kan give dem en bedre behandling,” siger Rasmus Højbjerg Jacobsen. 

Stigmatisering og forventninger 

For Mia Kristina Hansen, der er forperson i foreningen SIND – Landsforeningen for Psykisk Sundhed, er det vigtigt, at man ikke glemmer de mennesker, der gemmer sig bag tallene, når samtalen handler om økonomi.

“Det er rigtigt, at der er et produktionstab, men vi synes faktisk, at det er lidt ærgerligt, at hvis vi skal have nogle politikere eller nogle andre til at forstå problemstillingen, så skal vi snakke ud fra, at der er et økonomisk tab eller en økonomisk gevinst ved at gøre det. Vi mener, at det menneskelige er meget mere vigtigt. At have øje for de her mennesker, som simpelthen mister livet og mister fodfæste og ikke længere føler, at de er noget værd,” siger Mia Kristina Hansen. 

Marianne van den Pol mærkede samfundets forventninger, da hun selv mistede fodfæstet: 

“De havde kendt mig som sprudlende og glad, men lige pludselig kunne jeg ikke bidrage med noget. Derfor fortalte jeg kun om depressionen til dem, jeg havde tillid til, mens alle andre fik at vide, at jeg var arbejdsløs. Det var lettere for folk at forholde sig til, og nemmere at forklare end at man var ramt af en depression,” fortæller hun. 

Hun forklarer det ved, at samfundet har en række forventninger til individet, og at man som psykisk syg ikke har samme forudsætninger for at opfylde forventningerne.

“I samfundet skal man helst klare sig selv og tjene sine egne penge og alt det der,” siger hun. 

For Marianne van den Pol er psykisk sygdom ikke bare en sygdom, men et levevilkår, som kommer til at følge hende. 

“Altså, jeg havde jo haft en god periode, ... Og så lige pludselig indhenter det en igen. Jeg bliver jo ikke rask, vel? Jeg lever med det." 

Investering fremfor overførsel 

Noget tyder på, at vi måske skal rykke vores forståelse af offentlige investeringer i psykiatrien væk fra tanken om en økonomisk overførsel, som man aldrig får tilbage og i stedet se det som en investering, der har potentiale til at spare samfundet for store udgifter på den lange bane og give den enkelte borger bedre behandlingsforløb.