Seneste skud på isen

Fra en bygd i det østlige Grønland sejler Ole Lyberth afsted med sin teenagesøn Jakob Lyberth.

Det er tidlig morgen, og solen bager utrætteligt ned over den lille jolle. 

Efter en halv times sejlads går de på land lidt længere oppe ad kysten. 

Her tvinger de sig vej frem igennem det ellers ufremkommelige terræn. For hvert skridt synes deres fødder at synke dybere ned i det bløde mos. 

Efter timers kamp med det barske og genstridige miljø sker det endelig. 

To pandebrasker brager sammen ude i horisonten. Den høje lyd resonerer ud over det åbne landskab. Det er to moskusokser, der duellerer.

Det er den mulighed, Ole har ventet på. Nu har hans 13-årige søn chancen for at nedlægge sin første okse. De stiller op, afventer, afsikrer og sidst, affyrer. Oksen falder om. 

Forventningspresset afløses af en ufravigelig glædesrus. 

Nu har familien sikret menuen til Jakobs forestående konfirmation. Jakob følger nemlig en Grønlandsk tradition, hvor konfirmanden selv sørger for at nedlægge hovedretten.

Alt imens Jakob tager sine første skridt ind i en gammel tradition, der har formet tidligere generationer, forsøger politi og politikere i Nuuk nu at forny den gamle våbenlov fra 1992.

Tal der er svære at se bort fra

Grønlands regering, Naalakkersuisut, har fremlagt et lovforslag (pkt. 31), som indeholder tre centrale ændringer til den nuværende våbenlov.

For det første foreslås det, at det fremover kun bliver tilladt at købe, eje og anvende skydevåben fra man er fyldt 15 år. 

Det andet led er, at unge i alderen 12 til 15 år fortsat kan gå på jagt, men nu kun under ledsagerordning. Her vil en voksen få ansvaret for de unges sikkerhed - en ordning, der kan sammenlignes med ledsaget kørsel for 17-årige ved kørekort i Danmark. 

Den tredje del er, at der skal være et krav om, at våben og ammunition skal opbevares forsvarligt og adskilt. 

Forslaget til stramningen kommer på baggrund af en tiltagende række af ulykker forårsaget af skydevåben.

..

I lovforslaget oplister Naalakkersuisut tragiske hændelser med skydevåben, der har fundet sted mellem 2014 og 2025.

Her nævnes 12 selvmord, et enkelt manddrab og 11 drabsforsøg. 

Over rapporterede hændelser står vådeskudsulykker dog højest på listen med 20 tilfælde, hvoraf fire personer er afgået ved døden. 

I forslaget understreger Naalakkersuisut, at stramningen ikke er et opgør med traditionerne:

“Disse tragiske og traumatiserende hændelser handler ikke om vores jagt- eller fangstkultur.” 

Den grønlandske regering medgiver dog, at en opstramning af reglerne er nødvendig for at øge sikkerheden. 

Tallene har fået politikerne på banen. Men virkeligheden i store dele af Grønland er så tæt vævet sammen med natur og tradition, at den er svær at indfange i en lovtekst.

Våbnene er ikke kun et sikkerhedsproblem, de er et vilkår for grønlændernes liv. 

Vokse op med våben

Dette kan William Kriegel, formand for deltidsfangerorganisationen i Grønland og medlem af rådet for fangst, nikke genkendende til. 

William Kriegel var selv 12 år, da han fik sin første riffel og har båret jagten med sig siden barndommen. 

Han beskriver, hvordan jagt er forankret i grønlændernes DNA. 

I det østlige Grønland tog han ofte afsted på hundeslædeture med sin riffel. Nogle gange helt alene og andre gange med jævnaldrende vnner. Her fik de påbud fra forældrene om, at de skulle bære skydevåben for at kunne forsvare sig selv. Han fortæller: “Hvis en gruppe drenge kører afsted på hundeslæde og forlader byen - måske flere timer væk - så er det betryggende, de har våben til at kunne skræmme en isbjørn væk, hvis den er en trussel på deres vej.” 

Når William Kriegel tænker tilbage på dengang, undrer han sig dog over, hvordan der ikke er sket ulykker. Selvom han havde lært at håndtere og respektere et skydevåben, var der kun begrænset opsyn med de unge drenge. 

“Vi var store drenge, da vi fik vores første skydevåben, og det er et under, der ikke er sket noget alvorligt, for vi brugte vores våben næsten som legetøj i naturen. 

Det betyder alt, men er nødvendigt 

William Kriegel peger på, at der findes mange forskellige holdninger til emnet, og at geografi spiller en afgørende rolle. I byerne er grønlænderne mere for en stramning, men når man bevæger sig ud i de små bygder, hvor livet foregår i tættere sammenspil med naturen, rykker holdningen sig.

Her lyder det oftere: “Det skal politikerne ikke blande sig i – det er op til familierne at styre det selv.” 

Selvom jagt og fangst ifølge William Kriegel betyder alt for grønlænderne, oplever han, at den overordnede stemning på landsplan peger i retning af, at en stramning anses som livsnødvendig. 

Tidligere har Grønlands Politi også peget på behovet for en strammere våbenlovgivning. Over for det grønlandske medie KNR har politiet udtalt, at skærpede regler kan være med til at forebygge vådeskudsulykker og selvmord.

De har oplevet et tilbagevendende problem, hvor især børn kommer alvorligt til skade eller dør i ulykker, hvor de har fået fat på våben. Politiet har derfor opfordret til et krav om at opbevare skydevåben og ammunition hver for sig. 

Opdragelse over lovgivning 

Ole Lyberth og hans kammerater har ad flere omgange drøftet, hvordan man kan forebygge vådeskudsulykker uden samtidig at give afkald på deres kultur.

Ole mener ikke, at de foreslåede stramninger vil få afgørende betydning for selve jagten. 

“Mange af os tænker at stramningen er velkommen. Den lov, som de gerne vil lave, lever vi allerede efter.” 

For ham og mange andre jægere er ansvarlig omgang med våben ikke noget, der kommer med nye regler. Det er noget, man lærer fra barnsben. 

En hårfin balance 

Det er ikke kun Ole Lyberth, der sammen med sine bekendte har diskuteret emnet og stået overfor den vægtskål, hvor hensynet til sikkerhed og kultur skal balanceres. 

Også i Naalakkersuisut drøftes denne balance. 

Lovforslaget har været til første behandling og afventer nu betænkning, før det skal til anden og sidste behandling. Der er ingen garanti for, at det vedtages i den nuværende form. 

Thomas Rassing, jurist i Departementet for Fiskeri, Fangst, Landbrug og Selvforsyning, som har arbejdet med lovforslaget, udtaler:

“Våben er kernen i fangerkulturen heroppe, og politikerne er meget bevidste om, at loven ikke må blive for dansk. Vi ønsker mere sikkerhed, men vi kan ikke bare kopiere danske standarder, som for eksempel krav om godkendte våbenskabe.” 

Ved første behandling oplevede Thomas Rassing en del polemik, især om alderskravet. Flere partier pegede på, at hvis unge ikke må have adgang til våben, hvordan skal de så lære at bruge dem? 

“Der er en generel opbakning, især når der sker ulykker. Men i hverdagen handler det også om, at folk gerne vil bevare den frihed, de har. Det afhænger meget af konteksten,” siger han og tilføjer: 

“Der er ikke et område i grønlandsk politik, der er mere kulturelt end dette.” 

Politikerne er derfor opmærksomme på, at loven ikke skal udvikle sig til en snebold, der ruller og fører til endnu strammere regler. Samtidig er den gældende lov 34 år gammel - så hvis snebolden begynder at rulle, ser Thomas Rassing, det ske langsomt. 

Den første moskusokse 

Langsomt gik det også, da Ole Lyberth skulle fragte det 350 kilogram tunge dyr tilbage til bygden.

Efter to timers omhyggelig partering af oksen, spænder Ole og hans søn udskæringerne fast om deres kroppe og begynder turen hjem. 

Ved midnat vender far og søn udmattede tilbage til teltlejren. 

Ole råber stolt: “Jakob har fanget sin egen moskusokse”. 

Stoltheden er urokkelig, og selv hvis loven i fremtiden skulle strammes, så vil jagten fortsætte.

I lejren er begejstringen ikke helt den samme.

Oles kone svarer tørt: “Hvad er det for en tid at komme hjem på!?”