20 minutter ændrede Kims liv

Veteranen Kim Andersen sveder som et svin inde i sin bil. Han kigger op på politibetjenten ved grænseovergangen i Sønderjylland og svarer og nikker, som om han forstår. I virkeligheden er han til stede uden helt at være der – som sad han i en osteklokke. Lyden af grænseovergangens dieselmotorer har sendt ham tilbage til ubehagelige oplevelser i Kosovo som fredsbevarende soldat.

”De kørte konstant i lejren i Kosovo”, fortæller Kim.

Det var her ved grænseovergangen, at det for alvor gik op for ham, at han havde PTSD, og at hans liv var forandret for altid.

I dag sidder han i en lejlighed i Haderslev ved et stuebord, der er halvt fyldt med julegaver, og fortæller om sin udsendelse i begyndelsen af 90’erne til Mitrovica i Kosovo. Her skulle danske soldater forhindre etniske albanere og serbere i at slå hinanden ihjel.

I dag ved Kim præcis, hvad det var for en episode, der udløste den PTSD, der fik ham til at svede tran i grænseovergangen mange år senere.

”Vi skal forhindre 5.000 rasende serbere i at trænge ind i den albanske del af Mitrovica. De vil have hævn for nogle drab, som kosovoalbanere har begået på etniske serbere, og i det forløb bliver 10 af vores soldater væk. Dem bliver jeg og en gruppe sendt ud for at finde”, fortæller han.

Kim og gruppen bevæger sig gennem en rasende folkemængde, der truer og spytter efter dem.

”Turen tog måske 15-20 minutter, men det føltes som flere timer, fordi vi under hele gåturen var i livsfare”, siger Kim og nævner også, hvordan han bankede geværkolben i hovedet på en serber, så serberen formodentlig mistede alle sine tænder.

Da de når frem til de 10 forsvundne soldater, er det i sidste øjeblik.
”De er ganske enkelt ved at blive banket ihjel”, husker han.

Det var først senere, Kim forstod, at oplevelser med at være i livsfare kan sætte sig varigt, og at mennesker, der har været udsat for livsfare eller overgreb over længere tid, kan udvikle svær PTSD.

Kim selv troede først, at han var sluppet med en let omgang PTSD. Da han kom hjem fra Kosovo, fik han nogle få behandlinger hos en psykolog.
”De hjalp, så jeg tænkte, at det var det”, fortæller han.

Ubevidst begravede han dog symptomerne på, at hans PTSD langt fra var færdigbehandlet. For eksempel begyndte han at sige nej til at deltage i familiefesterne.

”Allerede når jeg fik en invitation, så gennemanalyserede jeg hele festen. Først skete det og det, og så kom fulde Peter og ville snakke om det og det. Så allerede inden festen var begyndt, var jeg helt udmattet. Jeg overanalyserede alt.”

I stedet kastede Kim sig over arbejde. Masser af arbejde. Blandt andet som streetworker.

”Men så kom corona, og så kunne jeg ikke begrave mig i arbejdet længere. Pludselig var jeg alene med alle mine tanker, der konstant kværnede løs i knolden på mig.”

Kulminationen kom så i grænseovergangen.

I dag lever Kim med sin PTSD og deler sine erfaringer via sit job som veterankoordinator. ”Jeg kommer aldrig igen til at blive den unge festglade Kim, der arbejdede i Jysk Sengetøjslager, og som havde masser af venner”, siger Kim.

Han overtænker også stadig alt for meget.
”Hvis vi har aftalt at bo i en hytte, så skal du ikke pludselig spørge, om vi skal tage på hotel i stedet”, siger han med et smil.

”Men jeg har lært at leve med PTSD”, fortæller han og peger på julegaverne på spisebordet. De er alle pakket ind, selvom det kun lige er blevet december.
”Så skal jeg ikke længere tænke på det”, griner han.