På kanten af EU
Albanien er rykket tættere på EU end nogensinde før, men under overfladen ulmer stadig mistillid, korruption og politiske spændinger
På kortet over EU er der et hul. Mellem Grækenland, Bulgarien, Rumænien, Ungarn, Kroatien og Adriaterhavet ligger Vestbalkan. Og midt i regionen ligger Albanien. Et land, der i årtier var isoleret fra resten af Europa under et kommunistisk diktatur.
I dag forsøger Albanien at bevæge sig i modsatte retning. Mod Bruxelles. Mod EU. Mod resten af Europa.
Landet er ved at renovere sig selv for at passe ind i det europæiske nabolag. Reformerne ruller, facaden bliver pudset op og EU sender nye lektier afsted.
Men under overfladen knirker fundamentet stadig. Protester fylder gaderne i Tirana, korruption præger fortsat systemet, og mange albanere venter stadig på, at de kan mærke forandringerne.
I På kanten af EU undersøger vi Albaniens demokratiske udvikling på vejen til EU-medlemskab.
Medvirkende: Blerjana Bino, direktør ved Center for Science and Innovation for Development i Tirana. Alice Taylor, journalist, der dækker Albanien. Lara Rox-Laursen, holder sabbatår. Erjon Bataj, leder af internationale relationer i Albania Becomes Movements. Andreas Schieder, medlem af Europa-Parlamentet for SPÖ og sidder i udenrigsudvalget.
Indhentet materiale fra EU News Room og lyd licenseret under Creative Commons.