Fra plejer til plejer: Et øjeblik i moderløse killingers første uger

Alt aktivitet i rummet afbrydes et øjeblik, da to kvindlige plejere, iført sort tøj,
træder ind gennem glasdøren til dyrehuset.

Den ene trykker en finger mod tungen og bladrer koncentreret igennem en stak papirer med fodringstider og afføringslogs.

Den anden løfter med en hånd om håndtaget og en hånd på siden, en neongrøn transportkasse op på et arbejdsbord, der strækker sig langs væggen.

Et nyt sæt moderløse flaskekillinger er leveret fra det hjem de har tilbragt natten i.

Dyrehuset

Vi befinder os i dyrehuset hos Dyrenes Beskyttelse i Århus. En bygning, separat fra butik og adoptionshuse, hvor der normalt kun er adgang for personale og frivillige, og hvor katte, der ikke er klar til adoption, bliver passet.

I den neongrønne kasse ligger syv lodne væsner med sort pels, der endnu ikke har åbnet øjnene og vipper usikkert, når de forsøger at løfte hovedet.

Plejeren trækker vejret helt ned i maven og slipper det ud igen i et tungt suk, før hun gør status på den situation, de netop har sat fra sig på bordet.

”De fleste af dem virker fine, men den mindste er godt nok blevet noget slatten siden i går,” siger hun med et snært af usikkerhed dansende på stemmebåndet.

Dyrehuset består af en aflang, hvid gang, hvor en steril, hospitalslignende lugt af
rengøringsmidler blander sig med en jordforbundet dunst af foder og kattebakker.

Bag adskillige døre langs gangen er rum med bure fra gulv til loft. Når man åbner dørene,
lyder et orkester af miaven og kurren fra katte og killinger.

Konstant opsyn

De syv killinger i den neongrønne kasse er langt fra de eneste, der har haft brug for Dyrenes Beskyttelse i Århus. Fra 1. maj til 31. august er 863 katte blevet indleveret. Det er det største antal nogensinde for et enkelt af deres internatter.

Mange af disse katte er moderløse flaskekillinger. 

Killingerne skal have en fast plejefamilie, men flaskekillinger, kræver konstant opsyn og fodring døgnet rundt. Det er derfor også behov for plejere, som kan træde til med det samme og tage killingerne med hjem i deres første tid i Dyrenes Beskyttelses varetægt.

Den akutte plejer tager imod et kuld killinger, fodrer dem hver tredje time og holder øje med, om de spiser, har afføring og ændrer adfærd. Når killingerne har brug for et sundhedstjek, kommer de tilbage til Dyrehuset. Her kan plejerne aflevere kuldet og tage et nyt med hjem, hvis der er brug for det.

Den mindste spiser ikke normalt

Blandt et virvar af henkastede håndklæder, tæpper og papirer sidder dyrepasser Mathilde Bangsgaard allerede i fuld gang med at tage sig af nyankomne unger.

Ved hendes side står en grå transportkasse, som et kor af hvinende killingepludren strømmer ud fra.

I venstre hånd har hun blidt fat i nakkeskindet på en grå og hvid killing, og i højre har hun
en sprøjte med mælkeerstatning.

Killingen slubrer skiftevis søvnigt og ivrigt mælken i sig, mens Mathilde Bangsgaard snakker til de små med en kærlig og opmuntrende stemme.

Samtidig kaster hun opmærksomme blikke over på de nyankomne i den neongrønne transportkasse.

”De har alle sammen spist nogenlunde normalt i nat, altså hver tredje time. Undtagen den mindste af dem," fortæller plejeren.

I mens har en anden dyrepasser, netop har trukket en stol over til arbejdsbordet.

Hun åbner tremmedøren og løfter en sort killing ad gangen ud af transportkassen og undersøger deres små ansiger med et smil.

På et tidspunkt får hun fat i en meget lille, mager killing med et slattent hængende hoved.

Dyrepasseren studerer i stilhed killingen fra alle sider med rynkede bryn.

Hun følger dens vage bevægelser med øjnene og holder den i hænderne længere, end hun gjorde ved de andre killinger.

Et nyt kuld kommer med hjem 

Mens Mathilde Bangsgaard færdiggør fodringen af den grå og hvide killing, er hendes øjne også limet til det lille dyr der hviler på i hendes kollegas håndflade. Hun rejser sig og går over til de sortklædte plejere.

"Ja, det er jo desværre den barske virkelighed i det."

Siger hun, og plejerne erklærer sig enige.

"Skal I have nogle flere med hjem i dag?"

Spørger Mathilde og placerer en hånd på den grå transportkasse for at lede
opmærksomheden over mod de killinger, hun netop har fodret.

Familieplejerne udveksler blikke. En siger noget lavmælt, en anden nikker. Efter et minuts snak er de enige.

Den ene plejer får en frisk stak papirer i hånden med fodringsskema og
afføringslog.

Den anden griber fat om håndtaget på den grå transportkasse. De følger efter hinanden ud og kort efter lukker døren til dyrehuset bag dem.

Nu handler det om de nyankomne killingers sundhed og om at finde et sted, de kan være i nat.