Overfarten var købt og betalt af Nordic Sealines. Firmaet har ikke haft indflydelse på artiklens indhold.

Der er stille på havnen, naboen Molslinjen har endnu ikke lagt til.

Vi går mod check in lokalet, og krydser parkeringspladsen, hvor dagens første passagerer har efterladt deres blankpolerede Porscher, Mercerer og BMW'er.

Det virker nærmest prekært, når man kommer kørende på den vindblæste brutalistiske industriø i Aarhus, at det er herfra, at nogle af Danmarks mest travle erhvervsfolk pendulerer.

Her lugter svagt af grillpølser fra lastbilernes tankstation, og hvis man fortsætter udad den uendelige industrilandevej, ender man på færgen. Men ikke i dag, i dag er det Europas eneste kommercielle vandflyver, der skal fragte passagerne over Kattegat. 

Ventetid

Vandflyver rimer ikke på effektivitet, men det burde det måske. På en bænk med udsigt over havnen, sidder advokat Jesper Avnborg Lentz med en solstribe i ansigtet, bøjet hen over sin iPhone, og venter.

Det gør han flere gange om ugen. Han er bosat i København, men har lige været til dagens første møde med en kunde i Aarhus.

Han fortæller, "jeg har meget svært ved at nå tingene i hverdagen. Nogle gange kunne jeg være heldig at have nogle teamsmøder på molslinjen, men ellers sad jeg bare og spildte tiden." Jesper er klassisk klædt, i matchende mørkeblåt jakkesæt, nystrøget off white skjorte, og pæne lædersko.

Og selvom det er markant dyrere at flyve, mener Jesper alligevel at det er pengene værd: "Det lyder jo som mange penge, men det er ikke en bekymring for os. Vi synes, at det er det værd, set i forhold til den værdiskabelse, det har for os."

Han læner sig tilbage på bænken, lader solen ramme hans pande, sukker og fortsætter, "det der med at flyve til Tirstrup, eller Aarhus Lufthavn som de kalder den i dag, det er helt uanvendigt, fordi det er så langt væk. Vi advokater er jo mega pressede på tid altid. Det er derfor, at vi som branche formentlig er den største kunde."

Jespers telefon brummer, han rejser sig fra bænken og retter på jakken, "undskyld, jeg bliver lige nødt til at tage den her".

Kaptajnen i vandflyveren skal have minimum 3.500 timer for flyve i venstre side. foto: Celia Bak-Thomsen

En Lamborghini på vinger

"Det er ligesom at tage sin gamle Lamborghini ud af saltvand hver eneste dag."

Vi har trukket os tilbage på havnen, Gösta Jørgensens stemme runger i den store hangar på havnen i Aarhus. Han kigger rundt i det kolossale rum, som mest af alt ligner en tom fabrikshal, med hvidt epoxygulv, sorte vægge, og smalle aflange vinduer.

Morgensolen står ind, og kaster lange skygger på det blanke gulv. Hans blik følger loftets buer i den høje hal, "der er to flyvaskere på, og de tager tre timer hver dag. Så har vi mekanikerne på, og de arbejder et sted mellem tre og seks timer hver eneste aften på flyet," fortæller Gösta som er salgs- og marketing manager ved Nordic Seaplanes.

Flyet har tolv siddepladser, men det er også rigeligt, for for en retur med vandflyveren ligger man gerne over 4000 kroner.

Gösta griner og siger, "folk plejer at kalde os advokatespressen, det passer jo nok meget godt", og træder ud på den åbne plads foran hangaren.

Overfart

I det fjerne begynder den rungende lyd at nærme sig. En motorsusen, blandet med lyden fra en vaskemaskine. Den hvide spidse snude kommer til syne, og propelflyet lander som en svane i en sø, glider elegant ind i havnen og ligger til ved en træbro.

Et hvidt propelfly, med påmalede røde bølger, som ligner noget, taget ud af en tresserdrøm.

Piloterne stiger ud. Scenen ligner en dansk udgave af catch me if you can, solen glinser i de klassiske rayban solbriller, og glitrer i vandskvulpende som flyet har efterladt. Larmen er overdøvende, mens motoren langsomt decelererer.  

Piloterne smider deres sorte jakker med de tre guldstriber på skuldrene, og byder os velkommen om bord i kortærmede hvide skjorter. En kvinde er stadig midt i et telefonmøde på fransk, da hun tager de fire trin op i et rask tempo, og husker at dukke hovedet så hun ikke støder på propelflyets lave loft. Hun ligner en, der har prøvet det før. 

Man kan næsten ikke undlade at nynne melodien til Wouldn't it be nice af The Beach Boys, når man betragter flyet som er elegant på en måde, der hører en anden tid til.

Morgens pilot, den hollandske Peter Bos, som desværre kun staves med et enkelt s, fortæller at det hovedsageligt er businessrejsende der flyver med. Han siger, at det er fordi, "vandflyveren er den eneste behagelige måde man kan rejse frem og tilbage til København på en dag".

Afgangens fem passagerer spænder sikkerhedsselerne og langsomt begynder de zebrastribede propeller at dreje på sig, mens Twin Otter bevæger sig længere ud i vandet.

Larmen er ekstrem, men passagerne har stadig mulighed for at fortsætte deres telefoniske businessmøder, for hvert sæde er udstationeret med et par BOSE-høretelefoner. De sidder alene, hver for sig, fortsætter arbejdet, hvor boardingen afbrød. En enkelt filmer højkants videoer gennem hendes kabinerude.

Vi letter, Kattegat er mørkeblåt og spejlblankt, og i få minutter kan man ikke ane land for bare hav. Molslinjen ligger i havn, da vi nærmer os Odden, et rødmalet DSB-tog er på vej mod Holbæk, og på marken triller en traktor rundt.

Da flyet kommer inden for Københavns kommunale grænser, daler vi længere ned, og pludselig kan man genkende byens tre ikoniske søer, Panum Instituttet, botanisk have, marmorkirken lidt længere fremme, og Amalienborgs slotsplads, der pludselig virker unødigt stor.

Flyet smyger sig ind i havnen, og sejler kortvarigt om kap med den lidt klodsede gule havnebus, inden den ligger til, midt i byen.

Der går ikke mange minutter fra flyet igen rører vandets overflade, til dagens passagerer alle er forsvundet ud i store biler, som myrer på vej ud af tuen til dagens arbejde.

Tilbage står blot piloterne, som gør klar til endnu en overflyvning, for flere folk som hellere vil bruge over 2000 kroner end spilde tre eller fire timer i offentlig transport.

Time is money, er det ikke sådan, man siger?