Mellem messe og masse: Kan Caminoen overleve sin egen succes?

Solen er knap stået op, da 54-årige australiske Ray Carnes tager de første skridt ud af byen Porto. Foran ham ligger 274 kilometer langs Portugals kyst og videre mod Santiago de Compostela. Han har aldrig gået Caminoen før. Egentlig ved han ikke præcis, hvad han leder efter. Kun at han føler sig draget af den pilgrimsrute, som millioner af mennesker har fulgt gennem århundreder. 

Mere end 700 kilometer væk snører 65-årige amerikanske Susan Peacock sine vandrestøvler i den franske by Saint-Jean-Pied-de-Port. For hende er det ikke første gang. Det er den fjortende. Hun har gået Caminoen 13 gange over et årti og set ruten forandre sig. Set flere mennesker finde vej til den gamle pilgrimsfærd. Og set debatten vokse om, hvad udviklingen betyder for Caminoens fremtid. 

De går mod det samme mål, men ikke med den samme erfaring. 

En pilgrimsrute i forandring 

For nogle er udviklingen et tegn på, at Caminoen formår at tilpasse sig en ny tid. For andre er den voksende andel af ikke-religiøse pilgrimme et tegn på, at rutens oprindelige identitet er under forandring. 

Spørgsmålet følger Ray og Susan gennem deres rejse mod Santiago. 

Jakob den Ældre

Jakob den Ældre, kaldt James the Great på engelsk, var en af Jesus' nærmeste disciple. Ifølge traditionen missionerede han i Spanien. Efter sin henrettelse i Jerusalem i år 42 e.v.t. blev hans legeme ifølge overleveringen ført til Spanien af hans disciple. Han var den første af apostlene, der led martyrdøden. Han er kendt som Spaniens og pilgrimmenes skytshelgen.

Foto og kilde: Dioces of Leeds

I århundreder har mennesker vandret ad de samme stier gennem landsbyer, vinmarker og bjerglandskaber. I middelalderen drog pilgrimme afsted med håbet om tilgivelse, frelse eller et mirakel. Rejsen mod Santiago de Compostela var ikke bare en fysisk udfordring, men en religiøs handling. Målet var gravstedet for apostlen Jakob den Ældre, som angiveligt ligger begravet i byens katedral.  

Undervejs sov pilgrimmene i klostre og herberger, bad i kirker og fulgte muslingeskallens symbol mod deres destination. Hvert skridt var en del af en åndelig rejse. 

I dag ser virkeligheden anderledes ud. 

De slidte sandaler er blevet erstattet af tekniske vandrestøvler. Langs ruten ligger caféer, bagagetransportfirmaer og souvenirbutikker side om side med kirker og herberger. Stadig mange går Caminoen af religiøse årsager, men de får i stigende grad selskab af mennesker, der søger noget helt andet: ro, refleksion, fællesskab, motion eller blot oplevelsen af at gennemføre en af verdens mest berømte vandreruter.

I 2015 blev der registreret 262 tusinde pilgrimme. Ti år senere i 2025 var tallet mere end fordoblet til en ny rekord på 530 tusinde pilgrimme. 

Ruten der kalder på mange  

"Turen er en protest mod Netflix, bankrådgiverens lort, kravene om evig efteruddannelse, driften mod mere og større, og et suk efter noget der ikke ødelægger, forurener og splitter". 

Sådan beskriver Mikael Rothstein, der er religionshistoriker ved Syddansk Universitet, den tiltrækningskraft, Caminoen har fået blandt moderne mennesker. 

For mange fungerer ruten som et afbræk fra en hverdag præget af tempo, præstation og konstante krav. Her erstattes notifikationer, møder og deadlines af lange vandredage, enkle rutiner og tid til refleksion. 

For Ray Carnes begyndte rejsen med en nysgerrighed. For Susan Peacock er Caminoen blevet en tilbagevendende del af livet. Han er ateist, og hun er protestant. 

Psykolog Anna Sørensen Rask har undersøgt danskernes motivation for at gå Caminoen og vurderer, at resultaterne også afspejler bredere internationale tendenser. 

Her beskriver hele 74 procent rejsen som en indre proces, der skal føre til forandringer i deres liv. Kun seks procent angiver åndelig søgen som deres primære motivation. 

Tallene peger på en central udvikling: Troen er ikke nødvendigvis forsvundet, men for mange har den ændret form.

Efter pandemien blev stierne fyldt

Caminoens popularitet var stigende længe før coronapandemien. Men efter nedlukningerne tog udviklingen for alvor fart. 

Selvom der ikke findes forskning, der direkte dokumenterer en sammenhæng mellem pandemien og den markante vækst på Caminoen, er flere af de mekanismer, der prægede perioden, værd at hæfte sig ved. 

Mens store dele af verden lukkede ned, blev naturen et fristed. Vandring oplevede en markant fremgang mange steder, og for mennesker, der havde tilbragt måneder foran skærme og inden for hjemmets fire vægge, blev lange ture i det fri forbundet med frihed. 

Caminoen forener flere af de ting, mange savnede under pandemien: bevægelse, fællesskab, nærvær og følelsen af at være på vej mod noget. 

Samtidig peger forskning på, at nedlukningerne skabte et øget behov for både mening og sociale fællesskaber. En forskningsartikel fra 2024 i Religionsvidenskabeligt Tidsskrift beskriver, hvordan mange religiøse fællesskaber blev udfordret af nedlukningerne. Digitale løsninger gjorde det muligt at holde kontakten, men kunne sjældent erstatte det nærvær, der opstår, når mennesker mødes fysisk. 

Internationale studier har samtidig dokumenteret, hvordan angst, ensomhed og mentale belastninger steg markant under pandemien. 

Caminoen gav mulighed for at genopdage fællesskabet, bearbejde en usikker tid og finde et pusterum efter en periode, hvor alt stod stille. Set i det lys er det ikke svært at forstå Caminoens tiltrækningskraft. 

Jagten på noget større 

Om pilgrimmene kalder det Gud, spiritualitet eller bare ro i hovedet, varierer fra person til person. Men ønsket om at finde mening går igen. 

Ikke nødvendigvis i religiøs forstand, men som en søgen efter noget, der rækker ud over dagens mails, regninger og to-do-lister.  

De ømme fødder og de mange kilometer bliver ikke blot transport fra A til B. De bliver en del af oplevelsen. 

Ifølge Mikael Rothstein opstår der undervejs en særlig form for fællesskab. 

"Vandringen er en form for communitas-ritual, hvor man bliver et med de andre som går - en bevægelse mod noget almenmenneskeligt, noget biologisk forankret, hvor det temporale og det spatiale bringes i harmoni. Religion er her en anledning og et redskab, en mulighed. Ikke målet i sig selv". 

Folk udnytter en mulighed, som religionen stiller til rådighed, for at opnå noget, som i sig selv kunne være proklameret som en lang gåtur, en vandring med pauser, en etape-march eller noget andet. Man udnytter en religiøs institution som ressource. De, som er kristne og går turen af religiøse grunde, tænker det anderledes, det er klart, men spørgsmålet er, om ikke alle får det same ud af turen.   

Langs ruten mødes mennesker, der under normale omstændigheder aldrig ville have krydset hinandens veje. De deler sovesale, middagsborde, historier og kilometer. For mange bliver fællesskabet mindst lige så vigtigt som destinationen. 

For andre spiller troen fortsat en central rolle. 

Brian Arly Jacobsen, religionssociolog ved Københavns Universitet, peger på, at Caminoen tilbyder en form for "lavtærskel-religion", hvor det at gå, reflektere og møde andre bliver vigtigere end dogmer og faste ritualer. 

Caminoen afspejler en udvikling, der ses mange steder i verden. Selvom samfund bliver mere sekulariserede og religion mere individualiseret, forsvinder behovet for mening og åndelighed ikke. I stedet søger mange det uden for de traditionelle religiøse institutioner. 

Susan Peacock er et eksempel på netop den udvikling. Som protestant bruger hun fortsat Caminoen som en religiøs rejse. Hun besøger katolske kirker og bruger dem til bøn og refleksion, men deltager ikke i katolske ceremonier af respekt for den katolske tro. 

Livets omveje fører ofte til Caminoen 

Når pilgrimspræst Elisabeth Knox taler med mennesker, der skal gå eller har gået Caminoen, hører hun ofte de samme historier. 

Historier om tab. Om håb. Om forandringer. Om mennesker, der står ved en skillevej i livet. 

For mange bliver Caminoen et sted, hvor beslutninger får lov til at modne i takt med kilometerne. Et sted, hvor man kan tænke uden at blive afbrudt. 

Måske er det derfor, så mange beskriver Caminoen som en rejse, der fortsætter længe efter, at de er kommet hjem. 

Historierne ender på huden 

I Santiago de Compostela ligger tatoveringsstudiet Ethan Clay Tattoo. 

Det er én ud af de tre studier, som tatovøren Ethan Clay har i byen. De to andre er kommet til de sidste par år for at imødekomme den store tilvækst af kunder. For næsten alle kunderne har én ting til fælles. 

De er lige ankommet fra pilgrimsruten. 

Efter dage, uger eller måneder på pilgrimsruten ønsker de at tage noget af oplevelsen med sig hjem. Permanent. 

Tatovøren Ethan Clay har specialiseret sig i Camino-tatoveringer, og han beskriver at, omkring ni ud af ti kunder kommer netop på grund af pilgrimsruten. 

Fra stolen foran ham hører han historier hver eneste dag. 

"Mange kommer til mit tatovørstudie efter at have oplevet Camino de Santiago som en livsforandrende rejse. Nogle fejrer et løfte, de har opfyldt, andre markerer afslutningen på et kapitel i deres liv, og mange ønsker simpelthen at forevige en historie, der har sat varige spor i dem. Jeg har tatoveret alt fra unge mennesker på deres første Camino til ældre, som har drømt om at opleve den i årevis". 

For Ethan Clay er mønsteret tydeligt. De færreste kommer for at markere en ferie. De kommer for at markere en oplevelse, der har sat spor. 

Som sendt fra himlen eller helvede 

Kilometer efter kilometer nærmer Ray Carnes og Susan Peacock sig Santiago de Compostela. 

Det kan mærkes i benene. Men undervejs har de også samlet noget andet op. Historier, bekendtskaber og samtaler med mennesker fra hele verden. 

For de fleste troende er det ikke et problem, at ikke-religiøse vælger at gå Caminoen. Bekymringen opstår først, når balancen forskydes. Når stadig flere vandrere kommer af andre grunde end de religiøse, ændres også efterspørgslen langs ruten.

Investeringer flyttes mod caféer, oplevelser og praktiske services, mens kirkerum, messer og steder til stilhed risikerer at fylde mindre. Mindre af det, der forbindes med den oprindelige pilgrimsoplevelse. Over tid kan det trække Caminoen i retning af en mere sekulær vandrerute, hvor den åndelige dimension får mindre plads.  

Samtidig har udviklingen haft tydelige fordele. Pilgrimsvandringer har altid været en vigtig indtægtskilde for den katolske kirke, og det kommercielle element har derfor aldrig været fraværende. Men i takt med den markante vækst er infrastrukturen blevet forbedret, overnatningsmulighederne udvidet, og ruten blevet mere tilgængelig for et bredere publikum.

For Susan Peacock fortæller, at det også er værd at huske, at mange lokale virksomheder er afhængige af pilgrimmene. Flere besøgende betyder flere arbejdspladser og større økonomisk aktivitet i de små byer langs ruten.  

Spørgsmålet er derfor ikke blot, om udviklingen er god eller dårlig, men hvad den gør ved Caminoens identitet. 

For Susan Peacock er problemet ikke, at flere mennesker går Caminoen. Tværtimod. Efter fjorten pilgrimsvandringer glæder hun sig stadig over at møde nye mennesker på stierne mod Santiago. 

Men hun har også set noget forandre sig. Nemlig i måden nogle mennesker møder Caminoen på. 

Hun oplever flere grupper, der ankommer i store turistbusser til de mest kendte seværdigheder og fortsætter videre uden interesse for den historie, kultur eller tradition, der har formet pilgrimsruten gennem århundreder. 

På toppen af en bakke på den franske rute står et enkelt jernkors omgivet af tusindvis af sten. Generationer af pilgrimme har lagt dem der som symbol på sorg, skyld, håb eller mennesker, de har mistet. 

For mange er det et af de mest følelsesladede øjeblikke på hele Caminoen. 

Men Susan Peacock husker særligt én oplevelse. 

"En gang, da jeg kom dertil, læssede to busser en masse turister af. De var glade, grinede og poserede for billeder foran korset, mens andre havde vandret i ugevis for at nå frem til det sted for at lægge deres byrder. Hvorfor har de ikke fået at vide af deres guider, at dette er et sted for respekt? Det er det samme, når en stor gruppe løber op til alteret i kirkerne, løber rundt og tager billeder, mens de lokale beder." 

Der findes ingen religiøse krav fra Oficina de Acogida del Peregrino i Santiago de Compostela for at modtage det officielle Camino-certifikat. Man behøver hverken være katolik eller religiøs for at overnatte på pilgrimsherbergerne, og sådan har det altid været. Ikke-religiøse vandrere har med andre ord aldrig været udelukket fra pilgrimsruten.  

Caminoens autenticitet er under pres 

Ifølge psykolog Anna Sørensen Rask peger meget på, at den voksende popularitet har ændret oplevelsen af Caminoen. 

"Caminoen bliver mere og mere kommercialiseret og mister noget af den autenticitet, som mange længes efter. Mit eget indtryk er, at mange af dem, der har gået Caminoen flere gange, beskriver at være blevet skuffede i de senere år". 

Laura Feenstra fra Holland, som har gået Caminoen flere gange som katolik, mærker også udviklingen. 

"Jeg brød mig ikke om de kommercielle aspekter og følte ofte, at den religiøse dimension manglede. Jeg kunne heller ikke lide, at mange kirker var lukkede eller krævede entré". 

Hendes oplevelse afspejler en debat, der fylder mere og mere blandt pilgrimme. Ikke fordi alle ønsker en mere religiøs Camino. Men fordi mange frygter, at væksten sker på bekostning af noget af det, der gjorde oplevelsen særlig. 

I Facebook-gruppen Camino Portuguese diskuteres den kraftige vækst i antallet af pilgrimme livligt. Flere beskriver, hvordan den religiøse kerne efter deres opfattelse langsomt udvandes, efterhånden som ruten i højere grad præges af turisme og et bredere publikum.  

Maureen Petersen fra USA ville eksempelvis ikke anbefale medlemmer af sin lokale kirke at gå Caminoen udelukkende for at styrke deres tro.  

”De burde gå i kirke i stedet,” skriver hun.   

Flere i Facebook-gruppen ser den voksende interesse som et tegn på, at Caminoen fortsat har relevans i en moderne verden. Ruten tiltrækker mennesker med vidt forskellige baggrunde, og netop dens evne til at samle troende, spirituelt søgende og ikke-religiøse vandrere bliver af flere fremhævet som dens største styrke.  

"Jeg er meget troende katolik, og jeg mener, at Caminoen er for alle, uanset deres grund til at gå den. Katolikker ejer den ikke,” skriver Marilyn Eisele Sessions fra USA. 

På Camino del Sureste ligger katedralen Catedral de El Salvador y Santa María. Selvom den ikke hører til blandt de mest besøgte katedraler på ruten, har den mærket den voksende interesse tydeligt.  

"Nutidens pilgrimme er langt mere internationale, aldersmæssigt mere mangfoldige, og vi ser en tydelig stigning i antallet af mennesker, der går ruten alene eller søger et afbræk fra den digitale verden," fortæller de.  

Her ser man ikke udviklingen som en trussel mod Caminoens religiøse fundament.  

"Risikoen for sekularisering findes bestemt, men Caminoens rødder er så dybt kristne, at dens liturgiske og åndelige essens består. Stenene i vores katedraler og mindet om helgenerne taler fortsat for sig selv. Vi ser udviklingen som overvejende positiv". 

Religionen forsvinder ikke nødvendigvis 

Den vurdering deles af flere forskere. 

Religionssociolog Brian Arly Jacobsen peger på, at sekularisering ikke nødvendigvis betyder, at religionen forsvinder. Historien viser, at religiøse traditioner ofte overlever ved at tilpasse sig nye tider og nye generationer. 

"Erfaringer fra andre europæiske pilgrimsruter viser, at sekularisering og spiritualisering godt kan eksistere side om side med fortsat religiøs betydning. Derfor er en total udvanding ikke givet på forhånd, men det afhænger af, hvilke aktører der præger udviklingen fremover". 

Mikael Rothstein ser en lignende udvikling. 

Han sammenligner Caminoen med konfirmationen i Danmark. Et ritual med tydelige religiøse rødder, som i dag også rummer sociale, kulturelle og personlige betydninger. 

"Tænk på konfirmationer, som formelt er religiøse ritualer, men reelt snarere er noget, unge mennesker gør for at hygge sig og få absurd mange penge". 

For Rothstein behøver det ikke være et problem. Han vurderer tværtimod, at den brede interesse kan være med til at holde traditionen levende. 

"Religion bliver her en turistfacilitet, men det ændrer ikke på, at det vil understøtte de kristne interesser i foretagendet. Lige her, i dette punkt, har en gammel katolsk tradition vist sig at være en eftertragtet vare for mange mennesker, kristne eller ej". 

Skilleveje

For selv blandt dem, der ser positivt på udviklingen, findes der bekymringer. Antallet af pilgrimme stiger hurtigt, og hvis væksten fortsætter i samme tempo, kan ruten nå et punkt, hvor den ikke længere kan følge med. Overfyldte herberger, flere gebyrer og en stigende oplevelse af kommercialisering kan på sigt få nogle pilgrimme til at søge andre steder hen.  

Paradoksalt nok kan den succes, der har gjort Caminoen mere populær end nogensinde, også risikere at underminere noget af det, der tiltrak folk i første omgang.  

Men for katedralen Catedral de El Salvador y Santa María er løsningen ikke at begrænse adgangen.  

"I stedet for at indføre begrænsninger bør kirken reagere med en stærkere tilstedeværelse: ved at styrke den personlige gæstfrihed, sikre at præster er tilgængelige for skriftemål og samtaler, samt bevare skønheden i de liturgiske fejringer,” fortæller de.  

En lignende tanke findes hos pilgrimspræsten Elisabeth Knox. Hun mener, at kirken bør omfavne udviklingen frem for at modarbejde den. I en tid, hvor institutionel religion fylder mindre i mange menneskers liv, ser hun den voksende interesse for pilgrimsvandringer som et tegn på, at behovet for mening, refleksion og spiritualitet stadig er til stede, bare i nye former.  

“Jeg vil sige, at det er en udvikling, jeg egentlig har håbet på. Vi lever på mange måder i et åndsforladt samfund, hvor man glemmer de dybere dimensioner”. 

Da Ray Carnes og Susan Peacock endelig når Santiago de Compostela, har de tilbagelagt hundredvis af kilometer. 

Gennem regn og sol. Langs kyster, gennem landsbyer og over bjergstier. De har mødt fremmede, som blev venner, og delt måltider med mennesker, de måske aldrig møder igen.  

For Ray er det første gang. For Susan er det den fjortende. 

Nu står de ved det samme mål. 

Måske er det netop derfor, Caminoen fortsat fascinerer mennesker verden over. Ikke fordi alle søger det samme, men fordi ruten giver plads til, at de kan søge noget forskelligt. På hver deres måde. 

Nogle leder efter Gud. Andre leder efter sig selv. Nogle søger fællesskab. Andre stilhed. 

Om den voksende mangfoldighed er sendt fra himlen eller helvede, afhænger derfor af, hvem man spørger. Blandt præster, forskere, pilgrimme og debattører tegner der sig dog en fælles erkendelse: Den stigende popularitet har allerede sat tydelige spor i Caminoens identitet. 

Spørgsmålet er ikke længere, om hvordan ruten har forandret sig. Spørgsmålet er, om Caminoen kan udnytte sin stigende popularitet uden at blive offer for den, og hvordan den fremadrettet kommer til at balancere mellem messe og masse.