70 år sammen: Nu er han alene

“Vi har altid sagt godnat til hinanden, når vi gik i seng,” siger Ejnar med glimt i øjet. 

94-årige Ejnar Madsen snakker om sin hustru, Edith. En kvinde, som han har delt næsten hele sit liv med, og som han har sønnen, Peter, sammen med.

Ejnar har sat sig oven på sin rollator i et lille hjørne med skygge på Frederiksbjerg denne meget solrige forårsdag. Han har en sort kasket med et hvidt Nike-logo på hovedet og sorte solbriller. 

Når han snakker om Edith, ændrer stemningen sig på en måde, der ikke er ubehagelig, men stadig mere alvorlig.

For Edith lever ikke mere.

Hun fik konstateret alzheimers for fem og et halvt år siden – og gik bort i juni 2024. 

“De første 3 år gik det okay. Det sidste år blev det værre, og det sidste halve år var det meget slemt,” fortæller han. “Hun ville løbe hjemmefra flere gange. Hun skulle bare ud.”

“Kan du huske ham der?” 

Sådan har Ejnar flere gange spurgt Edith. Han havde lavet en planche til hende med udtalelser, avisudklip og billeder af menneskerne i deres liv. Men Edith blev ked af det, fordi planchen mindede hende om, at hun havde svært ved at huske.

Ejnars liv har altid kørt med fuld fart på. Han har i 37 år haft sin egen købmand i Brabrand: Ema Kolonial på J.P Larsens Vej 4. Nu er købmanden blevet omdannet til et pizzeria, en café og en herrefrisør.

Ejnar bor i sin lejlighed på Marselisborg Allé i Aarhus C.

Alene. 

For ham starter hver dag klokken syv med morgengymnastik og avis. Han går tur hver dag og laver alle måltid selv. 

“Jeg har gået til et kursus for middagsmad for finere mænd”, griner han.

Men Ejnar føler sig ensom – hver dag.

“Ejnar, tag dig sammen.”

Sådan siger han til sig selv, når ensomheden føles ekstra tung. Og det hjælper.

I ti måneder efter Ediths død følte han sig ikke normal. 

“Jeg følte, jeg var i et sort hul”, forklarer han.

Hans læge fortalte ham, at det var sorg, som med tiden bliver mindre og mindre, men aldrig helt forsvinder. 

Han holder sine pengefingre op foran sig med omtrent 40 centimeters afstand, og skubber dem mod hinanden, så afstanden bliver mindre og mindre ligesom sorgen. 

“70 års ægte kærlighed glemmer man aldrig.”