76 år med stemmeret og et håb for fremtiden

“Det er nok fru Lise,” siger Bendt Sørensen og smiler. 

Han rejser sig fra sin brune læderstol og trisser ud i gangen. Lyden fra den insisterende dørklokke fylder kortvarigt den toværelses lejlighed, og afløses af døren, der åbner. Det er Lise, der er i gang med at lukke sig selv ind. 

Lise er Bendts veninde, som han selv beskriver hende. 

Hun smider en gennemsigtig plastikpose på køkkenbordet. Den slags plastikpose, man kan tage fra en rulle for enden af kassen i supermarkedet. Igennem plastikken kan man ane en pose kartofler og et bundt asparges.

De skal spise sammen i aften. Kylling med grøntsager til. 

“Jeg låner lige din rollator hjemad,” informerer Lise Bendt og griber om håndtagene på rollatoren, der står ude i gangen.

“Det går så hurtigt ned af bakken med den,” klukker hun, mens hun forsvinder ud i opgangen. 

Social ulighed som hjertebarn 

Bendt vinker, smiler og trisser tilbage ind i sin lænestol, som han sænker sig ned i. Læderet knirker. Tingene går ikke så stærkt, når man blev født for 93 år siden. Han læner sig tilbage og smider fødderne op på skamlen foran sig. Hans strømpebeklædte fødder vipper ivrigt frem og tilbage.

Han fortæller, at han synes, det vigtigste tema til folketingsvalget er social ulighed. 

“Der er nogle mennesker, der har det hårdt. Og det synes jeg, at vi skal ændre på,” siger han, mens han nikker.

Han tygger eftertænksomt på det. 

“Jeg kommer selv fra små kår. Det er nok det, der gør det. At man har været der, hvor det virkelig kneb.” 

En opvækst uden mange penge 

Bendt er vokset op i Hornslet lidt udenfor Aarhus som midterbarn i en søskendeflok på syv. Han voksede bogstavelig talt op under trange kår.

Huset, de boede til leje i, var 61 kvadratmeter. Der var ikke meget plads. Familien på ni sov alle i husets eneste soveværelse, og resten af husets kvadratmeter gik til stue og køkken. 

Da Bendt var 11 år gammel, døde hans far. Han var syg og blev kun 45 år. Dengang var det ikke nogen spøg at blive syg, fortæller Bendt med alvor i stemmen. 

“Han led af mavekræft, og det kunne lægerne ikke gøre en pind ved. De kunne heller ikke dæmpe smerterne. Det var skrækkeligt. Det var trist. Der gik mindst et halvt år, inden han døde, hvor han havde det forfærdeligt.” 

Hans mor, der var hjemmegående, måtte straks efter farens død finde arbejde, så hun kunne forsørge familien. Hun hjalp til i køkkenet, når folk holdt gilde, og gjorde rent på stationen i Hornslet. Hun satte mad på bordet hver aften. Men der var ikke mange penge til madbudgettet. 

“Det var mest grød. Kød det var for dyrt,” genkalder Bendt.

På billedejagt 

Han rejser sig endnu en gang fra sin lænestol. Han støtter sig til sofaen, udstøder et sagte “jarhh” og sætter kursen mod spisebordet. Begge Bendts hofter har været brækket, så det er lige med at komme i gang, når man skal op ad stolen.

Over spisebordet hænger to røde lamper. Til venstre for spisebordet står en reol. Bendt bukker sig langsomt ned, trækker skydelågerne til side og roder rundt i billedalbummene, der ligger derinde. Han leder efter billeder fra hans tid som folkeskolelærer.

“Hvor er det irriterende, at jeg ikke kan finde dem,” mumler han. “Så dukker de sikkert op en dag, hvor man ikke skal bruge dem.” 

Fjordsgade Skole i tre årtier 

Bendt var lærer i 33 år.

Han var ansat på Fjordsgade Skole på Frederiksbjerg i alle årene. På sin første dag som nyuddannet lærer trådte han ind ad dobbeltdørene til den majestætiske røde murstensbygning.

Ind og ud gik han utallige gange, indtil han som 69-årig, for sidste gang som ansat, trådte ud af den nu velkendte røde bygning. 

Bendt gik på pension, da han var 69,5 år. Han gad såmænd godt at være fortsat med at arbejde. Han rykker på sig i lænestolen og fortæller, at det ikke var en mulighed.

“Dengang var det jo sket, når man blev 70 år.”

Selvom han sidder afslappet, med armene hvilende på armlænene, er det tydeligt, at hans hoved er andetsteds.

Blikket i de blå øjne bliver fjernt. Han har spolet filmen tilbage og genlever de år, der er samlet i fotoalbums i træreolen ved spisebordet. Han kan lide, hvad han ser i sin indre biograf. Det trækker i hans mundvige. 

Han er tilbage i et klasselokale på anden sal på Fjordsgade Skole. På den sorte skiffertavle er der, med hvidt kridt, opridset et regnestykke. Den tørre lugt af kridt hænger i det gamle lokale. 

Drengen og båndoptageren 

I sin tid som lærer havde Bendt flere obersvationsklasser. Klasser, hvor eleverne havde svært ved at passe ind i de gængse skolerammer. 

Særligt én historie står frem, når Bendt tænker tilbage. 

En dag kom skolepsykologen og fortalte Bendt, at der skulle starte en ny elev. Eleven gik i sjette klasse og havde allerede været hele balladen igennem, som Bendt selv beskriver det. 

“Jeg sagde til faren, at hvis hans dreng skulle gå her, var han nødt til at komme til tiden. Klokken otte. Ikke kvart over eller halv ni.” 

En morgen kiggede Bendt ud ad vinduet i sit klasselokale og så, at drengen kom halsende hen mod skolen. 

“Tak skal du have, han er sent på den,” tænkte Bendt for sig selv. 

Drengen undskyldte og Bendt lod ham slippe med forpustelsen fra løbeturen, men nysgerrigheden tog alligevel over. 

“Hør, hvorfor kommer du for sent?”, fortæller Bendt, at han spurgte drengen. 

Hans stemme skifter toneleje, alt efter om han imiterer sig selv eller drengen. Når drengen taler, falder ordene som i et vandfald. Når Bendt selv taler, er det med en nysgerrig, tålmodig stemmeføring, der kendetegner en folkeskolelærers. Bendt rømmer sig, inden han fortsætter historien. 

“Jo, men vi havde hørt, at strisserne ville komme forbi. Så jeg skulle hjælpe med at handle min storebrors båndoptagere,” beretter Bendt, at drengen sagde.

Man fornemmer, i Bendts gengivelse, panikken fra et barn, der forsøger at undgå en eftersidning for at komme for sent. 

Igennem sin tid som lærer mødte Bendt flere børn, der kom fra hjem med udfordringer.

“Det var sgu nogle forfærdelige forhold for nogle af de børn dengang.” Blikket borer sig ind i reolen, der står overfor lænestolen, og den livlige indlevelse fra fortællingen ebber ud. 

Blackoutet 

Dørklokkens korte melodi lyder og sætter et punktum for Bendts fortælling. Han kigger over mod døren. Dørklokken synger igen.

Bendt møver sig op af lænestolen og går ud og åbner døren. Lise og rollatoren ruller ind i lejligheden, mens Bendt sætter sig tilbage i lænestolen. 

Lise stiller rollatoren, træder ud af sine træsko og tøffer ind i stuen, hvor hun tager plads i stolen ved siden af Bendt.

Lise bor ovre i nummer 9. Det er lige på den anden side af gaden. Hun fortæller, at hun, fra sin stue, kan se ned på den lille parkeringsplads, der ligger imellem deres to lejlighedskomplekser.

Til dagligt tænker Lise ikke nærmere over udsigten, men hun husker tydeligt en sommereftermiddag for syv år siden, hvor noget nede på parkeringspladsen fangede hendes opmærksomhed.

Hun kunne genkende Bendts hvide Hyundai, da den kom kørende ind på parkeringspladsen. Pludselig stoppede den. Bare midt på parkeringspladsen. Der gik et øjeblik. Så steg Bendt ud af bilen. En af deres fælles venner, der stod nede på parkeringspladsen, satte sig ind bag rattet og parkerede Bendts bil.

Det undrede Lise sig meget over.

“Jeg havde tidligere kørt med Bendt og intet havde tydet på, at han skulle af med sit kørekort. Så jeg spurgte ham, hvad der var sket, og han fortalte, at han havde fået et blackout.” 

Pensionist med privatchauffør 

Bendt nikker bekræftende til Lises ord. For ham står oplevelsen også stadig tydeligt. Han fortæller, at han gik i stå. Han besvimede ikke, men blev fraværende og er nu efterladt med et hul i sin hukommelse. 

“Det er ikke noget, man sådan kan forklare. Men det føltes helt forkert,” fortæller han. Til trods for at solen bager ind i lejligheden, skutter han sig.

Han har ikke haft et blackout siden, men han står fast på, at han har kørt sin sidste tur. 

“Havde jeg fået det blackout på motorvejen eller inde i byen, kunne jeg have kørt nogen ned. Det vil jeg ikke risikere.”

Han ryster på hovedet, som om han fysisk forsøger at ryste tanken, om hvad der kunne være sket, af sig.

Det lader til, at det lykkedes. Med et drenget glimt i øjet kigger han hen på Lise og kalder hende for sin privatchauffør.

Det er hende, der kører bilen, når Bendt skal til Bridge, Billard eller på besøg hos sine mange familiemedlemmer. 

Håbet for fremtiden 

“Jeg har tre børn, otte børnebørn, 18 oldebørn og fem tipoldebørn," fortæller Bendt stolt.

“Mit nittende oldebarn kommer til april.” Hans blå øjne glimter. 

På Hylder, reoler og borde. Alle lejlighedens vandrette flader er beklædt med billedrammer. Nogle af billederne er i sort-hvid, andre er i farver. Han har også en elektronisk billederamme, hvori billedet automatisk ændrer sig.

Fælles for alle rammerne er, at de indeholder billeder af hans familie.

Bendt ønsker, at hans familie får lov at vokse op i et samfund præget af en stærk velfærdsstat. Et samfund hvor dem, der har mest, hjælper dem, der har mindre. 

“Jeg håber sådan, at vi holder fast i velfærdsstaten. Når vi sammenligner det danske samfund med andre, er der ikke nogen, der kan måle sig med det,” siger han. 

En blå katastrofe 

Selvom der ikke er den store spænding ved at gå til stemmeurnerne, når man har gjort det i 76 år, er det stadig spændende at se valget. Bendt skal se det sammen med Lise. 

De synes begge, det er et valg, som er værd at følge med i på aftenen. I følge Bendt vil det nemlig være en katastrofe, hvis det ender med en blå regering. Lise fortæller, at de nok ikke når at se valgresultatet, da de normalt går hver til sit halv ti.

Bendt vender hovedet og sender Lise et overbevisende blik. 

“Den aften kan vi kan godt blive oppe til halv elleve.”