Abortens emotionelle pris: Hvor skyld og lettelse går hånd i hånd 

Vinterferien nærmede sig med hastige skridt, men den kom ikke til at bestå af familiehygge og ferieplaner, som Camilla Raeder Duus ellers havde planlagt. Kvalitetstid med hendes to sønner, måtte skiftes ud med en tur på sygehuset, og flere dage på langs i sofaen. At være nødsaget til at prioritere enden på en uønsket graviditet fremfor tid med hendes ønskebørn medførte enorm skyldfølelse.

“Jeg følte meget skyld overfor mine børn, fordi jeg skulle afgive noget af den tid, vi skulle have været på ferie, til at få foretaget min abort.” 

En uventet opdagelse 

Camillas hus er tomt den weekendformiddag, hun står ude på sit badeværelse med en graviditetstest i hænderne og venter på at få sin fremtid serveret på den lille skærm. Flere børn var ellers ikke en del af fremtidsplanerne. 29-årige Camilla er allerede mor til to drenge, og hun er ret afklaret med, at det er nok for hende. Manden hun nu muligvis er blevet gravid med, har også børn fra et tidligere forhold, og er ikke en del af hendes liv længere, så en familieforøgelse er bestemt ikke oplagt.

Men der vokser et lille liv i livmoderen på Camilla, viser testen hende efter lidt ventetid. Hun husker ikke så meget fra den dag, bare at hun var dybt chokeret. Hendes omgivelser forsvandt, som hun stod der på det kolde klinkegulv og måtte forholde sig til, hvad der nu skulle ske.

Dagen hendes menstruation skulle have indfundet sig, var trussen tom for blodpletter. Blødningen var kun nogle dage forsinket, men hendes mavefornemmelse fortalte hende, at noget ikke var, som det skulle være. Menstruationen var normalt meget regelmæssig, så tanken om at hun kunne være gravid strejfede hende straks. Alligevel udskød Camilla at lade sig teste.

“Jeg tror bare, at jeg prøvede at lukke øjnene for noget, som jeg måske frygtede ville komme til at ske, for at skåne mig selv for at stå i den situation.”

Camilla og barnets far havde kun datet ganske kort og havde faktisk besluttet, at de ikke skulle ses længere. Derfor herskede der også en tvivl om, om hun overhovedet skulle fortælle ham om graviditeten. Veninderne var uenige om, hvad hun burde gøre, og Camilla var heller ikke selv sikker på, hvad hun synes, der skulle ske, men hun følte en forpligtigelse for at inkludere ham i beslutningsprocessen. Man skal jo være to om at lave et barn. Hun fik derfor aftalt med barnets far at mødes, og hendes egen chokfølelse spejledes tydeligt i hans reaktion på beskeden om det lille liv, som de nu fælles stod til ansvar for. 

Ønsket om kernefamilien 

Følelsen af at skabe et liv er ikke fremmed for Camilla. Med to gennemførte graviditeter bag sig, kender hun tegnene. Hun ved, hvordan hormonerne kan påvirke hele ens sindstilstand, forstår hvor invaliderende den kvalme man får kan være, har mærket trætheden på egen krop og kender fornemmelsen af, at der er noget, der vokser i maven.

Selvom hendes graviditet denne gang blev afbrudt efter omkring syv uger, hvor fosteret ikke har været større end et blåbær og har vejet under et gram, var følelsen af at være gravid klar. De eneste gange Camilla tidligere har oplevet den følelse, har hun måneder senere født et barn. Derfor var det også vemodigt at måtte tage valget om ikke at fuldføre graviditeten.

Den følelse, der tidligere havde været forbundet med forventningsglæde og havde givet hende sommerfugle i maven for fremtiden, var nu synonym med usikkerhed og fortvivlelse. 

Camilla er opvokset i Sønderborg, og hun har boet i byen næsten hele sit liv. Hun er en del af en større søskendeflok, men hendes forældre er skilt, og flokken består derfor både af hele og halve søskende. Drømmen om at skabe den kernefamilie, som hun selv har manglet, holder Camilla fortsat i live, men netop denne graviditet ville ikke være den manglende brik i puslespillet. Der er ikke nok timer i døgnet til, at hun på egen hånd ville have tid til tre børn, og det er noget, hun vægter højt.

“Jeg synes, det er vigtigt, at man har nok tid til hvert enkelt barn, så de føler, at de bliver set og hørt nok.” 

Camilla har mange omkring sig, som hendes beslutning ville påvirke, og det gør kun valget sværere. Hun ville ikke byde manden at være påtvunget endnu et barn at være ansvarlig for, ville ikke give sine børn en søskende, som hver anden uge skulle være væk fra dem for at besøge sin far og ville ikke sætte endnu et barn i verden uden et stabilt hjemmeliv. Beslutningen om, om hun skal have barnet, er altså meget større end hendes egne ønsker. 

“Graviditeten satte mange følelser i gang. Mest af alt følelsen af fortvivlelse. Det er ikke bare en selv, man træffer beslutningen for. Der er mange mennesker, som det ville påvirke.” 

Et valg i venteværelset 

Tvivlen hang fast i Camilla som et stykke gaffatape, også efter hende og barnets far var blevet enige om, at en abort var den bedste løsning. Med telefonen i hånden forsøgte hun at tage kontakt til egen læge. Første skridt mod ikke længere at være gravid.

“Jeg havde megasvært ved at ringe til lægen. Jeg nåede faktisk at ringe til lægen bare for så at lægge på, fordi jeg slet ikke kunne tage valget.”

Efter nogle forsøg lykkedes det Camilla at få ordene over læberne og fortælle lægen, at hun ønskede at få foretaget en abort. En forespørgsel, hun håbede, ville blive mødt med forståelse og omsorg fra stemmen i den anden ende, men som i stedet blev grobund for en samtale, der skabte mere tvivl hos Camilla.

Var det nu den rigtige beslutning? Lægens tonefald gjorde hende usikker. Det var som at få en våd klud af dårligt maskeret skam og fordømmelse smidt i hovedet, og lysten til at give op på at tage et valg voksede. 

Beslutningen måtte dog tages, for tiden gik, og den 12 ugers grænse for fri abort, satte en naturlig stopklods for, hvor længe Camilla kunne overveje sine muligheder. Et smut forbi lægen blev til en tur på sygehuset, hvor indgrebet skulle finde sted.

Som for de fleste aborter i Danmark, var det den medicinske løsning, som Camilla var på sygehuset efter. En løsning, som indebærer to forskellige piller. Den ene stopper graviditeten, og den anden bidrager til, at livmoderen trækker sig sammen og udskiller fosteret.

Med sig havde hun sin tidligere partner, ham der havde gjort hende gravid, hvilket hjalp hende med at tage det endegyldige valg. For det havde hun endnu ikke gjort. Dér sad hun, i et venteværelse på sygehuset, for at gøre en ende på sin graviditet, og alligevel kørte hendes hjerne på højtryk for at finde ud af, hvad hun egentlig ville. Hvad var det rigtige valg, og hvordan skulle hun selv kunne træffe det?

“Jeg endte med at tage beslutningen ud fra, hvad ham jeg havde været sammen med ønskede, fordi jeg ikke følte, at jeg kunne tage beslutningen selv.”

Venteværelset blev skiftet ud med en hospitalsstue, hvor Camilla blev sat overfor tre af sygehusets personale, som nøje undersøgte, hvordan hun reagerede på den storm af spørgsmål, de stillede hende. Med falkeblikke aflæste de hendes svar, som for at udgrave den mindste usikkerhed i hendes beslutning, som at blive målt og vejet, studeret og vurderet.

Camilla blev sendt hjem igen, med to små piller i hånden, som skulle gøre en ende på hendes kortvarige og uplanlagte graviditet. 

Ensomhedens tunge byrde 

Der er ikke et entydigt svar på, hvilke reaktioner en abort kan medføre, men ifølge Mødrehjælpen får 10 procent af dem, der gennemgår en provokeret abort alvorlige psykiske problemer som depression, fortrydelse og skam. 

Ude af stand til at bevæge sig kæmpede Camilla efter aborten med en ubeskrivelig smerte, som hun aldrig før havde oplevet, og hun frygtede at smerten aldrig ville stoppe. Som at få stukket en kniv i hjertet, der igen og igen bliver vredet rundt. 

“Det eneste, der ville kunne overdøve denne smerte, er hvis der skete noget med mine børn. Det er det eneste, som ville kunne måle sig med, hvor psykisk dårligt jeg havde det.”

Sorgen over tabet af det lille liv, der aldrig blev, hang over hende som mørke skyer, og hun byggede en mur op omkring sig, som hurtigt begyndte at krakelere, da hun så småt vendte tilbage til den travle hverdag. Som alenemor og leder på jobbet, og det er begrænset, hvor meget tid Camilla har haft til at bearbejde de komplicerede følelser, som eksisterede side om side i hende. 

“Det var svært at leve op til de forventninger, der var til mig. Jeg skulle være i stand til at smile. Jeg skulle være i stand til at holde en hverdag kørende for mine børn. Jeg skulle være i stand til at gå på arbejde. Jeg følte bare, at jeg kunne græde hele tiden.” 

I Danmark foretages der 15.000 provokerede aborter årligt, hvoraf størstedelen er medicinske. Alligevel følte Camilla at stå alene med sin oplevelse. Ensomheden lå tungt på hendes skuldre i tiden efter indgrebet, og det hjalp ikke at hende og faren til barnet ikke var i et forhold med hinanden. Hun var ikke bare psykisk alene, hun var også fysisk alene.

“Det sværeste var ensomheden. Frygten for at komme til at stå alene med en eventuel fortrydelse resten af livet. Her var min veninde, som før har fået foretaget en abort en stor hjælp for mig. På trods af at hun havde en partner, så følte hun sig også meget alene med oplevelsen”

Aborten var ikke noget man snakkede om. I hvert tilfælde ikke med folk, der ikke kunne sætte sig ind i, hvordan det havde været. Ikke fordi Camilla ikke havde lyst til at snakke om det. Det er bare noget, man holder for sig selv.

“Jeg følte, at jeg gik rundt med en maske på, og det var virkelig psykisk hårdt at skulle holde facaden oppe. Det var ikke, fordi at jeg ikke havde lyst til at snakke med folk om det”

Når man får en provokeret abort, har man ret til en støttesamtale både før og efter aborten, men samtalen med menneskerne tæt på, var det Camilla savnede mest. Og forståelse. Forståelse for, at selvom man selv har bedt om at få aborten, har man stadig mistet noget af sig selv. 

“Jeg tror, at noget af det vigtigste er, at man ikke holder det for sig selv. Det er vigtigt at snakke med andre, så man ved, at man ikke er alene.” 

Så det gør Camilla nu. Snakker med folk omkring hende. Deler ud af det, der har været svært, men også det, der har været godt. For selvom oplevelsen har sat sig i Camilla, har det også betydet mere tid til at nyde de to drenge, som hver eftermiddag suser rundt i deres stue. Det, at hun ikke skal bruge sin energi på en ny baby, betyder, at hun kan bruge den på dem, hun allerede har. 

Fornyede perspektiver 

Camilla har nu fået aborten lidt på afstand, men oplevelsen har efterladt spor. At stå overfor så alvorlig en beslutning har gjort hende usikker på, hvad hun ville gøre, hvis hun i fremtiden stod med valget igen.

“Før aborten var jeg 100 procent afklaret omkring, at jeg ikke ville have flere børn, og selvom det er så kort tid siden, så føler jeg også, at jeg er et helt andet sted i dag.”

Man må aldrig sige aldrig, og Camilla vil ikke udelukke noget, men at stå i en lignende situation i fremtiden vil hun for alt i verden gerne undgå. Smerten er endnu ikke helt forsvundet, og den vil altid sidde dybt i Camilla, men i dag er hun ikke længere i tvivl om, at hun tog den rigtige beslutning.