ADHD giver et skævt Danmarkskort

Koncentrationsbesvær, hyperaktivitet og impulsivitet. Dette er de tre største kendetegn ved den neuropsykiatriske diagnose ADHD.

Det er nok næppe gået nogens næse forbi, at antallet af unge danskere med ADHD er steget eksponentielt gennem de seneste år. Ny forskning fra Syddansk Universitetet, SDU, viser, at der er stor forskel på, hvor mange unge der bliver diagnosticeret, alt efter hvor i landet man er bosat.

Tal der, for det utrænede øje, umiddelbart ikke giver meget mening. I aldersgruppen 4-17 år, er der eksempelvis 59 pr.1000 børn og unge, der bliver diagnosticeret med ADHD i Aabenraa kommune. I Aarhus kommune er det blot 35 pr.1000.

Det afføder en række spørgsmål: Er der bare nogle steder i Danmark, hvor unge er mere koncentrationsbesværet? Eller er der forskel på udredningen af ADHD, alt efter hvor man bor? Men i sidste ende er det store spørgsmål, hvorfor er der så stor forskel i antallet af ADHD-diagnoser i de forskellige landsdele?

“ADHD løber jo ikke i vandet”

Problematikken er langtfra nyfunden. Tilbage i 2008 bragte ‘Ugeskrift For Læger’ en artikel om samme fænomen. Dengang var det særligt i Esbjerg Kommune, hvor nærmest ingen børn og unge fik konstateret ADHD.

Allerede dengang var det noget, der vakte undren hos professor i børne- og ungdomspsykiatri ved SDU, Niels Bilenberg. “Forekomsten af ADHD burde være lige hyppig, uanset hvor man bor i landet.”

Forskellene er imidlertid ikke blevet udlignet i de 17 mellemliggende år. Snarere tværtimod, mener Niels Bilenberg:

To kommuner, en forskel

Med den store forskel man ser på antallet af ADHD-diagnosticeringer, alt efter hvor i landet man kigger, fristes man næsten til at tro, at der er stor forskel på, hvordan man udreder og arbejder med ADHD rundt i det danske land.

Det virker dog ikke til at være tilfældet. Med udgangspunkt i Aarhus og Aabenraa Kommune, der er placeret i hver sin region, virker forskellen i udrednings- og diagnosticeringsfasen ikke mærkbar.

Dog er der enkelte afvigelser i arbejdsmetoden. Klienterne i børne- og ungdomspsykiatrien i Aarhus er typisk i psykiatrien i to uger, hvor de går igennem et fuldt udredningsforløb. Til sammenligning er børn og unge i psykiatrien, i fire uger i Aabenraa. I Aarhus tilbydes der typisk 4-5 samtaler, hvor det i Aabenraa anslås at være 5-6 samtaler.

Det forklarer Tine Don, der er børne- og ungepsykolog ved Aarhus Universitetshospital, AUH og Thorsten Schumann, som er ledende overlæge ved børne- og ungdomspsykiatrisk ambulatorium i Aabenraa.

Niels Bilenberg mener heller ikke, at det er her forklaringen på, de store forskelle skal findes: 

“Jeg tror ikke, at tiden gør den store forskel. Det kommer mere an på, hvor mange samtaler en familie har med både læger og psykologer, inden diagnosen stilles.”

Hvis du vil vide mere om hele udrednings- og diagnosticeringsforløbet for børn og unge, kan du se videoen under.

Eneste mulighed for hjælp

Den generelle stigning i antallet af ADHD-diagnoser på landsplan er noget, Tine Don, også har bemærket. Særligt en stigende opmærksomhed og pres fra forældre mener hun er medvirkende til det stigende antal af diagnoser.

“Det er mit personlige indtryk, at der generelt er et større pres fra forældre for at finde en løsning på, hvad der er galt med barnet, eller hvad der er problemet.” 

Tine Don udtaler sig udelukkende på baggrund af egne erfaringer og holdninger og ikke på vegne af Aarhus Universitetshospital.

Oplevelsen af stigende pres fra forældre er ikke noget, Tine Don står alene med. På børne- og ungepsykiatrisk ambulatorium i Aabenraa oplever Thorsten Schumann også et større forældrepres: 

“Det er mit klare indtryk, når jeg ser udredninger, at forældrene presser på for at få en diagnose.” 

Det tiltagende pres fra forældre, mener Niels Bilenberg, hænger sammen med den måde, systemet er sat op på i dag. For i de fleste kommuner tilbyder de kun hjælp til familien, hvis deres barn har en diagnose: 

“Den svære samtale er blevet den, hvor man fortæller forældrene, at deres barn ikke fejler noget. Det burde have været en samtale, hvor alle sad og klappede i hænderne.” 

Og uddyber: 

“Sådan er det desværre bare ikke længere. Diagnoser åbner dørene for, at barnet kan få den nødvendige hjælp.” 

Privatpsykiatrien vokser frem

En anden faktor, der er værd at nævne i denne sammenhæng, er fremkomsten af private psykiatere. Det mener Niels Bilenberg i hvert fald.

“Der er blomstret et kæmpe privat marked op, og det er skævt fordelt på Danmarkskortet.”

ADHD-diagnoser registreres normalt i landspatientregisteret, som er det register, alle offentlige sygehuse indberetter til. Dog er de private psykiatere ikke pålagt at registrere heri.

Niels Bilenberg mener, at der er en risiko for, at fordelingen er skævere end først antaget:

“Det kan jo i reelle tal betyde, at der er endnu større forskel.”

Udredningsproceduren, forældrepres, og en voksende privatpsykiatri kan ikke entydigt forklare de store forskelle. Dog kan de alle være med til at forklare en større tendens til diagnoser i samfundet. Men årsagen til de store regionale og kommunale forskelle skal findes andetsteds.

Diagnosekultur

En årsag, der muligvis kan være med til at forklare de store forskelle på landsplan, er de regionale diagnosekulturer, alt efter hvor på Danmarkskortet man kigger hen. Det mener Josephine Duevang Rathenborg, afgående formand for Lægeforeningen Syddanmark: 

“Historisk set har vi i Region Syddanmark været meget mere restriktive med at give diagnoser i børne- og ungdomspsykiatrien. Når man er i puberteten, hvis du har udviklingsforstyrrelser, er i mistrivsel, bliver mobbet eller hvis dine forældre skændes, kan du sagtens udvise symptomer uden nødvendigvis at have en diagnose”. 

Og fortsætter: “De (lægerne og psykologerne red.) er skolet i, at den der diagnose, den pakker vi væk, indtil vi har udelukket alt andet.” 

Tine Don fra AUH deler også Josephine Duevang Rathenborgs opfattelse af de enkelte områders forskellige diagnosekulturer: 

“Forskellene handler ikke om, hvordan vi undersøger børnene. Men der er store lokale forskelle og traditioner, som jeg tror, har en betydning. Det handler om, hvad vi tænker om undersøgelserne. Hvordan vi ræsonnerer omkring de resultater, vi får.” 

Ræsonnering og vurdering er nøgleord, når det kommer til den endelige diagnosticering. For der findes ikke et entydigt facit, der kan bevise, at man har ADHD. 

“Det er et kæmpe gråzoneområde, og i sidste ende er det et skøn. Vi kan jo ikke tage en blodprøve eller røntgenbillede og afgøre det ud fra det”, forklarer Niels Bilenberg. 

Når det kommer til vurdering af symptomer på ADHD, mener Tine Don også, at der her kan ligge en del af forklaringen på, hvorfor der er så stor forskel på, hvor mange der bliver diagnosticeret: 

“Der er en håndbog med nogle bestemte kriterier, der skal være opfyldt. Det er både på nationalt og internationalt plan. Men det er jo et individuelt skøn, hvad man vurderer. Det er jo mennesker, og det er symptomer, så der kommer altid til at være en eller anden grad af usikkerhed.” 

Ensretning eller ej?

Tre uafhængige fagfolk peger altså på forskellige diagnosekulturer og de personlige vurderinger som årsagsforklaringen på den danske skævvridning i ADHD-diagnoser. Hvorvidt mere ensretning af reglerne og kulturen er løsningen, er dog ikke sikkert. 

“Ensretning lyder godt i et politiker-øre. Men ja, det er måske lidt sværere i praksis. Jeg tror ikke, der nødvendigvis er en gylden løsning. I sidste ende vil det være et personligt skøn uanset hvad.” Forklarer Tine Don. 

Mere bureaukrati kan hun heller ikke se som nogen løsning.

“Man kunne sikkert lave endnu flere procedurer og alt muligt. Men det er et ret rigidt system i forvejen.”

En national kultur synes ikke at være mulig. Derfor peger både Niels Bilenberg og Josephine Duevang Rathenborg begge på forebyggelse som den bedst mulige løsning på at udligne forskellene.

Josephine Duevang Rathenborg mener særligt, at det amputerede skolesystem er stedet, man bør starte: 

“Vores skolesystem er blevet barberet så meget ind til benet, at der ikke er de ekstra hænder. I mange folkeskoler har det været sådan, at så fik du en ekstra pædagog ind, der gjorde det nemmere at gennemføre undervisningen. Men det handler om et opgør med den kultur, vi har nu og bureaukratiet heri.” 

Niels Bilenberg mener også at forebyggelse og ekstra ressourcer, særligt i folkeskolen, er det bedste middel til at udligne den skæve fordeling af ADHD-diagnoser: 

“Det vil være en win-win-situation. For det er jo nødvendigvis ikke fedt at have en diagnose på den lange bane, det lukker også nogle døre senere i livet.”