Af jord er du kommet, til jord skal du blive

Det er tidligt om morgenen, og jorden er stadig hård fra den kølige nat.

”Hullet til en kiste skal være omtrent 1,8 meter dybt, og der skal være mindst én meter jord, der dækker kisten,” fortæller Dennis Nelson.

”Ja, six feet under, som man siger,” klukker kollegaen Tau With Lindeer, og der bliver kastet en skovlfuld jord på den friske grav.

Begge mænd er gravere og sørger til dagligt for, at legemlige rester kommer både op og ned i jorden på Vestre Kirkegaard i Aarhus.

Efter morgenkaffen

I en fladtaget og rødstenet halvfjerdser-bygning i det yderste hjørne af Vestre Kirkegård, tjekker der klokken syv fredag morgen en håndfuld ansatte ind, som passer kirkegården – en stor del af dem er gravere.

Det er blandt andre Dennis Nelson, der har arbejdet som graver ved Vestre Kirkegaard siden 2017.

Han er klædt i kommunegrønt arbejdstøj, men formår alligevel at ligne en rockstjerne med sit halvlange, utæmmede hår og farvede brilleglas.

Ved siden af Dennis sidder kollegaen Tau With Lindeer, som er gråsprængt i skægget, men utvivlsomt ung i sjælen.

De sludrer på kryds og tværs, men morgenkaffen er drukket, og arbejdet kalder.

Første opgave er en grav, der skal kulegraves, som det hedder.

Med andre ord: En frisk grav som skal forsegles med det sidste jordlag.

Turen til graven bliver taget på gravemaskiner og cykler.

”Vestre Kirkegård er stor, så der ligger alle mulige forskellige begravet her. Alverdens kulturer fordelt på mange forskellige områder. Der er begravet et menneske på næsten hver af de godt 160.000 kvadratmeter, som Vestre Kirkegård fylder,” fortæller Dennis, da han parkerer gravemaskinen.

”Det giver mening, for der er ikke nogen kirke, men blot et kapel. Kirkegården er for alle,” afslutter han baggrundsfortællingen og begynder arbejdet.

De to mænd henter jord og ordner stedet fint. Det hele med en lethed som lader en forstå, at det ikke er den første grav, som de to mænd har gravet.

Imens skovlen gør det grove arbejde, kommer Dennis i tanke om en af de historier, han sent vil glemme.

”Af og til bliver vi bedt om at flytte en grav, hvis familien flytter og gerne vil have gravstedet med. Så graver vi resterne op, hvilket oftest er en urne. Men for et par år siden blev jeg bedt om at grave en kiste op, som havde ligget i over 20 år. Jeg gravede med maskinen, og da jeg ramte kistebrædderne på låget, tog jeg det roligt og gravede resten op med håndkræft. Da jeg endelig fik kisten op, kunne jeg ane de jordiske rester. Det var altså lidt mærkeligt, men det følger med jobbet,” fortæller Dennis, som var det sket i går.

”Ja, jobbet er ikke for alle, men man ved ikke, hvordan man reagerer, før man har prøvet det,” tilføjer han og fortsætter arbejdet.

Efter formiddagskaffen

Graverne mødes tilbage i kaffestuen, hvor de får en håndmad, og den friskbryggede kaffe forsvinder på få minutter.

Nu går ruten mod krematoriet.

Formiddagens vigtigste opgave bliver en urnenedsættelse uden tilskuere, hvilket ikke er unormalt, fortæller Dennis.

”Der sker ofte det, hvis familien bor langt væk, at det bare er os gravere, der sætter urnen i jorden. Familien føler måske, at de har sagt farvel til bisættelsen og ikke behøver at møde op igen. Men det kan variere.”

Målet med turen til krematoriet er at tjekke, om tidsplanen for kremeringen holder, så hullet kan graves. Og efter en sludder for en sladder med de ansvarlige står det klart, at det gør den.

Hullet til urnen skal graves på fællespladsen, der før var kendt som de ukendtes.

”Mange pårørende ville gerne komme til urnenedsættelser, og når de gjorde det, var det jo pludselig ikke så ukendt længere. Derfor blev navnet ændret,” fortæller Dennis.

På fællespladsen bliver hullet gravet, urnen hentet og herefter nedsat.

Det sidste øjeblik – alene med graveren.

”Det er ikke noget, der går mig på, det er blot et arbejde, men de pårørende der lider, det kan jeg mærke,” siger Dennis om det sidste farvel.

Under middagskaffen

Atter er graverne samlet i kaffestuen, og snakken går på den side af jobbet som graver, hvor de i mange tilfælde er den sidste, som de pårørende møder i sorg-processen.

”Da jeg lige var startet, havde jeg en urnenedsættelse af et lille barn. Det var med en hel ceremoni, hvor præsten også deltog, og det hele varede over en time. Det var ikke helt nemt for mig, men det sker heldigvis ikke så tit,” starter Dennis.

”Vi tager en professionel maske på i de situationer,” tilføjer Tau.

”Men der er heldigvis også mange andre situationer, hvor folk gerne vil mindes den afdøde og glædes ved ceremonien. Nogle gange får de endda en øl og hælder en tår på graven,” lyder det fra Tina Andersen, som også arbejder som graver.

”Og andre gange er det hele bare hverdagsagtigt. Med arbejdet er det gået op for mig, at når man er død, er man død. Der er ikke så meget til det,” afslutter hun.

”Men vi skal have vores humor med, det er vigtigt,” lyder det fra Tau.

Og Tina tilføjer.

”Ja, en, vi tit hører, er folk der siger – du må have mange under dig?”

Graverne griner enstemmigt.