Atatürk tæmmede troen for at bygge en republik. Erdogan bruger den til at udstøde mindretallene

Da Tyrkiets landsfader, Mustafa Kemal Atatürk, grundlagde den moderne tyrkiske republik, efter at Det Osmanniske Rige brød sammen, blev religionsfrihed og det, verden forstod som sekularisme skrevet ind i murstenene. Men under overfladen har staten altid holdt islam i et jerngreb. I dag bruger præsident Erdogan det greb til at rulle historien baglæns, mens de der vælger Islam fra ikke betragtes som “rigtige tyrkere.” 

Selvom Atatürk var muslim, var han af dén overbevisning, at religion og politik skulle holdes adskilt. Tro skulle med andre ord være et privat anliggende.  

Atatürk gennemførte således en række radikale reformer. Han afskaffede kalifatet, lukkede de religiøse domstole og forbød specifikke former for traditionel religiøs beklædning i  gadebilledet. Og i 1934 traf han den skelsættende beslutning at omdanne den ikoniske Hagia Sophia til et museum. Den oprindelige Kristne katedral, der under Det Osmanniske Rige blev lavet om til et museum.  

Det var Atatürks ultimative monument over en moderne udgave af Tyrkiet.  

Men noget har ændret sig.  

En rigtig tyrker er muslim   

Over de seneste årtier er Atatürks vision langsomt blevet rullet tilbage. Mens Atatürk forsøgte at skubbe religionen ud af det offentlige rum, har præsident Recep Tayyip Erdogan og hans islamisk-konservative parti, AKP gjort det modsatte.  

Hagia Sophia er atter en moske, almindelige skoler er blevet omdannet til såkaldte Imam Hatip-skoler, og forbuddet mod at bære muslimske tørklæder er ophævet. Med islam som et politisk redskab til at samle nationen erklærer han ofte sit mål: At opdrage en ”pious generation”. En from, religiøs generation af unge tyrkere. 

Det går godt, viser tallene. Ud af Tyrkiets godt 85 millioner indbyggere er 98 procent nemlig muslimer, og religion er tæt vævet sammen med forestillingen om, hvad det vil sige at være tyrker.  

Og sådan har det faktisk altid været. Også under Atatürk.  

“Dengang handlede forestillingen om at være muslim i høj grad om blod. Hvis du havde tyrkisk blod, så måtte du være muslim. Hvis du ikke var muslim, kunne du ikke have tyrkisk blod. Blod var en enorm metafor. Man stødte på den overalt, og folk talte hele tiden om den,” siger Jenny White, socialantropolog og forfatter. 

Jenny White er desuden tidligere præsident for Turkish Studies Association og American Antropological Association Middle East Section. Hun påpeger, at det ikke er koblingen mellem islam og staten, der har ændret sig. Det nye er kravene til, hvordan man er en rigtig muslim.  

“I dag handler det ikke længere om blod. Det begyndte at forsvinde for omkring 15 år siden, takket være Erdogan. Han taler i stedet om tro. Det betyder, at de mennesker, der er muslimer, beder, undgår alkohol og bærer tørklæde. Tidligere var det aldrig nødvendigt for at bevise, at man var muslim. I dag handler islam derfor om tro snarere end om blod," siger Jenny White. 

Misforståelsen mellem laicisme og sekularisme

Professoren kalder desuden idéen om, at Tyrkiet nogensinde skulle have været sekulært for en misforståelse. Ataturk var nemlig stærkt inspireret af Den Franske Revolution og idéen om Laicisme. Mens sekularisme er adskillelsen mellem religion og staten, er laicisme at kontrollere religion gennem staten.  

På den måde kunne tyrkerne leve sekulariserede liv, men kun respekteres som mennesker, hvis de var muslimer.  

Den historiske ironi er derfor til at tage og føle på. Mens Atatürks stat brugte laicisme til at holde islam i kort snor for at forme en moderne republik, bruger Erdogan i dag troen som et aktivt redskab til at forme fremtiden. Definitionen på en 'rigtig tyrker' har således bevæget sig fra biologi til bøn, men båndet mellem national identitet og islam er forblevet ubrudt. 

Leyla har valgt sin egen vej  

Den politiske og historiske udvikling rammer direkte ned i køkkenbordssamtalerne hos de tyrkiske familier. Det er den 30-årige tyrkiske kvinde Leyla et levende eksempel på. For i dagens Tyrkiet, hvor definitionen på en 'rigtig tyrker' kræver islamisk tro, koster det dyrt at vælge en anden vej. 

Navnet Leyla er et pseudonym af hensyn til Leylas sikkerhed. 

Du skal være en god muslim.  

Det var de ord, Leylas far plantede i hende som barn, mens han drømte om at se sin datter knæle på moskéens tæpper med Koranen mellem hænderne. Leyla er vokset op i en religiøs familie. Fra en ung alder lærte Leyla derfor de grundlæggende værdier om religion. Vi må ikke lyve. Vi skal respektere andre. Og passe på hinanden. 

Men i takt med, at Leyla blev ældre, fik hun en opfattelse af, at den Gud, hun læste om i bogen, var meget streng og selvcentreret.  

“Jeg vidste godt, at der fandtes en Gud. Det troede jeg på. Men jeg vidste ikke rigtig, hvem Gud var,” siger Leyla. 

Leyla kunne ikke slippe tanken om, at den Gud, hun gerne ville tro på og følge, ikke bare burde skabe hende og så lade hende være alene. Hun lærte i skolen, at piger skal dække deres hår. I hvert fald ifølge Koranen. Og de skal bede fem gange om dagen. Hver eneste gang de ikke bad, ville de blive holdt ansvarlige for det.  

Det føltes ikke rigtigt for Leyla. 

I dag går Leyla ikke længere i moskéen. Hun har valgt sin egen vej. Kirken. 

Når jeg siger, at jeg er kristen, bliver jeg meget synlig

At vælge sin egen vej lyder enkelt. 

Men nogle valg har det med at sende ringe langt ud over én selv. De kan udfordre andres forventninger, skabe afstand til det velkendte og rejse spørgsmål om, hvem man er, og hvem man burde være.  

Da den dengang 20-årige Leyla fortalte sine forældre, at hun ville konvertere til kristendommen, troede de, at hun var blevet hjernevasket. Hendes far var ked af, at han ikke havde vejledt hende ordentligt i troen, og hendes mor var meget fokuseret på, hvad andre ville tænke.  

“I deres optik tilhører Kristendommen kun vesten. I virkeligheden var det Tyrkiet, der startede den. Den første kirke blev bygget i Antiokia, og det var også dér, mennesker for første gang begyndte af kalde sig kristne,” fortæller Leyla.  

Men historiske kendsgerninger usynliggøres i mødet med Tyrkiets hverdagslogik. For Leylas forældre, såvel som samfundet omkring dem, er overbevisningen unægteligt, at hvis du er født i Tyrkiet og er tyrker, så er du også muslim.  

Særligt Leylas mor frygtede naboernes reaktion. Hvad skulle folk ikke tro om dem nu? Hvorfor skulle deres familie absolut være anderledes? Og det er ganske rigtigt sjældent, at folk er helt okay med Leylas tro. Reaktionen er fin, men hun kan mærke blikkene bagefter. 

“Når jeg siger, at jeg er kristen, bliver jeg meget synlig. Folk lægger mærke til mig på grund af min tro, ikke på grund af mine interesser eller det, jeg er god til, men fordi jeg er kristen,” siger Leyla. 

I dag er Leylas kontakt til forældrene meget sparsom, og hun har måttet sige farvel til sine venner fra barndommen. Det er ensomt og kan føles meget trist. Men det skal ikke spænde ben for hende. 

“Jeg prøver på at skabe flere relationer uden for kirken og at kunne have samtaler, der ikke kun handler om religion,” siger Leyla. 

Men det er svært, når hendes tro i mødet med andre mennesker sjældent bare er tro, men derimod bliver et spørgsmål om, hvem hun er. 

Afvist af Erdogan 

Den internationale missionsorganisation “Open doors” støtter forfulgte kristne i mere end 70 lande. Organisationen opdaterer årligt deres “World Watch List”, som er en rangliste over de 50 lande, hvor kristne oplever den mest ekstreme forfølgelse.  

På denne blev Tyrkiet senest rangeret som nummer 41, og i modsætning til de højest rangerede lande, som Nordkorea, Somalia og Yemen, hører det til sjældenhederne, at kristne bliver dræbt, hvis ikke de holder deres tro fuldstændig skjult.  

Leylas historie vidner ikke desto mindre om, at det beskedne kristne mindretal stadig er sårbare over for diskrimination og afvisning.  

Og det er ikke kun etniske tyrkere, som har konverteret, der mærker konsekvenserne af skiftet i det politiske klima. Presset oppe fra rammer de kristne institutioner hårdt.  

Ifølge kirkelige organisationer som Open Doors er mere end 300 udenlandske præster og missionærer nemlig blevet udvist eller forhindret indrejse i Tyrkiet siden 2020. Begrundelsen lyder, at det er af hensyn til “national sikkerhed.”  

Situationen fordømmes desuden af EU-Parlamentet, som har vedtaget en resolution, der dog afvises Tyrkiet, som mener, at beskyldningerne er ubegrundede.  

En svær balance  

Rundt om i Tyrkiets storbyer ligger en række kristne organisationer og kirker. Radiokanaler, kirker, sociale organisationer, der alle med et kristent grundlag arbejder blandt tyrkerne. Mange af dem er offentlige og naboerne ved, hvem der holder til bag murerne. 

Den protestantiske kirke tiltrækker flere og flere tyrkere. De sidste 15 år er kirken tredoblet til nu at være omkring 10.000. Tallene er ikke præcise, forstået på den måde, at de står på en fyldestgørende medlemsliste. For hvornår er du kristen? Men én ting er klart. Der er 10.000 protestantiske kristne i dagens Tyrkiet. 

Dog kan dét at være kristen i Tyrkiet også have konsekvenser. 

Sander Hansen arbejder i en af Tyrkiets kirker. Selvom hans arbejde er lovligt, dikterer det politiske klima en konstant balancegang under radaren.  

“Vi har lov til at sende radio, men den tyrkiske stat er så magtfuld, så de i praksis næsten kan gøre, hvad der passer dem overfor de kristne og de kristne organisationer,” siger Sander Hansen. 

Han er drevet af sin egen overbevisning, ønsket om at udbrede kristendommen og omsorgen for det snævre fåtal at tyrkere, der kalder sig kristne. Når han færdes på gaderne i Tyrkiet, er han ikke bange, men målet om at give de kristne i Tyrkiet mere styrke er ikke sat uden en grund.  

Han har mødt alt for mange personer, der ligesom Leyla føler sig fremmedgjort og ensomme i deres eget land.  

Religionsfrihed på tyrkisk  

Foruden at tilhøre det i forvejen forsvindende lille kristne mindretal i Tyrkiet, tilhører Leyla og Sander Hansen en yderligere udsat fløj. Den protestantiske kirke.  

Og ifølge Jenny White betragtes denne som særlig problematisk i Tyrkiet.  

“Protestanter er et relativt nyt fænomen, og der er ikke særlig mange af dem. Kun en lille håndfuld. Alligevel bliver de opfattet som problematiske, fordi den næsten største frygt i Tyrkiet indtil for 15-20 år siden, var missionærer. Det lyder måske mærkeligt i dag, men frygten var udbredt. Selv hærens generaler sagde, at deres største fjende var missionærerne, fordi de forsøgte at komme ind i landet og få folk til at konvertere,” siger Jenny White. 

Den virkelighed, som Sander Hansen, repræsenterer kan derfor siges at give mening i forhold til, hvordan den tyrkiske stat ser på ikke bare kristne, men også missionærer. At landet er villige til at gå langt for at beskytte sig mod dem, gør det også kun endnu mere besværligt at få øje på det, som vi i Vesten kender som sekularisme og religionsfrihed.  

Alt imens staten slår ned fra oven, mærker personer som Leyla konsekvenserne nedefra. Hendes fortælling om mistroiske blikke og en familie, der frygter naboernes dom, er det levende bevis på, at det politiske pres har sejret i de tyrkiske stuer. At vælge kirken frem for moskéen betragtes ikke som en rettighed, men som et nationalt svigt af fædrelandet. 

Det er i dette krydsfelt mellem historisk paranoia og Erdogans moderne vision om en "from generation", at Leylas og Sander Hansens historier bliver til mere end personlige historier. De bliver til to sider af samme sag, som effektivt piller glansbilledet af det sekulære, religionsfrie Tyrkiet fra hinanden. 

Båndet mellem den tyrkiske stat og den islamiske tro er med andre ord aldrig blevet brudt. Definitionen på en rigtig tyrker har blot flyttet sig fra Atatürks biologi til Erdogans bøn. Og for dem, der ligesom Leyla nægter at bøje hovedet på moskéens tæpper, forbliver prisen for frihed den samme: At være synlig, sårbar og konstant under radaren.