Ceacefire baby
Adam McCabe voksede op i et Belfast, hvor fredsaftalen i 1998 satte en stopper for den tredive år lange konflikt, The Troubles. Da han var baby, trækkede alle de britiske tropper sig ud af landet.
"Cease fire baby"
kalder han sig.
Adam McCabe er 20 år, læser arkæologi og er født og opvokset på Benraw Road i det katolske West Belfast.
“Da jeg var otte år gammel, var der ingen af os børn, der forstod konflikten. Men vi sang stadig ‘Go home English soldiers’.
Som barn i Belfast ved man godt, hvad man skal synes uden faktisk at forstå noget som helst om historie eller politik.”
I West Belfast sympatiserer man nemlig med IRA og er skeptiske overfor britisk imperialisme. Det kan man stadig se på adskillige mure og facader i den katolske bydel.
Men der var i Adam McCabes barndom stadig meget, som var usagt.
“Du lærer at sætte spørgsmålstegn ved den blodige fortid, men du lærer også hurtigt, at det ikke er noget, vi snakker om.”
Stilheden og uvidsheden
om fortidens hårde konflikt kunne Adam McCabe selv mærke i løbet af sin barndom.
I mange år vidste han slet ikke, at hans mor, Angie Phyllis McCabe, havde siddet i kvindefængselet Armagh Prison for våbenbesiddelse. Heller ikke, at hun havde sultestrejket i tre uger i sympati med de IRA-mænd, der sultede sig selv ihjel for at opnå status som politiske fanger.
“Det var først, da jeg var 16 år, at min mor fortalte, at hun havde været inde og sidde. Det mindede lidt om dengang, hun fortalte mig om blomsterne og bierne.”
I barndomshjemmet var det dog aldrig en hemmelighed, at faderen, James McCabe har været medlem af IRA og set fængselsmurene indefra i ni år.
Da jeg var lille skammede jeg mig over, at min far havde været i fængsel. Jeg var heller ikke interesseret i mit irske ophav overhovedet.
“Men det var altid vigtigt for min far, at jeg respekterede de mennesker, der kom før mig. Dem, som kæmpede for et samlet Irland og mod undertrykkelse af irske katolikker. Samtidig ville han ikke glorificere sin tid i IRA.”
Adam McCabe husker tilbage på en episode i sin barndom.
“Der var et mindesmærke for et faldent IRA-medlem ved siden af mit barndomshjem. Som børn forstod vi ikke betydningen af det.
En dag kom min far ud og så mig lege ovenpå mindesmærket. Han blev så sur, at han slog mig i nakken og råbte, at det måtte jeg aldrig nogensinde gøre igen.”
Som Adam McCabe voksede sig større, begyndte den gamle skam om faderens fortid at forsvinde.
“Min far er et godt forbillede. Jeg har så meget at leve op til.”
"Men jeg vil ikke være ligesom ham."
Selvom der har været fred i hele Adam McCabes livstid, siden fredsaftalen The Good Friday Agreement i 1998, så er Belfast stadig splittet.
Protestanter bor med andre protestanter.
Katolikker bor med andre katolikker.
Ofte adskilt af en mur. De er høje, og selv når man står på tæer, kan man ikke se den anden side.
"Fredsmurene" ses flere steder i Belfast, blev bygget ved udbruddet af The Troubles for at skabe en fysisk distance mellem katolikker og protestanter. Der har været flere planer om at fjerne dem, men de står stadig.
“I takt med, at jeg er vokset op, er murene kun blevet højere. Og jeg har kun kendt til ‘relativ fred’”
At murene stadig tjener deres oprindelige funktion, har ikke afholdt turister fra at søge mod stedet.
“Jeg er lidt træt af, at der kommer amerikanere og skriver ‘peace from Florida’, ‘love not hate’ og ‘give peace a chance’ på fredsmuren. Det har vi ligesom prøvet. Og muren er her stadig. Men det er da fint, at de kommer og bruger deres penge her."
Adam stopper op ved porten ind til den protestantiske Shankill Road. Han har ikke lyst til at gå længere.
“Der er ingen grund til, at jeg skal gå ind på Shankill. De få gange, jeg har gjort det, dukker jeg nakken og prøver at tiltrække så lidt opmærksomhed som muligt.”
Alle i Belfast er nemlig verdensmester i at spotte, om andre mennesker er katolikker eller protestanter. Om de er 'med os', eller med 'de andre'.
Også for Adam McCabe er det nemt at genkende signaler, som ikke er ‘egne’.
Hvilken skole du har gået på. Om dit navn er irsk. Din fodboldtrøje. Måden du udtaler bogstavet H på.
“Protestanter kan ikke se på min hudfarve, at jeg er katolik. Men det ville tage dem omkring 5 minutter at finde ud af.”
“Måske får du bare hårde ord med på vejen. De fleste vil ikke overfalde dig. Men du kan aldrig være sikker. Og vi er altid blevet fortalt, at vi ikke skal tage chancen”
I Nordirland er der en kategori under hadforbrydelser, der kaldes sekterisk kriminalitet, altså fysiske overgreb på en person, fordi de er protestanter, katolikker, nationalister eller loyalister. Man ser ikke nær så meget sekterisk kriminalitet, som man gjorde under The Troubles.
Men det er ikke uden grund, at Adam McCabe er tilbageholdende med at gå i de protestantiske områder. Sidste år blev der nemlig anmeldt 83 sager om sekterisk kriminalitet i Nordirland. Frygten for at blive overfaldt har været konstant gennem hele Adam McCabes liv.
“Da jeg var lille, sagde mine forældre altid, at jeg ikke måtte gå ind i centrum med min skoleuniform på.”
Adam McCabe gik på Saint Mary’s school, som mennesker fra Belfast med det samme ville genkende som en katolsk skole. At ‘saint’ indgår i skolens navn, giver det væk, forklarer han.
Den gamle splittelse og frygten for ‘de andre’ har altså fyldt i hele Adam McCabes barndom i et ellers fredeligt Belfast. Først i skammen over faderens fortid.
“Det var først, da jeg blev ældre, at jeg blev stolt af mit ophav. Men jeg har jo altid set op til min far. Det gør alle børn.”
Senere i hans forståelse af konflikten.
“Min far har altid sagt, at vi ikke er kommet til målet. Jeg er blevet bevidst om, at der stadig er meget at kæmpe for.”
