De unge danske digteres klub
Digte, øl og strikketøj er vigtige redskaber til en aften i fællesskabets ånd
”Jeg plejede at være en, der lige skulle have et par øl, før jeg turde at gå på scenen, men nu mærker jeg overhovedet ikke samme nervøsitet” Siger Lara Søndergaard, der er en del af aftenens line up. Hun er en blandt mange der har fundet et fællesskab, der støtter hinanden i kreativ udfoldelse.
Der er stor variation blandt de fremmødte, blandede køn og alder, nogle skal optræde andre er med for at se på. Snakken går ved langbordene og folk er i godt humør. Der drikkes billige øl eller sodavand til en 10’er, i deres egen ”trustbar” og folk har medbragt strikkegrejet. Her er både nye deltagere men også en del kommer som gengangere, der kender miljøet og scenen.
Aftenens åbne scene foregår i den lille kirke på Nørre allé, i århus, hvor Unge Danske Digtere (UDD) holder gratis arrangementer første onsdag hver måned, i samarbejde med UngK - en frivillig ungdomsorganisation, der er en del af folkekirken. Dog er det ikke det, der kommer i fokus, i aften men i stedet det kreative og de mange relationer.
Folk retter deres blik mod scenen, da værten Josefine Kirstine Nielsen, går på scenen for at præsentere aftenens første indslag. Hun letter stemning ved at opvarme publikum - ”Nu siger vi lige, at jeg er Simon Talbot” – hun fortsætter ”en hund er lige blevet kørt over hvad siger i så?” folk siger ”nurhg, åååh nej og ”ej dog”, men Laras grin bryder, den triste stemning, hun er en af aftenens artister på den åbne scene. Hendes pludselige og uventede grin, får resten af publikum i den lille kirke til at bryde ud i latter, og så er aftenen skudt i gang.
Den første på scenen virker temmelig nervøs. Ubehaget ved at se ham nervøs på en scene, påvirker stemningen i rummet en smule. Der er helt stille og lyden af en gammel PowerPoint fremviser, skaber en rystende metallisk lyd, som var det en lille spætte der hakkede. Da han er færdig modtager han publikums anerkendelse og et ordentligt bifald.
En anden artist spiller en sang på klaver og synger en af sine egne sange til elektronisk musik, støj og lyde. Som værten gjorde klar fra start er alt tilladt på den åbne scene, alt på nær djævle tilbedelse - ”Vi er jo trods alt i en kirke” griner Josefine. Nogle virker nye men her er også mange gengangere blandt publikum og artisterne. En af de faste oplæsere på den åbne scene er Lara. Hun er 22 år, og læser til pædagog.
Siden UDD startede deres åbne arrangementer i 2023 i Ø-gaderne, har Lara et været fast indslag/medlem. Hun er rutineret og efterhånden vant til at stå på en scene foran en forsamling. Hun gør sig i genren ”poetry slam”, og skriver selv sine egne digte. Hendes digte er personlige, hun blotter sine følelser, frustrationer og indre tanker, men som noget nyt med et humoristisk twist - ” Jeg plejer at skrive om meget tunge emner, og det kan godt skabe en tung stemning og derfor skriver jeg lige en joke ind, for at lette stemning og få lidt grin”
Det er et trygt miljø, man kommer ind til. Folk er hverken dømmende eller konkurrenter, men støttende og åbne for alle typer – ”Folk de griber en, hvis man nu lige har behov for at starte forfra i en tekst”.
Der er et tydeligt fællesskab, da de fleste hilser på hinanden, som at de har kendt hinanden længe. Der er interne jokes og drillerier, som vidner til at disse arrangementer altså skaber nære relationer og venskaber. Nogle kommer for poesi, men at møde vennerne er mindst lige så vigtigt – ”Det er blevet til min primære vennegruppe, og vi adopterer hele tiden nye ind. Vi laver ofte noget ved siden af når der ikke er events hernede” siger Lara.
Efter en optræden er folk gavmilde og gode til at give en solid applaus. Det skaber en lyst hos de mange fremmødte, til selv at kaste sig ud i en performance. Efter hver pause går folk op og skriver sig på en liste for optrædende. Begejstringen ved at optræde, smitter af på resten af publikum og man fornemmer en glædesrus og stolthed fra de artister, som lige har optrådt – ”man skal lige lande i det, men det er en dejlig følelse, synes jeg” fortæller Lara i en af pauserne.
Lara er ikke bange for at kaste sig ud i noget nyt, snart skal hun til New Zealand i forbindelse med hendes praktik som pædagog. Det er langt hjemmefra, men hun siger ikke farvel til poesien eller UDD, men på gensyn - ”Jeg da kommer hundred procent tilbage igen”.
