De voksnes frikvarter: høj på høvdingebold

To orange bolde og én gul suser igennem lokalet. Bliver du ramt, står den på mavebøjninger, knæløft, squats eller andet, som kan fungere som straf for ikke at undvige bolden. En af kvinderne når akkurat en bold foran en anden, og modstanderen bliver nådesløst tyret i ryggen under sin flugt. 

Det er torsdag aften, og 17 kvinder er samlet i en gymnastiksal i den østjyske by Mårslet. “Gimme More” af Britney Spears tonser ud af højtaleren, imens der bliver varmet op med stikbold til dagens høvdingeboldtræning.  

“Leve af grøntsager eller frugt resten af livet!”, bliver der råbt fra midten ad hallen. Der skal dannes hold, og hvis man helst vil spise grøntsager, så går man i til den ene side og trækker en gul vest over hovedet. 

I dagtimerne huser gymnastiksalen flere af kvindernes børn, men i aften danner ribberne en arena, som ikke handler om madlavning og puttetid. Holdet med de færreste spillere starter med bolden, og så er kampen skudt i gang.

Mår-Hunnerne, som de kalder sig, spiller oldschool høvdingebold. De mener, at det er de mest simple og sjove regler. Der er to hold. Man er skiftevis høvding. Bliver du ramt, er du død. Rammer du en anden i hovedet, er du død. Griber du, så befries en holdkammerat.

Nanna Fisker bliver ramt af en bold, og sætter sig på en lang træbænk bag hendes høvding. “Det er den fedeste holdsport,” siger hun. For fire år siden dannede Nanna klubben, der i dag tæller 26 Mår-Hunner. “Man behøver ikke at have dyrket noget lignende for at være en del af fællesskabet.” 

Nanna flyttede fra Brabrand, hvor hun spillede i en lignende høvdingeboldklub. Som tilflytter manglede hun et sted, hvor hun kunne møde andre fra byen og danne venindeskaber, som hun kalder det. 

Klubben er i dag så populær, at du bliver mødt af en venteliste på seks måneder, når du tilmelder sig. Nye klubber åbner sporadisk i forskellige egne af Østjylland, og det vidner om en øget interesse i sporten.

Bolden rammer den sidste med gul vest på banen. Alle de døde fra holdet synger “uuuuh”, mens de hurtigt klapper håndfladen mod munden. Høvdingen skal i spil. 

“Ja!”, “Hua!” og “Ahh!” udstøder de, når de hopper og kaster sig til højre og venstre for at undvige bolden. Latteren når helt til loftet i gymnastiksalen, som ikke har ændret sig det store siden flere fra holdet selv var elever på skolen. Høvdingen bliver udspillet og skudt. De gule veste må erkende nederlaget. 

Nye hold. Denne gang går pessimisterne til den ene side, optimisterne går til den anden. Kun to vælger den pessimistiske side. De holder armen om hinanden og latteren går højt. Flere optimister overgiver sig og tager en pessimistisk gul vest på. Næste sang i køen er Beyonces “Who Run the World (Girls)”, og så er kampen skudt i gang.

Ida Á Rogvi tager en pause på træbænken. Hun startede i klubben kort før jul, efter seks måneder på ventelisten. “Som tilflytter til en lille by som Mårslet er det vigtigt for mig med sociale relationer. Jeg samler nemlig energi ude”. 

Ida er alenemor med to børn, og det betyder, at hun kun kan deltage i træningen hver anden torsdag. “Jeg var bekymret for, at jeg ikke kunne leve op til kravene for klubben. Men jeg lærte hurtigt, at her er der plads til alle her. Folk har haft fuld forståelse.”

På banen går det vildt for sig. En af spillerne vælter ind i højtaleren og slår sin hånd. Spillet stopper for en stund, imens Nanna henter is op fra en kølepose fra Aldi. Træningen har tidligere ført til ben i skinner og hjernerystelser, så holdet er vant til skader. 

Isen bliver lagt på håndryggen og spillet genoptages. Her på banen vil man gerne vinde, men ingen græder snot over et nederlag. Det vigtige er, at man har det sjovt og lærer hinanden at kende.

Efter flere runder og den sidste høvding er død, lakker træningen mod enden. I omklædningsrummet går det mindre vildt for sig, og snakken falder på, at man bliver helt høj af høvdingebold. Mår-Hunnerne pakker indendørssko i muleposer, og en bemærkning om strik den 7. flyver gennem lokalet.