Den Grønne Trepart vil fjerne barrierer for omlægning af jord til vild natur

Parterne i den grønne trepart, som omfatter både politiske partier og interesseorganisationer, arbejder med at gennemføre en historisk stor jordomlægning i Danmark.

Et areal større end Fyn skal omlægges til natur og denne radikale ændring af det danske landskab skal ske hurtigt.

Det kræver at lodsejere, stat og kommuner samarbejder og derfor blev der i 2024 sat omkring 40 milliarder kroner af til “Danmarks Grønne Arealfond”.

Ministeriet for Den grønne trepart står bag fonden og formålet er at få plantet 250.000 hektar ny skov og tage 140.000 hektar lavbundsjorder ud af drift frem mod 2045. Blandt andet. Samtidig skal omkring 10 procent af Danmarks areal omlægges til natur og skov.

Lavbundsjorderne spiller en central rolle i aftalen fordi de kulstofrige jorde udleder store mængder CO₂ når de pløjes. Treparten har vedtaget en tidsplan for arbejdet og i vådområder med store kvælstofproblemer skal omlægningerne være igangsat senest i 2027.

Samtidig erkender parterne i aftaleteksten, at omlægningen bliver vanskelig. De erklærer sig enige om at barrierer for arealomlægningsindsatser skal belyses og at der skal arbejdes for at fjerne dem. 

26 initiativer skal gøre omlægning af jord lettere

Barriererne handler om både økonomi, administration, landbrugs- og skovlovgivning, forvaltningspraksis og natursyn. Trepartsaftalen bygger i høj grad på frivillige aftaler med lodsejere i landbruget, så støtteordningerne til omlægning skal være attraktive nok til, at landmænd vil indgå aftaler - uden at jordpriserne presses kunstigt op.

Og omlægningen kræver omfattende lokal planlægning, hvor kommunerne skal koordinere indsatsen.

For at støtte op om processen nedsatte ministeren for grøn trepart i 2025 en arbejdsgruppe med blandt andre Kommunernes Landsforening og Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV). Arbejdsgruppen pegede på 26 initiativer, der skal gøre udtagningen lettere og hurtigere. Flere af forslagene handler om administration og sagsbehandling.

Kommuner og lodsejere har, ifølge Ministeriet for den grønne trepart, peget på tunge digitale systemer og lange processer som en barriere.

Derfor lægger nogle af initiativerne op til forbedringer af digitale tast-selv-systemer, hurtigere håndtering af fejlmeldte sager og mere fleksible tilskudsordninger til vand- og klimaprojekter.

Andre initiativer handler om at afklare regler om skat, offentlig adgang og rydningspligt på udtagne arealer. Områder som, ifølge SGAV, tidligere har skabt usikkerhed og forsinkelser.

Atter andre tiltag er for eksempel indførelse af mulighed for kompensation for tab af værdi i nogle vådområde- og lavbundsprojekter og ændring af regler for efterafgrøder, så projekter ikke forsinkes af krav om plantedække.

I aftalen peges der også på mangel på dokumentation, som en vigtig barriere. Nye arealomlægninger skal kunne tælles med i de nationale klimaregnskaber, og det kræver data og faglig dokumentation.

I trepartsaftalen slås det fast at tempoet i de eksisterende ordninger må ikke bremses, mens de nye værktøjer i arealfonden bliver færdigudviklet. 

Et system bygget til produktion

Noget der kan blive en udfordring for de politiske parter er, at nogle af barriererne kræver ændret lovgivning. Landbrugs- og skovloven omtales nemlig stadig oftere som en barriere for omlægning af jord til natur samt for genforvildning af driftskov-områder.

For eksempel har netmediet Zetland et projekt i gang, hvor journalist Clara Grunnet forsøger at købe landbrugsjord til omlægning og støder på mange hindringer i landbrugsloven, for eksempel bo- og ejendomspligt. Reglerne om landbrugspligt og bo- og ejendomspligt på landbrug blev i sin tid vedtaget for at sikre dyrkning og fødevareproduktion.

Og Mads Flinterup, forstkandidat og klima- og biodiversitetschef i Hedeselskabet nævner i podcasten ”DM Biosfæren: Skal vi styre naturen, eller har den bedst af at passe sig selv?” at Skovloven for eksempel begrænser brugen af græssende dyr, fordi de var en trussel mod skoven i 1805.

Han fortæller at Hedeselskabets genforvildnings-projekter ofte sættes skakmat af lovgivningen. For eksempel må de ofte søge dispensation for skovloven for at få sat græsning på arealer.

Når landskabsforvaltningen pludselig skal rumme mere urørt natur. 

Rasmus Ejrnæs, biolog og professor ved institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, påpeger i samme podcast at treparten primært handler om klima og vandmiljø, mens biodiversitet fylder mindre.

”… hvis man nu havde lavet en stor national indsats for biodiversitet, så vil man have sagt, EU og FN siger, at vi skal have 20% beskyttet natur og 10% strengt beskyttet natur. Hvor skal de ligge henne? De skal ligge i naturen og ikke ude på nogle pløjemarker.”

Ifølge Ejrnæs handler trepartsaftalen mere om ”at vi skal beskytte vandmiljøet mod næringsstofudvaskning, og vi skal prøve at få bundet noget kulstof i jorden.”. 

Og Mads Flinterup nævner at der også er en naturgenopretningsforordning med internationale mål som skal indfries: 

”Der jo ikke noget i Den grønne trepart, der tilsiger at vi kommer til at få genoprettet de ødelagte økosystemer i det omfang, som EU forpligter os til at gøre.”

(Mads Flinterup i DM Bio, Biosfæren nr 14, “DM Biosfæren: Skal vi styre naturen, eller har den bedst af at passe sig selv”, af Journalist Bille Sterll og biolog Michael Bent Hansen )

Ejrnæs og Flinterup peger på at, dem der ønsker at bidrage til genforvildning af Danmarks landskaber, agerer i et felt mellem gammel lovgivning og praksis for skovdrift, jordbrug og arealanvendelse der i bund og grund stadig handler om produktion.

Ejrnæs går så langt som til at sige: 

“(..)jeg hører det fra alle dem, der arbejder med seriøse naturgenopretningsprojekter: Det er ikke bare sådan, at vi har en dårlig naturbeskyttelse i Danmark. 

Vi har næsten en negativ naturbeskyttelse. 

Når man vil lave vild natur, så støder man ind i lovgivningen, der simpelthen siger: Nej, det må du ikke, det er forbudt.” (DM Bio, Biosfæren nr 14) 

Spørgsmålet er hvor hurtigt og hvor omfattende man kan ændre et system, der historisk har været indrettet på at holde jorden i produktion.