Den uventede lillefredagsfest: “Vi gik bare forbi, og syntes de spillede nogle fucking bangers herinde”

På scenen, bag DJ-pulten, står en kvinde med store, stjerneformede skibriller og rottehaler. Nede på gulvet farer et par høje stiletter rundt og tager temperaturen i det ellers forårskolde kulturhus. “Bliver det nogensinde for tidligt?”, spørger den kække stemme gennem mikrofonen da Mariah Careys “All I Want For Christmas’” klokker kimer. Publikums reaktion er et entydigt ‘nej’. Kapow-Bingo er først lige begyndt.

“Vores kammerat har fødselsdag. Vi venter på, at han har fri fra arbejde, så nu sidder vi bare her”, siger Mads, der med sine to kammerater forsøger at slå tiden ihjel med dåseøl og salviefarvede snusbøtter. Aftenen er et blankt lærred. Alt kan ske. “Det er jo ikke weekend endnu, så vi finder nok bare en bar”, fortæller de feststemte unge mænd, efter at have overvejet, hvad der skal ske når fødselaren endelig tilslutter sig festkomiteen. Det er trods alt torsdag. 

Lidt har også ret 

Som en gennemrystet sodavandsdåse sprøjter neonlysene sine stråler udad Ridehusets gamle rundbuede ruder. Bag bygningens tre meter høje fyldingsdøre, står runde konferenceborde og borde/bænke sæt. Kun tolv af dem bemandet. Allerede inden arrangementets officielle starttidspunkt, sidder der 37 mennesker, der allerede hovedkulds har kastet sig i Moster Niller og DJ Kapows lyserøde, frynseklædte arme. Selvom hallens 1100 kvadratmeter har set større fremmøde førhen, er det ikke noget hverken gæsterne, værterne eller arrangørerne ser sig sure på. “Der er jo skidegod stemning,” siger Carsten, der udover at være en af arrangørerne, også agerer SoMe-ansvarlig på aftenen. Han bener nøje rundt og samler små smagsprøver af stemning på sin mobiltelefon med kortholdende lædercover på.

Fra klassisk til Kapow 

De endnu ventende unge mænd, har taget for sig af de tomme bordes diverse pynteremedier. De har iført sig hvad der iføres kan. “Der er halvt fyldt, men folk har det jo fedt”, siger Thomas. “Vi kommer lige fra at have hørt Carl Nielsens 5. symfoni ovre i Musikhuset. Vi gik bare forbi, og syntes de spillede nogle fucking bangers herinde”. Det synes salens 34 andre deltagere tilsyneladende også. To kvinder rejser sig fra deres bord, træder op på bænken med det ene ben, og op på bordet med det næste. Med sig har de en oppustelig guitar hver, og begrebet luftguitar får i aften en yderligere betydning, da ‘Summer of 69’ simultant runger ud af højtalerne. 

“Det er ret specielt at gå fra faste siddepladser i en koncertsal til langborde og bænke, bare sådan”, siger Thomas. Trods de godt 100 meter og den korte geografiske afstand fra Musikhuset til Ridehuset, er der i aften betydelig afstand mellem de to publikummer. 

En gammel kending 

Midt i det hele stopper musikken. Et nyt nummer toner frem. En mandlig stemme begynder at tale med vestjysk dialekt. Det er VLTJ, vi skal til at høre. Turen er en dejlig rejse op fra bænken, ud på gulvet, ned på jorden når man er til Kapow-Bingo. Som var det et yogastudie en lørdag morgen, ligger hele salen nu på alle fire. Som om nogen havde påført festen en hjertestarter, og skruede gradvist op for spændingen, lader publikum i synkrone bevægelser deres albuer og håndflader ramme jorden i sangens stigende tempo.

Tiden er endegyldigt død, da Cander – den fjerde kammerat og fødselar – kommer ind i hallen. Han kommer lige i tide til, at forsamlingen kan nå aftenens sidste fællesdans. Denne gang, eller i dette tilfælde, endnu en gang, til Y.M.C.A. Da den sidste Kapow-Bingovinder er kåret, stiller de nu fire drenge sig op og afholder strategimøde. Oppe mod scenen står de øvrige deltagere og venter på, at få et billede og en sludder med Moster Niller.