”Det er en god dag hver dag, lige meget om vi vinder eller taber”

”Kan du få fingrene op ad slikkassen!”, råber Mogens. Vagten, som nu tager af kassen for tredje gang, kigger hurtigt op og griner mod ham. ”Claus har været i den 27 gange nu!”. 

Mogens Larsen er kontrollør og ansvarlig for spillertunnellen på Aalborg Portland Park, hvor AaB har hjemmebane. Han sørger for, at spillerne har alt det, de skal bruge inden kampen, samt at de kommer på banen til tiden, og at kampbolden er klar. Han er 78 år gammel og har arbejdet for AaB i 51 år med kun 18 afbud i alt.

4 kg slik i 25 år

Under tribunerne på Aalborg Portland Park er en lang gang, som er fyldt med omklædninger og taktikrum. Mogens er placeret i midten af den gang, hvor han står ved sit klapbord. Lige foran ham er trappen op til banen.

Det betyder, at alle spillere, personale og stab kommer forbi, og de vil alle sammen hilse på Mogens og smage af slikkassen, som står på bordet. Sådan er det altid.

”Der ryger omkring 4 kg slik på sådan en kampdag, og kassen har været med i 25 år”.

”Det er grunden til, at vi godt kan lide ham!”, råber en forbipasserende, og peger hen mod kassen.

Mødet mellem spillere og personale

Kl. 16 har Mogens været i gang i en time. Han har sat forsyninger frem til spillerne, og maden er klar til dommerne. Kampstart er kl. 19. I dag hedder den AaB mod Aarhus Fremad. Et hold som AaB tabte 5-1 til i efteråret.

”For mig er det vigtigt at sige hej til alle spillerne, når de kommer. Vi havde engang en hollænder, der var ude og lede efter mig, da jeg tændte lysene, for at sige god kamp”.

Af den grund bliver Mogens også på sin plads ved bordet for nu, for han skal nødigt misse nogen, som han skal sige hej til. ”Hvordan går det med den gamle?”, spørger han, da en spiller kommer forbi. ”Det går okay”, og de falder i snak.

Døren nede i den ene ende ad gangen går konstant op, og nye ansigter kommer til syne. De smiler, når de går ned mod omklædningen, som ligger i den modsatte ende ad gangen. ”Nu kommer Rasmus Würtz”, ”Nu kommer sportsdirektøren”, ”Nu kommer cheftræneren”, fortæller Mogens, hver gang han kan se, hvem det er, der kommer.

Kampstart nærmer sig

Udeholdet er endnu ikke ankommet. ”Der er kun to timer til kampstart, og de plejer at være her nu. Men det er nok fordi, spillerne og staben kører i samme bus”, forklarer Mogens med lidt bekymring i stemmen.

Kl. 17:25 ankommer Aarhus Fremad, og de bliver dirigeret ind mod deres omklædningsrum. Deres råb og latter runger i den lange gang, og man kan ikke mærke på dem, at de lige om lidt skal ind og spille en vigtig fodboldkamp. Musikken fra en medbragt højtaler tændes i omklædningsrummet, og den kan høres helt ude ved Mogens’ bord. De hører ’Raindance’ med Dave.

En pressemedarbejder siger til en af Aarhus Fremad-spiller: ”Løb ned mod kameraet”, måske i håb om et godt billede, hvis han scorer.

Efter udeholdets ankomst øges seriøsiteten i gangen, og der bliver skruet lidt ned for vittighederne og de sjove kommentarer mellem personalet. Måske er det fordi, fjenderne er ankommet, men sådan ser Mogens dem ikke: ”Her i Aalborg passer vi godt på vores gæster”, forklarer han.

Kampstart nærmer sig, og spillernes blikke er rettet stift ud i luften, i det de går til og fra opvarmningen. Fuld koncentration.

De sidste forberedelser

Mogens finder kampbolden frem, og begiver sig op på banen. Vesttribunen er godt fyldt op med de mest inkarnerede AaB-fans. Aarhus Fremads fans er også ankommet, de står i den modsatte ende på udebaneafsnittet. De er i et undertal, og det kan høres. På Vesttribunen bliver der skrålet med på melodien ’Geordie’ af Gabry Ponte, som bliver spillet i højtalerne: ”Lå lå lå lå lålålålååå”.

Mogens lægger bolden på en holder ved porten ind til banen, så dommeren kan tage den med ind.

Gangen, som ellers har været så rolig, begynder at vrimle med mennesker. ”5 minutter”, siger Mogens. Han samler de utålmodige børn fra AaB’s samarbejdsklubber i to rækker, så de er klar til, at spillerne kommer ud af omklædningen.

AaB’s speaker råber i højtalerne oppe på banen. Han er ved at gejle publikum op til, at tage imod de to hold. Journalisterne samler sig omkring indgangen til spillertunnellen, hvor Mogens nu har placeret de to hold korrekt ved siden af de spændte børn. 

I højtaleren bliver udeholdet introduceret, og Mogens kalder dem op med et rutineret ’vink’ med hånden. ”Buuuuuuh” lyder det fra AaB’s fans. Aarhus Fremad går på banen. Kun AaB står tilbage.

”Kære publikum, rejs jer op og tag godt imod... AaB!”

Mogens får øjenkontakt med AaB’s anfører, og vinker ham op på banen.

”lå lå lå lå lå lå lå lå, her kommer Aalborg BK, pas på!” synger publikum.

”Jeg har set nok fodboldkampe”

Kampen går i gang, og Mogens går stille tilbage i spillertunnellen. ”Jeg har set nok fodboldkampe, så jeg stiller mig altid herned igen, når kampen går i gang. Jeg kan alligevel godt høre, hvem der scorer”.

Efter 1. halvleg er spillet færdig, står han klar på sin plads ved bordet igen. ”Kom så drenge, de synes ikke, det er sjovt!”, bliver der råbt fra en af spillerne, i det de går ned mod Mogens. Deres jernknopper larmer på gangens gulv mod de to omklædningsrum. Dørene lukkes, og der bliver stille igen.

Efter 15 minutters pause er der igen aktivitet nede fra omklædningen, og Aarhus Fremad går op på banen igen. ”Dommer, AaB er stadig ikke kommet ud”, siger Mogens. ”Hold jer for ørene”, bliver der svaret, og dommeren puster højt i fløjten ned mod omklædningen. AaB kommer ud. 

”Det er jo kun fodbold”

”JAAAAA” lyder det oppe fra. 0-1 Aarhus Fremad. AaB-spillerne kommer igen ned mod Mogens, men denne gang kigger de ned i jorden. ”Kolding vandt også”, siger Mogens. Det betyder, at AaB nu er nede på 7. pladsen, og ikke længere selv kan afgøre, om de kommer med i oprykningsspillet. Men det er ikke det, der betyder noget for Mogens:

”For mig er det en god dag hver dag, lige meget om vi vinder eller taber, det er jo kun fodbold”.