Rakovica lugter af får i dag.  

Timeviseren på det gamle vægur i garagen har knap passeret syv, da Jasmin binder to af dem fast til træerne foran rækkehuset. De bliver behandlet godt. Får vand og salt i løbet af morgenen, og bliver kysset og klappet. Det skal de op til slagtningen. Det er ikke bare en anbefaling, men en betingelse for, at offerhandlingen er gyldig og acceptabel.  

Termometeret sniger sig tidligt over de 29 grader, og små svedperler har samlet sig på Jasmins pande, før han overhovedet har fundet flåknive, skovl og snor frem. Rastløst går han rundt i haven og gør klar. 

Det er første Eid al-Adha uden hans far. 

Jasmin flyttede hjem sidste år, da faren gik bort. Nu bor han igen med sin mor og storesøster i rækkehuset i Rakovica. Om lidt kommer fætteren, Hares, forbi for at hjælpe med slagtningen – ligesom familien plejer. 

Da bilen triller ind i indkørslen, bliver der udvekslet hurtige kindkys, før arbejdet fortsætter. Knivene slibes. Hullet graves. Bønnen bedes. Rebet til det første får skæres over, og de to mænd kæmper for at få det lagt ned og vendt mod Kabaen i Mekka. 

“Bismillah Allahu Akbar. Bože, molim te, primi ovaj dar od mene,” beder de på arabisk og bosnisk. 

I Guds navn, Gud er størst. Jeg beder dig, tag imod denne gave fra mig. 

Jasmin famler efter kniven i græsset bag sig.  

Så går det hurtigt. 

x

Et ritual i arv 

Qurbani udføres i løbet af de tre dage under Eid al-Adha, der i år er faldet i slutningen af maj. Formålet med ofringen er at ære profeten Ibrahims villighed til at ofre sin egen søn af lydighed mod Gud, og at udvise taknemmelighed og næstekærlighed. Især til dem, der har det sværere end en selv. Traditionen tro skal kødet fordeles i tre lige store dele: en til husstanden selv, en til familie, naboer og venner og den tredje og sidste del til mennesker med få ressourcer eller særlige behov. 

Tryk her, for at høre mere om højtiden.

En håndfuld mørkeblå plasticstole står linet op i skyggen foran garageporten. Her sidder kvinderne i familien, mens Jasmin og hans fætter begynder arbejdet. Sådan er rollefordelingen her: mændene slagter og flår dyrene, og kvinderne laver senere mad af indvoldene og familiens del af kødet. 

Jasmin slagtede sit første får som 15-årig.  

Det var en slags manddomsprøve. Han husker tydeligt sit teenage-jeg, som spillede sej og modig, men i virkeligheden var rædselsslagen. Det var vigtigt at bevise sit værd.  

“Min far lærte mig alt om qurbani. I dag tænker jeg meget på ham og de råd han gav mig. Da han var yngre tænkte jeg ‘Hvad skal jeg bruge det her til?’ men i dag forstår jeg det virkelig. Både det praktiske og det spirituelle.”  

Tiderne var anderledes dengang, siger han. Hans far var hårdere i filten og mente, at rigtige mænd ikke var bange for hverken får eller for at slå ihjel. Jasmin ryster på hovedet ved tanken om, hvordan ritualet ofte bliver opfattet.

"Det handler jo ikke om at myrde et dyr eller om kød. Det handler om at være bevidst om Gud. Selvom vi ikke kan se ham, tror vi på ham. Og det skal vi bevise," siger han. 

Den nye generation bliver opdraget blødere og får i højere grad at vide, at det er okay ikke at ville deltage i ritualet. 

Jasmin har en nevø på tre og en niece på seks. De dukker op i løbet af formiddagen, efter det første får er slagtet og parteret, og begge hoveder ligger i skyggen oven på en kummefryser i garagen. 

“Ad! Du lugter!” hviner de, hver gang de kommer for tæt på ham.  

De synes, det er ulækkert, men alligevel er der en barnlig nysgerrighed. Som katten om den varme grød cirkler de rundt om fårehovederne, rører ved hornene og forsøger med små pinde at åbne munden på dem. 

x

Mens mændene slagter  

Imens går matriarken Munira og Jasmins storesøster, Belma, i gang i køkkenet. En gang imellem forsvinder de ud i køkkenhaven efter kartofler, persille eller bønner, men ellers ses de ikke så meget udenfor. 

Det store cementhus med mørkerøde skodder og blondegardiner strækker sig over tre etager. På førstesalen ligger en terrasse fyldt med potteplanter og tørresnore med farvede plastikklemmer. Her stikker Jasmins mor indimellem hovedet ud over rækværket og råber ned til naboer, der går forbi med favnen fuld af friskbagt brød fra den lokale bager.  

“Eid Mubarak!” lyder det i løbet af gennem dagen. 

Mens mændene står for slagtningen, er kvinderne i familien i gang med den del af traditionen, som foregår indendørs. Offerfesten er en stor social begivenhed, og hjemmet skal være klar til gæster. Kødet skal fordeles og pakkes i små hvide plastikposer, som sælges særligt til lejligheden i lokale butikker og på markeder, og maden skal laves. 

Og et festmåltid kommer der. 

Da slagtningen er overstået, bliver der dækket op på et bord-bænkesæt i skyggen: gryderet med fårets indvolde og gulerødder, kinesiske kyllingeschnitzler, friskbagt lepinja, kartoffelsalat med løg, ostetærte, danskvand og urtecola stilles frem. 

Plastiktallerknerne ligger side om side med fætterens slagtekniv og en pakke gul Camel.  

“Kinesisk schnitzel fra en bosnisk dame,” mumler Jasmin med munden fuld af fåregryde.  

Han fortæller, at Munira altid brillerer med et hav af forskellige retter, men sjældent er tilfreds. Hun himler med øjnene og dasker sin søn på armen.  

 x

Mellem naboer og fremmede 

Efter frokosten begynder gæsterne at strømme ind. 

Naboer, venner, fætre og kusiner vælter ind i indkørslen med de små hvide plastikposer under armen. Alle iklædt deres stiveste puds: lange rosafarvede kjoler, ballerinasko, spraglede hawaiiskjorter og khakibukser. 

Der bliver drukket kaffe og fortalt røverhistorier. Krammet, joket og grinet. Fejret. 

Og sådan ser Eid al-Adha ud i mange bosniske hjem i disse dage. Også dem, der ikke er muslimske. Højtiden er i stigende grad blevet en fælles samfundsbegivenhed, og for eksempel i Sarajevo og det centrale Bosnien er dagene officielle fridage for alle. Det er almindeligt at dele qurbani-kød med naboer og bekendte, uanset religion. 

Men langt fra alle har mulighed for selv at gennemføre en slagtning. 

Et får koster omkring 2.500 danske kroner, og for nogle familier er det langt mere, end økonomien kan bære. Derfor vælger flere og flere at lade organisationer stå for ofringen på deres vegne, mens andre modtager kødet gennem velgørende initiativer. 

Et af de største programmer drives af Islamic Relief. 

x

Fra kniv til klik 

Islamic Relief er en international nødhjælps- og udviklingsorganisation, som har været til stede i Bosnien siden Bosnienkrigen i 1992. Her støtter organisationen blandt andre krigsinvalider, ældre med små pensioner, forældreløse børn og romaer. Under Eid al-Adha står organisationen samtidig for et omfattende qurbani-program. 

For imens mange familier, som Jasmins, oplever slagtningen som højtidens centrale ritual, er det for andre først og fremmest handlingen med at give videre, der står i centrum. 

For mange foregår ofringen ikke længere i egen baghave. I stedet foregår den med få klik på en telefon eller computer. Privatpersoner og familier betaler for et får gennem organisationer som denne, der står for hele processen: fra slagtning til udvælgelse af modtagere og uddeling af kødet i hele landet. 

Selvom programmet finder sted under en religiøs højtid, er Islamic Reliefs fokus først og fremmest humanitært, forklarer Adil Sokolović, der er medieansvarlig i organisationens Bosnien-afdeling. Kødet skal ud til mennesker, der har brug for det, uanset religiøs overbevisning. Men selvom hjælpen er velgørende og rækker bredt, udspringer programmet stadig af den islamiske tradition for at brødføde andre og vise omsorg for mennesker, der har det svært. 

Adil har arbejdet som fotograf i ti år og dokumenterer i dag Islamic Reliefs arbejde gennem billeder, video og personlige fortællinger fra hele landet. Og arbejdet har fået en stor personlig betydning for ham, fortæller han: 

“Folk som mig, der bor i hovedstaden, kommer aldrig ud til de her landdistrikter medmindre man har et specifikt formål. Derfor er jeg kommet til at elske mit land mere. Jeg har lært byerne og disse mennesker at kende. Hvordan de lever deres liv, og hvor forskelligartet deres hverdag er.” 

 x

En pose kød og et fingeraftryk 

På tredjedagen af Eid al-Adha sætter Adil sig bag rattet i sin hvide Dacia Duster. Ved siden af ham sidder kollegaen Nejra Neimarlija. Hun er programleder i Islamic Relief Bosnia og ansvarlig for organisationens sæsonkampagner - herunder årets qurbani-distribution. 

GPS’en sættes 40 km nordvest for kontoret i Sarajevo til udkanten af den lille industriby Kakanj.  

Her ligger et af hjælpeorganisationen Merhamets suppekøkkener i et nabolag, hvor de mere ressourcestærke borgere er flyttet væk. Tilbage er især ældre og syge mennesker og marginaliserede grupper som romaer. De fleste er ikke muslimer. Men de har brug for mad. 

Adil og Nejra tager deres kongeblå veste på i bilen, da de parkerer. Og så snart de stiger ud, bliver de sat til at tømme spandevis af kød fra en lokal varevogn. De skal bæres op i køkkenet, så de små poser kan deles ud sammen med dagens ret, der består af en gryderet med kål og oksekød.  

Mens Adil tænder kameraet og går i gang med at fotografere, filme og tale med folk i køen, finder Nejra en stol ved et skrivebord indenfor. Hun bladrer frem og tilbage mellem sine egne lange lister og suppekøkkenets registre. På dem står navne og korte beskrivelser af de lokales livssituationer: Cancer. Diabetes. Hepatitis. Enlig. Enke. 

Nogle af modtagerne skriver under, når de henter deres kød. Andre sætter blot et fingeraftryk i blæk. De kan ikke skrive deres navn. 

 x

Qurbani uden grænser 

Bosnien adskiller sig fra mange af de andre steder, hvor Islamic Relief arbejder, som Gaza, Yemen og Etiopien. Der er adgang til rent drikkevand, naturressourcer og i princippet muligheder for at være selvforsynende. Men krigene i Eksjugoslavien har efterladt dybe spor. Mange mistede familiemedlemmer, hjem og jobs, og i flere lokalsamfund mærkes konsekvenserne stadig mere end 30 år senere. 

Ifølge Adil handler udfordringerne derfor ikke altid om mangel på ressourcer, men også om de menneskelige omkostninger, som krigen har efterladt. Om traumer, fysiske som psykiske, og om mennesker, der aldrig helt er kommet videre. 

“Fattigdom ser anderledes ud her end i andre lande. Det er mere komplekst. Her er tale om nogle mentale helbredsproblemer snarere end finansielle eller praktiske, som jeg tror er en eftervirkning af krigen,” siger han. 

Og flere og flere gør brug af programmet. 

Ifølge Nejra er efterspørgslen på organisationens qurbani-donationer steget markant – også bare siden sidste år. 

I år er der blevet doneret omkring 790 får til Bosnien gennem deres program. Et får bliver typisk delt op i fire til fem kødpakker. Nogle ender hos enlige ældre, andre hos familier med børn eller i suppekøkkener rundt omkring i landet. 

Præcis hvor mange mennesker programmet når ud til i år, er organisationen stadig ved at opgøre. Men ifølge Nejra er det væsentligt flere end sidste år, hvor omkring 10.600 mennesker modtog hjælpen. 

Forklaringen skal blandt andet findes uden for Bosniens grænser, mener hun. Mange bosniere i udlandet vælger at sende deres qurbani tilbage til hjemlandet. I dag bor mere end halvdelen af mennesker med bosniske rødder uden for landets grænser. Krigen sendte millioner af bosniere på flugt, og mange kom aldrig tilbage. Men forbindelsen til hjemlandet lever videre. 

Og netop dette er noget af det, som Nejra elsker allermest ved sit job.

"Det er inspirerende for mig at se, at medmenneskelighed faktisk ikke kender nogen grænser. Folk i Bosnien beder for mennesker i hele verden, som i Yemen, Sudan og Somalia, mens folk fra lande som Canada og Sverige betaler for qurbani i Bosnien,” siger hun i suppekøkkenet. 

Udenfor fortsætter køen langs bygningen. 

En efter en træder folk frem til skranken med deres papirer og hjemmebragte plasticspande. Nogle tager imod dagens varme måltid, mens andre får udleveret deres portion kød. 

 x

Mere end et måltid 

En af dem, der står i køen i dag, er Šasena Ibrenović. Den ældre kvinde bor lige rundt om hjørnet i et tæt bebygget kvarter af små murstenshuse med skæve bliktage. Gennem flere generationer har områdets familier har levet med økonomiske og sociale konsekvenser af krigen. Efter uddelingen viser hun vej hjem. 

Kødet hun har fået med under armen skal ikke spises med det samme, fortæller hun: 

"Det skal fryses ned, så det kan holde så længe som muligt." 

Smalle stier af skæve brosten snor sig og fører til hendes hus, hvor hun bor med sine tre voksne døtre. Da hun åbner døren, vælter stemmer ud mod gaden. 

Familiemedlemmer, naboer og børn kommer og går mellem hinanden. Der står stole og madrasser langs væggene, og hver eneste plads i huset er taget i brug. Det er svært at tælle præcis, hvor mange mennesker der opholder sig i huset i dag. 

Men sådan er det ofte her, forklarer hun. 

Mange familier bor tæt, og nogle deler hjem med både slægtninge og naboer, fordi de ikke har andre steder at bo.  

Derfor er pladsen også trang. Slidte kondisko og sandaler ligger i bunker i entreen. Køkkenet er fyldt med plastikspande, sække og gryder. Et gammelt gaskomfur står klemt ind mellem møblerne, og over det hænger et par indrammede familiebilleder. 

Længere inde, i stuen, sætter Šasena sig tungt ned på en lille veloursofa med et brunt tæppe lagt over. Hun lader blikket glide hen over rummets indhold af madrasser, tøj, reoler, fyldte skraldesække og en bliktønde, før hun begynder at fortælle:

“Jeg lever af en minimumspension og har ingen anden indkomst. Tidligere kunne jeg klare mere selv."

Hvor andre i området nogle gange samler skrot eller tager fysisk arbejde for at tjene lidt ekstra, har hendes alder sat en stopper for den mulighed.  

Samtidig har familien været ramt af flere personlige tragedier. For nylig mistede hun en af sine sønner. Han blev myrdet lige ved siden af huset. Hun rejser sig, trækker det lyse lagen, der fungerer som gardin, til side og peger ud mod gaden. 

Derude, siger hun. 

Derfor er det ikke kun kødet, hun er taknemmelig for. Det er også, at nogen har tænkt på mennesker som hende. 

x

Börek til drengene 

Ikke langt derfra sætter Dževada Ramić raskt kursen hjemad i sine slidte sketchers. Hun bor i sin søsters lejlighed med sin mand og deres to sønner.  

På sofabordet står kaffekopper fra tidligere på dagen, og mellem dem ligger cigaretskodder, medicinæsker og sammenkrøllede kvitteringer. 

Qurbani-kødet skal heller ikke gemmes væk. Tværtimod. 

"Vi skal lave börek!" udbryder hun begejstret. 

Det elsker hendes sønner nemlig. Hun smiler helt ved tanken. 

At lave börek med qurbani-kød er næsten en tradition i sig selv. Rundt omkring i Bosnien bliver det ofte det første måltid, når qurbanien er delt ud. Og for Dževada handler det om at bruge kødet, mens højtiden stadig er her.  

At samle familien omkring et måltid, og at gøre drengene glade. 

I hverdagen er pengene små, og familien er afhængig af hjælp fra både slægtninge og velgørende organisationer. Samtidig kæmper Dževada med sygdom, og mange af hverdagens bekymringer og praktikaliteter fylder mere, end hun ønsker. Derfor er kødet også en luksus, som sjældent finder vej til middagsbordet. 

Så i dag er der noget at fejre. 

Og i et hjem, hvor meget handler om at få tingene til at hænge sammen, er det netop dét, qurbanien giver mulighed for: et måltid, som ikke bare mætter, men samler familien omkring bordet. 

x 

x

Senere på aftenen foldes Dževadas kød ind i dagens börek.

Hos Šasena ligger kødet i fryseren og venter på de kommende uger.

Tilbage i Rakovica er kaffekopperne tømt og de sidste gæster gået hjem.

Nogle familier har selv stået med kniven i hånden. Andre har modtaget kødet i en plasticpose fra et suppekøkken.

Men tanken bag er den samme:


At give noget videre. Så alle har en grund til at samles ved bordet.