“Det uformelle samvær, og de uformelle samtaler. Dem er der mere tid til - og mange flere af”

De stedsegrønne fyrretræer omfavner Silkeborg Højskole i en varm krammer. 

Vi står indenfor i det store murstens-beklædte opholdsrum uden for spisesalen. Duften af lasagne breder sig, og lyset vælter pludselig ind af vinduet, hvor solstrejfet rammer to hjemmelavede pink plakater. ‘BACHELORETTE’, står der øverst, og vi bliver klar over, hvad der må være det store tilløbsstykke blandt eleverne. To sirligt udklippede billeder af Mie Borup og Sofie Sytnik følger med, da en fremstrakt hånd kommer gående ud gennem døren fra spisesalen. 

“Hej, det er mig, der er Jonas!”.

Vi går sammen med ham over den lange sti, på vej hen til det, vores historie egentlig skal handle om. Jonas bor nemlig på højskolen. Sammen med hele familien; kone og fire børn. Sådan er det vel, hvis man er lærer på en højskole, tænker du måske. Men det er faktisk langt fra tilfældet i dag.

Bopælspligt vs. bopælslyst

I dag siger højskoleloven, at enhver højskole skal råde over mindst to beboede familieboliger, men historisk set har det været normen, at man som lærer boede på højskolen. Frem til 2006 var det desuden lovkrav, at forstanderne også skulle bo fysisk på matriklen. I dag bestemmes det af skolens bestyrelse. I følge tal fra Højskolernes Forening er det kun 30% af lærerne, der bor på højskolen i dag. Jonas er et levende bevis på det mindretal, der holder den historiske tradition i hævd.

“To lærerboliger på højskolen, det er meget lidt. så bliver man lidt ‘den familie, som bor der’. Det, som fungerer her, er, at vi er en flok”. Flokken har for nylig holdt påskefrokost, og de ser alle frem til Sankt Hans. “Vi prøver at gøre det attraktivt og til en fordel - hvilket også var Silkeborg Højskoles…tja, standpunkt i debatten om bopælspligt. Vi prøver at skabe en bopæls-lyst”

For enden af elevgangen

"Jonas! Hvor skal vi mødes til board-sport?”, spørger en af eleverne, der sidder på en bænk i solen. Hun får svar, og vi fortsætter op i lejligheden. “Jeg bor for enden af en elevgang, så når vi åbner hoveddøren, kan eleverne se hele vejen ind gennem lejligheden”, siger Jonas med et smil. 

En løbecykel står i døren, og alle er hjemme. Børnene sidder og spiser pandekager. Der er børnelarm, grin, og på det lange spisebord med den røde dug, ligger kasser og æsker med tegnepapir, pensler og tuscher i alskens farver. Ved vinduet kigger en legetøjselefant over på os, da vi tager plads ved en køkken-ø for at fortsætte samtalen.

Før Jonas blev ansat på Silkeborg Højskole underviste han ti år på Viborg Højskole, hvor han boede på skolen i syv af dem. Som bosat højskolelærer er hverdagen flydende, og der er på samme måde ikke en klar sondring mellem arbejde og fritid. Nu har han prøvet at leve begge tilværelser.

Jonas tager en rød og gul sutteclip op fra køkkenbordet, og nuldrer den mellem fingrene, mens han åbner op for, hvad det betyder for ham nu at bo på højskolen: "Forrige fredag, da jeg gik hjem fra en fest her på skolen, mødte jeg en elev med kærestesorger på gangen kl. 00:30 om natten. Jeg fik en lang snak med hende, hvilket jeg ikke havde fået, hvis jeg ikke havde boet på skolen.”

Tilvænning

På trods af, at Jonas i dag føler sig i sit es som bosat højskolelærer, tog det ham alligevel en del tid at falde til i rollen: “Det lærte jeg i min tid i Viborg. Den der følelse af, at have fri selvom jeg stadig er på skolen. Det tog cirka tre år, før jeg kunne mærke: Okay, nu kan jeg godt holde fri, når jeg ikke er på arbejde.”

Jonas færdes på skolen med sine børn, og når elever slår sig ned for at tale, indtræder han ikke en ny rolle som lærer. Han er stadig bare far: “Synes jeg, at jeg er på arbejde, når jeg snakker med eleverne uden for undervisningen, eller kan jeg godt holde fri?... Det synes jeg godt jeg kan”. Han oplever ikke, at han konstant skal være til rådighed, blot fordi eleverne er i nærheden. 

Han nævner dog en enkelt episode på Viborg Højskole for omkring 10 år siden. Han var syg og havde derfor ikke undervist, men om eftermiddagen opholdt han sig i haven sammen med sine børn. En elev passerede og bemærkede det: “Nå, så syg var du heller ikke.”

Det var ikke ondskabsfuldt, men bemærkningen satte sig alligevel fast. Følelsen af ikke helt at kunne leve op til en uskreven forventning ramte ham. Balancen kan være skrøbelig, når hjem og arbejdsplads har samme base. For Jonas bidrog det til en erkendelse af, at det ikke kun handler om, hvordan man selv oplever sin rolle, men også om hvordan den læses udefra.

Den gyldne balance

Med tiden har Jonas lært, at balancen handler om at vælge noget fra. Ikke af mangel på engagement, men af hensyn til sig selv. Når der er foredrag eller faglige arrangementer om aftenen, som han egentlig kunne have lyst til at overvære, holder han sig ofte bevidst væk. “Det vil jeg føle nærmer sig noget, hvor jeg er på arbejde”, fortæller Jonas. Det er en grænse, han har været nødt til at trække, fordi han bor på skolen. 

En af hans døtre kommer over, og giver Jonas et kram. Hun vil gerne ha’ sin far. Han står lidt med hende, imens vi taler videre. Det skal der være plads til hér.

Vi spørger til slut, hvad det er for et menneske, som bor på sit arbejde. Jonas trækker på smilebåndet. “Jeg tror, at det er folk, som har et meget afslappet forhold til sit arbejde, eller i hvert fald et meget afklaret forhold. Man skal virkelig kunne lide det”. 

“Det er det uformelle samvær, og de uformelle samtaler. Dem er der mere tid til - og mange flere af.”