Døden har altid været tæt på, men han frygter den ikke 

Per har stået ved flere grave end de fleste. Han er vokset op med lyden af spadestik i jorden.

Både som præst og som søn af en graver.

Døden er aldrig langt væk. Dens virkelighed har altid været tæt på. “Den første begravelse jeg var til var faktisk min egen fars” 

Alligevel taler han om livet og det, som rækker udover.

Han står i prædikestolen og slår ud med armene. Næsten taktfast efter hver endt sætning. “Jesus siger: Jeg er livets brød. Arbejd ikke for den mad som forgår, men for den mad, der består til evigt liv.” 

Mikrofonens lyd fra højtalerne ekkoer op under det hvælvede loft. Lyden rammer væggene og kommer tilbage en smule forsinket. Det er en smule svært at høre Per, selvom hans stemme runger gennem hele kirken. 

Lyset står ind gennem de farvede ruder og lægger sig i bløde felter hen over kirkebænkene. De kaster røde, blå og gyldne skygger over træet og støvet danser i striberne af lys.

For Per er det ikke afgørende at få realiseret alle sine drømme her i livet. “Der er mere end livet her. Jeg tror på, at vi skal mødes igen på den nye jord, hvor alt det, vi frygter for, ikke skal være mere”.

Per siger at det ikke er til at forstå med hovedet. Men det må man tro på. “Det liv, han giver mig i dåben og ved troen, ophører ikke ved døden, men fortsætter.”

”Jeg var ikke sjov at have som elev” 

Per voksede op i den lille fynske landsby Ubberud, små 10 kilometer fra Odense. Her spillede han fodbold i den lokale fodboldklub, Ubberud IF. En landsby, som har skabt Danmarks eneste EM-vindende landsholdstræner.

“Det plejer jeg at prale med: Jeg har spillet i den klub, som Richard Møller Nielsen kom fra” 

Udover fodbolden var Per også spejder, blå spejder, ikke af den klassiske kristne slags som FDF’erne , på trods af sit indremissionske barndomshjem. Særligt titlen som spejder anfægter Per nemlig også gerne. De plejede at fortælle hinanden internt “Vi er ikke spejdere, vi er ærlige folk.”

For Per har kirkens rum aldrig været uvant, og da hans far gik fra at være gartner til at blive graver i den lokale kirke under oliekrisen i 1973, blev døden også en naturlig del af hverdagen. 

Efter konfirmationsalderen fik han ligeledes lov til at ringe med kirkeklokkerne i den lokale kirke, som kun lå to minutters gang fra fodboldklubben.

Per er oprindeligt uddannet drivhusgartner, men efter et besøg på en kristen højskole ændrede hans livsbane sig. Her opstod ideen om at blive præst. Det lå ellers aldrig i kortene, at han skulle tilbage på skolebænken.

“Men så kom jeg på højskole i Børkop, en højskole med særligt fokus på Bibelen, og der fandt jeg ud af, at jeg nok skulle rejse ud som missionær, til et land i Afrika for at hjælpe der.” 

Lysten til at lære vendte også tilbage til ham på HF, efter at have været ude af skolesystemet i en årrække med en række nederlag i bagagen.

“Da jeg gik i 9.-10. klasse, havde jeg det ikke godt med at gå i skole. Jeg var ikke sjov at have som elev.” 

Per er både ordblind og ikke god til at sidde stille, hvilket han i dag anser som en styrke, da han kan sætte sig i sine kommende konfirmanders sted, som heller ikke gider at sidde stille og lytte til en for lang prædiken.

Efter at have færdiggjort HF kom Per ind på universitet 1983. Her var udfordringerne med ordblindhed ikke til stor gene.

“Jeg læste teologi på universitetet, og det var egentlig ikke så slemt. Vi skulle godt nok have meget græsk, hebraisk og latin, men vi skulle jo ikke snakke dem. Det var døde sprog”

Teologiuddannelsen var en forudsætning for at kunne blive præst, men ikke en direkte adgangsbillet ind i præstegerningen. Her skal man igennem flere eksamener hos biskoppen. Først i 1993, efter en eksamen hos biskoppen i Aalborg, kunne Per officielt kalde sig præst.

Skæbnen ville, at Per skulle til Etiopien, en drøm, som hans egen mor også havde haft før ham, men aldrig fået handlet på. Derfor blev det heller ikke en større diskussion, da Per ikke ønskede at overtage familiens planteskole.

“I mit tilfælde var det så en kirke i Etiopien, der kaldte os, og så accepterer biskoppen det og siger: Okay, så vil jeg gerne ordinere dig til præstetjeneste i Etiopien” 

“I starten var vi ikke så nervøse for hendes liv” 

”Det er fundamentalt for mig at tro, at Jesus har mit liv i sine hænder. Det betyder ikke, at jeg kan blive ramt af noget. Men han slipper os ikke, heller ikke i døden” 

Døden er ikke kun noget, der har været nært i Pers liv i Danmark. Den fulgte også med ham ud i verden. “Faktisk blev en missionærkollega dræbt, og jeg måtte begrave hende i Etiopien” 

Den 28. marts 1997 lægger luften sig tungt over bredden, næsten som om den står stille. Det lyse og fine sand knaser tørt under fødderne. Bag stranden står skrænterne i støvede lag. Vandet er lunt, men uklart. Det eneste sted, hvor man kan bade i Etiopien. Men det er svært at tro. Det brunlige vand, mælket af dens mange mineraler, gør det uigennemsigtigt, men Per og familien svømmer alligevel ud. 

Han ligger et øjeblik, den brunlige overflade omslutter ham og skjuler alt under. Stilheden føles tyk, som om den, ligesom Per, også flyder på vandets overflade.

Roen brydes. Det er lyden af en motor, først fjern, men nu nærmer den sig. Bilen kommer drønende langs bredden. Bag rattet sidder Arne, den norske missionær.

Per afbryder svømmeturen. Han står stadig med vand dryppende fra kroppen, idet Arne fortæller, at deres kollega blev kidnappet på vej fra Dodola. Der er ikke tid til at tænke, Per går i action mode. Han efterlader familien på strandbredden og kører ind i Etiopiens tætte skove. Kollegaen skal findes.

“I starten var vi ikke så nervøse for hendes liv. Det var først, da hun blev fundet, at vi forstod, at det her var noget andet.”

Måden, hvorpå hun var skamferet i ansigtet, tydede på, at det var en rituel henrettelse, der betød: “Vi vil ikke hører det, du har at sige”.

For Per gik det hele så stærkt, at reaktionen først kom senere.

Det var den første begravelse, Per skulle holde.

Biblens budskab lyder, at man ikke må slå ihjel. Hvad der skete med dem, der dræbte Pers kollega, ved man ikke. “De der retssystemer i Etiopien er ikke til at blive klog på” 

Per mener, at man ikke både kan få retfærdighed og tilgivelse. De er hinandens modsætninger. “Ja, det er sådan noget, der sætter ens tilgivelse på prøve”. I disse situationer, hvor der sker uretfærdigheder over for andre, har Per sværest ved at tilgive. “Nogle gange må man sige til Gud: Du må tilgive, for jeg kan ikke. Og det er et skridt på vejen.”

"Man skal være den voksne i rummet” 

Netop Pers naturlige forhold til døden skinner også i gennem i hans daglige arbejde. Hvor andre præster i høj grad lader sig påvirke af deres erhverv, lader Per sig sjældent følelsesmæssigt påvirke, når situationen bliver alvorlig.

“Man skal være professionel. Ikke kold, men man skal være den voksne i rummet. Folk har brug for nogen at læne sig op ad, som ikke vælter.”

Og netop det at være personen, som andre kan lænse sig op ad, kommer også til udtryk, når Per ugentlig besøger den lokale arrest i Silkeborg. Her snakker han ofte med personer, som befinder sig helt ude på kanten af samfundet. Her er ambitionen ikke at missionere og omvende, men at være en neutral skikkelse de indsatte kan snakke med.

”Jeg oplever det som meget meningsfuldt at være der. Det er ikke så tit, jeg snakker om Gud. Men det hænder, og jeg kan sige: Må jeg bede for dig? For jeg kan jo ikke ændre deres situation, men jeg kan bede til Gud.”

Per ønsker heller ikke at gøre sig til dommer over de indsatte. Helt i ånd med det kristne menneskesyn og budskabet om, at vi alle sammen er skyldnere, forsøger Per at tale i øjenhøjde med de indsatte.

Erfaringen med at møde mennesker i både deres lykkeligste og sværeste stunder er blevet en helt naturlig del af Pers arbejdsliv, og særligt en anekdote fra Pers tid i Skagen Kirke stikker ud. Her måtte han begrave en kvinde ind imellem to konfirmationer. Det store skift var ikke svært for Per, for som han siger ”Det har jeg forholdsvis nemt ved at håndtere. Heldigvis. Der er andre præster, der bliver mere påvirkede. Men jeg kan åbenbart godt skifte.”

Et entydigt svar på, hvorfra det naturlige forhold til døden stammer fra, har Per ikke, men hans bedste bud er farens arbejde. ”Måske fordi min far var graver, og jeg selv har gravet mange grave. Dødens virkelighed har altid været tæt på.”

Frygt ikke døden

Per slår igen ud med armene: “I leder ikke efter mig, fordi I har set tegn, men fordi I fik brød at spise og blev mætte”.

En stol knirker et sted bagerst i kirken, og lyden bliver hængende, indtil Per fortsætter: “Det er derfor, I søger mig. I er optaget af det, som kan gøre jeres liv lettere her og nu. Og det vil i have mere af.”

En mand rømmer sig kort, ellers er der stille. Budskabet om livets brød ser ud til at falde på plads for de fleste i menigheden, mens andre sidder og googler opskrifter på boller i karry.

Det nære fylder meget, men håbet rækker også ud over livet her. Livets brød betyder for Per, at det liv, han fik i dåben ved troen, ikke ophører ved døden, men fortsætter. “Jeg lever med en stærk bevidsthed om, at det slutter en dag”. Men Per tror på, at vi skal mødes igen på den nye jord, hvor alt det, vi frygter for, ikke skal være mere.