Drivkraften skabte succesen – men væltede manden bag

“Dagen inden jeg gik ned med stress, følte jeg mig som verdens lykkeligste mand.” 

Morten Broløs lægger benene over kors, da han har sat sig i en orangepolstret Verner Panton sofa. Et design, som en stor del af hans café, BROLØS, er indrettet med. Også hans telefon, en iPhone 17 pro, er orangefarvet. Han kigger på den med jævne mellemrum, uden egentligt at bruge den. En lyd af Lionel Richie´s R&B ligger som baggrund i cafeen. Personalet i baren nynner med, og en tjener sætter kurs mod Morten. Han går tværs gennem lokalet med en lille anretning af velduftende asiatisk brød og hjemmerørt karrykrydret mayonnaise, som han sætter på cafébordet. En smagsprøve på en ret, der muligvis skal tilføjes til menuen. 

Han begynder at fortælle om sin barndom som om han læste det op fra en bog. Han husker alting klart, og det er næppe første gang, at han fortæller om den.

“Engang i en sløjdtime ville jeg bygge et sofabord. “Læreren sagde, at det ikke var muligt, for skolen havde ikke ressourcerne til det. Men så cyklede jeg selv ned til en tømmerhandel, og købte træ, og så fik jeg bygget det sofabord. Der var ikke noget, der skulle stoppe mig i det,” siger han og smiler. 

Han har aldrig været vild med at gå i skole, siger han. “Jeg bliver oftest pissedygtig til det, som interesserer mig, og det, der ikke interesserer mig, det kan jeg slet ikke finde ud af, men det er jo klassisk for os med ADHD. 

Skolens dårligste gennemsnit 

Skoletiden sluttede dog endeligt med en EFG-uddannelse. Et enkelt år mere på skolebænken, før han kunne komme i praktik og blive udlært. "Det år blev gennemført med nød og næppe", siger han smilende.

“Jeg kan huske da jeg endelig blev færdig med min EFG. Handelsskolens rektor kom hen til mig og min kammeret Mads. Han lykkeønskede os, gav os hånden og sagde: Bare lige så I ved det, I har virkelig trukket skolen gennemsnit ned.” 

Kommentaren fik aldrig den helt store betydning for Morten. For hverken lærerne eller hans forældre tvivlede på ham. De kunne se lysten og energien til at skabe, og hans ustyrlige drivkraft, der nok bare passede bedre ind andre steder end i skolesystemet. Drivkraften fandt dog sin vej ind andre steder, og den begyndte allerede i forældrenes stue, som i en periode blev forvandlet til et lille blomstermarked. “Jeg havde købt en masse planter af ham, der leverede grønt til den købmand jeg var i lære hos. Så satte jeg annoncer i avisen, Aarhus Onsdag, og lige pludselig kom folk fra nær og fjern for at købe planter. Så tjente man da lige en skilling på det.” Og den gode idé blev hurtigt til flere: “Jeg kan også huske dengang, at der var øl-krise. Der hvor de strejkede på bryggerierne. Dengang var der karneval i Aarhus, ligesom det man kender i Aalborg. Jeg var i lære i et supermarked, hvor butikschefens søn var flaskedreng. Han kom på et tidspunkt og foreslog, at vi skulle skaffe nogle øl, og sælge dem til karnevallet.” 

Over et par uger, samlede de så mange øl, at de var i tvivl om hvorvidt gulvet i Mortens daværende kærestes lille toværelses lejlighed på kystvejen, kunne bære vægten. De kørte et par kasser ad gangen mod Aarhus centrum på en sækkevogn og nåede hver gang aldrig længere end Store Torv, før alt var solgt.

“Efter to eftermiddage, havde vi tjent nok til en tur til Ibiza.”’ 

En 100-timers arbejdsuge 

Efter sin tid i lære får Morten fuldtidsarbejde på diskotek Downtown midt i Aarhus. Et sted hvor energien og tempoet matcher hans eget. Downtown havde åbent alle ugens syv dage, og det blev hurtigt et liv, hvor lange nætter med korte blev til korte dage og uger blev til måneder. “Det var vildt. Sådan nogle steder eksisterer jo heller ikke mere.” 

På trods af fuldtidsansættelse på diskotek Downtown, levede iværksætterdrømmen stadig i ham. Det lå bare og ventede på sig, og en aften på job, blev tanken gjort til virkelighed. “En lidt ældre herre kom og prikkede mig på skulderen, og sagde; Morten, du har altid snakket om, at du gerne ville have dit eget.” Han havde set, at der var et lokale ledigt i centrum af Odder.

“Så spurgte jeg en kammerat om vi ikke skulle tage ud og kigge på det. Så da vi lukkede klokken 5 om morgenen, tog vi Oddergrisen ud af byen. Vi kom derned og stod og kiggede ind ad vinduerne på den flotte hjørneejendom. Lige pludselig tog det ene ord det andet, og så startede vi Café Oscar, mig og tre andre,” siger han.

Beslutningen blev starten på en erhvervsmæssig succes, men også begyndelsen på en periode med år, hvor arbejde fyldte mere og mere. Arbejdsdagene blev hurtigt endnu længere end nætterne på Downtown. Når Morten siger, at han arbejdede hundrede timer om ugen, lyder det som en overdrivelse, men den måde han fortæller det på, gør det klart, at han lagde den tid der skulle til, og nok også mere til. 

En stresset tilværelse 

Morten tager sine Ray-Ban læsebriller på og bladrer koncentreret gennem sin telefon for at finde et billede fra dengang, han overtog lokalerne på Klostertorvet.

Han imiterer dengang han købte butikken. 

“Vil du købe den? Det kan da godt være. Hvad skal du have for den?” imiterer han på ægte aarhusiansk, som stod han midt i forhandlingen. “Jamen han skulle have 200.000. Så sagde jeg: Du kan få 100.000 og et håndtryk.” 

Det blev starten på årene som kendt møbelhandler midt i Aarhus. Under navnet, Tidens Møbler har Morten i mere end to årtier forsynet et hav af kunder med kendte designklassikere. Og selvom fast forretning i over 20 år og hjem i Hjortshøj med kone og børn kunne lyde som om, han havde fået ro på tilværelsen, var det langt fra tilfældet. For oven i driften af Tidens Møbler var han med til at drive otte interiørbutikker under navnet Decorateshop. På samme tid havde han fundet sit drug, som han brugte en del fritid på: Træning. 

Det, der i starten kunne bruges til at få tømt hovedet efter de lange arbejdsdage, voksede hurtigt til noget langt større. Løbetræning blev til maratontræning, hvor nye personlige rekorder gerne skulle sættes mindst to gange om året. “Jeg blev afhængig af det,” siger han. “Jeg skulle hele tiden have det der kick.” 

“Vækkeuret ringede kl.05:45, hver dag, så jeg kunne nå ud at løbe, inden jeg skulle hjem og vække børn og smøre madpakker, følge i skole og så stod dagens planer ellers bare i en lang kø” 

I 40-års fødselsdagsgave fik han, af sine løbevenner, et hamsterhjul med et billede af sig selv klistret på midten.

“Jeg tænkte, fuck, en sjov gave, men jeg fangede nok ikke den egentlige hentydning.” 

Også hans daværende kone, forsøgte at fortælle ham det.

“Det var en lørdag, sidst på eftermiddagen, og vi skulle hen hos nogle venner om aftenen og drikke vin. Jeg var lige kommet hjem efter en lang cykeltur, og hun siger så, at nu skal vi lige have en kop kaffe og hygge med børnene, og nu skal du til at ro. Det opfattede jeg allerede som en anklage af min træningsmængde, så jeg tog en tur på romaskinen og gav den ekstra gas. Altså, vi snakker med en puls på 170.” Jeg havde jo haft for meget fart på, i lang, lang tid.” 

Men en dag gik batteriet dødt.

“Det skete herinde i butikken kl.13, en onsdag. Ud af det blå fik jeg en følelse af, at der kom sådan en glasklokke ned over mig, og så fik jeg en letheds fornemmelse i arme og ben. Det var klart en kæmp-/flygt- reaktion i kroppen. Min gamle far var heldigvis også herinde. Han var nemlig i butikken hver onsdag, og gjorde lidt rent. Han kunne heldigvis ringe efter en ambulance.” 

“Den episode blev starten på et stressforløb med dødsangst, psykiater og medicinering.” 

Endnu et vendepunkt 

Da stressforløbet var blevet fortid, havde han skruet ned for træningen, men han arbejdede stadig en del. Også mere, end hvad godt var, hvis han selv skulle sige det.

“Skæbnen ville det at jeg, omkring min 50-års fødselsdag, får konstateret modermærkekræft, som havde spredt sig til lymferne. Jeg havde i lidt tid tænkt, at det bare var et sår, men det blev ved med at være der. Heldigvis var behandlingen kun en operation. Jeg undgik kemo, immunterapi og alt sådan noget. Til gengæld endte jeg virkelig i en livskrise.” 

Han blev skilt fra sine børns mor. Livskrisen gav ham en åbenbaring. 

Ikke fordi, at der var sket noget, men han kunne ikke mærke kærligheden længere. Når han tænker tilbage, gik det måske for hurtigt med skilsmissen efter kræftforløbet.

De sidste 10 år, har været en del mere rolige, end nogensinde før. Nu gør han “bare” rent i sin nyligt åbnede café, BROLØS. Han vil nemlig gerne undgå at arbejde hele tiden, som tidligere. Han kommer selv og klarer rengøringen. Det gør han, ifølge sig selv, bedst. Så er han i kontrol over, at det altid lever op til hans standarder. Alt andet har han hyret en driftschef til.

En rolig tilværelse

Et par gæster forlader et bord, og nikker farvel til Morten. To blå kaffekopper står tilbage. Morten vender blikket over på dem. “Jeg bemærker sådan noget, og jeg ved altid, hvad min næste handling er. For eksempel er den nu at fjerne de der kaffekopper. Det er sådan min ADHD viser sig.” 

Solens stråler sætter kopperne i spotlight, og en anden tjener er på vej imod bordet med kaffekopperne med en serveringsbakke i hånden.

“Det er næsten ikke til at vide, hvem jeg ville have været uden min ADHD, men helt sikkert en anden. For alle de ting, jeg har gjort, ville et menneske uden ADHD slet ikke kunne have overskuet, det er helt jeg sikker på.” 

“Jeg tænker også, at café Broløs er mit sidste store projekt i livet. Jeg er ved at være mæt. Men altså, det har jeg sagt mange gange før.”