“Du mister dine børn, hvis du bliver ved.” Anna troede hun havde styr på spillet, indtil spillet tog styringen

”Hvad fanden har du gang i?” Døren fløj op, og hendes svigermor braste ind. Lige i hælene kom hendes forældre og svigerfar. De var rasende. Som et lyn fra en klar himmel gik alvoren op for hende ”for ja, hvad fanden havde jeg egentlig gang i?” Hendes forældre græd, og hendes far afviste hendes kram. De var sendt afsted af hendes mand, der ikke selv kunne være der, for nu var det anden gang, hun havde tømt deres budgetkonto. 

I godt et år kæmpede Anna med spilafhængighed, hvor løgnene og trangen til at spille voksede sig større, mens kontoen svandt ind. 

I dag vil hun gerne dele sin historie anonymt. For selv om hun har lagt spillet bag sig og forsøger at genopbygge sit liv, er der stadig grænser for, hvor meget hun kan dele åbent. Hendes børn og enkelte andre i hendes omgangskreds kender nemlig ikke til det, der skete, og hun vil skåne dem for den del af sandheden. Vi kender hendes rigtige navn, men i denne artikel kalder vi hende Anna. Hun er 36 år og bor i Nordjylland. 

Det første kviklån

Hun fandt tidligt i livet ud af, hvordan penge og det at købe noget kunne give en følelse af frihed. Da hun var yngre elskede hun at shoppe. Ikke for at imponere andre, men for at mærke, at hun selv bestemte. Da hun som 22-årig tog sit første kviklån, handlede det ikke om spil eller risiko, men om kontrol. Hun ville købe noget til sig selv, uden at skulle spørge nogen om lov, eller stå til regnskab for, hvad pengene skulle bruges på. Det havde hun gjort så rigeligt som barn.

Ifølge Cecilie Breuning, der er forebyggelseskonsulent hos Center for Ludomani, er det netop det mønster, man ofte ser hos kvinder med spilproblemer. Hvor mænd typisk spiller for spændingens skyld og på grund af impulsivitet, handler det for mange kvinder om at flygte ind i et andet univers og finde en måde at skabe ro eller kontrol på, når livet føles uoverskueligt. 

Løgn på løgn på løgn 

Og en dag blev livet for uoverskueligt. Uden hun egentlig selv var klar over hvorfor. I mange år havde kontrollen med penge ikke fyldt i hendes liv, men omkring 34-årsalderen introducerede en af hendes kammerater hende for nogle “lidt vildere spillesider”. Det blev begyndelsen på en ny, farligere spiral. 

I starten spillede hun kun for små beløb. Hundrede kroner her, to hundrede der. Alligevel begyndte det hurtigt at fylde mere. Hendes mand, der ofte var væk i længere tid på grund af arbejde, begyndte at stille spørgsmål til, hvad pengene blev brugt på. Det vækkede nogle af de gamle følelser i hende. Igen skulle hun stå til regnskab for, hvad pengene blev brugt til. I stedet for at gå til bekendelse, begyndte hun at lyve. 

Spillene og løgnene blev altoverskyggende. Det var det eneste, der fyldte noget for hende. Hun meldte afbud til sociale sammenkomster med vennerne og gik tidligt fra familiefesterne for at komme hjem til det virtuelle pokerbord. Anna, der ellers altid havde været social og udadvendt, begyndte at isolere sig selv mere og mere i takt med, at spillet tog over. Når hendes venner og familie satte spørgsmålstegn ved afbuddene, tænkte Anna “fuck nu af med jer, jeg skal bare spille” 

Det kunne foregå fra morgen til aften, hvor flere tusindvis af kroner blev gennemspillet på diverse spilmaskiner. Det var Annas flugt, hvor hun kunne finde ro og slippe væk fra hverdagens tumult. Hun spillede hvor end, hun kunne komme til det i sin fritid. Det kunne både være på toilettet, i sofaen eller i badet. Kun én regel gjaldt; det måtte aldrig ske for øjnene af hendes to små børn. Dog kunne hun finde på at lægge dem tidligere i seng, så spillet kunne fortsætte på sofaen.

Skriver man “ludoman” i Googles søgefelt, er det første man møder billeder af mænd, kortspil og grønne pokerborde. Men i virkeligheden er billedet mere nuanceret end det. Andelen af kvinder, der oplever problemer med spil, er steget fra fire procent til 23 procent fra 2017 til 2021. Det viser den seneste prævalensrapport fra Spillemyndigheden. 

Spillet som "codriver"

For Anna endte det med, at spillet tog styringen. Til sidst var det ikke kun penge, der blev gamblet med, men også hendes egen sikkerhed. Spilletrangen kom snigende på de værst tænkelige tidspunkter. På en køretur fik spillets luskede greb fat i Anna, og selvom hun godt vidste, at det ikke var smart, gav hun efter. Hun kunne dårligt fjerne blikket fra sin telefon, som var hun i en trance. “Det var jo uforsvarlig kørsel.” Det kunne nemt være gået galt. Hjemmefra havde Anna allerede smidt 500 kroner ind. Hun var fastlåst på at vinde tabet fra i går tilbage.

De første 500 kastede ikke nogen gevinst af sig, og derfor holdt hun ind på en rasteplads, så hun kunne smide 500 mere på. Der var to tanker, der gik igennem hovedet på hende. Anna havde ondt af sig selv, fordi hun havde tabt. Og selv om hun ikke havde set sin mand i tre uger, hvem hun var på vej for at hente, håbede hun alligevel, at flyet var forsinket, så hun kunne spille endnu mere. Hun glædede sig ikke engang til at se ham, for så måtte spillet sættes på pause. 

Familiens økonomi forsvandt spin for spin

Derhjemme fortsatte Anna ud af det spillemæssige sidespor med 130 kilometer i timen, og pludselig var fælden for alvor klappet i. Hun havde spillet hele familiens budgetkonto op. Den enarmede tyveknægt havde spin for spin slugt 37.000 kroner, mens hun forsøgte at vinde det tabte hjem. 

Annas mand var oprørt over, at hun kunne gøre det, og det førte til trusler om, hvorvidt ægteskabet skulle fortsætte. Skylden hang over hende som en sort sky, og selvom truslerne lagde en dæmper på spillet for en stund, holdt det ikke ved.

Spillene fortsatte i det skjulte. Hun spillede, hvor og når hun kunne. Hendes arbejdsplads, hvor hun havde arbejdet i seks år, fungerede som hendes fristed. Et sted, hvor hun kunne glemme alt om kontoudtog og spilletrang. På arbejdet var hun bare Anna, kollegaen, der altid smilede, leverede og havde styr på tingene. Det ændrede sig brat, da hun en dag blev kaldt til samtale og mistede sit job. Fyringen havde ikke noget med hendes spil at gøre, men det fik stor betydning for netop spillet. 

Hun stod til ikke at få løn den næste måned. Hjemme ventede regningerne, og samvittigheden pressede på. Men i stedet for at gå til bekendelse og fortælle hendes mand, hvad der var sket, greb hun fat i den eneste tanke, der føltes som en løsning. Det hun kendte til og en af de ting, der gav hende mest ro. Hun måtte forsøge at vinde pengene tilbage. Bare lidt. Bare nok til at klare sig gennem måneden. Men endnu en gang tog spillet overhånd, og før hun vidste af det, havde hun igen tømt familiens budgetkonto på omkring 40.000 kroner. 

Handling skaber forvandling 

“Hvad fanden har du gang i? Det ender med, at du mister dine børn, hvis du bliver ved.” Skylden skyllede ind over hende, og for første gang kunne hun se, hvor langt ud hun var kommet, da mor, far og svigerforældre pludselig stod hjemme hos hende og konfronterede hendes ludomani. Det var ikke kun pengene, der var forgået. Anna havde også mistet tilliden fra sin familie. 

“Handling skaber forvandling.” Ordene stod skrevet med sorte bogstaver på tavlen, første gang hun trådte ind i lokalet. Hun var nervøs, men også klar til at tage styringen tilbage over sit liv. “Det er jo klart, at hvis der skal ske noget, så er du også nødt til at ændre dig,” tænkte hun for sig selv.

Sætningen har hængt ved lige siden. Hun bruger den som en påmindelse om, at forandring kræver handling. Faktisk så meget, at hun senere lod ordene danne fundamentet for et digt, hun skrev under sit behandlingsforløb. Et digt om at miste sig selv og finde styrken til at begynde igen. 

I dag har Anna været spillefri i 153 dage. De fleste i hendes omgangskreds har tilgivet hende. Tilliden er ikke genopbygget fra den ene dag til den anden, men den er på vej. Selv hendes forældre og svigerforældre, som den gang stod vrede foran hendes dør, har med tiden lagt deres mistro til siden. 

For at vise dem, hvor alvorlig hun er omkring sit spillestop, har de lavet et nyt ritual. En gang om måneden sætter de sig sammen og melder hende ind i ROFUS. Egentlig kunne hun udelukke sig selv permanent, men på den her måde, holder de samtalen om hendes misbrug åben, og hun får lov til at vise dem, at hun fortsat tager ansvar. 

Hun har hverken dankort eller MobilePay, kun kontanter. Det er et valg, hende og hendes mand har truffet sammen, for at han kan føle sig tryg, når han er ude at rejse. Hvis pengene slipper op, ringer hun til sin mor, som kommer over, og så går de sammen ud og handler. 

Anna bærer på en dårlig samvittighed. For selvom hun er spillefri i dag, er hendes mand nødt stadig til at rejse for at få økonomien til at hænge sammen. Egentlig havde de talt om, at han skulle stoppe. Han var kørt træt i arbejdet og savnede livet derhjemme med børnene, men Annas spil sendte ham i en anden retning.

Hun har svært ved at sætte ord på, hvad der egentlig drev hende så langt ud. Det skete bare, i et tempo hun ikke selv kunne følge med i. Som led i hendes behandling har hun arbejdet med hendes barndom og opvækst, og er ikke i tvivl om de tråde, der kan spores tilbage dertil. Men det er stadig uklart for hende, hvad der helt præcist satte spiralen i gang.