Efter 15 år med klienter på briksen satte Morten alt på ét bræt for at forfølge sin drøm

“Min tilgang til livet er ligesom, hvis jeg møder en buffet. Jeg skal fucking smage det hele. Men hvorfor? Fordi det er der. Hvorfor ikke smage på det hele, når man har muligheden?”

Ordene kommer fra 49-årige Morten Holmstrøm Libenholt, der med et intenst kropssprog forsøger at vise og sætte perspektiv på det liv, som han elsker, men også har brug for at udfordre. Et liv, som i følge ham ikke er så svært at få det maksimale ud af, hvis blot man tør at stille krav til sig selv og sine drømme og identificere det, der gør en glad.

“Når du brænder for det, du laver, så bliver du god til det. Når du bliver god til det, du brænder for, så bliver du også glad for det, fordi du lykkedes. Sådan har jeg det i hvert fald. Jeg søger tilfredsstillelsen i de basale behov.”

I 15 år var Mortens hænder hans vigtigste værktøj på en helt anden måde, end de er i dag. Som fysioterapeut arbejdede han med superligaspillere i Viborg og havde sin egen klinik på Klostertorvet i Aarhus. Men selvom han havde nået toppen af sit fag, lå der stadig noget og ulmede i baghovedet.

Drømmen om at blive politibetjent.

Den drøm havde været der lige siden hans militærtid i 1996, hvor han sad og bladrede gennem bogen “Hvad kan jeg blive?”. Politiet blev siden gemt væk bag alderslofter og familieliv, men da politiskolen åbnede i det jyske, og aldersgrænsen blev fjernet, vidste han, at det var nu. Han ville ikke lade drømmen om at blive betjent forsvinde i takt med årene.

Frygten for at drømmen blev knust 

Der er dog en pris ved at leve med speederen i bund. Viljen blev sat på den ultimative prøve, da han to måneder inden optagelsesprøven til politiet bragede i jorden på sin motorcykel og rev sin skulder af led. Det betød, at Morten på trods af flere måneders forberedelse måtte melde fra til optagelsesprøven.

Men en skulder af led blev ikke den eneste fysiske udfordring, der skulle komme i vejen for Morten, da han året efter søgte ind igen. Denne gang kom udfordringen fra støvede journaler og en ti år gammel recept på astmamedicin. Da Morten stod på tærsklen til sit nye liv, satte systemet en stopklods for drømmen med den begrundelse, at han ikke var helbredsmæssigt kvalificeret.

For Morten føltes det som manuskriptet til en dårlig film, at en gammel notits kunne veje tungere end hans faktiske form. Det udløste den metodiske stædighed, der er Mortens varemærke. Han nægtede at give op og opsøgte læge efter læge, indtil han endelig fandt en, der ville teste ham, og hvor tallene beviste, at han intet fejlede.

For mange havde disse udfordringer sat det endegyldige punktum på drømmen, men ikke for Morten. Han ville ikke lade chancen gå forbi ham, bare fordi der kom endnu et bump på vejen, så han trænede sig op igen, bestod optagelsesprøven og startede i sommeren 2020 på politiskolen i Fredericia.

De fire livssøjler rykkede sig på én gang

Samme weekend, som Morten startede på politiskolen, blev han skilt fra sin daværende hustru og flyttede i et nyt hus i Sabro. Mandag morgen stod han på skolen til sin første dag hos politiet med en markant mindre indkomst, der nu hed SU.

Morten beskriver de syv søjler i livet, man højest må rykke på én ad gangen: ”Fire af dem er familien, økonomien, jobbet og bopælen. Dem fik jeg lige rykket alle fire på en weekend, så det var lidt en presbold at få fra starten.”

Men det var ikke det, der fyldte mest hos Morten. For mens han tog en ny uddannelse, måtte hans 9-årige søn derhjemme selv stå op, pakke sin taske, låse døren og slå alarmen til.

“Det havde jeg det fandme ringe med”, indrømmer Morten, mens det ellers karismatiske ansigtsudtryk i et øjeblik omdannes til et neutralt og beklagende et af slagsen. “Det er meget voksenansvar til en lille dreng”.

Mødet med Lars 

Pludselig afbryder Morten interviewet, rækker hånden i vejret og råber gennem kantinen: “Hey buddy! Hvad laver du?”.

Tilbage hilser Mortens kollega Lars i et afslappet toneleje, som indikerer, at det er hverdag på politistationen: “Jeg skal ned og skyde her kl.12.00.”

“Nå for fanden”, svarer Morten tilbage, hvorefter han rejser sig og giver et mandligt kram med to halvhårde, men anerkendende klap på ryggen.

For Morten er Lars ikke en hvilken som helst kollega. Mortens første møde med Lars går langt tilbage og har været medvirkende til, at Morten er, hvor han er i dag.

“Faktisk er historien med Lars lidt sjov. Jeg mødte Lars, da jeg var fysioterapeut. Han var patient hos mig i klinikken. Så når vi snakker om, hvad min motivation har været, så er det bl.a., at jeg møder Lars lige pludselig.

Det var faktisk lidt en smuk historie. Du var der kun 4-5 gange eller sådan noget”, siger Morten og kigger op på Lars, der nikker anerkendende og svarer “ja” i en indånding.

“Da jeg så stod der ved skranken i klinikken og sendte regningen til ham, så tænkte jeg ‘no homo’ - Har du lyst til at tage en kop kaffe?”

“Jeg blev nødt til at spørge, for Lars var bare en fed person. Jeg synes, at de fede personer, man møder, hvor man får den der følelse, ‘han er speciel’, der vil jeg ikke lade den chance gå forbi.”

Mødet i kantinen midt på politigården gør indtryk på både Morten og Lars, da baggrundshistorien kommer frem. Smilet, den præcise fortælling og de to glade mænd i hver deres politiuniform. Der er tale om et ægte venskab.

“Klip til, at jeg bliver forlover i hans ægteskab.”

Lars bryder kort ind “Jae, faktisk i dem begge to. Ja, livet kan bare noget nogle gange. Det var godt, du gjorde det, Morten!”

Lars går hen mod døren for at komme ned til skydekælderen.

Morten kigger glad på Lars og udbryder afslutningsvist “God pløkning”.

En sætning, der uden for politiets arealer ville lyde helt vanvittigt, men nærmest fungerer som en slags slang kollegerne imellem.

Man kunne mærke på Morten, efter Lars var gået, at han ikke bare var endnu en patient i rækken. Han var en “fed person”, som Morten beskriver det, med en særlig udstråling. En kammerat, der havde givet Morten motivation og mod til at springe ud i noget, som han i dag ikke fortryder.

Når vi bevæger os rundt på politistationen, er det uundgåeligt ikke at bemærke, at Morten er en, som kollegerne sætter pris på.

Hvis han ikke selv når at række en arm i vejret eller hilse på, så tøver de andre på stationen ikke med at smide en kæk bemærkning eller et klap på skulderen i Mortens retning. Et tydeligt omdrejningspunkt uanset hvilken kollega eller afdeling, vi kommer forbi.

Særlig oplevelse satte spor 

Det sker nærmest aldrig, at Morten fortryder hans valg om at tage springet fra fysioterapeut til politibetjent, men der er særligt en oplevelse, som har sat aftryk efter karriereskiftet, og som stadig rammer ham, når han genfortæller historien.

Episoden er fem år gammel, men når han fortæller historien, fremstår hver eneste detalje helt klar.

”Jeg skulle arbejde over på en nattevagt, fordi der var en drabssag, som skulle behandles. Vi skulle derfor assistere en anden afdeling og hjælpe til med afhøringer og efterforskning, som vi fik afleveret.

Jeg blev så spurgt, om jeg lige kunne hjælpe med at transskribere nogle 1-1-2-opkald. Det kunne jeg godt. Jeg var pisse træt, men det skulle jo laves, for det var en ret makaber drabssag.

Det var en lille pige, der ringede ind...”

Morten går i stå midt i fortællingen. Hans blik viser tydeligt, at lyden og billederne kører inde bag nethinden, da han fortæller historien.

“Jeg kan mærke, at jeg igen bliver ramt af det, jeg var påvirket af dengang, for jeg var virkelig ikke forberedt på, at jeg skulle høre hendes panikstemme i øret.”, siger Morten med blanke øjne og et ansigtsudtryk, der vidner om, at situationen har gjort indtryk.

“Jeg husker lige så tydeligt, hvor jeg sad, da jeg hørte det, og jeg slukkede lige med det samme og måtte lige gå væk, for jeg tænkte bare ’hold kæft man’, selvom jeg jo havde lyttet med på radioen. Jeg vidste jo godt nogenlunde, hvad der var sket.”

Morten stopper kort op. Tænker over, hvordan han skal beskrive billederne i hovedet, og fortæller videre.

“Hendes stemme i røret... Jeg skulle jo skrive det hele færdigt. Den havde jeg svært ved at ryste af mig. Den gik jeg med i et stykke tid, hvor jeg til sidst måtte række ud efter hjælp.”

“Jeg nægter at sige: ‘Gid jeg havde’” 

Til april skal Morten til Roskilde for at tage kurset som motorcykelbetjent. Noget, han har drømt om i længe og kigger frem mod med stor spænding. Hans første opgave er nemlig allerede i kalenderen. En kortege for kongehuset.

“Jeg har altid haft en interesse for motorcykler, så at kunne kombinere det med mit job i politiet, er jo bare en drøm. At man får lov til at køre kortege for Kongehuset som det første, gør jo bare det hele endnu mere fedt”, siger Morten tilbagelænet i stolen med en god portion selvtillid i stemmen.

For den 49-årige betjent er nye muligheder ikke bare en lyst, men en nødvendighed. Morten har mistet begge sine forældre og været til flere begravelser, end han har lyst til at tælle. Det har givet ham en filosofi, der fungerer som en motor. “Jeg nægter at ligge på min dødsseng og sige ´gid jeg havde´. Det gider jeg simpelthen ikke. Hvis jeg får muligheden, så gør jeg det. Uanset hvilken pris det har.”

Hans indre ”tasmanske djævel” blev sluppet fri, da han mistede sine forældre. Han nævner selv drømmen om at blive skuespiller, som han aldrig turde forfølge, fordi han var bange for sin fars dom. “Det har irriteret mig lige siden, at det var det, der stoppede mig.” siger han, imens han bestemt lader pegefingeren ramme bordpladen.

Den irritation bærer han med sig som en påmindelse om altid at sige ”jeg elsker dig”, købe blomsterne og tage springet, uanset hvor dybt hullet under ham ser ud.

“Det er også det, jeg siger til min søn. Jeg er pisseligeglad med, hvad du laver. Du skal bare brænde for det. For brænder du for det, du laver, bliver du også god til det.”

At Morten har den tilgang til sin søn, er ikke uden grund. Det er noget, han har levet hele sit liv efter. Fra at tage et år til New Zealand som 16-årig til at køre tværs gennem to kontinenter på motorcykel har Morten altid været en person i bevægelse.

For Morten er der nemlig en helt særlig tanke, som fylder hos ham, når han reflekterer over sit liv.

“Når jeg engang kradser af, vil jeg have, at man kan læse en bog om mit liv og tænke: Holy fuck, man. Er det her kun bind ét?”