Eksperter advarer: Vi sygeliggør almindelige livsvilkår for unge

”Jeg får angst.”

Sådan lyder det oftere og oftere i danske klasselokaler, fortæller folkeskolelærer Janne Brønnum Skovbjerg.

Nogle elever vil ikke lave videoafleveringer. Andre vil ikke fremlægge foran klassen eller sige noget højt i timerne. Flere beder om særaftaler eller trækker sig fra fællesskabet.

– Vi er blevet meget optagede af, at børn og unge hele tiden skal have det godt. Men der er jo ingen, der kommer gennem livet uden ridser og skrammer, siger hun.

Janne Brønnum Skovbjerg er udskolingslærer og medlem af Religionslærerforeningens bestyrelse. Hun oplever, at flere unge beskriver almindeligt ubehag gennem psykologiske begreber.

– De kan sige: ”Jeg får ondt i maven af det”, men de har måske ikke et sprog, der går lidt mere eksistentielt ind i det, siger hun.

Ifølge hende handler mistrivsel ikke kun om diagnoser eller psykisk sygdom. Det handler også om, hvordan unge lærer at forstå sig selv.

Og netop den forståelse er blevet en del af problemet, mener flere eksperter.

Mistrivselskrise eller forståelseskrise?

Joachim Meier, der er ph.d. i psykologi og forsker i unges mistrivsel, mener, at debatten om ungdomslivet i stigende grad bliver forstået gennem en psykiatrisk og diagnostisk optik.

– Jeg vil hellere henlede opmærksomheden på, hvordan vi forstår mistrivsel overhovedet. Vi forstår det overvejende i en psykiatrisk optik. Dermed sygeliggør vi almenmenneskelige livsvilkår, siger han.

Ifølge Joachim Meier risikerer unge at lære, at almindelige erfaringer som modstand, usikkerhed og nederlag skal forstås som symptomer på noget sygt.

– I stedet burde vi tale om, hvordan vi forstår lidelse i vores liv i det hele taget, siger han.

Udviklingen kan også spores i tallene.

Trivselskommissionens baggrundsrapport fra 2025 viser blandt andet et fald i børn og unges livstilfredshed over en årrække, særligt blandt ældre piger og unge kvinder. Samtidig viser tal fra Sundhedsstyrelsen, at der de seneste år er sket en markant stigning i antallet af børn og unge, der får psykiatriske diagnoser, ligesom brugen af psykofarmaka blandt børn og unge er steget.

Men kommissionen understreger også, at trivsel ikke er en enten-eller-tilstand.

Ifølge rapporten kan man godt være i trivsel, selvom man oplever perioder med sorg, nederlag og modgang. Samtidig advarer den mod en stigende ”patologisering”, hvor almindelige menneskelige erfaringer bliver forstået gennem et diagnostisk sprog.

Det svære er også en del af livet

Studenterpræst ved Aarhus Universitet, Jens Munk, møder også unge, der søger hjælp til at slippe af med følelser, som måske ikke kan fjernes.

– En ung kvinde ville gerne have nogle værktøjer, så hun kunne komme videre efter tabet af sin far. Men man kommer ikke videre. Det er noget, man skal lære at leve med som et livsvilkår, siger han.

Ifølge Jens Munk er problemet ikke, at unge taler om deres følelser. Problemet opstår, når alle former for lidelse bliver forstået som noget, der skal løses eller fixes.

– Jeg kan ikke give nogen et redskab, der fjerner sorg. Det kan ingen. Nogle ting i livet kan ikke fixes. De må gennemleves, siger han.

Han oplever, at mange unge mangler et sprog for de eksistentielle sider af livet.

Her peger både han og Joachim Meier på filosofi og eksistenstænkning som mulige modvægt til det diagnostiske sprog.

Hos Jens Munk fylder den danske filosof Søren Kierkegaard derfor også i samtalerne med de unge.

– Kierkegaard er interessant, fordi han tager det menneskelige alvorligt. Han forsøger ikke at fjerne lidelsen, men at forstå, hvordan man kan leve med den, siger han.

Dannelse er ikke terapi

Kritikken af mistrivselsdebatten rejser samtidig et vanskeligt spørgsmål:

Hvornår er der tale om almindelige menneskelige livskriser? Og hvornår er der tale om reel psykisk sygdom?

For selvom flere eksperter advarer mod en stigende sygeliggørelse af ungdomslivet, understreger de samtidig, at psykiske lidelser eksisterer og skal tages alvorligt. 

– Jeg anerkender fuldt ud, at psykiske sygdomme findes. Men det er de færreste unge, der har egentlige psykiske lidelser. Mange har snarere problemer med det liv, de lever, siger Joachim Meier.

Han understreger samtidig, at eksistentielle perspektiver ikke må erstatte behandling af alvorlig psykisk sygdom.

Det samme gælder for Janne Brønnum Skovbjerg.

– Selvfølgelig skal vi hjælpe dem, der har reelle psykiske lidelser. Men vi gør heller ikke unge noget godt, hvis vi hele tiden forstærker dem i, at de ikke kan noget, siger hun.

Hun oplever, at nogle elever vokser, når de gradvist bliver udfordret i fællesskabet.

– Som oftest viser det sig jo faktisk, at de godt kan, siger hun.

Samtidig advarer hun mod, at skolen bliver terapi.

– Dannelse handler om at være menneske. Men skolen skal også lære eleverne kvadratrødderne af fire. Vi kan ikke løse hele mistrivselskrisen alene, siger hun.

Et andet sprog for det svære

I kristendomsundervisningen arbejder Janne Brønnum Skovbjerg blandt andet med filosofi, etik og eksistentielle spørgsmål.

Eleverne diskuterer ondskab, lidelse og det gode liv og læser blandt andet tekster af Søren Kierkegaard og Jobs Bog.

– De får oplevelsen af, at der er nogen før dem, der har tænkt over de her ting. At der findes et sprog for det, siger hun.

Hun oplever, at eleverne bliver mere samtalende, når undervisningen handler om eksistentielle spørgsmål frem for præstationer og rigtige svar.

– Jeg tror, det gør en forskel, når unge opdager, at modstand og tvivl ikke nødvendigvis betyder, at der er noget galt med dem, siger hun.

For Jens Munk handler det i sidste ende om at genfinde et mere realistisk sprog for livet.

– Der findes ting i livet, som ikke kan løses. De må bæres, siger han.