Else holder ensomheden i skak: “Jeg lever, og livet er foran mig.”

En forårsdag i 2010, kastede solen sit gyldne lys over Tranbjerg uden for Århus, og 74-årige Else Marie Knudsen trådte ud i haven til det hus, hun og hendes mand selv havde bygget. Rundt om hende begyndte blomsterne at springe ud. Hun lukkede øjnene og indåndede forårets friske luft. Det var dér, et halvt år efter hendes livspartner døde, at det ramte hende:

“Ja, Olaf er død, men jeg lever, og livet er foran mig.” 

Tanken ramte Else som en åbenbaring den dag. Og det var der hun tog beslutningen om at få det bedste ud af livet, som hun på trods af sorgen elsker at leve.

Et liv i minder 

Men i dag, en solrig formiddag i marts 2025, sidder 89-årige Else Marie Knudsen ved spisebordet i sit centralt beliggende byhus i Aarhus. Her sidder hun i en hjemmestrikket sweater og den hvide page-frisure redt fint.

Hun er omringet af kunst på væggene, men ikke bare hvilken som helst kunst. På væggene hænger både malerier og glaskunst, som Else selv har lavet, men her er også tæpper, lamper og malerier fra alle verdenshjørner. Over en kop sort filterkaffe og en ristet bolle med ost fortæller hun, hvordan Olafs død for 16 år siden har forandret hendes liv.

En rejse gennem livet 

En sensommerdag i 1959, da 24-årige Else lige var flyttet til Aarhus, traf hun den 27-årige Olaf Bergholz Knudsen på Nørre Boulevards Skole, hvor de begge arbejdede. Else var nyansat lærer, mens Olaf havde arbejdet der i en rum tid. Det var kærlighed ved første blik, da de to stødte på hinanden på gangen, fortæller Else med varme i øjnene og et smil på læben: 

“Der gik ikke lang tid, før vi var kærester, det gjorde der ikke,” siger hun, imens hun kigger ud ad vinduet, og helt tydeligt tænker tilbage på den gnist hende og Olaf havde. 

Else og Olaf blev gift, da de flyttede i deres første fælles lejlighed i 1961, og som årene gik, og de ville udvide familien med børn, måtte de på boligmarkedet efter et hus med plads til flere. I første omgang blev de boende i Højbjerg, men efter nogle år byggede de hus i Tranbjerg, hvor der var plads til de fire børn, de fik sammen.

Da først børnene havde fået deres plads i verden, begyndte parret at opfylde deres eventyrlystne behov. I starten ved at bytte huse med andre familier. Først i Danmark og senere i resten af Europa. Bagsæderne i Volvoen blev lagt ned, så børnene kunne ligge på række, og sådan kørte de rundt – fra England til Frankrig og Spanien til Norge og Belgien til Sverige. Og selv da børnene flyttede hjemmefra, fortsatte Olaf og Else Knudsen deres Europa-ture, men nu uden børn. 

Fra juli 1991 til juli 1992 begav ægteparret sig ud på deres livs eventyr. Olaf tog orlov, mens Else havde sparret nok timer op til at kunne tage et års orlov med løn. De rejste fra Danmark mod øst. Først med Den Transsibiriske Jernbane, så med fly til Japan, Indonesien og videre til Australien. Og da foråret kom krybende kørte de rundt i USA, inden de i juli 1992 kunne vende hjem vest fra.

“Det var vores livs oplevelse, og det var det bedste år af vores ægteskab. Det kom sig nok også af, at vi altid har været meget fælles om, hvad vi ville,” siger Else. 

Parrets liv sammen var generelt præget af oplevelser. De holdt sig selv og hinanden beskæftiget med aktiviteter og oplevelser: 

“Det var fast, at vi mindst en gang om ugen gik i biografen, til koncert eller i teateret, så vi havde mange aktiviteter,” siger Else og smiler ved tanken. Det var aldrig tilfældigt, hvad de skulle – det var noget, de planlagde sammen: 

“Når bladene med programmer fra Musikhuset Århus, og Teater Svalegangen udkom, satte vi os ned og krydsede af, hvad vi hver især gerne ville. Hvis bare en af os havde et kryds, så gjorde vi det.” 

I alle årene af det næsten 50 år lange ægteskab, begav Else og Olaf sig ud på mange rejser rundtom i verden. Både for at opleve kulturen, men særligt også for at møde mennesker, fortæller Else. Men selvom parret havde haft utallige destinationer, var der altid en ny på tegnebrættet. 

Da livet tog en drejning 

I december 2008 var parrets næste destination var Cuba. Hele rejsen var planlagt, og både Else og Olaf så frem til, at skulle udforske endnu et land sammen. Olaf døjede med dårlige nyere, og han skulle have tjekket dem, inden turen gik til den modsatte side af jorden.

Dagen efter sad Else og Olaf Knudsen og ventede i spænding, for på hospitalet havde de fået at vide, at de kunne drage på eventyr, hvis ikke lægen havde ringet inden middag. Morgenen skred frem, og da klokken blev over middag, kunne parret ånde lettet op. Intet opkald fra lægen betød nemlig, at endnu en drømmerejse kunne realiseres. Men som glæden nåede sit højeste, lød præcis den lyd, de hele morgenen havde frygtet. Olaf skulle i dialyse, og i stedet for Cuba, gik turen nu til Skejby, hvor Olaf skulle indlægges.

Fra januar 2009 og frem til juli samme år blev der skabt en ny virkelighed for parret. Else lærte at lave dialysen derhjemme om natten, så parret fortsat kunne opleve og udforske livet sammen. De forsøgte at få det bedste ud af deres nye situation, men i slutningen af juli, lige efter Olaf var fyldt 77 år, blev han dårligere. Denne gange viste det sig at være en aggressiv lungekræft. 

Der sad Else ved siden af sin livspartner, mens de fik beskeden om kræft med spredning til leveren. Det eneste lægerne kunne gøre, var at give Olaf strålebehandling, for hans krop var for svag til kemoterapi. Og dér vidste Else, at hendes liv ville ændre sig: 

“Jeg tænkte, hvis vi når at holde jul sammen, så når vi ikke mere,” fortæller hun.

Men den 10. september døde Olaf allerede – lidt over en måned efter, at han fik konstateret kræft. Det gik hurtigt. Hurtigere, end Else egentlig havde forestillet sig. Hun havde vidst, at hun skulle miste ham, men ikke så snart og pludseligt: 

“Jeg var så bange. Jeg vidste, at det skulle ende, men jeg var bange for hvordan.” 

Vendepunktet 

I takt med at Olafs sygdom tog til, skabte Else et kreativt værksted i parrets kælder, så hun kunne leve sit eget liv, imens hun tog sig af ham. Værkstedet blev berygtet og udviklede sig, så Else kunne holde kurser der. Netop kurserne var en afgørende faktor for Elses nye rolle i livet:

“Jeg holdt mig beskæftiget efter Olafs død. Der var nogen der havde brug for mig. Både til kurser i Glaskunst og lignende. Der var noget jeg skulle bruge min energi på. Jeg havde ikke tid til at sætte mig ned og sørge.” 

Kurserne hjalp Else, og sikrede at hun var beskæftiget i sit arbejdsliv. Og selvom Olafs sygdomsforløb og bortgang fik naboerne i Tranbjerg til at række ud til Else, var sorgen ikke helt nem at håndtere: 

“Hvis der var noget, jeg ikke kunne klare, var det, hvis jeg virkelig havde brug for at snakke, og jeg gik over og ringede på hos en nabo, der ikke havde tid, eller ikke var hjemme.” 

Netop naboernes præmisser og frygten for ikke at blive mødt, holdt Else tilbage for at dele sin sorg med dem. Derfor fandt hun på en måde, hvor hun kunne bearbejde sorgen på sine egne præmisser. Else startede en ny tradition i nabolaget to måneder efter Olafs død: 

“Jeg inviterede alle de naboer der havde været så søde over, til æbleskiver og gløgg op til jul, for at sige tak for deres venlighed. Det er 15 år siden, og vi mødes stadigvæk i december måned.” 

Selvom Else stadig kæmpede med sorgen og følte sig alene, begyndte hun langsomt at finde trøst i de nye fællesskaber, hun skabte. Hun startede sine egne traditioner – uden Olaf – og det nye sociale samvær, sammen med hendes nysgerrighed og sult på livet, blomstrede op i hende en forårsdag. I haven stod hun så, og i takt med at forårets blomster sprang ud tænkte hun pludseligt: 

“Ja, Olaf er død, men jeg lever, og livet er foran mig.” 

Ensomhed 

Else Marie Knudsen kæmpede altså i høj grad med ensomheden, indtil det gik op for hende, at hun stadig havde et liv at leve. Efterfølgende både kæmpede og kæmper Else stadig med det på en ny måde. I dag er hun ikke ensom, som hun var lige efter Olafs død, men i dag viser ensomheden sig på en ny måde.

“Jamen jeg savner det at have en tæt på. Det får jeg aldrig igen. Jeg kan godt have en kæreste, men det er ikke det samme som at være rigtig tæt på et andet menneske,” siger Else og kigger rundt på malerierne i stuen. Hun smiler lidt. 

Og Else er ikke alene, for 100.000 tusind danskere over 65 år føler sig ensomme. Det fremgår af Ældre Sagen, der også gør en indsats for at bekæmpe ensomheden blandt ældre.

Men ensomhed viser sig ikke nødvendigvis kun, når man er alene. Else er nemlig et beskæftiget individ. Hun har mange bolde i luften og har altid en aftale på hånden, men når Else kommer hjem, så mærker hun, hvordan følelsen af ensomhed kan skylle ind over hende, fordi huset og den anden side af sengen er helt tom.

Ældre Sagen arbejder med både besøgsvenner og samtalelinjer til ældre som en mulighed for at forbygge ensomhed, for det kan ikke nødvendigvis behandles, når det først har bidt sig fast. Men Else har aldrig haft brug for den slags. Hun har selv skabt de fællesskaber, hun har brug for. 

Det beskæftigede liv 

Selvom Else Knudsen har fire børn, otte børnebørn og næsten fire oldebørn, så er hendes liv ikke just fyldt ud af familie. Hun sidder sjældent stille, og hendes ugentlige program er fyldt ud af aktiviteter og fællesskaber, fordi hun ikke kan være alene for længe: 

“En dag er fint nok, men to, tre dage alene? Det kan jeg slet ikke, og jeg skal også helst have mine weekender nogenlunde fyldt ud.” 

Hendes mål om at være beskæftiget næsten alle ugens dage, er altså ikke bare noget Else siger. Hun går nemlig til engelsk en gang om ugen, bordtennis tre gange om ugen, hun er frivillig koordinator for Dansk Flygtningehjælp og bedstemor for syriske børn. Derudover er hun meget kreativ og laver både glaskunst og maler.

Skulle man finde Else udenfor nogle af disse aktiviteter, så kan man næsten være sikker på, at hun er på vej til en kaffe med en veninde eller i hendes månedlige møde med “kvindegruppen” i folkehuset Vestervang, som er et frivilligt fællesskab for kvinder. Selvom Else har et stort socialt behov, fortæller hun at slet ikke alle i hendes alder har det må samme måde:

“Jeg har mange veninder, som ikke er som jeg er, og som har det godt med at være alene flere dage.” 

I de næsten 50 år Else og Olaf var gift, oplevede de alverdens ting sammen både i- og udenfor landets grænser. Den her nysgerrighed og oplevelsestrang, er ikke ny for Else, og har faktisk været en del af hende så længe, hun husker:

“Jeg har altid haft et glad sind. Det vil sige, jeg nok er et menneske, der altid har været meget aktiv,” fortæller hun med et stort smil. 

Selvom det at møde mennesker ikke er nyt for Else, har hun måtte omtænke den måde, hun plejede at gøre det på efter Olafs død. Elses oplevelsesbehov har skiftet karakter, og i stedet for at opleve alt med Olaf, har hun nu taget kampen op og fået en helt ny omgangskreds, som hun nu deler og oplever livet med: 

“Da jeg var gift, havde jeg ikke det sociale behov overhovedet. Jeg havde heller ingen faste veninder, som jeg har i dag. I dag har jeg veninder, som jeg har fuld fortrolighed med.” 

Søgen efter den større mening 

Selvom Else har været i uden Olaf i snart 16 år, og hun siden har brugt meget energi på at få opbygget et helt nyt netværk og udfyldt sine dage med socialt samvær og oplevelser, har hun affundet sig med, at ensomhedsfølelsen en gang imellem vil snige sig ind på hende.

Elses livsgejst er altså ikke sådan lige at slå ud af kurs. Faktisk er der kun én ting der, ifølge hende selv, ville kunne påvirke hendes nysgerrighed og lyst til livet: 

“Hvis jeg en dag bliver så dårlig, at jeg ikke kan være noget for nogen, så kan jeg ikke se meningen med mit liv.”