Emma vælger travlheden til: “Jeg føler mig i live, når jeg har travlt”

Emma Svanholm Schriver vil ikke sidde stille.

Faktisk har hun det bedst, når punkterne på den dagens to do liste endnu ikke er streget ud. Ligesom det er tilfældet her til morgen.

”Jeg tror, at mine venner synes, at jeg er sindssyg,” siger Emma og griner højt.

“Det kan jo være svært at forklare for andre, men altså jeg kan bare rigtigt godt lide at have travlt. Jeg får tit at vide, at jeg må have en superkraft.”

Hun griner igen. Det sker konsekvent, hver gang hun har sagt en sætning.

Kunsten at multitaske 

Det er Emmas kærlighed til et liv i højt tempo, som gør, at hun har tid til et interview her til morgen.

Hun vipper let på stolen, kigger ud på den morgentomme gade og drejer så computeren imod sig. Hun når lige at skrive to linjer i en ansættelseskontrakt, før døren går op. “Et øjeblik,” siger hun og sætter et sidste punktum. Det tager kun et par minutter, og så har kvinden i det hvide joggingtøj fået sin cappuccino, og Emma har sat sig ned igen.

“Hvor kom vi fra?” 

Emma oplever, at mange har svært ved at forstå, hvorfor hun aktivt vælger travlhed til i sin hverdag. Måske fordi vi lever i et samfund, hvor flere og flere bliver sygemeldt med stress, og “ro” er blevet et kollektivt drømmescenarie.

”Jeg ved godt, at det ikke er alle, som kan fungere i et stresset miljø. Men jeg tror også, at vi på en måde har trukket stress ned over folks hoveder, fordi vi taler så meget om det.”

Hun sidder i den kaffebar, som hun ejer sammen med sin fætter Noah Svanholm Thomsen. Det krævede blot en enkelt øl, før de var blevet enige om et fællesprojekt. Her, halvandet måned senere, er kaffebaren åben for gæster.

Frank Ocean spiller ud af højtalerne, men ellers er her stille. Klokken er også kun et par minutter over 08:00. De fleste kunder kommer først efter klokken 10:00.

Det betyder, at Emma lige har to timer til at svare på spørgsmål. Vel og bemærke imens hun samtidigt fikser nogle af de punkter, som står på dagens lange to do liste. Skriv en ansættelseskontrakt. Ring til maleren. Husk at svare på mails. 

“Jeg vil bare gerne nå så meget som overhovedet muligt i min hverdag. Jeg lever jo kun i kort tid.”

Hun trækker let på skuldrene.

“Jeg føler mig vel mere i live, når jeg har travlt.”

En opvækst med højt tempo 

Emma har aldrig kendt til et liv uden bevægelse. Hun var kun fem måneder gammel, da hun blev sendt i vuggestue. Hendes mor skulle hurtigt tilbage på sit arbejde.

“Jeg siger altid, at de skylder mig et halvt år derhjemme.”

Emma griner og rykker sig ud på kanten af stolen.

I barndomshjemmet i Skejby, var der højt til loftet. Her boede hun sammen med sine forældre og to yngre søskende i et nybyggeri med en blanding af designermøbler og Ikea. Alt sammen holdt i sort og hvidt. 

Effektivt, beskriver hun det selv. Præcis ligesom forældrenes tilgang var til hverdagen, hvor tingene gerne måtte gå hurtigt. Det betød også, at Emma hurtigt lærte at klare sig selv.

“Mine forældre har altid været der for mig, men de har også bare har kastet mig ud i tingene. Når mine veninder blev hentet tidligt fra SFO af deres forældre, måtte jeg gå ud og finde nogle andre børn, som jeg kunne lege sammen med.”

Emma mener, at hendes forældres opdragelse har givet hende både mod og selvtillid. Og uden de styrker vil hun ikke have åbnet sin egen kaffebar. Desuden hjælper både mod og selvtillid, når Emma skal håndtere travlhed. Hun er ikke bange for at begå de fejl, som man kan begå, når det skal gå stærkt.

“Mange har altid haft nogen til at hjælpe sig, og derfor er de ikke særlig selvstændige. Det tror jeg betyder, at de har svære ved at fungere i et stresset miljø,” siger hun.

“Jeg føler nogle gange, forældre gør deres børn en bjørnetjeneste. Hvis man får hjælp hele tiden, så lærer man ikke noget selv. Jeg tror, at folk derfor tager for lidt risiko. Jeg får lyst til at sige til dem “kom nu, du kan så meget.”” 

Hverdagen uden pauser 

Den lille kaffebar er spartansk, men nøje indrettet. Enkelte planter står placeret rundt omkring. Der hænger bambuslamper på de grå vægge. En hybrid af Indonesien og Skandinavien.

Der er ikke mange siddepladser. De fleste tager derfor deres kaffe to go.

Det er ligesom Emmas barndomshjem. Stilrent, simpelt og dermed effektivt. Og på mange måder passer det til Emmas hverdag, hvor alting går stærkt.

“Normalt åbner jeg kaffebaren klokken 07:00. Jeg bytter med Noah, som kommer klokken 16:00.”

Emma holder en pause, lettere forpustet, før hun fortsætter sin opremsning.

“Så tager jeg hurtigt hjem og skifter tøj, for jeg skal være på mit andet arbejde klokken 18:00. Klokken 00:00 har jeg fri, og så tager jeg nok i byen.”

Det er næsten ironisk, at Izas Stepz’, “Himmeldiskoteket,” pludselig har erstattet Frank Ocean. Sangen, som handler om at “suse afsted mod stjernerne” sammen med alle sine venner.

Desuden er en vigtig bemærkning, at Emma læser erhvervsøkonomi på 4. semester, når hun ikke er på arbejde. Men hvad man kunne tænke vil være en ekstra stressfaktor, er studiet i stedet der, hvor Emma slapper af.

Her skal hun blot læne sig tilbage til forelæsningerne, og i pauserne kan hun være sammen med sine studievenner. 

“Jeg ved godt, at det lyder åndssvagt, at jeg slapper af på studiet. Men altså, jeg har ikke nogen stopknap.”

Tempoets pris 

Selvom Emma kan lyde lidt som et overmenneske, så kommer det høje tempo alligevel ikke helt uden en pris. 

På torsdag holder hendes veninder et arrangement, hvor Emma ikke er inviteret. Ikke fordi hun er ikke velkommen, men fordi ingen har spurgt. Hendes omgangskreds har efterhånden lært, at hun ofte har travlt og derfor ikke har tid til at komme - så hvorfor overhovedet invitere hende?

Emma afslutter stadigvæk sine sætninger grinende. Hun bliver ikke ked af det, for hun hviler i det venskab, hun har med sine veninder og venner. Og så er hun samtidig bevidst om, at et fravalg også er et tilvalg.

”Jeg har travlt, fordi jeg gør andre ting, som gør mig glad. Jeg elsker at arbejde som tjener, og derfor holder jeg også fast i det arbejde, som jeg har ved siden af kaffebaren.”

Men så holder hun pludselig en kort pause. Det sker ellers sjældent.

”Men selvom jeg har accepteret, at jeg har ikke kan være med til alting, så er det svært nogle gange. Så kan FOMO-følelsen godt virke som en kæmpe mavepuster. Der er nogle ting, som gør ondt ikke at være med til.”

Og så er der det med, at Emma aldrig gør tingene halvt. Hun bestræber sig på at være 100 procent nærværende, når hun endelig er sammen med sine veninder. Det betyder også, hun har valgt sin omgangskreds med omhu. Hun har ikke tid til andet.

Se blot på hendes roomie-situation, fortæller hun. Den afspejler i høj grad bevidstheden om hendes begrænset tid.

”Jeg har valgt at bo med to drenge, fordi jeg ikke kan rumme flere veninder i mit liv. Jeg tænkte, at drenge bedre vil kunne acceptere, at jeg aldrig er derhjemme.”

Faktisk vil det være Emmas relationer og omgangskreds, som vil årsagen til, hvis hun en dag skifter tempo.

“Hvis jeg stopper med det her tempo, så vil det være på grund af min dårlige samvittighed over for andre. Ikke på grund af en dårlig samvittighed over for mig selv. Jeg tror ikke, at jeg vil brænde ud. Jeg har jo levet idet her tempo hele mit liv.

For meget potentiale til at lave ingenting 

Selvom livet med fart på har sine bagsider, så kan Emma ikke forestille sig at hun ville trives i et langsommere tempo. Hun ville ikke føle sig som sig selv. 

“Jeg tror, at jeg ville føle mig lidt tom. Jeg tror ikke helt, at jeg ville vide, hvad jeg så skulle på en eller anden måde. Der er for meget potentiale. Jeg føler, at jeg spilder det potentiale ved ikke at lave noget.” 

Kunderne begynder at blive flere på den lille kaffebar midt i Latinerkvarteret. Emmas “pause” er forbi, så hun må lukke computeren, samle sin halvt spiste morgenmad og komme i gang med at tage imod kunderne.