En eftermiddag med solen som kunstner: Kom med til workshop på Amager strand

“Den, der finder det sidste strå, er en rådden banan!”

Ubbe spurter fra de stille bølger hen mod sandbankerne. Han er på en mission, og intet kan stoppe ham. I hælene på ham går hans mor, Sofie, med et stort smil og en lille rysten på hovedet. Deres søgen på planter er næsten ovre, men hun var lige kommet i tanker om, at det da også kunne være fint at have strå med.

Med raske skridt går hun op for at finde sin ivrige søn og minder ham om, at man skal være forsigtig. Man kan nemlig nemt skære fingrene på den her plante. Forsigtigt plukker hun en lille håndfuld og holder frem mod Ubbe. Han ser lidt skeptisk på det, men det får lov til at komme ned i spanden med de andre goder.

Blåtryk

Dagen var startet kl. 12:30. De deltagende børn og familier var mødt op i den store træbygning ved Amager Strandpark og blevet bedt om at sidde på de lysebrune bænke i den betonklædte gang, som er det første rum, man kommer ind i, når man træder ind ad centrets brede glasdør.

“Velkommen allesammen til cyanotypi-workshop,” havde Ida begyndt. Hun skulle de næste timer til at holde styr på flokken foran hende. ”Det er første gang, vi har den her workshop i det her format. Jeg hedder Ida, og jeg glæder mig til at se og fortælle!”

Efter en kort indendørs og udendørs forklaring af processen, de alle skulle til og igennem, var det bare at få en spand i hånden og afsted mod sandbakkerne og vandkanten.

Med et er den ellers tomme strand blevet plettet med begejstrede sjæle, der farer rundt som strandfluer.

Nu helt nede ved vandet har Ubbe glemt det blå løbehjul, han egentlig helst ville bruge tiden med tidligere. Det var meningen, hans storesøster Inge skulle have været til workshop. Men i sidste øjeblik ville hun bare fange og kigge på krabber med sin far, Johan, og dermed er Ubbe i hendes sted, selvom han fra start ikke var helt overbevist.

De fremmødte familier skal prøve kræfter med cyanotypi, også kaldet blåtryk.

Det er en gammel fototeknik fra 1840’erne, hvor papir pensles med en speciel væske, som bliver blå, når den rammes af UV-stråler og derefter skylles i vand. Hvis man lægger ting ovenpå, laver de dermed et hvidt aftryk.

På tur fra Frederiksberg

Ubbe er nu meget optaget af en lille plet i den mosgrønne vandkant.

“Jeg vil finde noget tang,” udbryder han.

“Ja, det må man jo godt tage,” svarer Sofie. ”Tror du man kan se det på det de cyanotypier, hvis det er lidt råddent i det??”

Imens der graves efter alt godt fra havet med flotte former, som langsomt fylder spanden op, forklarer Sofie, at familien ofte kommer ud til Amager Strandpark om sommeren, da hendes svigerforældre har et kolonihavehus i området.

De bor på Frederiksberg, så det er kun en smuttur med metroen, som tager dem herned. De nyder virkelig at have hav og natur så tæt på. Det er dejligt for børnene at kunne lege og udfolde sig i det fri, selvom de bor i storbyen.

De plejer ikke rigtig at tage herud på denne tid af året, da kulden gør stranden mindre indbydende. Men de faldt over naturcentrets aktiviteter i dag, og så måtte de herud. Faktisk havde de lige snuppet den sidste plads på workshoppen.

Vinden holder ligesom de to også weekend, og dermed er havet næsten blikstille. Kun lyden af mågeskrig, vage plask, en flymotor i ny og næ og spændte børnestemmer runger igennem luften.

Sofie fik ikke lige sin egen spand med - men hun må ikke låne Ubbes.

“Hvis du taber det ned i spanden, så er det mine,” griner han af den håndfuld klistret tang, Sofie lige har rejst sig op med.

Med lyset som maler

Efter cirka en halv times søgen i det fri lyder Ida’s stemme over menneskemængden, at dem, der er til workshop, godt må bevæge sig tilbage til centret.

Det er Ubbe klar til.

Som med fuglenes hast spurter han tilbage mod asfaltstien - og husker sit løbehjul. Han hopper på og ræser tilbage til centret på med mor i hælene. De er nogle af de første tilbage, hvilket vækker utålmodigheden.

”Nu kan vi gå ind og klappe en fladfisk, mens vi venter på de andre,” siger Sofie, og går mod rummet til højre fra gangen, hvor man ved forskellige vandbade og borde kan observere og male billeder af dyr fra havet.

Inden længe er alle hjemvendt, og Sofie og Ubbe sidder overskrævs på gulvet i midten af den cirkel, gruppen har formet, og ser på alle de grønne, brune og hvide goder, de har samlet.

Ida forklarer igen, hvad der skal ske, og får derefter travlt med at sætte to hvide plastiklangborde op og sørge for, der bliver uddelt papirer og billedrammer til alle deltagere.

For at gøre aktiviteten børnevenlig er der sørget for små stykker papir, som allerede er malet med kemikaliet. Det eneste, familierne skal gøre, er at arrangere deres finurligheder, mase det fast med et stykke plastik, lægge det ud i solen, vaske det, og hænge det til tørre.

“Giv plads til hinanden og giv hinanden inspiration, idéer eller hvad I nu kan finde på,” siger Ida med entusiasme i øjnene.

Og så er det i gang.

Luften fyldes hurtigt med børnestemmer, tramp af sko og raslen af spande.

Sofie og Ubbe finder sig til rette ved den sidste bordende i rummet. Med spandene på gulvet og det første stykke papir foran sig, går de i gang med at arrangere hvilke af tingene, der får lov til at blive forevigede som hvide skyer på en cyan himmel.

“Hvad hvis der er noget, der falder ud?” spørger Ubbe undrende, som de får samlet de to første billeder.

”Det gør det ikke,” forsikrer Sofie ham om.

Efter et kvarter får Sofie med den lille i hælene båret billederne udenfor til dagens kollega: Solen.

Den er dog gemt bag et tykt tæppe af cremede skyer i dag.

Med raske skrift kommer Ida ud og fortæller Sofie og de andre forældre, der er nået så langt, at billederne skal ligge hele 10 minutter i dag, så UV-strålerne kan nå at kæmpe sig igennem dækket og ned på papiret.

Sofie placerer billederne på den udviskede træterrasse foran centret og sætter sig på knæ. På vagt, så ingen forbipasserende kommer til at jokke i mesterværket.

Et hvidt monster

Efter de kom udenfor, har Ubbe for alvor mistet sin skrøbelige opmærksomhed til løbehjulet, og ræser nu frem og tilbage mellem stranden og mor.

Familierne omkring dem begynder så småt at lade strandens sager glide af papirerne og vaske dem i de store baljer, som står klar foran hoveddøren. Det sidste skridt i processen, som får kemien til at blomstre.

Nu tager Sofie og Ubbe et billede hver og dypper dem forsigtigt ned i det kolde. Selv Inge kommer forbi fra aktivitetsrummet med et nysgerrigt blik over skulderen.

Blå farve begynder magisk at tage fat rundt om hvide former på papiret.

Ubbe tager sit op ad vandet og holder det med to hænder op til næsen for at eksaminere det på tæt hånd. Hans blå øjne lyser.

“Det ligner, der er øjne og næse og en mund…” mumler han med voksende spænding. ”Det er et monster!”

De går sammen tilbage indenfor. I det travle rum hænger en sur lugt i luften. Den slags, som kun opstår, når tang og mudret børneovertøj får lov til at være indenfor i et par timer.

Sofie hjælper Ubbe med at hænge billederne op på en af de mange snore, der er blevet sat op langs knagerne i det lille lokale. Ubbes monster kan nu i ro og mag dryppe af.

Sofie går i gang med at lave de sidste billeder, og Ubbe løber rundt udenfor.

En vellykket første gang

Kl. 14 begynder solen at titte frem igennem vinduet. Man skulle næsten tro, den ved, de er gået lidt over tid, og tænker nu sætter vi lige fart på.

Dermed er et nok heller ikke alt, som når at tørre, før familierne må smutte.

“Det bliver spændende at transportere” siger Sofie med et smil på vej ud ad døren til sin familie, som skal til at gå, imens hun vifter det sidste billede efter dets vasketur.

Tilbage står Ida og beundrer de lyseblå papirer-guirlander, som så småt er ved at forsvinde i hænderne på eftermiddagstrætte børn og forældre. Om dagens strabadser synes hun, det er gået godt.

“Folk har haft rigtig meget gåpåmod," siger hun. "Især i forhold til, at det er første gang. Det er også bare en rigtig fed proces. De er jo allesammen små kunstværker.”

Hun får sagt tak, farvel og god weekend ud i rummet til dem, der er tilbage. De klapper af hende.

Som rummet så småt tømmes helt fra både jakker og stemmer, er hun i fuld gang med at tørre borde og bænke af, hive tørresnore ned og samle spande.

Dermed slutter en vellykket workshop i ro og mag, en halv time før centret lukker klokken 15, og rummet ved siden af også må tømmes.

Og for Ubbe, ja, med både løbehjul og monster, som har taget velvilligt på energien, er han klar til velfortjent at hoppe med familien på M2 mod Frederiksberg og slappe af.