En god grobund for metastaser

“Jeg mistede min kone for en måned siden. Vi har kendt hinanden i 50 år.” 

Lars Lond sætter sig på bænken og kigger skiftevis på mig og ud på Åby Park, hvor der befinder sig færre mennesker end man skulle tro, på en forårsvarm eftermiddag. Han er ude og gå en tur med sin hund. 

Græsset i parken er endnu ikke helt kommet sig efter vintersneens pres, og ser en smule slidt og mudret ud. Selv er han pakket ind i en rød dunjakke, der dog er lynet lidt ned ved halsen, som for at byde solskinsstrålerne indenfor. 

Den lille, brune, pjuskede hund kigger en smule uforstående på Lars, men lægger sig med ryggen til, som om den er fornærmet over at turen er blevet sat på pause. Fugerne i hans ansigt vidner om et langt liv. 

“Hun fik brystkræft”

Lars er uddannet keramiker og i 1973 fik han job som leder af keramikværkstedet i “Huset”, der var et tilbud til unge i Aarhus, som ikke lige havde andre steder at gå hen. Her mødte han sin kone, Naja, for første gang. Hun var ti år gammel og kom i Huset, ligesom så mange andre børn og unge. 

“Meeen, der gik jo lige fem, ti år inden vi blev kærester” siger Lars halvt grinende. 

Lars og hans daværende kone var gået fra hinanden, hvorefter hun flyttede til Sverige med parrets dreng. 

Det gik imidlertid ikke godt for drengen i den svenske skole, og han flyttede hjem til Lars i stedet. Lars havde ofte aftenarbejde på keramikværkstedet, derfor hyrede han Naja som barnepige. 

Det er tre år siden Naja først fik konstateret brystkræft. Hun fandt en knude i brystet, der efterfølgende blev opereret væk og behandlet. 14 dage inden hendes død havde hun ikke oplevet problemer, men så gik det ned ad bakke. 

“Hun må åbenbart have haft en god grobund for metastaser, det spredte sig i hvert fald lystigt.” 

Det er de små ting, der gør det svært at være foruden sin partner gennem 50 år. Lars har ikke længere én, som han kan komme hjem til, og fortælle hvad han har oplevet på sin gåtur og i dagligdagen. 

“Jeg tror jeg har brug for at være alene. Min søn bor hos mig, så han er der jo hele tiden. Jeg tror, at jeg har behov for at kunne sidde for mig selv. Før jeg rigtigt kan være i det”.