En hal fyldt med haler: "For mig handler det om et rum, hvor jeg ikke er underlig"

En rutsjebane og en rodeotyr er pustet op i den anden ende. En sort kat står for sig selv midt i hallens blændhvide lys. En far hvisker til sin datter med hale: ”Liva, hvor er dine sko?” Barnet peger ned mod et par kattepoter i str. 34. Han sidder i forældreborgen langs væggen, som er en helt anden opstilling end resten af salen. Kaffe og foldede hænder. Køletasker med chokoladekiks og juicebrikker. De sender blikke til hinanden, men kunne lige så godt have råbt ud i hele salen “jeg forstår heller ikke noget”.

”Det kan være svært at forstå som forældre, men for mig handler det om et rum, hvor jeg ikke er underlig.” siger Cassidy Kahr Kristensen på 22 år, der ønsker at omtales som de/dem. I dag er en stor dag, for eventet er det største de nogensinde har afholdt. De lægger en hånd på den pelsbefængte maske ved siden af sig: 

 ”Jeg kunne godt have brugt sådan et rum, da jeg var 12.” 

 Furry-miljøet beskrives i forskning, som en subkultur omkring fascinationen af antropomorfe dyr (dyr med menneskelige egenskaber) og mange skaber en ”fursona”, en personlig dyrekarakter, der bruges både online og til events, som dette event d. 7 marts 2026 i Eventpark Aarhus.

Cassidy har tegnet dyr med menneskelige træk, siden de var en tidlig teenager. I 2020 begyndte de selv at sy og derefter tog interessen for furries fart. 

 ”Det er kreativitet, men også en måde at prøve sider af sig selv af. Caine er ikke mig, men et trygt kostume, jeg kan træde ind i.” siger Cassidy, om den furry de har med i dag.

Den store hal summer af ventilationsbrummen. 180 mennesker. Maskinlydene slår mod metalspær, mens noget helt andet og blødere bølger ind ad døren: haler, ører, klistermærker, små ”boops” på snuder. Udenfor står en gruppe og venter. En mand er blevet klædt ud som en leopard til sin polterabend, men hvad der skulle have været en ydmygende oplevelse, bliver pludseligt vendt. Han er faktisk den der passer bedst ind i etablissementet.

En pige  står alene. Hun har et par sorte ører, pjusket hale og poter på. En ræv med små pailletter på kinderne går hen, vipper hovedet og vinker, og uden overhovedet at veksle et ord, nikker pigen og følger med mod rutsjebanen. Små vink og koreograferede berøringer. En kommunikation, hvor anskuelighed og samtykke er indbygget i kostumernes bevægelser. 

”Jeg har social angst,” siger Cassidy roligt. Rundt omkring os taler mange engelsk - et bevidst skifte, forklarer de, for at skabe afstand til ”sig selv” og give plads til figuren - noget der også har har hjulpet Cassidy. 

En lille rundkreds. Fire uden dragt og én i fuld fursuit, men samtalen er ikke påvirket af, at der står en mørklilla drage og nikker forstående med. Tværtimod. Den bliver kælet og nusset og flere gange bryder gruppen ud i grin, over noget dragen har sagt. Og mig der troede drager ikke kunne lave jokes.

En almindelig familie træder tøvende ind. ”Synes du, det er mærkeligt at kigge på?” spørger en far sin datter, men barnet er allerede væk - optaget af at lege tagfat med en grå ulv.

Det er ikke kun børnene, der finder ind i det. Manden fra polterabenden, stadig i leopard, passerer en gruppe furries og spørger, om han må tage et billede. Forskellen på ham og dem? For ham er kostumet en én-dags spøg, men for dem er det et selvvalgt sprog. 

Bag scenen fortæller Cassidy, at fællesskabet har givet dem venskaber for livet. “Jeg kom ikke ud før, men nu er jeg blevet inviteret i biffen for første gang.” En ting der måske ikke er  banebrydende for mange, men med en barndom præget af autisme og angst, var det stort for Cassidy.

Ikke udklædning, men identitet

Flere går bare rundt, nogle uden dragter, andre med små haler klipset i buksekanten. En ung dreng bærer sin maske på armen som en hjelm. I døråbningen vender faren fra før sig: ”Aslak, kom nu.” Barnet tøver og ser tilbage, men storesøster hjælper, og de går sammen ud i kulden. 

Der skal tages fællesbillede og flokken af mennesker og furries bevæger sig mod padelbanerne. Lyset fremhæver hver en bekymret tanke man har haft, men for fursuitsene fungerer det meget godt – for dem fremhæver det pelsens glans og hver en lille detalje, som de selv har designet. Mens fotografen stiller sig klar på stigen, kigger folk udefra ind i buret. Eller. Det er jo egentlig bare en padelbane, men når den er fyldt med plyssede og farvede dyr, løber associationerne frit. 

Den industrielle hal og de bløde figurer. Metal og pels. 

”Jeg er ikke underlig,” gentager Cassidy, denne gang som en konstatering, mens de stryger pelsen, på deres fursuit. ”Jeg er Caine i dag. I morgen er jeg Cassidy.”