En livsvarig synergi mellem VLTJ og Tørfisk: “VLTJ er et kendetegn for hele området her”  

“Vi synes, det var en underlig sang i starten.” 

Sådan lyder det fra Anker Hviid, da han mindes, hvordan VLTJ-sangen i sin tid blev til. Tiden skal skrues 40 år tilbage til 1985, da daværende medlem af Tørfisk, Henning Toft Bro, blev spurgt, om han ikke kunne skrive en sang til VLTJ's jubilæum. Dengang var de ikke klar over, hvad sangen ville komme til at betyde for både dem og for lokalområdet, udtaler Anker Hviid: 

“De der unge mennesker på diskotekerne, de kendte os jo ikke. De kendte sangen, men de kendte ikke os. Så når vi der om natten kom og begyndte at slæbe vores anlæg ind på diskoteket, var det jo tit over dansegulvet. Man kunne se, at de stod og dansede og tænkte, hvad er det for nogle gamle idioter, der går der? Men så spillede vi VLTJ.”

Der kommer et varmt glimt i øjet hos Anker Hviid, når han fortæller om de tidlige år med Tørfisk, og hvordan VLTJ-sangen pludselig blev spillet i både håndboldhaller og på diskoteker. Siden da er det kun taget til, og som Anker siger: 

“De plejer ellers nok at ringe, når de (jernbanen red.) skal lave noget ekstra stort”

VLTJ mellem venner og fjender

For de fleste uden for Vestjylland er VLTJ bare fire bogstaver. Men for dem, der voksede op langs skinnerne mellem Thyborøn og Lemvig, var toget et samlingspunkt, man ikke kunne vælge til eller fra.

Anker Hviid husker de morgener, hvor unge fra alle afkroge af Vestjylland samledes i det orange VLTJ-tog på vej til skole. 

“Jeg gik på handelsskolen, og der kørte vi med VLTJ hver morgen og hjem igen,” fortæller han. Anker husker særligt, at toget hjem sent om eftermiddagen var fyldt med trætte teenagere, der halvsov, mens toget vuggede gennem landskabet: 

“Den har vippet mig i søvn mange gange. Det var en behagelig fornemmelse,” erindrer Anker. 

Men toget udrettede også meget mere end blot at vugge de trætte teenagere i søvn. Det tvang dem også til at blive en lille del af hinandens hverdag og liv - også selvom der ofte var rivalisering mellem de små kystbyer: 

“Da jeg var ung, der var der stadigvæk den der kamp mellem Thyborøn og Harboøre,” siger Anker. “Men rivaliseringerne forsvandt i kupéerne. Vi var jo trods alt alle sammen på vej det samme sted hen, hvor vi skulle gå i skole med hinanden. Vi var jo klassekammerater,” tilføjer han. 

En vestjysk omsorg

Om ganske få måneder forsvinder de legendariske Y-tog, hvor de i stedet baner vej for nye, batteridrevne tog. 

Og selvom det nok er slut med at blive vugget i søvn af et gammelt, buldrende dieseltog, så holder Anker stadig fast i den mentalitet, som altid vil være til stede i et VLTJ-tog, uanset om det kører på diesel eller grøn energi. 

“Noget af det helt særlige ved at være fra Thyborøn eller Harboøre, det er, at vi kender hinanden,” siger han. 

Når Anker kører en tur igennem byen, så hilser han på alle. Og når han hører sirenen fra en ambulance, så sætter det sig øjeblikkeligt i kroppen. 

“Man kan både kalde det nysgerrigt, men det er også fordi, man tænker, at der er en, der er død. Det er den der følelse, man har overfor hinanden.” 

Han holder en pause, før han selv rammer ordet: “En omsorg.”

Den omsorg, som Anker beskriver, er en vigtig del af Vestjylland - en del, som Tørfisk tager med sig og deler ud af gennem deres sange. Selv på Sjælland synger folk med, som om de selv er blevet vugget i søvn af et orange VLTJ-tog. “Vores publikum er jo de samme, om det er fra København eller hvad det er,” fortæller han, hvorefter han konkluderer:

“Og så længe man kan se, at folk de samles om VLTJ, så bliver jeg aldrig træt af at spille den.”

Ved endestation Thyborøn

Anker Hviid og resten af Tørfisk turnerer stadig rundt i det danske land og har forhåbninger om at kunne blive ved i mange år endnu. Men selvom Anker Hviid rejser land og rige rundt, er Ankers hverdag oftest forankret i hjembyen Thyborøn. Når han en dag må parkere tourbussen, håber han at kunne tage plads i VLTJ på ny: 

“Vi må erkende, at folk bliver ældre og ældre, og på et tidspunkt, kommer jeg forhåbentlig også til at køre med toget, når jeg ikke kan køre bil mere.” griner han og tilføjer: “Vi kan jo ikke have sådan nogle gamle skiderikker til at køre rundt.” 

Bag den tørre humor og glimtet i øjet, er det tydeligt at kærligheden til Thyborøn er stor, og at VLTJ er en livsnødvendighed for egnen: 

“Jeg kan næsten ikke se, at vi kan undvære den”