En parallelverden af røgelse og ritualer 

To kvinder sidder og græder. Røgelse, stearinlys og duften af urtete, fylder bederummet. En monoton messende munkestemme, gjort selskab af en klokke og en gong. Rytmisk. Nærmest tranceagtigt. 

Alteret med den store buddhastatue fylder halvdelen af rummet. Der er lige plads til de ti pårørende. På væggen foran de to grædende kvinder, hænger billeder af de afdøde familiemedlemmer.

Genfødsel

I en dyb meditativ tilstand og iklædt deres lysegrå kjortler, skiftes de til at sætte sig på knæpuden. De skænker te op. Fylder de små skåle med ris. Bukker sig ved hvert klokkeslag. Deres kære skal nemlig have en ordentlig rejse mod deres genfødsel.

“Det tager 49 dage for min mors sjæl at rejse videre,” siger Si Quong Truong, tydeligt berørt af sin mors død for kun et par uger siden. Han har i dag taget sine tre døtre med. 

“Jeg er begyndt at komme her mere efter min mor døde. Jeg vil være her hver søndag fra nu af. Det hjælper mig til at være et bedre menneske.”

Han er blandt cirka halvdelen af de fremmødte der bærer et hvidt bånd om hovedet. Et symbol på at man for nylig har mistet et familiemedlem. 

Midt imellem industri og McDonalds

Vi befinder os midt i et industrikvarter. Imellem McDonalds og Harald Nyborg. I et buddhistisk vietnamesisk tempel, som står insisterende imellem firkantede lagerbygninger. 

Det er som at gå igennem en portal. Ind ad de gyldne porte. Ind i buddhismen. Templet fungerer som et samlingssted for vietnamesiske buddhister. 

En slags vietnamesisk, hellig buddhistisk forsamlingshus om man vil. Det er en måde at holde fast i noget af den oprindelige kultur. 

Ingen er perfekte, men vi prøver

Si skal være her syv søndage i træk, før hans mors sjæl forlader os og genfødes. Han er selv stadig ved at lære de mange ting, som buddhismen handler om. 

“Ingen af os er perfekte. Man kan ikke blive som Buddha, men man kan arbejde på at blive et bedre menneske. Det er derfor jeg er begyndt at komme her oftere. Forhåbningen er en genfødsel i et bedre liv.”

Munken

Templets munk er den mest lærte af alle i templet. En skaldet ældre mand, der udstråler en ro, som få. Hans funktion er lidt som en præst og han hilser de fremmødte velkommen med et smil. 

For at blive munk skal man have gået i buddhistisk skole i mange år og skal følge de 250 livsregler, som buddhismen kræver. Et asketisk liv, hvor det ultimative mål er nirvana. Han må for eksempel ikke gifte sig, og så skal han bo i templet og prædike fuld tid.

Hans meditative sang runger ud i den store bedesal. Han er hjulpet på vej af de cirka 50 andre fremmødte praktiserende buddhister der er mødt op til fællesceremoni denne grå og tågede søndag formiddag i marts. 

Alle aldre er mødt op. Fra de helt gamle i lænestolene bagerst i den store sal, til unge teenagere på forreste række af knæpuderne.

Langvarig ceremoni

Stemmerne smelter sammen. De bliver til én fælles stemme. En gaber, en fælder en lille tåre og en sidder med lukkede øjne. 

Blå, rød, grøn, lyserød, orange og guld samt små og store LED lys, udsmykker vægge og loft i den store bedesal. Du kan ikke hvile dine øjne nogen steder uden at få øje på en buddhastatue eller en lotusblomst af plastik. Gulvet er af hvidt marmor. Dækket af store dekorative tæpper.

Efter lidt over to timers meditativ ceremoni udringer den sidste tone fra klangskålen. Nu er der fællesspisning. Et langbord med fyldt med traditionelt vietnamesisk mad. Chantingen er erstattet af snak. De unge viser hinanden tiktok i den ene ende af bordet og de gamle snakker i den anden. Gråden er erstattet af grin. Skåle skubbes på plads. 

Fællesskabet

Der er cirka 30.000 buddhister i Danmark. Mange er vietnamesere som Sis egne forældre, der kom som bådflygtninge. Men selvom alle, undtagen de helt gamle, taler fint dansk, så foregår alt til dagens ceremoni på vietnamesisk.

Og selvom det lyder som et lukket fællesskab her i templet er der plads til alle. 

“Buddhismen er en åben og individuel religion. Man må gøre som man vil, men man skal vide at man bliver genfødt, som ens karma tillader. Har man ikke været god ved andre og hjulpet, vil man måske blive genfødt som et dyr eller det der er værre,” siger Si med et smil.

“Vi og buddha velkommer alle og vi kræver ikke en gang at man skal tro på buddha. Der er jævnligt folk uden vietnamesisk baggrund, der kommer forbi og er med til ceremonier.” 

Han hjælper sine døtre med at finde en plads ved langbordet fyldt med vietnamesiske retter.

“Næsten alle kender hinanden her. Vi har en fælles baggrund. Det er et stort fællesskab.”

Templet fungerer som hovedsæde for den buddhistiske forening, der dækker hel Danmark. Rundt omkring i landet har folk deres egne mindre templer eller bederum lokalt.

Udenfor kører folk stadig forbi i deres egne travle hverdage, men inde i templet er alt lidt langsommere. Der bliver spist op. Munken deler ud af sin visdom. Og da døren åbnes op ud til parkeringspladsen, blander duften af røgelse sig et øjeblik med den kolde lugt af benzin, før den forsvinder igen.